1.maj – Arbejdernes Internationale Kampdag
1.maj kaldes – Arbejdernes Dag ; – Arbejderbevægelsens Dag; – Arbejdernes Internationale Kampdag eller Arbejderklassens Kampdag men oftest henvises der slet og ret til Første Maj. Dagen er officiel kampdag og dermed fridag i lande som Tyskland, Rusland, Frankrig, Italien, Portugal, Spanien, Østrig, Belgien, Liechtenstein og Luxembourg men ikke i Danmark, hvor det markeres men ikke er en fridag over hele samfundet.
Historie – Haymarket Affair
I starten af 1886 udråbte den nordamerikanske Arbejderbevægelse til Generalstrejke den 1.maj for at få gennemført en arbejdsdag med 8 timer. Anledningen var ydermere at det 30 år tidligere var således at der i Australien i 1856 blev holdt en massedemonstration med samme formål en 8 timers dag.
1.maj var traditionelt flyttedag idet at man ofte skiftede job og dermed også hjem, hvilket betød at mange flyttede. Hvilket betød massestrejker og demonstrationer i Industriregionerne.
På en fabrik ved Chicago der producerede landbrugsmaskiner erklærede flertallet af arbejderne sig solidarisk og utilfreds med 12-timers-dagen og en gennemsnitslønnen 3 amerikanske dollar. Fabriksledelsen reagerede med massespærringer og forsøgte istedet at besætte de nu frie arbejdspladser med 800 til 1000 nye indvandrere. Ifølge den socialistiske Arbeiter-Zeitung da var der imidlertid kun 300 nye arbejdere, der stod i køen foran fabriksportene. Det blev opfattet og opfattes frem til idag som en sejr for Fagforeningen.
Tre uger senere afholdt August Spies, Chefredaktøren og udgiver af Arbeiter-Zeitung, den 1.maj 1886 om aftenen en tale foran en Arbejderforsamling på Haymarket i Chicago der var med til at grundlægge den amerikanske arbejderklassebevidsthed. Herpå fulgte en flere dage lang strejke i Chicago der varede indtil 3.maj og hvor voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi forekom og to demonstranter blev dræbt. Dagen efter fortsatte protesterne og volden eskalerede. Efter at politiet havde stormet en fredelig forsamling, da kastede en ubekendt en bombe der dræbte en politimand på stedet og 6 efterfølgende af skaderne, da kom det til meget voldelige sammenstød hvor mere end 200 arbejdere blev hårdt skadet og mere end 20 dræbte. Episoden kendes som Haymarket Affair
8 anarkister blev fængslet for at have organiseret arrangementet og blev anklaget for at have stået bag en sammensværgelse. Fire af de 8 anholdte blev dømt til døden ved hængning, heriblandt Chefredaktør August Spies, det lykkedes en af dem at begå selvmord i fængselscellen. De overlevende blev benådiget 6 år efter.
Da man i 1889 grundlagde den Anden Internationale da udråbte man 1.maj til Arbejderbevægelsens Kampdag og til minde om ofrene ved Haymarket. Den 1.maj 1890 blev der første gang afholdt massestrejker og massedemonstrationer over hele verden.
Første Maj i Danmark
Begivenhederne i 1886 og igen i 1889 lagde op til afholdelse af 1.maj for første gang nogensinde i 1890.
I Danmarks hovedstad København var der beordret mere end 2.000 soldater og betjente der var klar til at gå i aktion. Det var nemlig forbudt at demonstrere i gaderne. Danmark var siden 1885 blevet regeret af Konsejlspræsident Estrup og af provisoriske love, hvor Arbejderbevægelsen kun lige kunne tolereres.
Den ledende avis på venstrefløjen “Social-Demokraten” skrev at “idag finder den første verdenssammenkomst sted”. Heri finder man referencen til at 1.maj 1890 var arrangeret internationalt, her var målet et langt større, nemlig at “knuse det kapitalistiske system”. Delmål der måske var til at få gennemført var “brød til de arbejdsløse, arbejdernes sundhed og frihed til at udvikle os som mennesker”. Der blev arbejdet for at arrangementet ville blive en succes, idet at dette ingenlunde var givet.
Allerede den 12.april søgte Arbejderbevægelsen om tilladelse til at demonstrere, hvilket Københavns politi ikke direkte kunne tage stilling til. Usikkerheden var faktisk så stor at man henvendte sig til Politiet i Berlin, for at høre deres stillingtagen til den tyske arbejderbevægelse, der havde et lignende ønske. På dette tidspunkt gjaldt de anti-socialistiske love i Tyskland (1878-90) og den tyske arbejderbevægelse fik ikke lov. Den 16.april 1890 valgte København et kompromis. Der kunne gives tilladelse til forsamling, men ikke til optog igennem byen. Det blev linjen i hele Danmark og at politiet og militæret skulle være klar til at forhindre dette.
Nogle enkelte grupperinger i København forsøgte at omgå protesterne i gaderne, men de fleste tog til Nørre Fælled hvor Socialdemokraternes arrangement lyttede til myndighederne og holdt taler, der fokuserede på at nedsætte arbejdstiden, forhøje lønnen og at arbejderne skulle have mere fritid således at man kunne dygtiggøre sig og selv være i stand til at indgå i andre arbejdsopgaver og at kvalificere deres arbejdsevne.
Om aftenen i Rømersgade samlede man sig og sang de røde sange
”Snart dages det brødre, det lysner i øst, til arbejdet fremad i kor! / Man håner den fattiges eneste trøst: Vor ret til at leve på jord. / Man deler vor frihed, beskærer vort brød. / Til arbejdet, liv eller død!” sang de forsamlede, indtil det faretruende sidste vers: ”Det knager i samfundets fuger og bånd / lad falde, hvad ikke kan stå!”
På nogenlunde samme måde, blot med færre deltagere, var dagen forløbet i Ålborg, Randers, Horsens, Århus, Odense, Næstved, Roskilde, Slagelse og Helsingør. Danmarks første socialistiske 1. maj var overstået i god ro og orden.
At dagen var international viser sig ved at der i Norge, Sverige, England, Tyskland, Østrig, Ungarn, Frankrig, Italien og Spanien var i hundredtusinder på gaden. En aldrende Friedrich Engels sad i London og forfattede forordet til den 4.udgave af det Kommunistiske Manifest (1848) hvor han konstaterede “I dag er proletarerne i alle landet forenet. Havde Karl Marx levet, så skulle han have set dette!”
