Baron von Münchhausen

Løgnebaronen eller Hieronymus Carl Friedrich von Münchhausen. Han blev født 11. maj 1720 i Bodenwerder i Weserbergland og døde samme sted 22. februar 1797. Han var en del af adelen i Kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg. Man tilskriver ham de mange efterfølgende historier, der forbindes med Baron von Münchhausen. 

Baronens liv

Baronen – der blev berømt som løgnebaronen – hører til den sorte linje af adelsslægten Münchhausen, omend at han i sin egen levetid på ingen måder var at regne for slægtens vigtigste repræsentant: dette var uden sammenligning premierministeren i Kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg – også kaldet Kurfyrstendømmet Hannover – Gerlach Adolph von Münchhausen (1688-1770). 

Hieronymus var ud af en søskendeflok på 8 og blev født på slottet Münchhausen – der var betegnelsen på et herregårdsgods i Bodenwerder. Hans fader – Georg Otto von Münchhausen – var oberstløjtnant for kavalleriet samt godsherre for Rinteln og Bodenwerder og derudover et tip-tip-oldebarn til lejesoldat-lederen Hilmar von Münchhausen. Faderen døde da Münchhausen var 7 år gammel. Hans moder Sibylle Wilhelmine von Reden (1689-1741) fra Hastenbeck og af adelsslægten von Reden – stod for hans opdragelse. 

Som det var skik og vane da gik den 13-årige Hieronymus i lære ved Hoffet i Wolfenbüttel, hos hoffet for Fyrstendømmet Braunschweig-Wolfenbüttel. I 1737 blev han Page for Hertug Anton Ulrich von Braunschweig-Wolfenbüttel, der var gift med Anna Leopoldovna. Hun var niece til kejserinden af Rusland: Tsarina Anna, der erklærede at ægteparrets barn skulle arve Rusland. Anton Ulrich skulle lære at begå sig med det russiske Aristokrati, og opholdt sig allerede i Sankt Petersborg og tjente i Tsarens Kejserlige Hær. Münchhausen rejste i december 1737 til Rusland, hvor han ankom til i februar 1733. Efter al sandsynlighed er han i selvsamme måned fulgt med hans nye herre i Russisk-Østrigsk-Tyrkiske krig (1736-39). Enkelte af de løgnehistorier han tilskrives beror på deltagelsen i denne krig. Den berømte løgnehistorie om at “han red på en kanonkugle” er sandsynligvis fra belejringen af den osmanniske Krim-fæstning Otschakow hvor den russiske befalingsmand von Münnich danner baggrund. 

I 1739 blev baron von Münchhausen udnævnt af Tsarina Anna til fændrik af den russiske Braunschweig-Kürassier, hvis øverste regimentschef var Anton Ulrich. Kürassierernes Garnison var i Riga. Münchhausen blev i 1740 udnævnt til løjtnant og alt tydede på en glimrende karriere. Kejserinde Anna døde og havde udnævnt sin efterfølger til at være Anton Ulrichs førstefødte søn Ivan VI. til næste zar. Imidlertid var Anton Ulrich og hans letlevende hustru Anna Leopoldovna ikke formyndere, og Anna Leopoldovna gennemførte et kup mod formynderen Biron. Det skabte hende en del fjender; men hvad hun særligt huskes for var at hun havde affærer med såvel en mand og en kvinde – og angiveligt på samme tid – hvilket fik hende til at stå forholdsvis skandaløst. Hun startede også en krig mod Sverige (1741-43) som Münchhausen deltog i. Det var hans held at han kæmpede i Finland. Det skandaløse styre med Anna Leopoldovna og Anton Ulrich blev afløst af et kup fra Peter den Stores datter Elisabeth, der tog magten fra den 1-årige Ivan VI. og sendte familien i fangenskab. Münchhausen hvis skæbne var nært knyttet til Anton Ulrich lykkedes at overleve kuppet – formodentlig fordi han kæmper i Finland – men hans karrierevej synes ikke at være så skinnende længere. Han bliver først Ridemester i 1750. Han opholdt sig det meste af tiden i garnisonbyen Riga. Det skulle have øvet en stor indflydelse på hans fortælleevner, da det var normalt at der i de tysk-baltiske adelskredse som han færdedes i blev fortalt overdrevet og fantasifuldt. 

Han blev inviteret gentagne gange til hans baltiske landadelige ven Georg Gustav von Duntens landgods tæt ved den livlandske by Ruthern (idag lettiske Dunte), hvor de yndede at gå på andejagt. På et udskænkningssted i byen skulle Münchhausen for første gang have optrådt i rollen som historiefortæller. Det var også på von Duntens landgods at han lærte Jacobine von Dunten at kende, som han 2.februar 1744 giftede sig med i den nærliggende landsby Pernigel (lettisk: Liepupe). 

I 1750 tog Münchhausen sin afsked og vendte tilbage til Tyskland og levede med hans kone endnu 40 år – barnløst – på hans arvegods i Bodenwerder ved floden Weser. Han levede livet som en typisk landadelsmand, der var optaget af livet på Godset, plejede sine sociale omgang med naboerne og hans yndlingstidsfordriv var jagt. I hans venskabskreds var hans fortælleevner vidt berømte. Der kom gæster langvejs fra til Bodenwerder for at høre hans fabelagtige historier – muligvis også museumsdirektøren Rudolf Erich Raspe fra Kassel. De første tre fortællinger blev publiceret i 1761 af Grev Rochus Friedrich zu Lynar – hvis broder Moritz Karl i deres fælles tid i Sankt Petersborg havde været elsker med Anton Ulrichs hustru Anna Leopoldovna. Lynar havde været Gesandt i Sankt Petersborg siden 1749 og 1752-65 statholder i Oldenburg: Münchhausens søster Anna von Frydag boede tæt derpå i Daren ved Vechta, hvor de havde mødt hinanden. Det er dog værd at nævne at Rochus Friedrich zu Lynar var i Oldenburg diplomat i dansk tjeneste og at han både var i Stockholm og Sankt Petersborg under de danske konger. Han forsøgte – mislykket – at forhandle en russisk anerkendelse af at de skulle afstå fra deres Gottorpske besiddelser igennem. 

Efter at hans kone var død i 1790 tog Münchhausen sig af sin Gudsøn og dennes bryllup med Major von Brunns datter fra den lille flække Polle: den 12.januar 1794 stod brylluppet med den 20-årige Bernhardine Brunsig von Brunn. Kort efter brylluppet kom det slemme uoverensstemmelser. På baggrund af utroskab ønskede den 73-årige baron at det skulle komme til en skilsmisse. I en tre år lang skilsmisseproces der ruinerede Baronen, der næsten mistede hele sin formue. I 1794 afgav han godset i Bodenwerder til hans nevø Wilhelm, omend han blev boende. Bernhardine von Brunn skulle tage til Nederlandene. Hun skulle der have giftet sig på ny med den hollandske drost Abraham de Bothaus.

En af de gæster der ofte var tilstede i Bodenwerder var den Universalt lærde Rudolf Erich Raspe, der som museumsinspektør stjal – for at betale sin gæld – mønter fra den landgrevelige samling i Kassel. Han blev afsløret og flygtede til England. For at skaffe penge offentliggjorde han i London i 1785 en række af anekdoter og Rejseeventyr i Münchhausens navn – det efter at Lynar i 1761 og en anonym forfatter i 1781 havde offentliggjort en række af fortællingerne med løgnebaronen. Raspes udgivelse med en bragende succes og blev opfulgt af fire udvidede nytryk. I 1786 oversatte Gottfried August Bürger historierne til tysk og udgav dem sammen med endnu flere eventyrshistorier. Udgivelserne gjorde Hieronymus von Münchhausen tæt ved verdensberømt; men gav ham også tilnavnet “Løgnebaronen” og i hans egne øjne var berømmelsens pris at skulle fremstå latterlig. I tillæg med hans egen ruinøse tilværelse var hans sidste år stærkt forbitret. 

Løgnehistorierne

De fortællinger der forbindes med baronen hører til i traditionen Løgnehistorier, der var vidt udbredt i den klassiske Alderdom, den talmudiske Jødedom og i den tidlige orientalske fortælletradition og i det 15. og 16.århundrede også blev vidt udbredt i Tyskland i form af Fazetie-, og Schwank-samlingerne. 

Baronen blev af forskellige forfattere tilskrevet over hundrede forskellige løgnehistorier. Til de mest kendte hører disse: 

Münchhausen binder sin hest en hård vinternat til – hvad han tror er – en pæl, der i virkeligheden er spidsen af en vejrhane på et kirketårn. Sneen smelter imidlertid og hesten hænger nu og dingler fra kirketårnet.  Da skyder Münchhausen med sin pistol hestens bæltespinde af således at han kan fortsætte sin rejse til hest. 

Münchhausen fanger med en line – hvor der er bundet kødstykker – en and, anden flyver imidlertid og bringer Münchhausen på en flyvetur i luften.  

Münchhausen skyder en ladning kirsebærkerner i hovedet på en hjort, hvorpå der i hjortens gevir vokser et træ frem. 

Münchhausen skyder høns med en ladestok (den lange pind man rensede og klargjorde et forladergevær med)

Münchhausen jagter en ottebenet hare

Münchhausen tager fat i en Ulvs spiserør og vender dens indre om til dens ydre. 

Münchhausen henter en kniv han havde tabt i sneen ved hjælp af hans tilfrosne urinstråle. 

Münchhausens hest blev delt i to ved gennemridning af en port. Baronen er imidlertid uvidende herom og rider med den forreste del til drikketruget, hvor den bageste står tilbage og nyder engene med de andre de skønne hopper. 

Münchhausen springer med sin hest igennem en farende kusk. 

Münchhausen rider på en kanonkugle over en belejret by, hvor han inspicerer de fjendtlige stillinger og da han er fløjet henover byen, stiger han over på en anden kanonkugle i modsat retning for at komme tilbage igen. 

Münchhausen trækker sig selv samt hest ved egen kraft ud af sumpen. 

Münchhausen rider med sin hest på et dækket tebord, uden at te-stellet bliver ødelagt. 

Münchhausen kaster sin sølvøkse så langt, at den lander på månen. Med hjælp fra en bønnespire der stiger helt op til månen henter han den igen. 

På en kold vinterdag er tonerne i posthornet på en kusk frosset til. Senere samme dag møder hornet op på et udskænkningssted og giver sig til at spille musik.

Münchhausens hurtige tjener henter i løbet af en time en flaske Tokaj fra Wien til Konstantinopel. 

Münchhausen rejser med hesteslæde, da en ulv angriber hans hest bagfra, den spiser hesten helt men stikker så i tøjlerne og fortsætter hestens arbejde og fragter Münchhausen videre. 

Münchhausen bliver angrebet af en rabiat arrig Hund, der bider i hans overfrakke. Senere bliver overfrakken selv arrig og begynder at angribe. 

Print siden her