Antwerpen Katedral
Katedralen i Antwerpen lyder navnet Onze-Lieve-Vrouwekathedraal – der betyder Vor Frue Katedral. Den er en romersk-katolske katedral, hvilket den har været sæde for siden 1352.
Første del af konstruktionen blev færdig i 1521, men er aldrig blevet færdiggjort siden. De gotiske arkitekter var Jan og Pieter Appelmans. Katedralen indeholder en lang række malerier af Peter Paul Rubens såvel som af kunstnere som Otto van Veen, Jacob de Backer og Marten de Vos. Klokketårnet, der er 123 meter højt og et af byens mest markante symboler, blev i 1999 en del af den liste af klokketårne, der blev UNESCO-Verdenskulturarv som Klokketårne i Belgien og Frankrig.
Fakta om katedralen
Katedralen er den romersk-katolske katedral i Antwerpen i Flandern i Belgien. Den blev bygget i gotisk stil i årene 1352-1521 af arkitekterne Jan og Pieter Appelmans. Kirken er 120 meter lang, 75 meter bred og 123 meter høj. I 1999 blev kirketårnet del af UNESCO´s Verdenskulturarvsliste.
Katedralens historie
På det sted, hvor katedralen nu står, var der et lille kapel viet til Vor Frue i tiden fra det 9. til det 12. århundrede, og som fik status af landsbykirke i 1124. I løbet af det 12. århundrede blev kapellet erstattet af en større romansk kirke, der var 80 meter lang og 42 meter bred.
I 1352 begyndte opførelsen af en ny Vor Frue kirke, hvilket skulle blive starten på den største gotiske kirke i dagens Belgien. I starten var det meningen, at den skulle udstyres med to tårne i samme højde. I 1521 efter omkring 170 års byggetid stod den ny Vor Frue Kirke endelig klar. Sydtårnet nåede dog kun at blive bygget en tredjedel færdig.
I løbet af natten 5.-6. oktober 1533 blev den ny kirke kraftigt hærget af brand, men det lykkedes med stor hjælp fra borgmesteren Lanschot II. van Ursel at koordinere en stor redningsindsats, der dog kostede 57 altre og ifølge den kendte italienske samtidige historiker Francesco Guicciardini skader på egen krop. Grundet branden kom det til varige forsinkelser på sydtårnet, hvilket til sidst førte til den definitive udskydelse heraf.
I 1559 blev kirken katedral for bispedømmet Antwerpen, en status den holdt indtil Napoleons Konkordat i 1801 og først fik tilbage igen i 1961.
Katedralen blev den 20. august 1566 en del af den første intense billedstorm kort før starten på Firsårskrigen (1568-1648). Det er ofte beskrevet med 10.000 frådende protestanter, der angreb katedralen med fakler, hvor de væltede statuer og ødelagde kulturskatte. Da Antwerpen i 1581 igen kom under protestanterne, kom det til yderligere salg af inventar fra katedralen. Efter belejringen af Antwerpen 1584-85 blev byen for bestandig del af stater, der sværgede til den romersk-katolske tro, hvormed den katolske kirke påbegyndte en restaurering af kirken.
I 1794 besatte franske revolutionære tropper katedralen og plyndrede den igen med grusomme skader til følge. I 1798 havde den franske administration planer om at nedrive kirken, men planerne blev aldrig effektueret. I 1816 returnerede franskmændene en lang række kunstværker fra Paris, hvilket inkluderede tre kunstværker af Rubens. I løbet af det 19. århundrede blev katedralen fuldstændig restaureret. Den mest intensive restaurering fandt sted mellem 1965 og 1993.
Musikalsk liv i katedralen
I begyndelsen af det 15. århundrede begyndte der grundet katedralens kor at udvikles et aktivt musikalsk liv, hvor katedralen snart skulle vise sig at få en vigtig rolle i musikhistorien. I det 15. århundrede virkede Johannes Ockeghem – en af de vigtigste komponister i samtiden – som sanger i 1443, og det samme gjorde Jacob Obrecht mellem 1492 og 1497. Organisten Henry Bredemers arbejdede i katedralen 1493-1501 og blev siden lærer for Filip den Smukkes børn – Filip den Smukke var Hertug af Burgund 1482-1506 og Konge af Kastillien i få måneder før sin død i 1506. Derudover virkede den berømte engelske komponist John Bull ved katedralen 1615-28, idet han var flygtet til Flandern for at undgå en retsmæssig dom i sit hjemland. Fra 1725 til 1731 virkede Willem de Fesch som kapelmester, efterfulgt af Joseph-Hector Fiocco og endelig fra 1737 André-Joseph Blavier. Mindre kendt – men lokalt betydningsfulde – er navne som Jacobus Barbireau og Andreas Pevernage.
