Erik VII. af Pommern

Erik VII. af Pommern var konge af Danmark reelt set i perioden 1412-1439, men formelt set i denne periode 1396-1439.

Han var født i 1382 i den pommerske by Darlowo (ty: Rügenwalde) og døde i Pommern i 1459, 20 år efter han blev afsat som konge i de tre nordiske lande. Hans forældre var hertug Vartislav VII. af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenburg-Schwerin, og han var fostersøn og søsterbarnebarn til Dronning Margrethe I. Han var konge af Norge 1389-1442 og Sverige i samme periode som i Danmark 1396-1439. Hans slavisk-pommerske fødenavn var Bugislav, der blev fordansket til Erik.

Erik VII af Pommern. Blev konge af Norge som 7-årig i 1389. Reelt set konge af Danmark fra 1412. Han er en af de få konger, der blev afsat. Maleriet er et forsøg på at afbilde ham som Enea Silvio Piccolomini, som den senere pave Pius II. opfattede ham. Smuk, høj og en kvindebedårer. Maleri hænger på slottet i Darlowo i Pommern.

I 1387 døde Margrethe I.´s søn, hvilket gjorde, at Margrethes magt reelt var truet. Erik blev som mindreårig bragt ind som en art erstatning for Margrethes magt som formynderinde. Hendes afdøde søn Oluf havde været reel konge af Norge og Danmark, hvilket betød, at man skulle have en ny konge, og man ønskede ikke Albrecht af Mecklenburg, som sad i Sverige og var stærkt upopulær. I 1389 blev Erik udråbt som konge af Norge, og ved samme lejlighed lod Margrethe hans navn ændre fra Bugislav til Erik, for at man bedre ville acceptere ham i Skandinavien.  I 1396 var rigsrådene i såvel Danmark som Sverige nået til den erkendelse, at de også ønskede at krone Erik som konge. Han var altså kransekagefigur på Kalmarunionen, som Margrethe året efter, den 17. juni 1397 fik etableret, og som dermed betød en samling af de tre nordiske kongeriger under samme person. Formelt var Erik konge, men Margrethe styrede foretagendet. Erik bar titlen: “Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge, hertug af Pommern.” Det var dog først fra 1412, da Margrethe døde, at Erik overtog den reelle magt. I de sidste år af hans kongetid smuldrede hans magt, og han endte med at blive afsat og drive piratvirksomhed fra Gotland. Den vigtigste arv fra hans kongetid var indførelsen af Øresundstolden.

LÆS OM DEN DANSKE KONGERÆKKE

Erik af Pommern krones i alle tre nordiske lande. Det oprindelige kroningsdokument kan man finde på Rigsarkivet i København

Politik

Indadtil fortsatte Erik den reformkurs, som Valdemar Atterdag og Margrethe havde sat i gang, og som styrkede centralmagten. Derudover blev der indsat danske adelsmænd på mange af de danske slotte.

Han blev i 1406 gift med den engelske konge Henrik IV.´s datter Philippa. Ægteskabet forblev barnløst, men det skabte en alliance, som skulle sikre det skandinaviske storrige og en vigtig allieret. Brylluppet stod i domkirken i Lund.

Det barnløse ægteskab gjorde, at Erik satsede på at udnytte sine pommerske forbindelser. I 1395 var hans fader død og hertugtitlen  overgået til hans farbror Bugislav VIII af Pommern. Da farbroderen døde i 1418, overtog hans mindreårige fætter Bugislav IX af Pommern tronen, men med Erik som formynder af hertugdømmet. Han sørgede for at føre en polensvenlig politisk kurs og indgå en alliance med Polen mod Den Tyske Orden. Han lovede endda sin fætter bort til den polske konge Vladislav II. Jagiellons eneste datter Helvig. Hun var enearving til det polsk-litauiske rige: Europas største landområde på dette tidspunkt, og hvis det var blevet lagt sammen med Skandinavien, havde man haft en mastodont. Han satsede derfor på, at den styrkede fætter Bugislav IX. kunne køres i stilling som tronarving i Skandinavien. Imidlertid blev ægteskabet aldrig gennemført, og i 1421, da Polen søgte en stærkere alliance bortlovedes Helvig til arvtageren til kurfyrstendømmet Brandenburg (den senere Frederik Jerntand). Imidlertid formåede Brandenburg ikke at leve op til sine forpligtelser, hvilket førte til, at Erik  endnu engang forsøgteat få ægteskabet i stand. På vej hjem fra en rejse til Jerusalem gjorde han ophold i Polen for at redde ægteskabet, men uden held. I 1424 fødte Vladislav II. Jagiellon en søn, og Helvig var ikke længere i position til at arve Polen.

Kampen om Slesvig og mod hansestæderne

Indtil 1412 regerede Erik VII. af Pommern på direkte råd fra Margrethe I., der stod bag alle større beslutninger. Margrethe og Erik var begyndt i 1404 at interessere sig mere intensivt for hertugdømmet Slesvig. Siden 1326 havde hertugdømmet kun i meget begrænset omfang været tilknyttet Danmark. Da Gerhard VI. af Holsten døde, var der opstået en mulighed for, at hertugdømmerne igen kunne indlemmes i Danmark. Det kom til flere kampe i årene 1409-12. Danskerne indtog i 1411-12 ad flere omgange Flensborg. Margrethe I. døde 28. oktober 1412.

Erik fortsatte som enerådig konge denne kamp. Han indkaldte 25. juli 1413 til Danehof, hvor han fremsatte krav på hertugdømmet, da han mente, at det ved at føre krig mod Danmark havde forbrudt sig mod de oprindelige aftaler. Han fik ret, og Slesvig blev igen dansk. Det gjorde, at Erik VII. af Pommern byggede en del borge i grænseområdet. Imidlertid nægtede de holstenske grever at anerkende, at de havde mistet retten til Slesvig. I 1416 udbrød der en krig, som bølgede frem og tilbage, indtil der blev indgået våbenhvile i 1423. I 1424 fik Kong Erik en meddelelse fra Kejser Sigismund, en fætter til Erik, hvor det hed, at Slesvig skulle indlemmes i det nordiske rige, og Erik jublede. Aftalen var, at greverne skulle forlade Slesvig.

For at fejre denne triumf tog Erik på pilgrimsrejse til det hellige land i Jerusalem og besøgte en lang række hoffer på sin vej. Ankomsten til Jerusalem var højdepunktet i hans liv. Da han kom hjem, måtte han til sin store ærgrelse se, at holstenerne ikke havde rømmet Slesvig, og en ny krig brød ud.

Det religiøse havde i det hele taget interesseret Erik af Pommern meget. Han grundlagde Maribo og Mariager som kloster Birgitta af Vadstenas ordener.

I 1427 lykkedes det de holstenske grever at opnå støtte fra hansestæderne, der i 1427 angreb København. Hansestæderne var gået ind i krigen, da man frygtede den danske dominans i Skandinavien. Erik indførte under krigen Øresundstolden i 1429, som gjaldt alle ikke-danske skibe ved gennemsejlads af Øresund. Den skærpede krigen med hansestæderne betragteligt. Krigen varede i 9 år og sluttede med freden i Vordingborg i 1435. Denne gang mistede Danmark retten til Slesvig, men fortsatte med at have eneret på tolden i Øresund frem til 1658, hvor man mistede skånelandene, men reelt set fortsatte indtægterne fra tolden helt frem til 1857.

Eriks kamp i Østersøen havde overordnet set været at svække hansestæderne og Den Tyske Orden, der dominerede handelen i Østersøen og i stedet give fordele til de skandinaviske lande.

Han havde bygget en lang række slotte ved Øresund, hvor Landskrona i Skåne og Kronborg ved Helsingør var de vigtigste, men også en kraftig befæstning af Malmø var væsentlig i denne henseende. I 1416/17 erhvervede han København af bisperne i Roskilde, der i 1421 afstod fra at ville kræve byen tilbage. Derefter gjorde han byen til Danmarks hovedstad. Alt dette styrkede Øresunds centrale betydning for det danske rige. Byen blev ødelagt i den store hansekrig i 1368 og var nu endelig genopbygget.

Trods fokus på Øresund havde Erik VII. af Pommern valgt Nyborg Slot som residens.

De mange skatter og krige havde ikke øget populariteten i Norge og især ikke i Sverige. I 1434 brød der oprør ud i det nordlige og centrale Sverige. Erik havde set stort på Kalmarunionens tanke om, at man i Sverige indsatte svenske folk i administrationen. I stedet var det danske og tyske administratorer, der havde regeret i Sverige og Norge, hvilket de to nordlige lande ikke havde brudt sig om. Engelbrekt Engelbrektsson, en bjergværksmand fra Bergslagen, førte an i oprøret, som varede indtil 1436 og endte med, at man først afsatte Erik som konge. Det havde ramt svenskerne hårdt, at udskibningen af malm, tjære, beg og glas var gået i stå. Men kort efter blev han genindsat.

Til sidst blev Erik tvunget til at underskrive en håndfæstning, hvor han lovede at rådføre sig med rigsrådet og ikke træffe enerådige beslutninger, hvilket begrænsede hans magt betragteligt. I 1437 forsøgte han at få indsat Hertug Bugislav af Pommern som sin efterfølger, men da det mislykkedes, tog han til Gotland, hvorfra han drev piratvirksomhed, dog primært imod skibe fra hansestæderne og Den Tyske Orden. I 1439 blev han afsat som konge i henholdsvis Danmark og Sverige og i 1442 også i Norge.

Stormændene i Danmark kontaktede Eriks søsters søn Christoffer af Bayern, og han blev hyldet til konge i alle tre nordiske lande. Aldrig før havde den danske kongetitel været båret hos en, der var opvokset længere væk fra Skandinavien. Eriks søster, Katharina af Pommern-Stolp, var gift med pfalzgreven Johann af Pfalz-Neumarkt.

I 1446 overtog han titlen som Hertug af Pommern-Stolp. Det gjorde, at han i 1449 overdrog borgen Visborg på Gotland til Kong Christian I. af Danmark. Herefter drog han til Pommern, hvor han regerede og døde i 1459 i sin fødeby.

Det omtales ofte, at det danske udtryk “Ad Pommern til”, som betyder, at noget går dårligt, kan stamme fra Erik af Pommern, hvis liv også kom til at gå dårligt. Der er dog ikke helt sikkerhed herfor. Man mener,  at tilnavnet “af Pommern” har været for at understrege hans manglende nordiske tilhørsforhold, at han var en tysker på den skandinaviske trone, ligesom hans efterfølger fik navnet “af Bayern”.

Print siden her