Anna Leopoldovna

Anna Leopoldovna var i årene 1740-41 Storfyrstinde af det Russiske Kejserrige og dermed i en kort periode landets regent. Hun blev frataget magten af den senere Kejserinde Elisabeth og døde i fangenskab. Hun var mor til den detroniserede tronarving Ivan VI. og gift med Anton Ulrich von Braunschweig-Wolfenbüttel, hvormed hun var Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel. Hun blev født 18. december 1718 i Rostock og fik navnet Elisabeth Katharina Christine, Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin, hvor hun på sin moders side stod som arving til den russiske tsartrone, da hendes morfar var Aleksej Mikhajlovitj, tsar af Rusland 1645-76. Hun døde i Cholmogory i Arkhangelsk, der ligger ved floden Nordlige Dvina.

Portræt af Anna Leopoldovna udført af Louis Caravaque med titlen “Moder til Ivan VI” det hænger på Tropinin Museet i Moskva

Anna Leopoldovnas liv

Anna Leopoldovna var datter af Hertug Karl Leopold von Mecklenburg-Schwerin og dennes tredje hustru Katharina Ivanovna – en søster til Tsarina Anna Ivanovna. Hende forlod hendes mand imidlertid allerede i 1722 og vendte tilbage til Rusland, hvor også Elisabeth Katharina Christine voksede op. Hendes navn Anna Leopoldovna tog hun, da hun i år 1732 overgik til den Russisk-Ortodokse Kirke. I 1739 blev hun gift med Anton Ulrich von Braunschweig-Wolfenbüttel i Sankt Petersborg. I 1740 fødte hun sønnen Ivan, der blev udråbt af Kejserinde Anna til hendes efterfølger, men også med kejserindens betroede yndling Ernst Johann von Biron som formynder af regentskabet, indtil Ivan ville være myndig. 

Efter at Kejserinde Anna var død, forsøgte Anna Leopoldovna 19. november 1740 at styrte von Biron i forståelse med Feltmarskal Münnich. Da det lykkedes, erklærede hun sig selv som storfyrstinde – hendes mand som generallisimo – og regent på vegne af sin mindreårige søn. Hun udnævnte Münnich til premierminister, men hun lagde sig dog ud med ham allerede 13. marts 1741, hvorpå han nedlagde sit hverv som premierminister. Dette kaos fik Sverige til at erklære Rusland krig. I hendes tid som regent vandt man over Sverige i slaget ved Villmanstrand 3. september 1741.

Anna Leopoldovna – et portræt udført af Louis Caravague udført omkring 1740 i hendes korte regeringsperiode. Hænger på Kunstmuseet i Sankt Petersborg

Som regent blandede hun sig ikke meget i statsanliggender og underholdt sig mere med kærlighedsaffærer med den saksiske gesandt Moritz Karl zu Lynar, som var forlovet med en slægtning til von Münnich. Derudover havde hun angiveligt et biseksuelt forhold til sin hofdame Julia von Mengden. Det blev betragtet som skandaløst, at hun både havde et udenomsægteskabeligt forhold til en mand og en kvinde ofte på samme tid. Hendes mand Anton Ulrich blev ofte bare sendt væk. Dette synes at have forstærket utilfredsheden med Anna. Imidlertid peger mange på, at det var utilfredsheden med de mange adelige med tyske aner og deres tiltagende magt, der gjorde, at kuppet kom. Endelig var der mange, som pegede på, at mange russere følte, at hendes 22 år og manglende interesse for regeringsførelse gødede jorden for kuppet. 

Der blev dannet en sammensværgelse med det mål at afsætte Anna og indsætte Annas halvtante – en halvkusine til hendes mor – og datter af Peter den Store, Elisabeth Petrovna, på den russiske trone. Kuppet blev gennemført natten mellem den 5. og 6. december 1741 – med finansiel støtte fra Frankrig og specielt den franske ambassadør Jacques-Joachim Trotti Markise Le Chetardie – og med praktisk støtte fra Preobraskenske Liv-Garderegiment, og derefter indsatte man Elisabeth Petrovna som kejserinde Elisabeth I. Anna Leopoldovna og hendes mand og børn blev først fængslet i Riga og kom efterfølgende til Cholmogory i Arkhangelsk ved floden Nordlige Dvina. Hun døde den 18. marts 1746 efter at have født sit femte barn. Hendes jordiske rester finder man i Forkyndelseskirken til Alexander-Nevskij-Klosteret i Sankt Petersborg. Hendes søn, der fik tilnavnet – den ulykkelige Tsar – Ivan VI., blev i 1756 bragt til Sjlisselburg og myrdet i 1764. Hendes mand fik i 1762 muligheden for at tage tilbage til det tyske, men valgte at blive i fangenskab, da hans børn ikke kunne løslades. De fire børn blev i 1780 forhandlet til løsladelse i Danmark, hvor enkedronning Juliane Marie – Christian VII´s moder – var en bror til Anton Ulrich. De fik lov at bo den resterende del af deres liv i Horsens. Anton Ulrich var død i 1774.

Print siden her