Slaget ved Helsingborg 1362

Slaget ved Helsingborg 8. juli 1362 var hansestædernes første store samlede søslag, og hos nogle regnes det for den spæde begyndelse på det, der skulle blive til den danske orlogsflåde. Slaget var det første slag med hansestæderne i den Første Danske Hansekrig (1362-65), hvor hansestæderne og Sverige-Norge havde erklæret Danmark krig som følge af det danske angreb på Gotland i 1361.

Baggrund for slaget

Siden 1360 havde den danske konge Valdemar IV. Atterdag koncentreret sig om at generobre de østdanske besiddelser Skåne, Halland og Blekinge, som var gået tabt til Sverige i de kongeløse år fra 1332-40. I denne henseende havde Valdemar Atterdag angrebet Gotland i 1361, hvor slaget ved Visby var en del af denne krig med Sverige.

Valdemar IV. Atterdag havde vist stor kløgt som konge ved at have genetableret Danmark i de foregående knap 20 år, men han var også kendt som arrogant, brutal og ærgerrig. For de tyske hansestæder indgik Gotland som en særdeles vigtig brik i deres handelsnetværk, hvor varer fra den russiske region rundt om Novgorod blev forhandlet med vesteuropæiske varer. Det ville være svært for dem at acceptere en dansk indblanden i denne gunstige handel. De fleste hansestæder inklusive Holsten indgik i alliance med Sverige mod Danmark. I juni 1362 stævnede en stor flåde ud fra Lübeck med kurs mod Øresund.

Optakten til slaget

Lübecks borgmester Johan Wittenborg kommanderede flåden, der bestod af kogger og 25 mindre tømmerskibe (5 af fartøjerne var bekostet af den svenske konge Magnus Eriksson). Greverne af Holsten, Adolf og Henrik, ankom til Øresund med belejringsmaskiner og en hær på 2730 mand. De påbegyndte en belejring af den vigtige fæstningsby Helsingborg, som hansestædernes skibe allerede belejrede fra søsiden. Der havde været tale om at angribe København i stedet, men Wittenborg, der var uden erfaring til søs, valgte Helsingborg, som blev anset for nøglen til Skåne. Det lykkedes i ugevis for Helsingborg at modstå belejringen. Norges Kong Håkon VI. Magnusson, der som søn af Magnus havde været forlovet med Valdemars datter Margrethe, involverede sig på uheldig vis i affæren. Han førte en fælles svensk-norsk hær frem, men standsede ved Varberg i Halland og vendte om, angiveligt for at hente forstærkning. Det var en stor fordel for danskerne. Disse gjorde klar til at falde belejringen i ryggen.

Valdemar Atterdag havde opbygget et nyt system for mobilisering af skibe til krigsformål. Det havde erstattet vikingetidens ledingsprincip, hvor bønderne skulle stille med et mandskab, til at købstædernes skibe kunne rekvireres. Det havde allerede i 1349 vist sig effektivt ved et angreb på Mecklenburg. I 1358 havde den danske flåde skræmt en mecklenburgisk hær fra at lægge til i Øresund. I 1361 var flåden i stand til at fragte 2500 soldater udover besætningsmedlemmerne.

Slaget ved Helsingborg 1362. Maleri af Helsingborg fra 1588 fra wikipedia

Slaget

Hansestædernes besætning havde lagt til ved Helsingborg og havde landsat de fleste af deres tropper . Det gjorde dem svage, hvilket danskerne udnyttede ved at foretage et overraskelsesangreb 8. juli med et stort antal skibe og muligvis lige så mange mænd, som havde deltaget i angrebet på Gotland året forinden. Danskerne overfaldt de underbemandede skibe og satte reelt set hansestæderne skakmat. Da Wittenborg indså konsekvenserne, bad han om våbenhvile i sidste øjeblik.

Slaget var katastrofalt for Lübeck, som havde tabt mere end halvdelen af sin flåde. Trods sejren til Danmark var såvel Valdemar Atterdag som hans søn kronprins Christoffer blev hårdt såret. Christoffer døde året efter, mens Valdemar kom sig. Nu var det kun Valdemars døtre Ingeborg og Margrethe, der kunne føre hans slægt videre.

Efterspillet

Borgmester Wittenborg blev stillet til ansvar tilbage i Lübeck, hvor byens borgere først følte sig tilfredsstillet, da denne var blevet halshugget. Magnus Eriksson indgik et forlig med Danmark, hvor han anerkendte, at Skåne, Halland og Blekinge vendte tilbage til Danmark mod at Nordre Halland blev del af Sverige. Danmark havde taget et væld af krigsfanger, som hansestæderne og Danmark i 1364 enedes om en løsesum for. Danmark og hansestæderne sluttede fred i Vordingborg i 1365, men blot 2 år efter var de igen i krig.

I Sverige havde krigen igen fået de blodige magtkampe til at bryde ud. I krigens første år 1361 havde Magnus Eriksson fængslet sin egen søn Håkon VI. af Norge på Kalmar Slot, men løsladt ham året efter og gjort ham til medkonge. Håkon VI. Magnusson giftede sig i 1363 med Margrethe, Valdemar Atterdags datter. Den svenske adel var rystet over ægteskabet og tilbød Albrecht den svenske trone, hvilket han i 1364 tog imod. Det førte til Magnus Erikssons fængsling og til, at Håkon trak sig tilbage til Norge, hvor Margrethe og han fik Oluf, der blev tronarving til Danmark såvel som Norge samt med et krav ligeledes på den svenske trone.

Slaget og krigen blev starten på en århundredlang tvist mellem hansestæderne og Danmark i særdeleshed. De sluttede for alvor først med Grevens Fejde (1534-36).

Print siden her