Altstädtische Hauptwache
Bygning i klassicistisk stil på den fashionable Theaterplatz i Dresden. Den er den eneste bygning, man finder i Dresden opført af Karl Friedrich Schinkel., og den ligger i et hjørne af Theaterplatz overfor Dresdens Residensslot og den del af Zwingermuseet, hvor den ældre malersamling har til huse. Med reference til dens bygmester lyder den navnet Schinkelwache.
Karl Friedrich Schinkel lavede udkastet til bygningen, og i årene 1830-32 stod Joseph Thürmer konkret for opførelsen. Karl Friedrich Schinkel forbindes primært med klassicistiske byggerier i Berlin, hvor han i første del af 1800-tallet stod for utallige byggerier i Preussens hovedstad.
Bygningsværket er udført i en streng berlinsk klassicisme, der særligt kendetegner den sene del af Schinkels virke, og den adskiller sig dermed fra den øvrige byggetradition i Dresden, hvor to af de tre slotte i Waldschlösschen i et vist omfang minder derom. Bygningen skulle indføjes i en plads præget af renæssance og barok.
Bygningens arkitektur er med sine lige linjer et klart brud på en plads, der er langt mere præget af barokken og renæssancens detaljerigdom. Indgangsportalen bæres af 6 ioniske søjler, og der findes på taget figurer af Saxonia og krigsguden Mars.
Oprindelig lå der et bindingsværksbyggeri som vagtbygning. Det måtte vige for Schinkels udkast. I 1840 udførte Gottfried Semper en byplan for pladsen, hvor han tiltænkte at flytte bygningen til Elbens bred. Det blev imidlertid aldrig ført ud i livet. Det andet byggeri, Schinkel står bag i byen Palais Serre, blev ødelagt i 1945 under bombardementerne. Altstädtische Hauptwache blev totalødelagt under bombardementerne og udvendig genopført i originaltro stil i årene 1955-56. Indvendigt blev den derimod opført i moderne i stil og fik funktion som forvaltningskontor. Siden 1985 har billetkontoret til Semperoperaen været at finde i bygningen. I dag findes her såvel en café samt en bogbutik.