Slesvig og Holsten Spørgsmålet
Spørgsmålet om Sønderjylland/Slesvig og Holsten – /tysk: Die Schleswig-Holsteinische Frage) var en kompleks række af spørgsmål af såvel diplomatisk, politisk, geografisk, national, militær og arvemæssig karakter der prægede det 19.århundrede og involverede de to hertugdømmer Slesvig og Holsten og deres forhold til den Danske Krone samt den Tyske Konføderation. Den Britiske Statsmand Lord Palmerston skulle have sagt at “Kun tre personer har nogensinde forstået spørgsmålet om Slesvig-Holsten, og det er Prinsegemalen, der er død – en tysk professor, der imellemtiden er blevet skør og mig selv, men jeg har glemt det.”.
Slesvig havde været del af Danmark siden Vikingetiden og blev et dansk Hertugdømme i det 12.århundrede. Danmark havde gentagne gange forsøgt at integrere Hertugdømmet ind i det Danske Kongerige. Den 27.marts 1848 annoncerede den danske konge Frederik VII en liberal forfatning, under hvilken at Hertugdømmet ville blive en del af Danmark, omend de ville bevare deres lokale autonomi. Det førte til en opstand i Slesvig-Holsten, hvor store dele af det tyske flertal støttede en løsrivelse fra Danmark og en tættere forbindelse til det Tyske Forbund. Kongeriget Preussen intervenerede med støtte til oprørerne: i første omgang drev den Preussiske Hær de danske tropper væk fra Slesvig og Holsten, hvilket blev starten på Tre-årskrigen der imidlertid endte med dansk sejr i Slaget ved Isted. Det andet forsøg på at integrere Hertugdømmet Slesvig i det danske kongerige, blev startet da den danske konge Christian IX underskrev Novemberforfatningen i 1863, hvilket blev opfattet som et brud på London-Protokollen og som førte frem til den Anden Slesvigske Krig i 1864.
Selvom Slesvig, Holsten og Danmark havde haft de samme arvemæssige herskere i flere århundreder, da var arvereglerne ikke de samme i de tre områder. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten fulgte Salisk Lov – der ikke tillod arven at blive videreført via kvindelige linjer: Kongeriget Danmark tillod at arvingen godt kunne findes via kvinder, men dog stadigvæk således at selve regenten skulle være mand. I det 19.århundrede, betød denne forskel i arveregler at når den barnløse Frederik VII af Danmark ville dø, da kunne resultatet blive at Kongeriget og Hertugdømmerne blev splittet, og at en person ville arve kongeriget og en anden hertugdømmerne. Det var frygten da Frederik VII døde i 1863.
Det centrale spørgsmål var om hvorvidt Hertugdømmet Slesvig var eller ikke var en integreret del af den Danske krone, for hvem det havde været i personalunion med i århundreder eller om det sammen med Holsten skulle blive en uafhængig del af det Tyske Forbund. Slesvig var len til den danske krone ganske som Holsten havde været len til det Hellige Tysk-Romerske Rige indtil det blev opløst i 1806 og siden havde været en fast bestanddel af det Tyske Forbund – dog med den danske konge som Hertug.
Det meste af Slesvig-Holstens historie havde båret disse spørgsmål med sig. Efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig, da blev de danske flertalsområder i det nordlige Slesvig – Sønderjylland – tilsluttet Danmark efter to afstemninger som de allierede magter stod bag. Der lever stadig et lille mindretal af etniske tyskere i Sønderjylland, såvel som et dansk mindretal i Sydslesvig.
Forfatningsmæssige Problemer
Siden 1849 – hvor Danmark 5.juni 1849 havde indført Grundloven – havde to forskellige systemer sameksisteret indenfor den danske Helstat. Danmark var med Junigrundloven blevet et konstitutionelt demokrati. På trods af dette var der stadig enevælde/absolutisme i Slesvig og Holsten, med stænderforsamlinger der kunne rådgive de adelige herskere, hvilket var et system der bevarede magten på adelens hænder. De tre områder – Danmark, Slesvig og Holsten – blev regeret af et regeringskabinet, der bestod af overvejende liberale ministre fra Danmark der støttede økonomiske og sociale reformer samt konservative ministre fra Holstens adelstand, der var modstandere af politisk reform. Efter opstanden i Slesvig og Holsten – kendt som Treårskrigen – var kongen mindre interesseret i at dele magten med folket, hvoraf mange var tidligere oprørere. Det gamle styre i hertugdømmerne frygtede at blive erstattet af demokratiske institutioner var heraf mere motiveret til modstand.
Det besværliggjorde lovgivningsarbejdet, der ydermere blev besværliggjort af etniske spændinger og det var til tider helt umuligt at regere. Det førte til en holdning blandt de dansksindede i Helstaten at Holstens medlemsskab af regeringen og deres samtidige medlemsskab af det Tyske Forbund ville medføre en øget tysk indblanding i rent danske affærer.
I København støttede hoffet og det meste af administrationen at man strengt forfulgte at opretholde status quo. Det samme var holdningen hos udenlandske magter som Det Forenede Kongerige, Frankrig og Rusland der ikke ville acceptere et svækket Danmark til fordel for styrkede tyske magter såsom Preussen og Østrig, hvor Holsten besad den vigtige havn Kiel der kontrollerede indsejlingen til Østersøen.
Sprog og Nationalitet
Det Nationale spørgsmål spillede også en stor rolle i området: både Tyskland og Danmark ønskede – karakteristisk for det 19.århundrede – at skabe eller konsolidere nationaliteter på baggrund af en fragmenteret kulturel praksis og dialekt. Ingen af disse parter var specielt interesserede i den særligt Slesvig-Holstenske men i at omdanne området til Dansk eller Tysk.
Endelig var internationale stormagtsinteresser også del af konflikten: der var rivaliserende tyske stater involveret i konflikten (såsom Østrig og Preussen), mens der også var andre europæiske stater, særligt Det Forenede Kongerige der ønskede at forhindre en tysk sømagt i at opstå mod nord – Rusland havde de samme forbehold.
Det tyske sprog havde været regeringssprog i Slesvig og Holsten, under de mere eller mindre selvstændige hertuger havde regeret og forblev det; hvilket samtidig havde været regeringssprog flere steder i kongeriget Danmark ved siden af Dansk. Plattysk eller nordtysk havde været sproget i hele Holsten og siden middelalderen havde det også været sproget i det Sydslesvig, der oprindeligt havde været dansktalende. I Nordslesvig (Sønderjylland) var Dansk det udbredte sprog. Omkring år 1800 var Dansk og Tysk nogenlunde lige udbredt i det centrale Slesvig.
Det var dog det tyske sprog der langsomt overtog fra det danske; på halvøen Svansen blev der stadig talt Dansk omkring år 1780 – hvor byerne omkring Slien var Dansk-talende, men derefter forsvandt det.
Sproggrænsen i det 19.århundrede fulgte nogenlunde den grænse, der løber idag mellem Danmark og Tyskland.
Det stod klart at den danske indflydelse i Slesvig var skrøbelig og ved at blive svækket. Det tysksprogede område udvidede deres indflydelse nordpå gennem økonomisk aktivitet. Sprogligt kom der ydermere tysksprogede immigranter fra egne længere sydpå i Tyskland og mange dansktalende familier begyndte at bruge tysk som primært sprog. Det var særligt Syd- og det centrale Slesvig der oplevede de udviklinger.
En løsning som blandt andet den franske Napoleon III støttede var at dele Slesvig efter nationale linjer, hvilket betød at den nordlige del blev dansk og den sydlige tysk. Denne løsning fandt tilslutning i Danmark og Tyskland, men havde klare udfordringer da, der særligt i det centrale Slesvig var meget flydende grænser der ikke passede til en Nord-Syd-skala. Efter to afstemninger i 1920, der var blevet bestemt ved Versailles-traktaten, der kom det nordlige Slesvig (Sønderjylland) til Danmark, mens det sydlige og centrale Slesvig forblev tysk.
