Sagnet om Dronning Margrethes død i Flensborg 1412
Margrethe I., der var dronning i de tre nordiske lande, er i grænselandet mellem Danmark og Tyskland ofte fremstillet som magtambitiøs og “gennem sin list og ondskab” at have skabt “stor splid” i grænselandet.
Flensborg var under den militære ledelse af Erik Krummendiek blevet erobret af holstenerne. Imidlertid var det ikke lykkes at erobre det nyanlagte slot Duborg, hvorved Dronning Margrethe og Kong Erik VII. af Pommern kontrollerede borgen, men ikke byen. Dronning Margrethe og Kong Erik havde efterfølgende ladet byens borgmester og byrådsmedlemmerne henrette på “hjul og stejle”, da de ikke følte, at de kunne stole på dem. Hertil hed det, at et af rådsmedlemmerne kort før sin død havde opfordret dronningen til at mødes med ham ved Guds Trone og modtage den højeste dom.
Således skulle Guds vilje have været, “at hun i sit livs aftenstund ikke skulle have en fodbred land, hvorfor hun måtte dø”, og hun skulle på den tredje dag derefter grundet et forfærdeligt uvejr have søgt tilflugt på et hanseskib i Flensborg Havn. Kun skipperen tilbød den magtfulde dronning, der herskede over Danmark, Norge og Sverige, at hun kunne blive. Under lyn og torden, forladt og ensom skulle hendes sjæl have forladt hende.
Dronning Margrethe I. skulle være død i Flensborg Havn i 1412 af pesten. Hun var i Flensborg, da hun i årene forinden havde satset kraftigt på at vinde Hertugdømmet Slesvig tilbage under den danske krone. I grænselandet er hun derfor ofte fremstillet som grusom. Sagnet menes at stamme fra et kloster i Bremen og fra de saksisk krønikeskrivere. I 1411 blev borgmesteren og flere rådsmedlemmer henrettet, omend det ikke vides, om det var på “hjul og stejle”. Ifølge andre sagn skulle dronningen være begravet på en af de to okse-øer. Hendes sarkofag findes imidlertid i Roskilde Domkirke. Sagnet er ikke forskelligt fra andre sagn forbundet med Flensborg Fjord, nemlig historien om Dr. Faust og hans færgedreng Nis.
Pingback: Dronning Margrethe I. (1387-1412) | Historiskerejser.dk