Dronning Margrethe I. (1387-1412)

Margrethe I. var herskerinde over Danmark, Norge og Sverige i perioden 1387-1412 og etablerede Kalmarunionen, der samlede Skandinavien i perioden 1397-1523. Hun blev aldrig kronet som dronning, men fra 1375 omtalt som dronning af Sverige. Hun spiller en enorm rolle i den skandinaviske historie for alle 3 skandinaviske riger og i det hele taget i middelalderens stormagtspolitik og de store kvinder i verdenshistorien.

Hun blev født i 1353 på Søborg slot og døde 28. oktober i Flensborg.

Hendes livsmål var at forene alle nordeuropæiske stater på en families hånd og under sit herredømme. Hun regerede på vegne af mindreårige konger, først hendes egen mindreårige søn Oluf (1370, 1375-87) og derefter hendes grandnevø Erik af Pommern (1382, 1387-1439, 1459), som arvede og formøblede hendes enorme rige efter hendes død. Hun var dog den reelle hersker efter sin faders – Valdemar IV. Atterdag død i 1375. Da hendes mand Håkon VI. konge af Norge døde i 1380, arvede hendes mindreårige søn denne kongetitel samt deres besiddelser: Grønland, Island, Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne, og efter sit eget succesrige felttog blev hun også herskerinde af Sverige.

LÆS OM KONGERÆKKEN I DANMARK

Liv og virke

Margrethe var den yngste datter af den danske konge Valdemar IV. Atterdag (1340-75) og dennes hustru Helvig, der var datter af Erich II. af Slesvig. Hun blev døbt i Roskilde Domkirke og allerede i 1359 forlovet med den 18-årige norske konge Håkon VI. Magnusson, som var yngste søn af den svensk-norske konge Magnus Smek (Magnus Eriksson).

Aftalen var led i en kompliceret svensk/norsk såvel som dansk territorialudvikling. I 1355 havde Magnus ladet sin yngste søn Håkon VI. Magnusson krone som konge af Norge, hvilket efterlod hans ældste søn Erik Magnusson stærkt utilfreds med magtforholdene i Sverige og ikke at være del i dem. Hans store utilfredshed gjorde, at han var med til at støtte et oprør, der brød ud i 1356, og som i 1357 endte med, at Sverige blev delt mellem fader og søn. Erik Magnusson (sønnen) fik Finland samt de tidligere danske områder: Skåne, Blekinge og det sydlige Halland. I 1359 døde Erik Magnusson og hans kone pludseligt og uden at efterlade sig arvinger. Magttomrummet gjorde, at den danske Valdemar IV. Atterdag så sin chance til at erobre Skåne tilbage til Danmark, og som det havde været dansk før 1332 og siden vikingetiden. Det lykkedes, og det kom til en kortvarig dansk-svensk krig, som hurtigt blev afsluttet, mod at Valdemar lovede at trække de danske tropper ud af Skåne, hvilket blev beseglet med en forlovelse imellem Valdemars datter Margrethe og Magnus´ søn  Håkon VI. Magnusson. Hun var 6 år, og han var 18 år på dette tidspunkt.

Valdemar trak imidlertid ikke de danske tropper ud af Skåne. Han fortsatte endda sine erobringer i Østersøen og erobrede Bornholm, Øland og vigtigst Gotland. Dens hovedby Visby havde siden middelalderen været befolket af tyskere og i særdeleshed handelsfolk fra Lübeck, der med rette anså den som nøglen til handelen på Østersøen og i særdeleshed den del af handelen, der strakte sig til det nordvestrussiske via byen Novgorod. 27. juni 1361 udkæmpedes der et stort slag mellem en veludrustet dansk hær og lokale gotlandske bønder uden hjælp fra de tyske handelsfolk. Danskerne indtog derefter Visby, og Valdemar brandbeskattede byen, hvis handel havde været afgørende, og som de næste mange år fik en meget omvekslende historie. Visby var medlem af hanseforbundet, og som nævnt en af de vigtigste handelsbyer i Østersøen, hvilket gjorde, at Magnus Smek henvendte sig til hansestæderne om en alliance, i  første omgang i form af en handelsblokade af Danmark, der skulle følges op af en militæraktion. For at styrke de militære bånd til Danmarks klassiske fjender, kontaktede Magnus Henrik af Holsten og aftalte et giftermål med dennes søster Elisabeth og Håkon, der ellers var afsat til Margrethe. Håkon var imidlertid blevet fanget på dette tidspunkt og indsat på Kalmar slot efter uoverensstemmelser i forbindelse med danskernes indtrængen.

Militæraktionen i løbet af 1362 endte med dansk sejr i slaget ved Helsingborg, og her endte svenskerne med at komme for sent med deres hære. Så hansestæderne fik knust deres flåde, hvilket gjorde, at den øverstansvarlige Lübecks borgmester Johann Wittenborg blev henrettet på rådhuset i den vigtige hanseby. For Danmark betød det, at såvel kong Valdemar og hans søn og kronprins Christoffer blev hårdt såret.

Den antidanske alliance smuldrede fuldstændigt, da Elisabeth på sin rejse mod Sverige 17. december 1362 sejlede ind i en storm ud for Bornholm, hvor hun efterfølgende blev sejlet til ærkebispen af Lund, der erklærede dette ægteskab for ulovligt ifølge kirkeretten, idet Håkon allerede var forlovet med Margrethe. Håkon var allerede før dette blevet løsladt fra Kalmar slot og kronet som medkonge af Sverige.

I krigen blev der indgået en våbenstilstand, der varede helt frem til 1365, hvor der endelig blev indgået en fredsaftale i Vordingborg.

Ophøret af krigen gjorde, at brylluppet mellem den nu 10-årige Margrethe I. og Håkon kunne stå. Det stod i København 9. april 1363.

Margrethes ægteskab var en form forbundstraktat, og hun er formodentlig blevet i Danmark temmelig lang tid efter brylluppet. Hun måtte naturligvis tage til Norge, for hvem hun var dronning og der modtage sin videre opdragelse, og hun kom til Akershus i Oslofjorden. Hendes hofmesterinde var Merete Ulvsdatter, som var datter af den Hellige Birgitta af Vadstena og dennes mand Knut Algotsson, der begge var tro tilhængere af Magnus Smek. Man mener, at Margrethe har fået en opdragelse med fokus på religion og de ting, som Margrethe skulle have kendskab til som dronning og kvinde, men også at hun er blevet sat ind i de politiske forhold, som hun skulle vise sig særdeles klog til at forstå sidenhen.

I årene umiddelbart efter brylluppet skete der en del omvæltninger i de skandinaviske lande. Få måneder herefter døde hendes bror Christoffer, der som ældste søn af Valdemar stod forrest i arvefølgen. Dette gjorde, at spørgsmålet om, hvem den danske tronarving skulle være, stod som et åbent spørgsmål. Da Margrethes mand var konge af Norge og dele af Sverige, hendes svigerfar for den øvrige del af Sverige og hendes far konge af Danmark, ville et barn af Margrethe og Håkon VI. Magnusson automatisk kandidere til titlen.

Imidlertid tabte man kongetitlen i Sverige, da de svenske stormænd ikke billigede den kurs, som Magnus og Håkon havde stået for i det svenske med tabet af såvel skånelandene samt Øland og Gotland. Derfor blev Albrecht af Mecklenburg valgt til konge af Sverige, Magnus Smek tilfangetaget, og Håkon flygtede til Norge. Mecklenburgerne skulle vise sig som et langvarigt problem for Margrethe. Valdemar støttede naturligvis Håkon, mens mecklenburgerne snart hentede opbakning hos hansestæderne, der i forvejen ikke ønskede at finde sig i den dominans, som Danmark sad på i Østersøen.

En ny krig brød ud med hansestæderne og den såkaldte Kølner Konføderation fra 1367-70. Denne gang stod Danmark på den tabende side, og hansestæderne fik en del af deres rettigheder tilbage efter Freden i Stralsund i 1370. Mecklenburgerne forhandlede en separatfred med Danmark, hvor de krævede den danske trone efter Valdemars død. Sådan var forventningen, mens hansestæderne ligeledes havde ret til at nedlægge veto mod valget af dansk regent.

Samme år i 1370 fødte Margrethe sin første – og eneste – søn Oluf, der var kronprins af Norge.

I 1375 døde hendes fader Valdemar IV. Atterdag overraskende i en alder af 55 år. Hun var på dette tidspunkt kun 22 år gammel. Valdemar havde kraftigt styrket Danmark og det danske kongehus i sine år ved magten.

Valdemar havde som ovenfor lovet kongeværdigheden af Danmark til Albrecht af Mecklenburg, der allerede havde væet konge af Sverige siden 1364. Imidlertid var det et tomt løfte, fordi enhver konge skulle vælges af det danske rigsråd og stormænd. Der var langt fra enighed om mecklenburgerne, og mange mente også, at de havde vokset sig lidt for stærke, omend at Albrecht af Mecklenburg var gift med Margrethes søster Ingeborg og dermed havde en vis ret til tronen. Da også hansestæderne var modstandere af for meget Mecklenburg i norden, syntes det at blive en anden kandidat. Her skulle Margrethe have været troppet op med sin 5-årige søn, der som barnebarn af Valdemar IV. Atterdag ikke kunne afvises og endvidere som kronprins af Norge også kunne skabe en stærk dansk-norsk alliance mod det mecklenburgiske Sverige.

Oluf blev kronet som konge Oluf II. af Danmark ved et Danehof i Slagelse. Margrethe I. blev udnævnt til regent for ham, indtil han var myndig.

Margrethe fortsatte sin faders regeringsprogram og overtog hans metoder. Hun besatte alle nøglepositioner med loyale følgepersoner som eksempelvis Drosten Henning Podebusk. Det samme gjaldt også kirkelige nøglepositioner, hvilket betød, at hun også stod på god fod med kirken. Derudover begrænsede hun stormagternes indflydelse, idet de blev nægtet at bygge borge.

Margrethe kunne dermed overbevise om, at hun skulle regere på vegne af sin mindreårige søn Oluf II. Håkonsson. Sammen med det danske rigsråd regerede hun i årene 1375-85. I samme periode var Danmark underlagt, at man i den hårde fred fra Stralsund i 1370 havde måttet afstå alle slottene langs Øresund til hansestæderne frem til 1385, hvilket gik hårdt ud over indtægterne. Området var i denne periode hårdt ramt af pirater, men det vides ikke, om de var tilskyndet hertil af Margrethe.

Imidlertid havde hun ikke titel af dronning, da denne titel var forbeholdt den, der var gift med en konge eller en kronet person. Hun var ikke selv kronet, men havde titel af dronning af Norge, da hun var gift med kong Håkon VI. og titulardronning af Sverige, da hendes mand Håkon også krævede arveret til den svenske kongetitel.

Personalunionen mellem Danmark og Norge

Efter sin mands – Håkon VI. – død i 1380 overtog Margrethe regeringsførelsen i Norge på vegne af deres fælles søn Oluf. Derved opstod den personalunion imellem Danmark og Norge, der varede indtil Freden i Kiel i 1814.

Oluf døde imidlertid i 1387 i en alder af bare 17 år. En uge efter sønnens død anerkendte det danske rigsråd i domkirken i Lund, at Margrethe blev herskerinde over Danmark. På dette tidspunkt havde man i Danmark et valgkongedømme. Margrethe fik status af Frue og Husbonde og hele rigets Formynder. Det var en form for midlertidig løsning, indtil den mandlige efterfølger var fundet. I februar 1388 fulgte det norske rigsråd med og valgte – trods det i Norge gældende arvekongedømme – Margrethe til Norges mæktige Frue og rette Husbond.

Kalmar Unionen

I marts 1388 valgte det svenske rigsråd Margrethe til Fullmäktiga Fru och Husbonde. Den svenske konge var på dette tidspunkt Albrecht von Mecklenburg, som det svenske rigsråd og dermed den svenske adel havde store problemer med. Margrethe begyndte med opbakningen fra rigsrådet en krig mod Albrecht, der i februar 1389 fandt sin afgørelse i slaget ved Falkøbing i Västra Götaland med Margrethe som sejrskvinde.

Margrethe besad det meste af Sverige, men Stockholm nægtede at overgive sig. Det betød, at frem til 1394 var byen belejret, og der udviklede sig en meget stor kaperkrig i Østersøen. Kaperne var en art sørøvere, der tilbød at plyndre ens fjender mod at få lov at kunne beholde det bytte, de erhvervede sig. I Østersøen var der særligt tale om de såkaldte Vitaliebrødre, der primært kom fra Mecklenburg, og som primært kæmpede mod Danmark, men hvis troskab lå på et lille niveau og derfor også af og til var med Danmark.

I 1395 kom det til en fredsafslutning på den årelange konflikt i Skanør & Falsterbo, men på trods af at både Danmark, Mecklenburg, hansestæderne og den Tyske Orden skrev under, var mecklenburgerne ikke tilfredse med stort set kun at sidde i Stockholm. Krigen fortsatte, og pirateriet blev nu koncentreret om Gotland, der stort set blev kontrolleret af vitaliebrødre. Denne situation med pirater varede indtil 1398, hvor den Tyske Orden rømmede Gotland og Østersøen for pirater. I perioden fra 1398 og frem til 1408 var Gotland under den Tyske Orden, inden det igen blev dansk.

Margrethe havde ikke travlt med at bekæmpe pirater, men udnyttede sin enorme magt i norden til selv at bestemme, hvem der skulle være konge. Hun besluttede sig for sin grandnevø Erik VII. af Pommern (egentlig Bugislav Vratislavsøn), der var søn af hendes niece Marie, og som ifølge den danske ret kunne anerkendes som konge. Han blev allerede i 1388 anerkendt som norsk konge på trods af, at han var mindreårig. I Danmark kunne Margrethe imidlertid først etablere Erik som ønskekandidat fra og med 1396.

Den 17.  juni 1397 blev Erik VII. af Pommern kronet som konge af Danmark, Norge og Sverige på samme tid, og dermed var Kalmarunionen grundlagt. Margrethes plan om at forene de tre nordiske lande under samme krone var således lykkedes. Hun havde fuldmagt til at regere riget som formynder. De tre rigsråd med deres forskellige lovgivninger i de tre stater skulle vedblive med at eksistere.

I 1401 trak Margrethe sig tilbage som rigsformynder, således at Erik VII. af Pommern indtog en mere aktiv stilling som konge. Det var imidlertid stadig Margrethe, der trak i trådene. Hun var med til at formidle kontakten til den engelske konge Henrik IV og få et bryllup i stand mellem dennes datter Philippa og Erik af Pommern i 1406. Dermed stod man med en særdeles stærkt allieret til kampene mod Holsten.

I sine sidste år koncentrerede hun sig om forholdene i hertugdømmet Slesvig, som hendes fader også i sine sidste leveår havde fattet interesse for, men ikke nået at få bragt under dansk herredømme. Anledningen var, at den rebelske stærke greve Gerhard VI i 1404 var død under et felttog i Ditmarsken, hvilket gjorde, at hans brødre stod svagt i Slesvig. Hun opkøbte flere borge og slotte i området, og i 1410 erobrede Erik Als og Ærø tilbage til Danmark. Margrethe fattede en særlig interesse for Flensborg, hvor hun i 1411 kunne indvie den nye borg Duborg, som skulle sikre kronen kontrollen med den vigtige havneby. I løbet af samme år blev Flensborg erobret af holstenske grever, men i slutningen af året  tilbageerobret af danske tropper.

Margrethes død i Flensborg

Margrethe døde på en rejse til Flensborg i 1412. Hun var ankommet til byen sammen med Erik, for at sikre handelsfolkene i byen, at Hertugdømmet Slesvig skulle knyttes nærmere den danske krone. Pludselig fik Margrethe pest og døde på et skib i Flensborg Havn 28. oktober 1412. I byen fortælles der en del sagn, hvor man ser hendes død som en form for Guds straf. Dette skal ses i forhold til de krige, hendes sidste år havde udløst i byen. (læs om sagnet om Margrethes død).

I mellemtiden var Erik af Pommern blevet 30 år og fortsatte regeringsførelsen efter Margrethe, i de første år med stor succes, men i løbet af 1430´erne med større og større problemer for til sidst at blive afsat som konge i alle tre nordiske lande.

Margrethe blev i første omgang – ifølge sagnene – begravet på Lille Okseø i Flensborg Fjord for derefter at blive begravet i Sorø Klosterkirke og fra 1413 i Roskilde Domkirke.

Dagens spor efter Margrethe

Margrethes sarkofag kan besigtiges i Roskilde Domkirke. I modsætning til de øvrige 37 konger, der er begravet i kirken og hviler i diverse siderum, ligger Margrethe I. begravet midt for alteret og indtager dermed den mest prominente plads i kirken, som er på UNESCO´s verdenskulturarvsliste. Sarkofagens låg er en menneskelang figur af herskerinden udført i alabaster. Det originale gravmindesmærke fra 1423 blev udført af Johannes Junge, en berømt datidig billedhugger fra Lübeck.

I Flensborgs byhistorie optræder Margrethe I. ikke kun som byens mest prominente offer for pesten i 1412, men også som bygherre til det historiske Marienburg, der senere fik navnet Duvenburg eller Duborg. Borgen skulle bidrage til at sikre, at Hertugdømmet Slesvig skulle blive dansk for evigt. Duborg eksisterer ikke længere. I stedet ligger her det ældste danske gymnasium udenfor Kongeriget Danmark, og ved området findes der en Margarethenstrasse.

Siden 1972 har den danske dronning haft navnet Margrethe II. Det er intet tilfælde: Margrethe II. er den første kvindelige regent på den danske trone siden 1412.

Historiske Rejser om Margrethe I. Den første misforståelse omkring Margrethe, er jo at hun var Dronning. Hun var kun dronning i egenskab af at have være gift med den norske konge Håkon VI. Ellers var det som regent for de mindreårige familiemedlemmer, først hendes søn Oluf og siden hendes nevø Bugislav eller Erik af Pommern, at hun regerede. Men det gjorde hun til gengæld også. Skandinavien stod svagt og i intern krig i Margrethes ungdom, hvor hendes far Valdemar Atterdag var igang med at samle stumperne, af et Danmark der havde været ophørt med at eksistere. Margrethe blev giftet med den norske konge for at skabe en alliance mod Sverige og Hansestæderne. Efter hendes fars død der indsatte man hendes søn som konge af Danmark, mens hendes mand var konge af Norge. Da hendes mand uventet døde arvede sønnen begge riger. Imidlertid var Sverige – i alliance med Mecklenburg – kraftige modstandere af Margrethe og hendes søn på tronen og op igennem 1380´erne var der krig. I 1397 lykkedes det endelig at få denne krig, hvor pirater og kaperfarere har udgjort en fare for Skandinavien til at ophøre, da Kalmarunionen blev skabt. Margrethe koncentrerede sig i sine sidste leveår, om at indlemme hertugdømmerne i Danmark. Det blev også hendes død, da hun på Flensborg Fjord fik pest og døde i en båd på fjorden. 

Print siden her