Appenninerne
Bjergkæden dominerer hele den italiske halvø (som undertiden også kaldes den appeninske halvø).
Den bevæger sig i sydøstlig retning fra området ved Savona i Ligurien til den østligste del af Calabrien i det sydlige Italien. Bjergkæden er i princippet 3 ensartede bjergkæder, der popper op i tre etaper ned igennem den italienske støvle. En nordlig i Ligurien, Toscana og Emilia-Romagna, en central i regionerne Umbrien, Marche, Abruzzo og Lazio med den højeste tinde i Corno Grande (2.912 m.o.h. i Abruzzo) og endelig en sydlig i Basilicata og Calabrien, der dog stopper, inden den når ud på den calabriske tåspids.
Bjergkæden Appenninerne præger den italiske halvø, og i den grad også den nordlige del af Toscana.
Den nordlige sektion adskiller sig fra de liguriske alper, hvor bjergkæden begynder ved passet Colle di Cadibona i Liguriens provins Savona, derpå slanger den sig igennem de liguriske kyststrækninger og har stor indflydelse på Genovas specielle udformning og forbi La Spezia, hvorpå den danner grænse mellem Toscana og Emilia-Romagna.
Appeninerne præger hele den italiske halvø, – de tre sektioner af bjergkæden ses her – og som man kan se, er det kun de bjerge i den nordvestlige del af Toscana, der kaldes Appeninerne.
Bjergkædens navn menes at komme af penne, der betyder vingefjer eller muligvis pinnacle, der betyder spids bjergtop. Oprindelig menes betegnelsen kun at have lagt navn til bjergkæden mellem de maritime alper og Ancona, men den romerske forfatter Polybius brugte betegnelsen for bjergene hele vejen fra Marseille og til Syditalien. Siden er det blevet indskrænket til de italienske bjerge.
Man deler typisk de nordlige/oprindelige Appenniner ind i tre sektioner: de liguriske, de toskansk-emilianske og de umbriske Appenniner. De centrale Appeniner præges af de højeste sektioner med tinder mellem 2.400 og 2.900 meter og strækker sig fra den østlige del af Umbrien tæt på grænsen til Marche og helt ned Sangrodalen i den sydlige del af Abruzzo. De sydlige Appeniner brækker over i tre sektioner og ender i den østlige del af Calabrien, og de bevæger sig netop ikke ud på den såkaldte støvlespids.
Den romerske forfatter Plinius karakteriserede bjergene i termer af tætte skove med ulve, stenbukke og de skønneste oste og et sted med stor risiko for at blive udsat for røverbander samt med mange springende kilder. Skov, ulve og røvere er der ikke længere meget tilbage af. Til gengæld er kilderne (Montecatini og Chianciano Terme) og den gode ost (Abruzzo) der stadig.
De toskansk-emilianske Appeniner, som Toscana præges af i nord, strækker sig fra La Cisa-passet syd for Parma og i sydøstlig retning igennem Emilia-Romagna, forbi de berømte marmorbrud ved Carrara i den nordvestlige del og nord om Lucca, Montecatini, Prato og Firenze. De bjerge, der er placeret vest for Appeninerne, er ikke en del af bjergkæden, og det gælder såvel de Apuanske Alper i Massa-Carrara med det hvide marmorindhold og Collini Metallifere (de toskanske metalbjerge) med Toscanas højeste bjerg Monte Amiata, der fordi de indeholder en del metaller ikke kan være del af Appeninerne, da de netop er kendetegnet ved mangel på metaller. De toscanske bjerge er væsentligt lavere end Appeninerne og går under navnet de appeninske forbjerge (it: Antiappenini) De toskansk-emilianske Appeniner strækker sig mod nord til Bologna.
