Valdemar IV. Atterdag (1340-75)

Valdemar IV. Atterdag, dansk konge i årene 1340-75. Han genetablerede kongemagten i Danmark efter de kongeløse år 1332-40.

Hans tilnavn “Atterdag” betyder på dansk “atter en dag” eller “igen en dag” – men det også kunne komme fra nordtysk, hvor det betyder “ter tage” og betyder “Hvilke tider vi lever i”.

Valdemar er faderen til dronning Margrethe I.

SE DEN DANSKE KONGERÆKKE HER

Valdemar Atterdag på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved. Maleriet blev overmalet under Reformationen men genskabt i 1800-tallet.

Valdemars liv

Valdemar menes at være født omkring år 1321 og død på Gurre Slot tæt ved Helsingør 24. oktober 1375.

Han var yngste søn af Christoffer II. af Danmark og dennes dronning Euphemia af Pommern-Wolgast, en datter af Hertug Bogislav IV (1278-1309) af Pommern. Han blev sendt til kejser Ludvig af Bayerns (af slægten Wittelsbach og kejser 1328-47) hof og modtog sin opdragelse her i årene 1326-38. I 1340 giftede Valdemar sig med Helvig, der var datter af Erik II. af Slesvig (1312-25). I 1347 blev han slået til Ridder af den Hellige Grav under en pilgrimsfart til Jerusalem sammen med sin allierede og sin svoger Ludvig af Brandenburg, der var gift med hans ældre søster Margrethe.

Den Sorte Død eller pesten hærgede Europa i årene 1348-50. Den hærgede også i Nordeuropa og kostede mange menneskeliv. Udover at have samlet Danmark igen, huskes Valdemar for Hansekrigene, der i perioden 1361-70 førte til blodige kampe imellem Danmark og hansestæderne. Han døde i 1375 og efter i første omgang at være begravet i sit elskede Vordingborg, blev han i 1377 overført til klosterkirken i Sorø.

Valdemars politik

Valdemar blev født omkring 1321, hvor hans fader Christoffer II. havde siddet små to tumultariske år på den danske trone. Faderen lovede ikke at udskrive nye skatter til stormændene, hvilket han ikke var i stand til at holde. I 1326 var han så upopulær, at han blev afsat, og i stedet blev Valdemar III., der var en nevø til Grev Gerhard af Holsten, en af Danmarks store pantelånere, hyldet til konge af Danmark. Christoffer flygtede, men var i stand til at alliere sig med den anden store pantelåner i Danmark Johann den Milde, hvilket sikrede ham 2 år mere som dansk konge fra 1330-32. Derefter var Danmark pantelen for greverne Gerhard og Johann.

Da Valdemar blev myndig omkring år 1336,  var der i Danmark ingen kongemagt. Mange års uro, krig, intern splid og gæld havde i 1332 ført til, at samtlige danske landsdele var blevet sat i pant til tyske og svenske fyrster. I 1334 havde Valdemars ældre bror Otto forsøgt en opstand, som ikke blev til noget. Otto blev taget til fange og sad i Segeberg indtil 1341, hvor han frasagde sig den danske trone. Der blev indgået et forlig mellem den tyske kejser Ludwig af Bayern, der som den unge Valdemars opdrager varetog hans interesse og Grev Gerhard af Holsten. Her garanterede Ludvig på vegne af Valdemar, at der først ville blive tale om en genetablering af det danske rige fra og med Gerhards død.

Genetablering af kongeriget Danmark

1. april 1340 blev grev Gerhard myrdet af Niels Ebbesen i Randers. Det muliggjorde, at Valdemar kunne krones til konge af Danmark. Det var brylluppet med Helvig af Slesvig, en søster til Valdemar III., som sikrede Valdemar opbakning til tronen. Her lå der en garanti for de slesvigske områder, at han ikke ville forsøge at erhverve sig disse.

Hans magtområde var dog særdeles begrænset, da det umiddelbart kun omfattede Nørrejylland. Jylland nord for kongeåen var i pant til den tidligere kong Valdemar III. og Hertugdømmet Slesvig var i pant til greverne af Holsten. Skåne var blevet opkøbt af den svenske konge Magnus Eriksson af de tyske pantherrer. Da Valdemar IV. blev kronet som konge i 1340, blev han anerkendt retten til at indløse sine tidligere områder igen.

Valdemar indledte med at indløse Sjælland, hvormed bisperne af Roskilde stillede sig i hans tjeneste. Han forstod, hvor vigtigt det var at stå på god fod med kirken. København blev igen dansk, og han var i stand til at generobre den ene borg efter den anden, enten ved at indløse panten eller direkte erobring. Han gjorde Sjælland til sit hovedkvarter og bosatte sig i Vordingborg, hvor også hæren fik hovedsæde.

Pengene var han blandt andet i stand til at rejse ved i 1346 at sælge Estland til den Tyske Ridderorden og ved lån fra Wittelsbacherne, som han stod på særdeles god fod med. Valdemar ydede gengæld ved i perioden 1349-54 at deltage i adskillige felttog i det tyske med slægten Wittelsbach. I 1349 hjalp han sin svoger Ludvig markgreve af Brandenburg med at blive genindsat som markgreve i Mark Brandenburg, da en bedrager udgav sig for at være hans for længst døde forgænger Valdemar. (den falske Valdemar). I årene 1351-53 var der krig på Fyn, hvor de holstenske grever krævede deres pant indløst. De fik efter krigen lov til at beholde deres slotte.

Valdemar opnåede en forståelse med paven om at lade de danske kirker beskatte, endda ved at indsætte følgepersoner i domkapitlerne og sikre en effektiv skatteopkrævning herfra. Ved hans død var stort set alle bispestole besat med kongetro folk, tidligere tiders splittelse syntes dermed utænkelig.

Indtil 1349 havde Valdemar genetableret kongelig magt over den sjællandske øgruppe, størsteparten af Jylland og en del af Fyn. I løbet af 1350´erne genetablerede han resten af provinerne med erobringen af slottet Nordborg på Als i 1358 som afslutning. I 1359 var han i stand til at modgå en opstand fra adelen ført an af Niels Bugge.

Allerede i 1360 fortsatte han reetableringen af Danmark, idet han begyndte at fokusere på de “østdanske” områder. Anledningen var den uro der de foregående år havde hersket i det svenske. Den svenske konge Magnus Smek havde i 1355 kronet sin yngste søn Håkon VI. Magnusson til konge af Norge, hvilket havde fået hans ældste søn Erik Magnusson til at støtte et oprør mod hans far. I 1357 endte denne strid i et forlig, hvor den svenske kongeværdighed blev delt imellem far og søn. Erik Magnusson herskede over Finland og Skånelandene, som i 1332 var blevet svenske da Danmark blev pantsat. Idet at Erik døde i 1359, da så Valdemar sit snit til at starte en tilbageerobring af Skånelandene. Det kom til en kortvarig krig, der dog snart blev standset og som tegn på de gode viljer endte med en forlovelse imellem Valdemars yngste datter Margrethe og Håkon VI. Magnusson af Norge.

Imidlertid stoppede Valdemar ikke sine angreb på Sverige, men erobrede i løbet af de næste år både Bornholm, Øland og endelig i 1361 Gotland. Her brandbeskattede han den vigtige hanseby Visby. Han tog sig titlen “Gotisk Herre”, en titel, der fortsatte med at være forbundet med de danske konger længe efter tabet af Gotland. Imidlertid startede dette angreb den Dansk-Hanseatiske Krig 1362-65.

Valdemar Atterdag brandbeskatter Visby på Gotland. fremstillet på nationalromantisk vis i dette maleri af Carl Gustaf Hellquist fra 1882 der ses på det svenske Nationalmuseum i Stockholm

Krigene med hansestæderne

I den første krig fra 1361-65 lykkedes det Valdemar IV. Atterdag at sejre. Den indledende alliance mellem hansestæderne og de øvrige nordiske lande med Norge og Sverige var Valdemar dygtigt i stand til at forpurre. Han var allerede tæt allieret med Norges konge Håkon VI. Magnusson, der var blevet forlovet med hans datter Margrethe i 1359. Håkons fader var Magnus Eriksson, som også undlod at komme hansestæderne til hjælp. Da disses flåde valgte den svære fæstning Helsingborg, var danskerne i stand til at knuse den store hanseflåde i slaget ved Helsingborg i 1362. I de efterfølgende år handlede det for hansestæderne blot om at komme på fode igen, mens den svenske kongemagt smuldrede fuldstændig under Magnus Eriksson, og Albrecht af Mecklenburg blev i stedet indsat på den svenske kongetrone. Valdemar blev dog i freden i Vordingborg i 1365 lovet Skåne, Halland og Blekinge retur til Danmark. Han var imidlertid blevet såret i slaget ved Vordingborg, og et endnu større slag var, at hans førstefødte søn Christoffer var blevet så hårdt såret, at han døde i 1363.

Da Danmark havde generhvervet sig de vigtige sildemarkeder i Skåne, samt sikret sig kontrollen med handelen på Østersøen, var der ingen tvivl om, at landet blev en for stor trussel mod hele dynamikken hos hansestæderne. De sluttede sig sammen i en konføderation i Køln i 1367, hvor hele 77 byer arbejdede for en krig mod Valdemar IV. Atterdag. Berømmeligt lod Valdemar en kommentar notere på Gåsetårnet i Vordingborg over dette: “77 gæs og 77 høns betyder intet…” Det kom det nu alligevel til.

I maj 1368 havde hansestæderne i Den Store Hansekrig erobret og ødelagt København, og dertil havde de erobret Sønderjylland, Skåne og Norge. Kun Helsingborg holdt stand til slutningen af 1369. Som konsekvens heraf fulgte forskellige ønsker. Herskerne af Mecklenburg og Holsten ønskede en fornyet opsplitning af Danmark, der en gang for alle afskaffede kongemagten, mens hansestæderne med Lübeck i spidsen ønskede en reetablering af handelsforholdene samt kontrol over, hvad der skete i Danmark. Det blev hansestæderne, som med Freden i Stralsund i 1370 trak det længste strå. Her blev sildemarkederne i Skåne samt de vigtigste danske borge overladt til hansestæderne i de næste 16 år – samt en vetoret til hansestæderne ved valget af dansk konge. Mecklenburgerne var utilfredse med denne fred og forhandlede en separatfred, der betød, at mecklenburgerne skulle overtage den danske trone i form af Valdemars barnebarn, når Valdemar døde,  dvs. hans datter Ingrids søn Albrecht IV. Det var tiltænkt, at Jylland, Fyn og Langeland skulle tilfalde holstenerne, Sjælland og Lolland-Falster skulle blive mecklenburgisk og skånelandene del af Sverige, som allerede havde en mecklenburger på tronen.

Valdemar var rejst ud i Europa for at skaffe opbakning til den håbløse krigstilstand og lod derfor Henning Podebusk føre forhandlingerne i Stralsund. Han nåede tillige at besøge paven i Avignon.

De sidste leveår

Valdemar gik ikke højt op i separatfreden med Mecklenburg, men koncentrerede sig om at generobre Hertugdømmet Slesvig i sine sidste leveår. Slesvigerne havde frygtet dette i alle årene og havde derfor befæstet sig voldsomt. Han nåede at overtage Sundeved, Tønderhus, Als og ikke mindst vigtigt Flensborg. I sommeren 1375 døde Henrik af Slesvig, og dermed uddøde Abels slægt, hvilket gjorde, at det meste af det sydlige Slesvig blev en del af Holsten. Valdemar kunne have draget fordel af dette, men døde for hurtigt til at reagere på at deltage i denne magtkamp. Han døde på Gurre Slot tæt ved Helsingør 24. oktober 1375 og ligger begravet i klosterkirken i Sorø efter de første to år at have ligget begravet i sit elskede Vordingborg.

Valdemar forstod at stå på god fod med de rigtige, han besøgte paven i 1364, var gennemgående på god fod med wittelsbacherne af Bayern, hvor han var opvokset, derudover var han også på god fod med den nye kejser Karl IV. samt mecklenburgerne, som var blevet lovet at skulle overtage hans rige. Som nævnt ovenfor var hans skattepolitik, hvor han stod på god fod med stormænd og kirke, afgørende for at sikre ham skatter til hans mange krige og erobringer.

Valdemar gjaldt som en af de vigtigste danske middelalderkonger. Niccoló Macchiavelli – den berømte magtteoretiker fra den Italienske Renæssance – fandt inspiration i ham i sin berømte bog Fyrsten . Her beskriver han Valdemar som: intelligent, kynisk, ryggesløs og som en ualmindelig klog hersker med et sikkert instinkt for politik og magt.

I mange folkemyter og sagn fortælles der om Valdemar IV. Atterdag, hvor det mest kendte er om den Vilde evige jæger.

Valdemars efterfølger blev ikke Albrecht af Mecklenburg, men derimod hans yngste datter Margrethes søn Oluf II. Valdemars vigtigste børn var hans to døtre Ingeborg (bedstemor til Erik af Pommern) og Margrethe (den senere dronning Margrethe I.) samt kronprins Christoffer, der døde i 1363.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Valdemar Atterdag var en af de væsentligste danske konger. Først og fremmest fordi han genetablerede Danmark, der under Valdemars fader Christoffer II. var blevet pantsat grundet en mangeårig finansiel deroute for Danmark. Han fik god hjælp af sine relationer til den tyske kejserlige familie Wittelsbach, men var også god til at vide, hvilke midler han skulle bruge i forskellige situationer. I nogle var det bestikkelse, trusler, samarbejde, politiske aftaler, ægteskab, krig etc. Hans tilbageerobring af Skånelandene udløste krigene med Hansestæderne, som han kun kunne sno sig ud af via ægteskabs og arveløfter. Det kom hans arvtagere til at døjes med, men forviklingerne førte i sidste ende til den skandinaviske samling, der kom under hans datter Margrethe I. Han holdt primært til i Vordingborg, døde på Gurre Slot ved Helsingør og ligger begravet i Sorø Klosterkirke. 

Print siden her