Antwerpen – Byrundtur til fods
Antwerpen ligger ved floden Scheldes udmunding og har Europas næststørste havn. Byen er både moderne, men samtidig præget af et væld af historisk smukke bygninger og forskellige kvarterer, der afspejler udviklingen i disse områder. Dette gælder Diamantkvarteret, Modekvarteret, China-Town, Centrum med bypalæerne, Schelde og det ny havnekvarter.
LÆS OM ANTWERPENS SEVÆRDIGHEDER
Det oplagte sted at starte er ved Antwerpens imponerende banegård, der blev bygget som et bytempel, som fører direkte ud til den store handelsgågade Meir. Den blev opført med et væld af huse i Jugendstil på forpladsen og med direkte og imponerende adgang til byens Zoologiske Have. Blandt andet ses en dromedar afbilledet, og man kan derudover også se den flotte port til China Town i mange farver. En tur igennem banegården synes oplagt og kan samtidig kombineres med toiletpause og erhvervelse af bykort. Når man træder ud af stationen og sætter kurs mod den imponerende start på gågaden, passerer man Diamantkvarteret, som overvejende ejes af jøder og er et af verdens vigtigste diamantkvarterer.
Inden man krydser den indre ring, ser man den Kongelige Flamske Operabygning, der siden 1934 har været spillested for den flamske opera, som dog siden 1981 tillige har haft til huse i Gent.
Det første, man møder på gågaden, er en statue af David Teniers den Yngre, der var hofmaler for den østrigske statholder i Antwerpen – generationen efter Rubens og van Dyck, hvor han sørgede for at føre den fornemme flamske malertradition videre.
Der går ikke lang tid, før man ser en statue af den langt mere kendte Antonin van Dyck, der var den mest fremragende elev af Rubens. Han var særlig kendt for at have været den førende maler ved det engelske hof, hvor hans stilart vedblev at inspirere i generationer derefter. Herefter går vi videre op ad Meir, hvor det dog kan betale sig at stoppe op ved Stadfestzaal og gå en kort tur ind i indkøbscenteret og se de imponerende guldsale, som findes her.
På hjørnet af gaden Wapper ligger det imponerende Paleis op de Meir, hvor Napoleon holdt til. Han købte palæet i 1811 og lod de smukke sale anlægge. Palæet overgik efterfølgende til den hollandske konge Willem I. og siden til de belgiske konger, der brugte det til officielle modtagelsesceremonier i byen. I dag kan man nyde spisning i gården og bese de smukke sale.
Et lille stykke ned ad Wapper ligger Rubens Huis. Hans forældre var fra Antwerpen, men de var trosflygtninge i tyske Siegenstadt, da Pieter Paul Rubens blev født i 1577. Rubens vendte tilbage til byen, hvor han havde sin opvækst. I 1609-21 fik den store maler lov af de spanske myndigheder til undtagelsesvis at bosætte sig i Antwerpen. Han indrettede en genovesisk renæssance-villa i et oprindeligt nederlandsk rødstenshus. Man kan besøge hans hus og her se et stort antal af hans værker.
Det oplagte er at fortsætte et par gader frem til den charmerende plads Graanmarkt, hvor der ligger en række gode spisesteder. På pladsens vestlige side ligger bagsiden af byens teater Bourla Schouwburg, der tidligere husede det flamske teater. Går man rundt og til venstre ad Leopold Straat, ser man den Botaniske Have, som vi dog afholder os fra at besigtige, og i stedet drejer vi til venstre 2 gange, først ad Arenbergstraat og derefter ad Lange Gasthuisstraat, hvor Kunstmuseum Mayer van den Bergh ligger, hvor Pieter Brueghel den Ældres verdensberømte maleri Dulle Griet findes. Derpå fortsætter man frem i Korte Gasthuisstraat, hvor den bliver til gågade. Vi drejer til venstre ved det lille torv ad Lombardenvest. Hvor Lombardenvest bliver til Steenhouwerstraat ses Modemuseum mod syd på Nationalstraat. Antwerpen har de seneste 30 år udviklet sig til et moderne modecentrum, hvilket også kan ses i butikkerne i dette område.
Der er 2 muligheder for at komme til Vrijdagsmarkt: enten den hurtige og effektive – Drukkerijstraat – eller den snævre, charmerende og tidskrævende – Vrijdagsmarktstraatje. Vælges sidstnævnte kommer man ud ved UNESCO-Museet Plantin-Moretus, som var et af de vigtigste trykkerier i årene under reformationen i Nederlandene og vedblev at spille en central rolle i mange år derefter. Skrå hen over den charmerende Vrijdagsmarkt og forlad pladsen ad Leuwenstraat, drej til venstre ad Reynderstraat og derefter straks til højre ad Pelgrimstraat, hvilket giver den perfekte vinkel til domkirken, da det 123 meter høje spir perfekt topper den lille gyde. Katedralen er svær at få et fint overblik over udefra. Men grundet det enormt høje tårn, kræver det ofte lidt afstand, hvilket gør, at Handschoenmarkt foran kirken næsten er for lille. Man går uvægerligt derind alligevel og lægger mærke til mange fine detaljer. Midt på torvet ligger Nella og Patrasche og sover. Derudover ser man også ønskebrønden.
M.h.t. selve katedralen er det værd at kigge på den imponerende portal, hvor der ses fuldendte figurgrupper overalt, hvor øjet finder hen. Når man træder ind i kirken (hvor man betaler entré), bliver man med nakken tilbage betaget af midterskibets imponerende højde. Der hænger malerier og altertavler af kendte mestre – 3 af Rubens – og man finder det ene fantastiske sidekapel efter det andet. Man kan også besøge krypten. Der er en museumsbutik, hvor man kan købe katolske helgensouvenirs og klassisk kirkemusik.
Ude igen fortsætter man til nabotorvet – Grote Markt – her finder man Stadhuis – Rådhuset – der er flankeret med et utal af flag, som netop får hele verden til at føle sig velkommen i den store havneby, hvis kontakt med hele verden har sikret byen rigdom og uafhængighed. Man finder Brabo-Monumentet foran rådhuset, hvor den romerske soldat har nedlagt kæmpen Antigone. Han kaster kæmpens hånd i Schelde, hvilket skulle have givet byen dens navn – Hand Werpen – Ant Werpen (Hånd Kasteren).
Det er på mange måder oplagt at slutte rundturen her. Men der er dog stadig områder som man kan overveje hvis kræfterne de er der. Det mest oplagte at stile efter, det er den indre del af havnen, hvor det Maritime Museum er rykket ud i den iøjnefaldende bygning MAS. Man kan enten gå via floden Schelde (der er lidt længere) eller man kan gå igennem det såkaldte Schipperskwartier, der er Antwerpens Red-Light-District.
Går man langs Schelde. En af de første ting man ser er en pavillon man kan gå op og nyde udsigten ud over Schelde fra. Her ligger også Havnerundfartsskibene til. Det er oplagt at sejle herfra. Går man langs kajen, der passerer man museet Van Mieghem – der mange gange sammenlignes med Van Gogh – og lige ved siden af ligger et andet kunstmuseum: Van Reede, der har Edvard Munch og Goya udstillet. Det smukke rødstensbyggeri der ligger væk fra kajen – Vleeshuis – var oprindeligt slagterlaugenes hus, det huser idag et fint museum over Antwerpens Musikhistorie. På kajen ligger Antwerpens ældste bygning: Den middelalderlige borg Het Steen. Foran borgen fra 1200-tallet står der en statue af Wapper, der er en trickster fra Antwerpens folkesagn. Herefter er der et par hundrede meter, hvor den næste fornemme bygning er den oprindelige Lodsbygning med fine tårne. Herefter når man endelig den indre del af havnen, hvor det imponerende moderne museum MAS – Museum an den Strom er værd at besøge. Tager man den gratis tur op på tagterrassen, så kan det anbefales at tage rulletrapperne op, da det giver en perfekt mulighed for at se de mange udstillinger mens man står på trapperne og samtidig kan nyde udsigten. Går man længere, så kommer man til havneområdet.