Freden i Vordingborg 1365
Freden i Vordingborg afsluttede den første Dansk-Hanseatiske Krig. Den blev underskrevet på Vordingborg Slot 22. november 1365 imellem Danmark og Kong Valdemar IV. Atterdag på den ene side og Hansestæderne under ledelse af Lübeck på den anden side. For hansestæderne handlede det om at få afsluttet den ugunstige situation, man befandt sig i, under ovennævnte krig. Forhandlingerne kunne i det mindste ses som en delvis succes, hvor man undgik et fuldstændigt nederlag.
Hansestæderne havde mistet store dele af deres flåde i Øresund, hvilket kostede Johann Wittenborg, den øverstkommanderende og ansvarlige admiral og borgmester i Lübeck sit hoved efter hjemkomsten fra det nederlagsgivende slag ved Helsingborg i 1362.
Danmark kom stærkt styrket ud af den første krig, og derudover efterlod det de øvrige to lande i Skandinavien, Sverige og Niorge i et stort magtvakuum. Den svenske trone havde under den første krig været besat af Magnus Eriksson, hvis søn Håkon VI. Magnusson sad på den norske trone. De var indledningsvis allierede med hansestæderne. Men i 1363 giftede Håkon VI. Magnusson sig i stedet med Valdemar Atterdags datter Margrethe (sidenhen Margrethe I.). Det gjorde hansestæderne rasende, men de kunne intet foretage sig. I Sverige forsøgte mange stormænd at afsætte Magnus Eriksson, da de var rasende over at have mistet Skåne, Halland og Blekinge, og de støttede derfor den mecklenburgiske Albrecht på den svenske trone. Han var i øvrigt gift med Valdemars yngre datter Ingeborg. Samme år fordrev man Magnus Eriksson, og Håkon VI. flygtede til Norge. Denne tvist gjorde, at krigen imellem Danmark og hansestæderne ikke var ovre med mindre, parterne havde tænkt sig ikke at blande sig. Det kunne ingen af de to parter overholde. De tog parti for hver sin side.
Konkret fik Valdemar med freden i Vordingborg lovning på højere skatter på sildemarkedet i Skanør, samt en anerkendelse fra hansestæderne af retten til Skåne som dansk land.
Det gjorde, at i 1367 der blev der dannet den såkaldte Kølner Konføderation, der optog yderligere lande udover hansestæderne, som også var anti-danske, eksempelvis Amsterdam. Ikke så meget fordi de ikke kunne acceptere Valdemar, men mere fordi det ikke var i deres interesse med en for stærk konge i Skandinavien. Det mundede ud i den anden krig parterne imellem. Denne gang med hansestæderne som sejrherre og danskerne som tabere.
Pingback: Dansk-Hanseatisk Krig (1362-65) | Historiskerejser.dk
Pingback: Store Hansekrig (1367-70) | Historiskerejser.dk
Pingback: Lübeck | Historiskerejser.dk