Alexanderplatz
En af Berlins vigtigste pladser og en af Europas mest besøgte pladser.
Pladsen har haft en central betydning i såvel det middelalderlige, det tidligt moderne og det socialistiske Berlin. Selve pladsen bliver ofte antaget til at være større, men den dækker egentlig blot den del, hvor Verdensuret og Folkevenskabsspringvandet findes. I daglig tale kendes den i Berlin som Alex.
Alexanderplatz med flere af dets kendte seværdigheder. I forgrunden Verdensuret, i baggrunden Fjernsynstårnet og det høje hotel fra socialisttiden. Foto wikipedia
Alexanderplatz´ historie
Omkring år 1400 anlagde man rundt om den middelalderlige dobbeltby Berlin-Cölln en beskyttelsesmur med byporte. På dette sted lå Georgentor. I årene efter trediveårskrigen (1658-83) blev denne mur yderligere bestyrket med kraftige porte og en voldgrav. Hvor de mere vestlige områder indenfor murene udviklede sig meget planlagt, var området ved det, der kaldtes Georgenstadt, noget mere tilfældigt anlagt. I 1701 ankom den nyudråbte preussiske konge Friedrich I. til Berlin ad Georgentor, der efterfølgende kom til at hedde Königstor og bydelen Königstadt.
I 1734 blev en toldmur anlagt i Berlin, hvilket gjorde den oprindelige bymur overflødig og gav ekstra plads til at anlægge den industri, der opstod i 1730´erne og 1740´erne i form af silke, uld og manufaktur, som prægede området. Pladsen blev stadigt oftere brugt som paradeplads. I årene 1752-55 boede den kendte filosof Gotthold Ephraim Lessing på pladsen, hvorfor at der også tidligere lå et museum viet til ham. Det findes idag i Nikolaiviertel.
I 1805 blev pladsen omdøbt i anledning af den russiske tsar Alexander I´s besøg, der under Napoleonskrigene skulle styrke Preussen og Ruslands alliance mod Frankrig.
I 1823 lukkede manufakturfabrikken og blev erstattet med et kongeligt teater. Det hindrede ikke, at pladsen udviklede sig til et sted for betlere, daglejere og den mere suspekte del af Berlins befolkning.
I 1847 indførte man en hestetrukken omnibus fra Alexanderplatz til Potsdamer Platz, byens to travleste steder. I starten af 1870’erne blev voldgraven dækket til, og snart opstod Berlins skinnedrevne bybane med den første banegård på Alexanderplatz i 1882 til følge.
Årene 1895-1929 betød, at Alexanderplatz sammen med Potsdamer Platz blev indbegrebet af det moderne fremadstormende Berlin, som aldrig sov, og hvor særligt de store varehuse, reklamernes evige tydelighed og den konstante trafik var det, der gjorde et uudsletteligt indtryk hos mange, og udødeliggjort af Alfred Döblin i sin roman Berlin-Alexanderplatz fra 1929.
Nazisterne interesserede sig ikke for pladsen. Den vigtigste tilføjelse skete, da man i årene 1941-43 anlagde en af de største beskyttelsesbunkere under pladsen. I den allersidste fase af krigen blev pladsen bombarderet heftigt af de allierede, og endvidere stod der hårde kampe rundt om pladsen. Den tyske værnemagt oversvømmede tunneler og bunkere under pladsen, for at russerne ikke kunne trænge frem derigennem. Resultatet var, at mange civile druknede.
Efter krigen blev pladsen anlagt i langt større proportioner, end man hidtidigt havde kendt til. Den blev udbygget som en ideal Socialistisk plads. Ældre bygninger som Det grå Kloster, Georgkirken og Minolhuset blev endegyldigt revet ned, mens Rotes Rathaus og Marienkirche fik lov at blive stående. Den socialistiske ideelle idé kunne man se i form af, at bygningerne refererede til vigtige funktioner i det socialistiske samfund, indledningsvis med brede gader på Karl-Liebknecht Strasse, Gruner Strasse og Alexanderstrasse, hvilket forstørrede pladsen fra 18.000 m2 til 80.000 m2 efter krigen, men også med arkitektur som Haus des Lehrers(1964), Centrum-Warenhaus(1969, – i dag Galeria Kaufhof). I 1970 kom Haus des Berliner-Verlages, Interhotel Stadt Berlin og Haus der Statistik samt i 1971 Haus des Reisens til. I 1970 blev springvandet Völkerfreundschaftbrunnen indviet af Walter Womocka og i 1969 Weltzeit-Urania også kendt som Verdensuret.
Pladsen havde i det socialistiske DDR samme betydning som Den røde Plads i Moskva. I sommeren 1973 afholdt man 10.udgave af Weltjugendfestspiele, fejringen af DDR´s 25 års jubilæum i 1974, og i 1975 fejrede man, at det var 30 år siden, verdenskrigen sluttede. 4.november 1989 demonstrerede over 500.000 for at få åbnet grænserne til vest og for mere politisk frihed. Dette var den største demonstration i DDRs historie.
Efter murens fald har man søgt at minimere det socialistiske præg, hvilket har betydet en kraftig kommercialisering af pladsen i form af saneringer og nybyggeri af indkøbscentre. Imidlertid har pladsen trods dens kraftige kommercialisering bevaret noget af sit anarkistiske præg, idet mange unge stadig benytter pladsen til at afholde mere vilde fester.
Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser siger: Pladsen er stor og uhåndterlig, den finder ikke rigtig sit rolige hjørne og arkitekturen stritter i alle retninger, mest plansocialistisk prestige. Det skal dog ikke ændre på at Alexanderplatz hører til blandt Berlins mest kendte pladser, og alle besøgende vil nok have stået ved Verdensuret på pladsen, eller have skiftet på dens enorme U-bahnsystem, eller været tæt på den når man var i Fjernsynstårnet. Den er mest kendt grundet den berømte roman af Alfred Döblin, Berlin-Alexanderplatz.
