Holsten

Holsten er den sydlige del af dagens delstat Slesvig-Holsten og har navn efter en af de tre saksiske stammer, der oprindeligt bosatte sig her. Holsten kommer af ordet Holtsaten, der betyder “Skovboere”, idet gammelsaksisk Holt betød træ og sāt betød beboer.

Den Kimbriske Halvø. Den sydligste del er Holsten og nord for ligger Sydslesvig (brun) og Sønderjylland/Nordslesvig (rød), den Bordeuax-røde er det kongelige Jylland og endelig ligger Vendsyssel med det lilla mod nord. Kort fra wikipedia

Navnet Holsten

Den første til at nævne Holsten var Adam af Bremen i 1076.

Transalbianorum Saxonum populi sunt tres. Primi ad occeanum sunt Tedmarsgoi, et eorum ecclesia mater in Melindorp. Secundi Holcetae, dicti a silvis, quas accolunt; eos Sturia flumen interluit, ecclesia Scanafeld. Tercii et nobiliores Sturmarii dicuntur, eo quod seditionibus ea gens frequens agitur. Inter quos metropolis Hammaburg caput extollit, olim viris et armis potens, agro et frugibus felix;

Oversat til Dansk: “Der er tre saksiske stammer nord for Elben: Først og fremmest er der Ditmarsken, som bor ved havet, og deres moderkirke står i Meldorf. For det andet er der Holsten: Det har deres navn efter træerne, der står overalt i deres nærhed; igennem deres område flyder floden Stör, deres kirke står i Schenefeld. Den tredje og mest ædle stamme hedder Stormarn, da dette område hyppigt rammes af storm og uro. I dets midte hæver moderkirken Hammaburg sig, som tidligere var rig på mænd og våben samt land og frugt.

Adam af Bremen i år 1076.

Holstens geografi

Holstens historiske landskab afgrænses mod syd af Elbens nedre løb, der flyder igennem Hamborgs byområder – der historisk hørte med til Holsten-Stormarn – samt Brunsbüttel. Herfra og mod nord følger langs med Holstengrabens og Holstenau grænsen til Ditmarsken – den indtil 1559 selvstændige bonderepublik. Grænsen til landsdelen Slesvig ligger i dag langs med Kielerkanalen, der på en lang del er sammenfaldende med floden Ejderen samt langs Levenså. Byerne Rendsborg og Kiel ligger direkte langs linjen Ejderen-Levenså med deres historiske bycentre, men som del af Holsten. Fra Kiel til Lübeck ligger Holsten ud til Østersøen, men hvor øen Femern – der ligger med et to kilometer bredt sund til det østholstenske fastland – historisk hører til Slesvig. Hertugdømmet Lauenburg hører ikke med til Holsten, dets sydøstgrænse følger et uregelmæssigt forløb fra Lübeck til udmundingen af grænsefloden Bille i Elben tæt ved Hamborgs byområde. Politisk hørte Lübeck og landsdelen rundt om Eutin i århundreder ikke til Hertugdømmet Holsten.

Holsten præges af tre store landskabstyper: af geest – et ufrugtbart sandet landskab – der ligger mellem 20 og 50 meter over havets overflade fra havet til midt i landet. Mellem Rendsborg og det nordøstlige Hamborg er det østlige bakkelandskab. Det er dannet i den sidste istid, et frugtbart morænelandskab med bølget bakkelandskab, med områdets højeste punkt Bungsberg i det østlige Holsten 168 meter over havets overflade. Langs Elben finder man Elbmarsken, der siden det 12. århundrede har været et kultiveret frugtbart kulturlandskab.

Holsten afgrænses fra den nordlige landsdel Slesvig over grænsen Ejderen-Levensåen. Dagens Holsten udgøres af landskaberne Ditmarsken, Stormarn og Wagrien samt Hertugdømmet Lauenburg og siden 1937 også Lübeck, hvor de endegyldigt tabte deres selvstændighed, men dog ikke de områder af Stormarn som Hamborg havde opslugt. Landsdelen har mere end 10.000 kvadratkilometer – knap 2/3 af delstaten – og mere end 2 millioner indbyggere – 4/5 af delstatens befolkning. Det  sidste tal skyldes ikke mindst at de to storbyer Kiel og Lübeck ligger i Holsten, men også det tæt befolkede opland til Hamborg i Holsten.

Fra omkring år 1100 og frem til den sene middelalder var befolkningstyperne bestemt udfra de oprindelige bosættelsesmønstre: mod syd lå Stormarn – der idag består af Amterne Stormarn og Pinneberg, dele af Segeberg og de områder af Hamborg der ligger nord for Elben – og i den nordvestlige det egentlige Holsten – hvis hjørner udgøres af Rendborg-Kiel-Bramstedt og Wilster der overordnet set udgøres af Stormarn og Holsten. Den trejde nordelbiske saksiske stamme – Ditmarskerne – tabte først deres selvstændighed i 1559. I den østlige del erobrede greverne af Holsten i det 12.århundrede, det slaviske Holsten hvor de slaviske stammer Wagriere og Polabere havde bosat sig i den østlige del. Området blev nu præget af saksisk talende nybyggere, der blandede sig med den oprindelige slaviske befolkning, hvilket gav en særlig karakter af blandingssprog. I lang tid var de tre nævnte områder adskilt af områder imellem der var meget øde befolket. 

Den første optegnelse af landsdelen Holsten stammer fra Johannes Mejer (1606-74) fra 1652 med beskrivelser af Caspar Danckwerth.

Det brune område mod nord er Holsten. Kort fra wikipedia

Print siden her