Konstantinbasilika (Trier)

Konstantinbasilikaen i Trier lyder officielt set Den Evangeliske Frelserkirke. Oprindelig blev den bygget som en romersk paladsaula i Triers romerske fortidsby Augusta Treverorum. Den blev opført med det formål at fungere som audienshal for de romerske kejsere, der residerede i byen i det 4. århundrede. Erindringen om Kejser Konstantins ophold sker via navnet og fortæller om bygningens funktion. Betegnelsen som Basilika stammer fra hjemstavnsforskeren Johannes Steiner, der i det 19. århundrede leverede en lovprisning til senantikken og i særdeleshed til Kejser Konstantin. I dagens optik er navnet en smule upassende, da det ikke vil kunne defineres som en basilika, men mere som en salkirke. Den katolske ærestitel Basilika er også upassende, da den hverken dengang eller nu er en katolsk kirke.

I den tidlige middelalder overgik den udbrændte ruin i biskoppen af Triers besiddelse. Man ombyggede den i borglignende form. I 1614 nedrev man den sydlige og østlige mur og integrerede resten i den nye bisperesidens: Det Kurfyrstelige Palæ. I årene 1844-56 blev den kirkeagtige bygning igen opbygget og “til evig tid” overdraget til den evangeliske menighed, der også siden har benyttet den som kirke. Den 14. august 1944 blev basilikaen stærkt beskadiget i forbindelse med et amerikansk luftangreb og  brændte efterfølgende fuldstændigt ud. I 1950´erne gik man i gang med et storstilet genopbygningsarbejde. Udsmykningen af de indre rum blev reduceret til stenvægge og trætag.

Siden 1986 har Konstantinbasilikaen været del af den række af bygningsværker i Trier, der kom verdenskulturarvslisten hos UNESCO. Derudover er bygningen på Haags konvention for kulturgods. De dele af bygningen, der strækker sig tilbage til Romertiden, har apsis i nord, i den vestlige væg er der spredte murrester, og dagens gulv samt udvendige malerier på den vestlige og nordlige facade.

Beliggenhed

Kirken ligger midt på en 700 meter lang terrasse, der strækker sig fra Trier Domkirke og Liebfrauenkirche over Paladsaulaen til Kejsertermerne og cirka midt imellem Domkirken og Kejsertermerne i den østlige del af Triers gamle bydel. Mod vest ligger Konstantinplatz. Mod syd ligger Palastgarten,  mod øst det Kurfyrstelige Palæ og mod nord det tidligere Niederschloss – i dag Willy-Brandt-Platz – med Roter Turm samt fontæne.

Arkitektur og udsmykning

Den indre del af bygningen er 67 meter lang, 27,5 meter bred og 33 meter høj. Den er den ældste bygning i Tyskland, der bliver benyttet som kirke. Dagens udseende er langt hen ad vejen et resultat af den genopbygning, der fandt sted efter ødelæggelserne under 2. verdenskrig.

Af oprindeligt romersk murværk er Apsis, vestvæggen og dele af sydvæggen bevaret. Bygningen hviler på 4 meter brede og 4-6 meter dybe fundamenter af romersk godsbeton – opus caementitium. Murene er mellem 2,7 og 3,4 meter tykke. Man finder enkelte rester af romersk puds i apsis og vinduesnicherne i vestvæggen. Rester af romerske forgængerbyggerier er fundet under dagens gulv.

De vigtigste rester fra genopbygningen som kirke i det 19. århundrede er den sydlige og østlige væg, rester af puds på sydvæggen under gavlen, frisen under tagkonstruktionen og udsmykningen af evangelisternes hoveder.

Fra genopbygningen i 1950´erne stammer tagkonstruktionen, taget, vinduerne, konceptet med de usmykkede indre rum, gulvet såvel som alterudsmykningen, prædikestolen, døbefonten og orgelet. Tagkonstruktionen er udspændt beton. De ophængte kassettelofter i granplanker har en dybde på 0,9 meter. Udsmykningen, der kun findes på bænkene, er lavet under ledelse af Heinrich Otto Vogel.

Byggehistorie

I det 2. århundrede e.v.t. var der i nordøst af det romerske Trier opstået et nyt forvaltningsområde med behov for en repræsentation, og det er i lyset heraf, man skal se,  hvorfor forgængerbygningen Legatpaladset opstod.

Paladsaulaen blev formodentlig opført i årene 305-11 – under Kejser Konstantin – som repræsentationsbyggeri. Ved at nedlægge et boligkvarter blev der plads til monumentalbyggeriet Kejser Termerne. Hvor det hidtidige Legatpalads havde ligget. anlagde man nu Paladsaulaen med omliggende forgårde og sidebygninger, som kernen af residensen blev dannet af. Man var nødsaget til at ombygge en del af området.

Byggeaktiviteten gik imidlertid i stå allerede i årene under Konstantin og blev sandsynligvis først afsluttet under Gratian i 379. Basilika, Kejser Termerne og Cirkus har dannet en arkitektonisk enhed som Paladsområde. Dette ensemble var en bevidst efterligning af Rom, hvor Cirkus Maximus og Palatinerhøjen ligeledes lå tæt på hinanden. En lignende sammenhæng gentog sig i Cirkus Neronis – Cæsars Haver – ved Villa Maxentius på Via Appia og Galerius´ residens i Thessaloniki. 

Da det romerske kejserhof i slutningen af det 4. århundrede ikke længere opholdt sig i Trier, mistede bygningen sin oprindelige betydning. Efter Romerrigets fald blev den nu udbrændte bygning del af den frankiske konges ejendele.

Basilika som del af den kejserlige residens

Den monumentale bygning tjente som kulisse for audienser, modtageseancer og hofceremoniel, hvor kejsertronen befandt sig i apsis. Omend navn og fremtoning af dagens Konstantinbasilika ligner en antik kirkebygning, så er bygningen en audienssal for den kejserlige residens. Det latinske navn Aula Palatina beskriver noget bedre den oprindelige betydning.

Basilikaen har en ydre længde på 69,8 meter – hvilket også indbefatter den 12,4 meter lange apsis – og en bredde på 27,2 meter. I antikken var højden 30 meter. Ydermurene, der bestod af teglværk, var uden puds. Delene med rød sandsten er moderne tilføjelser.

I det indre var der en fin vægbeklædning: I langhuset og Apsis var der marmorplader på såvel gulv som vægge indtil de øverste vinduesgesimser, hvor der ses rester primært i form af de mange huller, der bar marmorpladerne. Derudover blev der udført stukarbejde på det fritragende tag, som siden 1955 har været belagt med tagplader. Bemærkelsesværdigt er varmeanlægget, hvor det 1600 m² store inderrum over en tredelt Hypokaustum med fem Praefurnier stod for opvarmningen. I Antikken stod bygningen ikke alene. Mod syd befandt der sig foran hovedindgangen en marmorbeklædt forhal, hvor der udvendigt var en fin portal. Resterne af disse bygninger er enten konserveret eller ses som ruinrester på dagens plads.

Afslutningen på Aula Palatina

Det er ikke helt klart, hvornår det romerske bygningsværk begyndte at forfalde. Det skete muligvis under de germanske mange angreb imellem 407 til 455, hvor den senantikke by ikke blev totalt ødelagt, men udplyndret og brandbeskattet. En anden mulighed er, at taget simpelthen er faldet sammen som følge af manglende vedligeholdelse. Trier blev del af Frankerriget under Klodevig 1. (484-511). Komplekset, der fik navnet Palatium, blev sæde for de frankiske Gau-grever. Sidebygningerne blev del af den frankiske forvaltning. Murværket på basilikaen blev næsten fuldstændig bibeholdt, dog manglede der under Frankerne de politiske forudsætniger og de tekniske muligheder for at retablere taget.

Konstantinbasilikaen som middelalderlig fæstning

Grundet de tykke mure og de urolige tider blev den tidligere aula sidenhen brugt som fæstning. De romerske vinduer blev muret til, og i det indre blev der foretaget ombygninger, som forsøgte at skabe en fri gård i midten af bygningen. Apsis ombyggede man til beboelsesrum, og på de overliggende hjørner blev der påsat små tårne og på den øverste del af muren skydehuller. Den eneste indgang var en lille port i vestsiden. Siden det 8. århundrede er der blevet nævnt en tilhørende kirke i form af St. Laurentius. Den stod foran det nordvestlige hjørnetårn og blev senere sognekirke, men nedrevet i 1803.

Tiden indtil den sidste del af det 10. århundrede var præget af rivaliteten mellem Gaugreverne og dombiskoppen, der holdt til ved siden af Domkirken. I 902 skænkede den frankiske konge Ludvig (Barnet) højhedsretten over den daværende kongelige Pfalz til ærkebiskoppen af Trier. Dermed blev såvel byen Trier – og senest midt i det 9. århundrede – Palatium –  en del af ærkebiskoppernes besiddelse, omend det aldrig blev residens for dombisperne.

Bygningen havde sin vigtigste betydning som forsvarsværk, da modbiskoppen fra Trier Adalbero von Luxembourg blev belejret af Kejser Henrik II. i 1008. Grunden var, at Kejser Henrik forsøgte at indsætte provst Megingaud fra Mainz, som også de gejstlige fra Trier havde stemt på. Henrik indtog i sommeren 1008 Trier, men modbiskoppen forskansede sig i Palatium, hvor kejseren efter 16 ugers belejring drog videre.

I år 1096 opholdt ærkebiskop Eglibert sig på Palatium, da stedet fungerede som beskyttelse for forfulgte jøder. 

Det antages, at de kendte adelige Trier Borggrevefamilier de Ponte og de Palatio flyttede ind i det ærkebispelige palæ og indrettede sig med et fast sæde med et beboeligt tårn. Der er imidlertid ingen sikre spor efter et sådant tårn, så man bør tage oplysningen med forbehold.

Striden mellem biskopper og fogeder om, hvem der havde ret til ministerhverv, fortsatte frem til midten af det 13. århundrede. Det var først Albero von Montreul (1131-52), som kunne bryde den ministeriale magt, idet han udbyggede det romerske Palatiolum – dagens Trier-Pfalzel – til fæstning, forlagde residensen og befalede også ærkebispedømmet forlagt. Ærkebiskop Johann I. opnåede i 1197, at fogedretten blev overdraget fra greverne af Pfalz til ærkebiskoppen. Denne var nu den øverste retsherre for alle i byen, og som gik skridtvis mod ærkebiskoppernes eneherredømme. Siden Johann I. boede ærkebiskopperne endegyldigt i Basilika-Bering.

Den første skriftlige benævnelse af Basilikaen befinder i en kronik, forfattet af Biskop Otto von Freising (død 1158). Han skriver: 

Der er et palads der, som er opført i en fantastisk byggestil. Murene er som i Babylon og så stærke, at man ikke skal frygte nogle fjender, og ingen kan bryde disse mure. 

Biskop Otto von Freising, 12. århundrede

De første afbildninger af Basilikaen befinder sig i Paladsseglet. Der findes et segl, der fortæller om forpagtning af en mølle fra 1261. Der kan man ikke se, om det drejer sig om en mølle på øst- eller vestsiden. I et senere paladssegl fra 1315 og 1323 berettes der om en spidsbuet portal

Konstantinbasilika som biskopsresidens

Den middelalderlige bygningsmasse forblev nogenlunde uforandret indtil omkring år 1600, hvor ærkebiskopperne af Trier i denne tid mest brugte deres sideresidens i Koblenz som midlertidigt opholdssted, den fornemme fæstning Ehrenbreitstein, en af de stærkeste fæstninger i det Tyske Rige. Derudover var Palatium også blevet brugt som repræsentationsbygning, særligt under Rigsdagen i 1473 af Kejser Friedrich III. og Karl den Dristige.

Konstantinbasilikaen som del af det kurfyrstelige palads i det 17. og 18. århundrede

Kurfyrst Johann VII. von Schönenberg (1581-99) residerede igen fortrinsvis i Trier og forstørrede paladsdelen, idet han mod nord bag apsis opkøbte huse for at lade dem nedrive. Den store omdannelse af området begyndte under Kurfyrst Lothar von Metternich (1599-1623). For at kunne udføre et tidsmæssigt passende residensslot i renæssancestil lod han fra 1614 den middelalderlige tilbygning samt den østlige væg tillige med store dele af sydvæggen på Palatium nedrive. Den vestlige væg på paladset i apsis blev først og fremmest en form for beboelsestårn.

Da Kurfyrste Johann IX. Philipp von Walderdorff (1756-68) direkte efter sin tiltrædelse som kurfyrste gav ordre til, at hans hofarkitekt Johannes Seiz ombyggede slottet i barok, var planen også at nedrive apsis. Dette blev dog aldrig virkeliggjort. Den sydlige fløj med det berømte trappehus blev derimod realiseret. Da denne også hundrede år senere blev anset som bevarelsesværdig, forhindrede den, at man kunne fritlægge sydfacaden og dermed bygge en forhal.

Artikel ikke færdiggjort…

Print siden her