Trier
Trier er kendt som Tysklands ældste by og er beliggende i den vestlige del af delstaten Rheinland-Pfalz. Den ligger ved floden Mosel tæt på grænsen til Luxembourg. Den er med 110.000 indbyggere den fjerdestørste by i Rheinland-Pfalz efter Mainz, Ludwigshafen am Rheim og Koblenz. Byen hedder Trèves på fransk, Tréier på luxembourgisk.
Byen blev grundlagt for mere end 2000 år siden under navnet: Augusta Treverorum – og fra anden halvdel af det 3. århundrede benævnt Treveris. Byen omtales ofte som Tysklands ældste, men der er stadig usikkerhed om, hvorvidt andre byer som Augsburg, Worms, Neuss, Kempten, Køln, Bonn og Speyer kunne være ældre. Trier gør dog krav på denne titel, da romerne anerkendte byen som by og ikke bare som bebyggelse eller som en hærlejr.
De romerske bygningsværker i Trier har siden 1986 været på verdenskulturarvslisten hos UNESCO. Disse tæller Amfiteater Trier, Barbara Termerne, Kaiserthermen, Konstantinbasilika, Porta Nigra, Römerbrücke såvel som Igel-Søjlen i Igel ved Mosel. Derudover er den romanske domkirke i Trier samt Liebfrauenkirche også på verdenskulturarvslisten. Trier har desuden en lang række kulturmindesmærker, der dækker over stort set samtlige epoker fra den tidligste historie til det 21. århundrede.
Trier huser Universitetet i Trier, samt det Tekniske Universitet ( Hochschule Trier), forvaltningen for Landamtet Trier-Saarburg, samt de sammenlagte kommuner Trier-Land plus en lang række servicedirektioner og det ældste romersk-katolske bispedømme nord for alperne samt et evangelisk kirkeamt.
Triers geografi
Trier ligger midt i en dalåbning på den midterste del af Moseldalen, hvoraf hovedparten af byen ligger på den højre – østlige side – af Moselfloden. Mod sydøst kommer højsletten kaldet Hunsrück men overgangen er skovrig og endda med vinbjerge. Mod nordvest kommer bjergkæden Eifel. Grænsen til Storhertugdømmet Luxembourg ligger 15 kilometer væk fra bycentrum ved Wasserbillig. De nærmeste større byer er Saarbrücken omkring 80 kilometer mod sydøst, Koblenz omkring 100 kilometer mod nordøst og Luxembourg-Ville omkring 50 kilometer mod vest.
På grund af det overvejende landlige opland til Trier har byen et relativt stort oplandsareal, der strækker sig over store dele af Moseldalen, den nederste del af Saardalen, Eifel og i Hunsrück.
Triers højde strækker sig fra 124 m.o.h ved Mosel kort før byen Schweich til 427 m.o.h. ved Kuppensteiner Wild ved Trier-Irsch. I midtbyen er højden 137 m.o.h.
På den højre side af Mosel ligger Petrisberg, venstre for Mosel ligger Pulsberg/Markusberg med Mariensäule og Kockelsberg. Tilløb til Mosel er på dens højre side Kobenbach, Aulbach, Olewiger Bach, Avelsbach, Gruberbach, Meierbach og Ruwer og på Mosels venstre side er det Zewenerbach, Eurenerbach, Sirzenicher Bach samt Gillenbach, Biewerbach, Kyll og Quintbach.
Triers Historie
Trier blev grundlagt af romerne som by og hed oprindeligt Augusta Treverorum, som Augustus by hvor Trevererne boede, hvilket var en keltisk stamme der havde bosat sig i område. Derigennem kommer dagens navn Trier.
Før-Romersk Historie
Efter en legende om Triers grundlæggelse, der kan spores tilbage til 1105 hvor den optræder i den middelalderlige kronik Gesta Treverorum, der skulle Trebeta – søn af Assyrerkongen Ninus – have grundlagt 1300 år før at Rom opstod. Det skulle altså have været 2050 f.v.t. Det viser en indskrift fra 1684 på Roten Haus (Røde Hus) på Trier Hauptmarkt:
„ANTE ROMAM TREVERIS STETIT ANNIS MILLE TRECENTIS. PERSTET ET AETERNA PACE FRUATUR.“ („Før Rom stod Trier i 13 århundreder. Må den fortsat bestå og fryde sig over sin evige frihed.”
Skrevet på Roten Haus på Trier Hauptmarkt i 1684.
Igennem arkæologiske fund er der meget der tyder på at der har været bosættelser her i yngre stenalder, og at Trier-dalen har været ramme om tættere bebyggelse for 3000 f.v.t.
Siden de sidste århundrede før kristus bosatte der sig keltiske stammer – hovedsageligt Trevererne – i dagens byområde.
Det Romerske Trier – Augusta Treverorum
Ifølge temmelig sikre kilder er byen Trier af romersk oprindelse: Efter at have grundlagt en militærlejr på Petrisberg i år 30 f.v.t. – der igen blev opgivet få år efter – der grundlagde romerne på en 3.marts – højst sandsynligt i år 16 f.v.t byen Augusta Treverorum – Augustus´ By i Treverernes Land. Æren at blive opkaldt efter Kejser Augustus, blev kun få andre byer til dels: Autun i Gallien (Frankrig), Aosta, Augsburg og Augst i det nordlige Schweiz. I årene under Kejser Claudius (41-54 e.v.t) blev byen tilføjet navnet Colonia Augusta Treverorum. Bygningsværker som Barbara Termerne, Amfiteateret i Trier og den 6,4 kilometer lange bymur med den stadig idag bevarede nordlige byport Porta Nigra viser den rigdom og betydning som byen havde fået henimod det 2.århundrede.
Tidligst i anden halvdel af det tredje århundrde blev Trier bispesæde – også før at kristendommen var officielt anerkendt i romerriget: første biskop var Eucharius. I årene 271-274 var byen residens for gallisk-romerske modkejser Tetricus I. I 275 led byen den skæbne at blive ødelagt af angreb fra Alemannerne. Byen blev dog hurtigt genopbygget og i henved 100 år – fra 293 til 392 – var byen en af de kejserlige residensbyer i den vestlige del af Romerriget.
Under Konstantin den Stores ledelse (306-337) blev byen for alvor genopbygget og udstyret med fornemme bygninger som Aula Palatina – dagens Konstantinbasilika – og Kejser Termerne. I 326 blev dele af det private palæ for den kejserlige familie udvidet til en stor dobbeltbasilika, hvis rester stadig kan ses i Trier Dom og i Liebfrauenkirche. Fra og med 318 var Trier sæde for den Galliske Præfektur, en af de to øverste poster i det Vest-Romerske Rige. I årene 328 til 340 residerede Kejser Konstantin II. i byen – dog var det kun fra 337-40 at han var kejser. I perioden 367-392 var Trier under kejserne Valentinian I., Gratian, Magnus Maximus og Valentinian II. igen regelmæssigt regeringssæde for det Romerske Rige og samtidig med et indbyggertal på 80.000 til 100.000 den største by nord for alperne. I 407 blev den galliske præfektur forlagt til Arles ved floden Rhone, da Trier var blevet angrebet af Vandaler, Alanere og Suebere. Trier blev gentagne gange angrebet – formodentlig i 413, 421 og 451 – af Frankere og endegyldigt erobret af hunnerkongen Attila. Attila forlod dog byen og i 455 erobrede Frankerne byen, men da de også forlod den, da blev Trier i perioden frem til 475 forvaltet af romeren Arbogast den Yngre, hvorpå at frankerne endegyldigt erobrede byen og året efter ophørte Romerriget med at eksistere i Vesteuropa.
Pingback: Augusta Treverorum | Historiskerejser.dk
Pingback: Amfiteater Trier | Historiskerejser.dk
Pingback: Barbara Termerne Trier | Historiskerejser.dk