Alfred von Schlieffen

Grev Alfred von Schlieffen var en tysk feltmarskal og militærstrategiker, der var chef for den Kejserlige Tyske Generalstab 1891-1906. Hans navn er særligt husket grundet hans afslutningsskrift Schlieffenplanen – officielt Aufmarsch I – der var en militær operationsplan for en afgørende indledende offensiv militærkampagne vendt mod Frankrig for at undgå en tofrontskrig. Han blev født 28. februar 1833 og døde 4. januar 1913. 

Han tjente i årene under Kejser Wilhelm II. af Tyskland. Han efterfulgte Alfred von Waldersee som leder af generalstaben og blev siden efterfulgt af Helmuth von Moltke den Yngre. Han tjente under kanslerne Leo von Caprivi, Chlodwig zu Hohenlohe-Schillingsfürst og Bernhard von Bülow. 

Alfred von Schlieffen 

Han blev født i Berlin den 28. februar 1833, der på daværende tidspunkt var hovedstad i Preussen. Familien von Schlieffen var en gammel pommersk adelsfamilie. Han boede sammen med sin fader Major Magnus von Schlieffen på deres gods i Schlesien, indtil han påbegyndte sin skolegang i 1842. I sin opvækst havde Alfred ikke vist nogen interesse for militæret, så han søgte ikke optagelse på nogle af de traditionelle preussiske kadetakademier. I stedet begyndte han at studere jura på Joachimsthalsches Gymnasium i Berlin. Midt under sine studier i 1853 meldte han sig som 1-års frivillig til infanteriet i den preussiske hær. Normalt ville man indkaldes til reserven, men han blev udvalgt som officerskandidat. Det blev starten på en militærkarriere, hvor han arbejdede sig op i hierarkiet, og hvor han afsluttede sin tjeneste 53 år efter. 

I 1868 – 15 år efter at hans militærkarriere startede – giftede han sig med sin kusine Grevinde Anna von Schlieffen. De fik to børn sammen, men hun døde, da hun fødte deres andet barn. Derpå fokuserede Alfred von Schlieffen hele sit liv på militært arbejde. 

Militærtjeneste

På anbefaling af sine kommandører blev Schlieffen optaget på den generelle militærskole i 1858 som 25-årig, hvilket var langt tidligere end andre. Han blev færdiguddannet i 1861 med stor udmærkelse, hvilket allerede sikrede ham en titel som generalstabsofficer. Han blev i 1862 tilknyttet det topografiske kontor under generalstaben, hvor han fik et stort kendskab til geografiske-, terræn- og vejrforhold, hvilket igennem hans karriere gav ham høj troværdighed i udformningen af forskellige krigsplaner, heriblandt den berømte Schlieffenplan. I 1865 blev han fast tilknyttet den preussiske generalstab, omend hans rolle indledningsvis var mere ubetydelig. Hans første frontoplevelse var som officer i det preussiske kavallerikorps i slaget ved Königgrätz i 1866, det afgørende slag under Østrig-Preussiske krig. Det taktiske “omringningsslag”, der foregik ved denne lejlighed, skulle efterfølgende være en del af hans militære tænkning. Derudover var han begejstret for modoffensiver med udgangspunkt i terræntype, og endelig var han en stor læser af den preussiske militærstrateg Claus von Clausewitz og dennes tiltro til offensivens styrke. 

Under den Fransk-Preussiske Krig havde han kommandoen over en mindre styrke i Loire-dalen i en af de sværeste operationer under denne krig udført af den preussiske hær. Storhertug Friedrich I. af Baden forfremmede ham i Frankrig til at stå i spidsen for den militærhistoriske division. Efter i årevis at have arbejdet ved siden af Helmuth von Moltke og Alfred von Waldersee  blev han forfremmet 4. december 1886 til generalmajor, og da Moltke kort tid efter gik på pension, blev han yderligere forfremmet og gjort til Waldersee´s stabschef. Kort tid herefter blev han udnævnt til kvartermestergeneral, i 1888 til generalløjtnant og i 1893 til general for kavalleriet. Han efterfulgte Waldersee som leder af generalstaben i 1891.  I 1904 godkendte han som øverste leder folkedrabet på omkring 60.000 herero- og namaqua folk i Tysk-Sydvestafrika (dagens Namibia) med ordene “Den udbrudte racekamp kan kun bringes til ende ved at udslette den ene part” – dermed var der givet et blåstempel til Generalløjtnant Lothar von Trotha, som eksekverede udåden. 

I August 1905 blev han i en alder af 72 sparket i hovedet af en hest, hvilket gjorde ham ude af stand til at deltage i et slag. Han gik på pension nytårsdag 1906. Han døde 4. januar 1913 kun 19 måneder før udbruddet på 1. verdenskrig. Det er blevet en almen fortælling, at han på sit dødsleje skulle have sagt: “Husk hold højre flanke stærk” – men ingen tilstedeværende ved dødslejet har nogensinde bekræftet, at han skulle have sagt dette, og fortællingen opstod mange år efter hans død.  Han ligger begravet på Invalidenfriedhof i Berlin. 

Størrelse på den Kejserlige Tyske Hær

Schlieffen opfattede det som et problem, at man i Kejserriget Tyskland kun havde bredt værnepligten ud til omkring 55% af den mandlige befolkning i modsætning til, at man i Frankrig havde en værnepligt, der dækkede 80%. Den mandskabsmæssige underlegenhed i forhold til ens forventede modstandere blev endda forværret yderligere som konsekvens af, at Frankrig og det Russiske Imperium indgik i alliance i 1894. Tysk overlegenhed i taktik og operationsstyrke kunne ikke kompensere for denne mandskabsmæssige underlegenhed. Det havde altid været Schlieffens ambition at indføre almen værnepligt og endnu mere vigtigt at have så mange kampberedte tropper som muligt ved løbende at træne reservisterne. 

Imidlertid havde von Schlieffen ikke magt over værnepligtspolitikken, hvilket var krigsministeriets resortområde, der skulle have godkendelse via budgetpolitikken i Rigsdagen i  kejserriget. Politiske og økonomiske interesser blokerede for, at ambitionen kunne realiseres i form af en fredstidshær. I stedet skabte von Schlieffen masser af nye enheder, der hurtigt kunne mobiliseres, når krigen kom. Under mobilisering skulle mange reservister indskrives i erstatningsbataljoner, mens de fik kamptræning og dermed hurtigt ville kunne sendes i kamp. 

Fra juni 1891 og resten af sit liv påbegyndte von Schlieffen at presse på for dannelsen af erstatningsbataljoner med brigader, der kunne sættes ind som manøvretropper i hæren. Imidlertid lod det ikke sig gøre. Enhederne var ikke kampberedte. Erstatningsenhederne nåede ikke et kampniveau, som ville gøre dem i stand til at blive indsat og erstatte sårede eller døde soldater ved fronten. Krigsministeriet havde ingen intentioner om at skabe enheder af praktisk talt intet materiel eller kontrol, det ville være en stor politisk chance, og indtil 1911 blev der intet foretaget i denne retning. Det var 6 år efter, at Alfred von Schlieffen var gået på pension. Her skabte man 6 erstatningsbataljoner på opfordring fra General Erich Ludendorff. 

I Alfred von Schlieffens mindeskrift fra januar 1906 skrev han om, at et angreb på Frankrig skulle have 96 divisioner, såfremt at planen skulle være realistisk at gennemføre. Ved udbruddet på 1. verdenskrig havde den tyske hær 79 divisioner, hvoraf 68 divisioner var sat ind på vestfronten. At omtale Schlieffens mindeskrift som en plan vil være en fejl, men nærmere en beskrivelse fra en pensioneret miliærperson om hvad Tyskland kunne opnå, hvis man indførte værnepligt. 

 Schlieffen tænkte endvidere, at denne hypotetiske tyske hær med 96 divisioner formodentlig ikke engang ville være i stand til at besejre Frankrig helt og aldeles.  

Forberedelserne på at omringe Paris kan laves på en hvilken som helst måde, man vil. Det vil dog snart stå os klart, at vi ikke vil have styrken til at fortsætte vores operation i denne retning. Vi vil opleve det samme som alle tidligere erobrere, nemlig at offensiv krigsførsel både kræver brug af meget stærke styrker, og at disse styrker vil blive svagere, og at forsvarerne vil blive stærkere, og at dette er en sandhed, der i særdeleshed gælder i et land, som er fyldt med stærke forter. 

Alfred von Schlieffen.

Uden 12 erstatningsdivisioner på højre flanke – i 1914 havde den tyske hær kun 6, og de blev alle sendt til Lorraine –  viste det sig umuligt at omringe Paris. Schlieffen indrømmede i sit mindeskrift, at erstatningsenhederne ej heller ville være i stand til at følge med til fods, og at togforbindelserne heller ikke ville udgøre en mulighed for at få tropperne hurtigt til Paris. Hvis tropperne ikke kunne sendes til højre flanke, så kunne de sættes ind mange andre steder på fronten, enten mellem Verdun og Mézières ved Metz eller på højre bred af floden Mosel. 

Der er ingen beviser på, at Schlieffen nogensinde udviklede en plan til at foretage sig denne manøvre som beskrevet i mindeskriftet. Der er ingen af de overleverede planer, hvor Schlieffen skitserede et muligt krigsscenarie, der bærer de tanker, som Schlieffenplanen bød på. I disse planer var Schlieffen optaget af en såkaldt kontraangrebsdoktrin. 

Den 11. december 1893 skrev Schlieffen om sine ideer om krig på flere fronter. Når krigen brød ud, ville den tyske regering være nødsaget til at kræve fuld mobilisering i Østpreussen, da denne del af Tyskland ville være skrøbelig overfor russiske kavalleriangreb. Det østpreussiske militær ville få mere materiel end andre landsdele for at forsvare sig selv. Udover dette  ville den tyske hær hurtigt blive send imod landsdelen. 

Krigsplanlægning hos von Schlieffen

Hjørnestenen i Schlieffens militærstrategiske planer var utvivlsomt det strategisk udtænkte kontraangreb. Han havde stor tiltro til styrken i angreb som led i en defensiv operation. Han tog afsæt i Tysklands relativt mindre troppeantal i forhold til den fransk-russiske entente, hvor han anså offensiven som en selvmorderisk aktion. På den anden side havde Schlieffen stor tiltro til Tysklands evne til at benytte jernbanerne til at foretage et kontraangreb mod et hypotetisk angreb fra enten Frankrig eller Rusland, derpå bruge jernbanen og så slå til mod den anden fløj. 

I generalstabens manøvreplaner fra 1901, hvor man både havde fokus på øst- og vestfronten –  tog man udgangspunkt i, at Frankrig – og IKKE Tyskland – angreb igennem Belgien og Luxembourg, hvor man anså det for realistisk at besejre Frankrig på Rhinens venstre (vestlige) bred. Det var den defensive sejr, som Schlieffen henviste til, når han talte om nødvendigheden om at slå først mod den ene fjende og derefter koncentrere sig om den anden. Han insisterede på, at tyskerne “måtte vente på, at fjenden forlod sine defensive forskansninger, hvilket ville ske på et tidspunkt”. Det var den plan, som Schlieffen lagde, og som han forudså ville give en sejr over Frankrig. 

Ifølge Historiker Terence M. Holmes i “The Schlieffen Plan as a Critique of German Strategy in 1914. 

Schlieffen anerkendte dog også, at man måtte have en offensiv krigsplanlægning, omend han også anså den tyske hærs muligheder for en vellykket offensiv for begrænset. I 1897 havde han en plan på bordet – som han havde udviklet fra 1894 – der tog udgangspunkt i den tyske hærs begrænsede offensive styrke såvel som taktiske manøvremuligheder. Planen gik ud på at bruge rå styrke i angrebene på Frankrigs stærke befæstninger ved den fransk-tyske grænse. For at udvide denne usofistikerede manøvre og forbedre chancen for succes anså han det for nødvendigt at omgås forterne og angribe dem fra nord mod syd, det vil sige starte med Verdun. Det var en taktisk plan, hvis taktiske hovedpunkt var at ødelægge forterne og med meget lidt bevægelse hos de involverede tropper. 

I 1905 udviklede von Schlieffen imidlertid sin første plan, der var baseret på en strategisk offensiv operation – Hans mindeskrift “Planen” tog udgangspunkt i en isoleret fransk-tysk krig, der ikke involverede Rusland og i denne optik tillod Tyskland at angribe Frankrig. Den specifikke planlægning var imidlertid vag og indbefattede også en kynisme samt havde derudover betydelige svagheder, når det gjaldt forsyningssituationen, men på det teoretiske plan opgjorde von Schlieffen, at Tyskland havde behov for 100.000 professionelle soldater mere samt 100.000 reservetropper. Derudover skulle man kunne regne med hjælp fra Østrig-Ungarn og Italien, hvilket skulle kunne afværge franske angreb henover Alsace-Lorraine, mens operationen var i gang. Den tyske hær skulle derefter bevæge sig igennem den hollandske provins Maastricht og det nordlige Belgien for at sikre, at disse områder ikke ville blive brugt af Frankrig til at foretage et angreb på den tyske flanke – hvilket eksempelvis var en del af den franske offensive plan XVII fra 1913. 

 Schlieffen havde imidlertid stort fokus på, at Frankrig havde perfekte muligheder for defensiv krigsførelse, såfremt tyskerne ikke lykkedes med et sådant angreb – både i form af deres stærke fortlinje ved Verdun og sydover men også i deres flodløb – i særdeleshed Marne og Seinen. Schlieffen vidste, hvor vigtigt det var at sikre sig et brohoved over Marne og lagde op til, at et angreb på Paris skulle foregå fra vest, da det var utænkeligt, at franskmændene ville ødelægge broerne til denne side. Hvis ikke dette ville lykkes, var det forventeligt med betragtelige tyske tab. Lykkedes det, ville franskmændene højst sandsynligt trække sig tilbage, og en omringning af Paris ville være sandsynlig. 

Når man diskuterede det rigtige tyske svar til en fransk offensiv mellem Metz og Strasbourg, insisterede han (Schlieffen) på, at en invasionsstyrke ikke bare skulle drives tilbage over grænsen, men derimod tilintetgøres på tysk territorium, og “hvis det var muligt med et angreb på flanken og tilintetgøres”. Schlieffens formel viste sig igen at være et modangreb i rammen af en overordnet defensiv strategi. 

Holmes, 2014.

Schlieffens planlægning tog stadig udgangspunkt i hans personlige præferencer for modoffensiven. Planerne Aufmarsch II og Aufmarsch Ost (siden Aufmarsch II West og Aufmarsch I Ost) fortsatte med at tage udgangspunkt i, at Tysklands bedste håb for overlevelse i en krig med den fransk-russiske entente var en defensiv strategi. Denne defensive strategi skal det dog nævnes, havde et stærkt offensivt element, da den krævede et offensivt taktisk element, hvor man skulle eliminere den angribende styrke på en sådan måde, at den skulle omringes fra alle sider og bekæmpes, indtil den overgav sig totalt. Den skulle ikke bare trækkes tilbage:  

I 1905 blev Alfred von Schlieffen sparket i hovedet af en hest, hvilket sendte den 72-årige leder af generalstaben på rekreering og gjorde ham ukampdygtig. Han besluttede sig for at gå på pension. Internt i generalstaben havde man håbet på, at hans efterfølger skulle være Colmar Freiherr von der Goltz, men han var ikke vellidt af Kejser Wilhelm II. I stedet blev hans efterfølger en af kejserens yndlinge, Helmuth von Moltke den Yngre. 

Moltke lånte lidt fra Schlieffens forskellige planer og blandede dem sammen. Schlieffen prøvede endda fra sin pensionstilværelse at forklare Moltke, at en offensiv strategi mod Frankrig kun havde chance for succes i en isoleret fransk-tysk krig, da de tyske styrker ville være for svage i antal til at kunne gemmeføre krigen. På trods af denne viden forsøgte Moltke stadig at operere med offensiv strategi, da Tyskland i 1914 stod overfor en to-frontskrig, hvor Schlieffen udtrykkeligt havde sagt, at det kun kunne være en brugbar strategi som et svar på et angreb. I den indledende fase af 1. verdenskrig var der ganske rigtigt for få tyske tropper til, at Tyskland kunne krydse Seinen, og Moltkes kampagne kunne ikke besejre franskmændenes anden forsvarslinje. Hans tropper blev trængt tilbage i slaget ved Marne i 1914. 

Print siden her