Edinburgh
Edinburgh er hovedstad i Skotland. Den ligger i Lothian på den sydlige bred af Firth of Forth.
Byen har været hovedstad i Skotland siden det 15. århundrede, hvor den har været sæde for det skotske parlament samt det skotske monarki. Historisk har Edinburgh tilhørt Midlothian, hvor byen længe har været center for uddannelse, specielt indenfor områder som medicin, skotsk lov, litteratur, naturvidenskab og ingeniørkunst. Derudover er Edinburgh det næststørste finansielle center i Storbritannien, kun overgået af London. Edinburgh er også den næstmeste populære turistdestination i det britiske efter London.
Edinburgh er Skotlands næstmest befolkede by (Glasgow har flere indbyggere) og den syvendemest befolkede i Det Forenede Kongerige. De officielle tal fra 2016 viste et indbyggertal i selve byen på 464.990, 507.000 i lokalområdet og 1.339.000 i byregionen.
Byen huser den årlige generalforsamling for Church of Scotland: Skotlands presbyterianske kirke. Derudover ligger her en lang række nationale institutioner såsom det skotske nationalmuseum, det skotske nationalbibliotek, det skotske nationalgalleri. Edinburgh universitet, der blev grundlagt i 1582 er et af i dag 4 universiteter i byen, der i såvel 2013 som 2014 var placeret som verdens 17. bedste universitet. Byen er også kendt for Edinburgh International Festival og Fringe, sidstnævnte er kendt for at være verdens største årligt afholdte kunstfestival. Edinburgh huser en lang række interessante bygningsværker såsom: Edinburgh Castle, Holyrood Palace, kirkerne St Giles og Greyfriars samt Canongate og den georgiansk inspirerede bydel New Town fra det 18. århundrede. Områderne Old Town og New Town har siden 1999 været på verdenskulturarvslisten hos UNESCO.
Etymologi
Byen er kendt under navnet Edinburgh på såvel engelsk som skotsk, mens byen på skotsk gælisk hedder Dùn Èideann, hvilket menes at være kommet af det ældre navn Eidyn. Generelt er de fleste enige om, at navnet kommer fra det keltisk brytonske sprog.
Utallige middelalderlige kilder fra Wales refererer til Eidyn. Nogle forskere henviser til, at det eksklusivt peger på lokationen for det moderne Edinburgh, andre på et større område i nærheden. Navnet Eidyn har overlevet i mange former op til i dag; Dunedin, Carriden (Caer er borg på walisk), der begge ligger vest for dagens Edinburgh.
Dagens Edinburgh bestod af Din Eidyn, der var en borg på en klippetop, som står i relation til kongeriget Gododdin. Første gang, man hører om Din Eidyn, er i digtet Y Gododdin, et digt, der beskriver slaget ved Catraeth, som menes at være foregået omkring år 600. Det ældste manuskript, der i dag findes af digtet, udgør den ældste del af bogen Book of Aneirin fra 1265, som dog menes at være en kopi af en forsvundet original fra det 9. århundrede. Nogle forskere mener, at digtet blev forfattet straks efter slaget og bevaret i den stærke mundtlige overlevering i de keltiske områder, mens andre peger på, at digtet opstod i Wales imellem det 9. og 11. århundrede. Dagens skotsk-gæliske navn Dùn Èidean er direkte afledt af det britiske Din Eidyn. Det engelske og skotske har samme form og har taget det old-engelske element burgh/burh, der betyder borg.
Andre forskere mener, at Edinburghs navn kommer af det old-engelske Edwinesburh (Edwin’s borg) og refererer til Edwin, konge af Deira og Bernicia i det 7. århundrede. Imidlertid er der enighed blandt sprogforskere om, at Eidyn ikke er en forløber for Edwin.
Første gang man hører om Edinburgh som et selvstændigt område og adskilt fra borgen stammer fra et kongeligt charter fra 1124, hvor Kong David I tildeler Holyrood Abbey et område i Edinburgh. Det betyder, at byen har fået sin selvstændighed på et tidspunkt mellem 1018, hvor Kong Malcolm II erobrede Lothian fra Northumbria og 1124. I 1170 brugte Kong William the Lion betegnelsen Edenesburch, hvilket tyder på denne brug af navnet. Dokumenter fra det 14. århundreder viser den nuværende stavemåde.
Øgenavne
Byen kaldes Auld Reekie, der på skotsk betyder Gamle Ryger, hvilket henviser til, hvad oplandet ser, når de ser de mange skorstene i Old Town, der ryger. Man har sporet dette øgenavn tilbage til Kong Charles II (1660-85), der videregav det til en godsejer i Fife, som lagde sine børn i seng, når han så røgen stige op fra Edinburgh.
Andre har også kaldt Edinburgh Nordens Athen af flere oplagte grunde. Den tidligste sammenligning har at gøre med byernes ens landskaber, hvor slotsklippen i Edinburgh var stærkt sammenlignelig med Athens Akropolis. Begge byer var/er i besiddelse af flade frugtbare landbrugsområder, der snoede sig ned mod en havn i det fjerne (Leith og Piræus). I Sydeuropa er det meget normalt, mens det i Nordeuropa er noget mere usædvanligt. Øgenavnet blev særligt udbredt i det 18. århundrede under den skotske oplysningstid, hvor store intellektuelle fyrtårne som David Hume og Adam Smith gjorde Edinburgh til datidens center for store tanker. Da Edinburgh havde tabt det meste af sin politiske indflydelse med unionen med England i 1707, var der mange, der håbede, at byen kunne yde den samme indflydelse på London, som Athen havde gjort på Rom. Endelig var den udbredte brug af neoklassisk arkitektur, i særdeleshed William Henry Playfairs brug af det Nationale Monument afgørende i sammenligningen de to byer imellem.
To andre byer, som den også sammenlignes med, er Reykjavik med den røgede bugt og Dunedin i New Zealand, der er opkaldt efter denne, og som har navnet Edinburgh of the South. De skotske forfattere Robert Burns og Robert Ferguson har kaldt byen Edina. Ben Johnson har beskrevet den som “Britternes andet øje”, da den giver et andet perspektiv end London. Sir Walter Scott kaldte Yon Empress of the North – den unge kejserinde af norden. Derudover kaldes den Embra, Embro og Edinburrie. Udtales ofte som Ednbrrr.
Historie: Tidlig historie
Det tidligste eksempel på mennekelig bebyggelse i området ved Edinburgh var ved Cramond, hvor en stenalderlejr er fundet. Den daterer sig tilbage til 8500 f.v.t. Der er fundet spor af bronzealder- og jernalderbebyggelser ved Slotsklippen, Arthur´s Seat, Craiglockhart Hill og Pentland Hills.
Da romerne ankom til Lothian i slutningen af det 1. århundrede, mødte de en keltisk brytonsk stamme, som de kaldte Votadini. Det menes, at stammen Gododdin, som var efterkommere af disse Votadini, byggede borgen Din Eidyn engang før det 7. århundrede. Man kender ikke til det præcise sted for dette byggeri, men det virkede oplagt, at de ville vælge knejsende tinder som Slotsklippen, Arthur´s Seat eller Calton Hill.
I 638 blev Gododdins fæstning belejret af Kong Oswald af Northumbria, og Lothian kom under anglernes domæne. Deres indflydelse blev varig i de næste 300 år, hvor de først omkring år 950, under Indulfs styre, da området blev erobret af skotterne, dog først endeligt fra 1018.
Den kongelige by (royal burgh) blev grundlagt af Kong David I i den første del af det 12. århundrede på jord, der tilhørte kronen. Den præcise dato er dog gået tabt. I 1365 beskriver den franske krønikeskriver Jean Froissart for første gang byen som den skotske hovedstad, og James III (1451-88) refererer til den som principal burgh of our kingdom (Skotlands hovedstad). Byen blev kraftigt ødelagt af et engelsk angreb i 1544, men blev reetableret, og den var arnested for de mange dramatiske begivenheder, der omfattede den skotske reformation i det 16. århundrede og religionskrigene (Wars of the Covenant) med England og Irland i det 17. århundrede.
17. århundrede
I 1603 blev Skotlands konge James VI også konge af England med titlen Kong James I af England, hvilket vil sige, at de to gamle ærkefjender indgik en personalunion, omend Skotland på alle andre områder forblev et separat kongerige. James nedprioriterede imidlertid Edinburgh og opholdt sig fra da af hovedparten af tiden i det engelske. Hans efterfølger Kong Charles I forsøgte at indføre anglikanske kirkereformer, hvilket stødte på massiv modstand fra det overvejende presbyterianske Skotland, og som kulminerede i den britiske religions- og borgerkrig (Wars of the Three Kingdoms) i årene 1638-53. Da parterne skiftede adskillige gange undervejs, blev Edinburgh straffet hårdt for sin støtte til Charles’ genetablering på tronen, og fordi Oliver Cromwell erobrede byen i 1650.
Byen havde et enormt vokseværk i den sidste del af det 17. århundrede, men lå stadig primært inden for de middelalderlige bymure. Det betød, at man i stedet byggede i højden, hvor man så eksempler på etageejendomme helt op til 11-etager høje – af mange set som forløber for skyskrabere. De fleste er i dag erstattet af viktorianske huse.
18. århundrede
I 1706 godkendte såvel det engelske som det skotske parlament Act of Union (Unionstraktaten), der forenede de to kongeriger til Kongeriget Storbritannien. Den trådte i kraft fra og med 1707. Konsekvensen var, at der fra da af kun skulle eksistere et parlament, som kom til at ligge i Westminster i London. Mange skotter var rasende over unionen, hvilket førte til opstande i byen og mange steder rundt i landet.
Trods det faktum, at Edinburgh havde udviklet sig til et finansielt centrum for bankvirksomhed, blev den i første halvdel af det 18. århundrede beskrevet som en af Europas tættest befolkede, overfyldte og mest uhumske byer. Mange besøgende var chokeret over, at forskellige socialklasser delte de samme områder i byen og endda boede i de samme lejlighedskomplekser.
Under den jakobinske opstand i 1745 blev Edinburgh kortvarigt besat af den jakobinske højlandshær, inden den fortsatte sin march mod England. I forlængelse af jakobinernes nederlag ved Culloden i 1746 fulgte en periode med undertrykkelse og straffe, der primært var rettet mod de rebelske klaner. Byrådet i Edinburgh var ivrig efter at komme til at ligne London og anlagde en hel ny bydel nord for slottet, som man kaldte New Town. Bydelen havde ligeledes til opgave at vise byens troskab overfor Hannover-dynastiet, da navne som Rose Street, Thistle Street, George Street, Queen Street, Hannover Street, Frederick Street og Princes Street præger bydelen.
I anden halvdel af det 18. århundrede var Edinburgh hjertet i den skotske oplysningstid; tænkere som David Hume, Adam Smith, James Hutton og Joseph Black virkede i byen. Det var i den periode, at den fik sig navnet Nordens Athen, som også henviste til de mange neoklassiske bygninger, der opstod i disse år.
Fra 1770´erne og frem begyndte de professionelle samt forretningsfolkene at forlade Old Town til fordel for de mere elegante 1-families lejligheder i New Town. Det gamle Edinburgh havde været ret unik, da socialklasserne boede sammen, men det forandrede sig fra dette tidspunkt.
19. og 20. århundrede
Edinburghs traditionelle industrier: trykkervirksomhed, bryggeri og destillation fortsatte med at vokse i det 19. århundrede og kunne endda tilføje andre industrier såsom gummifremstilling samt byggeindustri. Trods dette var byens industri lille sammenlignet med andre britiske byer. I 1821 var Edinburgh ikke længere Skotlands største by, det var nu Glasgow. I New Town blev områderne mellem Princes Street og George Street et kæmpe kommercielt shoppingområde, hvilket skyldtes anlæggelsen af jernbanen i 1840´erne. Old Town udviklede sig mere og mere til overfyldt slum med høje dødsrater til følge.
Old Town blev første gang bysaneret under Lord Provost William Chambers i 1860´erne, hvilket gjorde, at vi har fået de mange viktorianske bygninger, som vi ser i dag. Lige efter århundredskiftet blev området igen saneret, denne gang under Patrick Geddes, men da verdenskrigene betød økonomisk stagnation, forfaldt Old Town igen. I 1960´erne og 70´erne slumryddede man atter, hvilket har fået Old Town til i dag at være mere attraktiv for turisterne end New Town.
Geografi
Byen ligger i, hvad der kaldes Skotlands Centrale Bælte. Edinburgh ligger på de sydlige bredder af Firth of Forth, godt og vel 4 kilometer fra kystlinjen ved Leith og 42 kilometer inde i landet, hvor fjorden møder Nordsøen ved Dunbar. Den tidlige by opstod i og omkring den dramatiske og elegante Castle Rock (da: slotsklippe), og man siger, at den moderne by er bygget på 7 høje: Calton Hill, Corstorphine Hill, Craiglockhart Hill, Braid Hill, Blackford Hill, Arthur´s Seat og Castle Rock. De 7 høje giver naturligvis associationer til Rom.
Byen ligger altså på et område imellem Firth of Forth mod nord og Pentland Hills (Pentland Højene) mod syd. Her spreder byen sig over et område, hvis landskab er et produkt af tidlig vulkansk aktivitet, som sidenhen blev afslutningen på en istidsgletscher. Den vulkanske aktivitet foregik for 350 til 400 millioner år siden, hvor de mange høje skyldes en form for vulkansk afbrudt aktivitet. Det mest berømte eksempel er Castle Rock (slotsklippen), hvor klippen tvang den fremkommende iskappe til at dele sig i to dele, hvor den blødere del af klippen i stedet skabte en form for hale til klippen, som skabte en 1.6 kilometer meget speciel haleformation (den blev senere til The Royal Mile). På den nordlige side skabtes i stedet en dyb dal, der siden blev til den nu drænede sø Nor Loch. Dette var med til at skabe et ideelt forsvarssted for Edinburgh Castle. Arthur´s Seat og de andre høje blev skabt på tilsvarende vis.
Edinburgh bliver drænet af floden ved navn Water of Leith, der udspringer i Colzium Springs i Pentland Hills og løber over 29 kilometer igennem byen og ud i Firth of Forth ved Leith. Det nærmeste, floden kommer på centrum, er Dean Village, hvor man krydser den over en dyb kløft på det sted, hvor Thomas Telford byggede broen Dean Bridge på den vej til Queensferry, som blev bygget i 1832.
Med undtagelse af kystlinjen ved Firth of Forth er Edinburgh omringet af et grønt bælte, der blev bestemt ved lov i 1957, og som strækker sig fra Dalmeny i vest og til Prestongrange i øst. Med en gennemsnitsbredde på 3,2 kilometer har bæltet til hensigt at kontrollere byens udbredelse og danne en form for bygrænse, samt give grønt til midtbyen. Byggeri ind igennem det grønne bælte bliver heftigt kontrolleret. Eksempler på byggeri i bæltet er Edinburgh Airport og Royal Highland Showground i Ingliston. Forstæder såsom Juniper Green og Balerno ligger ligeledes i bæltet.
Edinburghs områder
I Edinburgh findes der en lang række områder, der besidder de originale karakterer, før de blev opslugt af den spraglede by i det 19. århundrede. Mange områder såsom Dalry har lejlighedskomplekser med mange beboere, mens i særdeleshed den sydlige og vestlige del traditionelt har haft flere villaer.
Edinburghs historiske centrum er delt i to områder af den grønne have kaldet Princes Street Gardens. Syd for denne domineres ens syn af Edinburgh Castle, som er bygget øverst på slotsklippen, samt den lange form på Old Town, der strækker sig langs the Royal Mile til Holyrood Palace. Mod nord ligger Princes Street og New Town.
I den vestlige ende af byen ligger finansdistriktet, hvor forsikringer og bankkontorer såvel som Edinburgh International Conference Centre ligger.
I 1995 blev hele Edinburgs historiske centrum optaget på verdenskulturarvslisten hos UNESCO. Old Town med begrundelse i de middelalderlige krogede gader, de mange Close´s fra Royal Mile og New Town med den fine planlagte by i georgiansk stil, samt de to opgrænsende byer Dean Village og Calton Hill. I alt er der over 4.500 bygninger i byen, der er fredede, hvilket er den højeste andel nogen by i hele Storbritannien råder over.
Old Town løber fra Edinburgh Castle og ned ad bakke til Holyrood Palace. Utallige smågader (Closes eller Wynds) går ud fra the Royal Mile og er med til at skabe en art fiskeskelet i strukturen. Under disse stikgader er der et væld af hvælvinger, hvor særligt irske immigranter bosatte sig i det 19. århundrede. Der ligger også utallige fine bygninger såsom St Giles, byrådsbygningen og retsbygningen. Derudover er Grassmarket og Greyfriars Kirkyard af stor interesse i Old Town. Gaden blev desuden tidligt bebygget med højhuse.
New Town var i det 18. århundrede en løsning på den enorme overbefolkning, der kendetegnede Old Town. I 1766 blev der udskrevet en konkurrence med det formål at skabe en “New Town”. Konkurrencen blev vundet af den 27-årige arkitekt James Craig. Planen var rigid, baseret på ordnede linjer, der lå op til den naturlige kløft i Edinburgh. Bydelen blev bygget op over den centrale gade George Street med parallelle gader til hver side: Princes Street og Queen Street. Dette flugtede helt med oplysningstidens ide om rationalitet, der var fremherskende i disse år. Bygningerne var opført i den georgianske ordnede stil med flotte døre, store indgangspartier og mindre vinduer længere oppe i husene til tjenestefolkene. Gaderne blev forbundet af sidegader, og derudover afsluttedes de af en fornem plads i hver ende, Charlotte Square i vest og Andrew Square i øst. På førstnævnte anlagde man Bute House, hvor den skotske premierminister har til huse.
Det store dyb imellem Old Town og New Town var tidligere en meget forurenet sø kendt under navnet Nor Loch. Den blev skabt i forbindelse med de middelalderlige forsvarsbyggerier i byen, men blev brugt af byens befolkning til at komme af med deres affald. I 1820´erne drænede man søen som en del af byens udvidelse mod nord. Craig havde haft en plan om at kanalisere søen, men denne plan blev droppet. Man brugte en del af den jord, der var blevet udgravet under anlæggelsen af New Town, til at anlægge de stier, der forbandt de to bydele, og som siden er blevet kendt under navnet The Mound.
I midten af det 19. der blev der bygget i The Mound: såvel National Gallery of Scotland samt Royal Scottish Academy Building foruden tunneller til jernbanen mellem Haymarket og Waverley stationerne.
Southside (sydsiden) er et populært boligområde i byen. Det består af distrikterne: St Leonards, Marchmont, Morningside, Newington, Sciennes, the Grange og Blackford. Sydsiden er nogenlunde ens med det tidligere område Burgh Muir, som blev stærkt populært, da man i 1780´erne byggede South Bridge. Mange familier vil gerne bo i området, hvor der er mange skoler, ungdomsboliger og studenter, da University of Edinburgh er koncentreret omkring George Square, Marchmont og the Meadows samt Napier University, som ligger rundt om Merchiston og Morningside. Distriktet er endvidere kendt fra fiktionens verden.
Leith har historisk set været Edinburghs havn. Man kender ikke den præcise oprindelse på denne aftale, men den blev bekræftet i kongelige segl, hvor Kong Robert the Bruce bekræftede byens selvstændighed. Denne uafhængighed forblev den at have, indtil man i 1920´erne lagde de to byer sammen til stor mistrøst i Leith. Selv i dag kaldes parlamentssædet i området “Edinburgh North and Leith”. Byen oplevede, at de traditionelle industrier lukkede – det sidste skibsværft i 1983, hvilket forårsagede en økonomisk kollaps. Et initiativ ved navn Edinburgh Waterfront har forvandlet havnefronten fra Leith til Granton til fine beboelsesområder, hvilket har forårsaget, at krydstogtsskibe fra Norge, Sverige, Danmark, Tyskland og Holland er begyndt at ligge til i området.
Kystbyen Portobello er netop smuk som navnet indikerer. Den domineres af georgianske villaer, viktorianske lejligheder, populære badestrande, en meget fin promenade med caféer, barer, restauranter og butikker. Derudover er der ro- og sejlklubber samt viktorianke svømmepøler og tyrkiske bade.
Edinburgh har en lang række småbyer, der kan nås meget nemt i East Lothian. Det gælder: Musselburgh, Dalkeith, Bonnyrigg, Loanhead, Newtongrange, Prestonpans, Tranent, Penicuik, Haddington, Livingston, Broxburn og Dunfermline. Edinburgh er en del af regionen Edinburgh og South East Scotland City Region, som har et befolkningstal på 1.339.380 indbyggere.
Nutidig demografi
Den seneste opgørelse over befolkningen siger ,der bor 464.990 indbyggere i city of Edinburgh og 492.000 i lokalområdet. Edinburgh ligger i hjertet af Edinburgh & South East Scotland City Region, der opgjort i 2014 havde en befolkning på 1.339.380 indbyggere. Det placerer Edinburgh som den næststørste by i Skotland og den 7. største i Storbritannien.
Edinburghs befolkning er generelt ung. 19.5 % heraf er i 18-29 års- og 15.2 % i 30-39 årsalderen. Edinburghs andel af folk født uden for Skotland og Storbritannien faldt markant i perioden 2001-11. 70 % er født i Skotland og 84% inden for Storbritannien. Det giver, at 15.9% er født udenfor Storbritannien, hvilket næsten er en fordobling i perioden. Hovedparten kommer fra: Polen (13.000), Irland (8.603), Kina (8.000), Indien (6.470), Pakistan (5.858), USA (3.700), Tyskland (3.500), Australien (2.100), Frankrig (2.000), Spanien (2.000), Sydafrika (1.800) og Canada (1.800). 47% af befolkningen, der ikke er født i Storbritannien, er af europæisk herkomst, hvilket er væsentligt højere end alle andre byer i Storbritannien, hvor folk fra Nordafrika, Mellemøsten, Rusland og Indien/Pakistan dominerer.
2.7% eller 13.000 mennesker i byen er polske. 8.2 % eller små 40.000 er ikke-hvide, og heraf tæller asiater som kinesere og indere klart mest i statistikken. Endelig er Edinburgh den by næstefter den indre del af London, hvor der bor flest amerikanere i Storbritannien.
Historisk demografisk udvikling
En rapport lavet af Edinburgh Presbyterium i 1592 omtaler befolkningstallet som 8.003 voksne, der boede i og omkring High Street, som hele strækningen blev kaldt, og som i dag går under navnet the Royal Mile. I det 18. og 19. voksede befolkningstallet kraftigt. I 1751 boede her 49.000, og i 1831 var tallet nået op på 136.000 som følge af kraftig tilvandring fra landområderne. Som følge af befolkningstilvæksten blev Old Town kraftigt overbefolket, og folk var stuvet sammen i de utilstrækkelige lejligheder i og omkring the Royal Mile og Cowgate. De elendige sanitære forhold betød, at der var et meget højt antal dødsfald grundet manglende hygiejne, og at der 3 gange udbrød større epidemier af kolera i årene 1832, 1848 og 1866.
Anlæggelsen af New Town fra 1767 og i årene frem var et vidnesbyrd om, hvordan den ny overklasse flyttede væk fra de kummerlige vilkår i Old Town til et område med lavere befolkningstæthed og højere livskvalitet i den nordlige del af byen. Sydpå blev der også udvidet med viktorianske villakvarterer i områderne Dalry, Newington, Marchmont og Bruntsfield.
I det tidlige 20. århundrede gik tendensen i retning af, at man byggede i forstæder med flere grønne områder, hvor der både kunne anlægges have, og hvor der var mere luft imellem husene. I 2001 boede stadig omkring 55% af befolkningen i lejlighed, et langt højere antal end i øvrige britiske byer, selv højere end i det centrale London.
Religion
Den Presbyterianske Church of Scotland hævder at have det højeste medlemstal af de mange forskellige religiøse samfund, der findes i Edinburgh. I 2010 var der 83 presbyterianske forsamlinger i byen. Den vigtigste kirke er St Giles på Royal Mile, som blev indviet i 1243, men menes at være langt ældre. Saint Giles er historisk set skytshelgen for Edinburgh. St Cuthbert, der ligger for enden af Princes Street Gardens i skyggen af Edinburgh Castle og St Giles, er byens ældste kristne bygning, omend at den nuværende kirke er opført af Hippolyte Blanc i 1894. Andre interessante presbyterianske kirker er Greyfriars Kirk, hvor beslutningen om at afvise den anglikanske kirkes ændringer af presbyterianske skikke i 1638 medførte udbruddet på den britiske borgerkrig. Ellers kan nævnes Canongate Kirk, St Andrew´s and St George´s West Church samt Barclay Church. Endelig har den presbyterianske kirke sin Assembly Hall (parlament), hvor de årligt mødes og lægger linjen for kirken.
Den romersk katolske kirke har 27 kirker på tværs af byen. Ærkebiskoppen holder til i sin officielle residens på Greenhill. Scottish Episcopal Church (Den anglikanske kirke) har mere end 50 kirker spredt rundt i byen, halvdelen i centrum. Den vigtigste af disse er den nygotiske kirke St Marys Cathedral på Palmerston Place.
Derudover findes der en lang række individuelle kirker, såvel protestantiske som katolske.
Edinburgh Central Mosque er hovedmoskeen i Edinburgh. Den stod færdig i 1998 finansieret af midler fra Kong Fahd af Saudi Arabien. Der er desuden flere jødiske synagoger i byen. Dertil kommer både hellige steder for sikherne, hinduerne og buddhisterne.
Økonomi
Edinburghs økonomi er den stærkeste i Storbritannien efter London og har den højeste andel af uddannede i befolkningen i Storbritannien med 43%. Den har også den højeste værdi pr. arbejdstager i Storbritannien udenfor London med £57,594 in 2010. Derudover har den gentagne gange været kåret som den bedste by i Europa for investeringer.
I det 19. århundrede var byens økonomi baseret på bankverdenen, trykkerier og bryggerier. I dag er økonomien baseret på den finansielle sektor, videnskabeligeinnovation, højere uddannelser og turisme. I marts 2010 var arbejdsløsheden i byen på 3.6% mod et skotsk landsgennemsnit på 4,5%. Endelig er Edinburgh den mest besøgte by i Storbritannien næst efter London.
Bankvæsenet har været et af de økonomiske ankre i Edinburghs økonomi siden Bank of Scotland blev etableret af det skotske parlament i 1695. I dag er det den finansielle serviceindustri, hvor forsikringsselskaber og investeringsfirmaer er stærkt repræsenteret. De bliver understøttet af Edinburgh-baserede firmaer som Scottish Widows og Standard Life. Som finansielt centrum regnes byen for Storbritanniens næstbedste og Europas fjerdebedste udregnet på rådighed af egenkapitaler. The Royal Bank of Scotland åbnede i 2005 et nyt globalt hovedkvarter i Gogarburn i den vestlige del af byen. Derudover er Edinburgh hovedkvarter for banker som Sainsbury´s Bank, Tesco Bank, TSB Bank og Virgin Money.
Turisme er også en vigtig del af byens økonomi. Siden 1995 har byen været på listen over UNESCO´s verdenskulturarv, hvor steder som Edinburgh Castle, Palace of Holyroodhouse samt Old Town og New Town besøges. Højsæsonen er august, som er klimaks for Edinburghs festivaler som Royal Military Tattoo, Fringe og Book Festival. Der er 4.4 millioner besøgende i byen årligt, hvilket giver byens lokale økonomi omkring 100 millioner pund.
Da byen også huser det skotske parlament samt det juridiske system, udgør den offentlige sektor en betragtelig del af byens økonomi. Der findes et utal af departementer og styrelser i byen. Andre store arbejdspladser er NHS Scotland og lokaladministrationen.
Kultur
Edinburgh Festival
Byen er vært for årets Edinburgh Festival, der er en lang række af begivenheder, som strækker sig fra slutningen af juli til starten af september hvert år. De bedst kendt begivenheder er Edinburgh Festival Fringe, Edinburgh International Festival, The Edinburgh Military Tattoo og Edinburgh International Book Festival.
Den tidligst etablerede af disse festivaler var Edinburgh International Festival, der har været afholdt siden 1947. Den består primært af højtprofilerede teaterproduktioner, klassiske musikforestillinger med anerkendte internationale navne og store orkestre.
Siden den tid har Edinburgh Fringe overgået førstnævnte festival i såvel popularitet som størrelse. Hvad der startede som en marginal mindre festival, der blev afholdt som vedhæng til den officielle festival, har siden udviklet sig til verdens største festival for gadekunst. I 2006 var der 1.867 forestillinger på 261 scener rundt om i byen. Komedie er en af de vigtigste genrer under Fringe, hvor mange komikere får deres gennembrud, og hvor talentspejdere er meget opmærksomme herpå. Siden 2008 har komedie været en selvstændig festival kendt som Edinburgh Comedy Festival.
Af andre festivaler er der Edinburgh Mountain Film Festival i februar, Edinburgh International Film Festival i juni, the Edinburgh Gaelic Festival i november samt Edinburgh Jazz og Blues Festival og Edinburgh International Book Festival samt The Edge Festival, der er en festival for mere smalle musikgenrer under Fringe.
The Edinburgh Military Tattoo har været afholdt hvert år siden 1950 på Esplanaden foran Edinburgh Castle hver aften i august. Forestillingen består af sækkepibespillere samt militære forestillinger af høj kunstnerisk kvalitet fra hele verden, og den afsluttes med et vældigt festfyrværkeri. I april afholdes Edinburgh International Science Festival, der er en af de største af sin slags indenfor videnskabens verden i Europa.
Edinburgs Hogmanay
Den årlige fejring af det skotske nytår var oprindelig en gadefest, der blev holdt rundt om Tron Kirk på the Royal Mile. Siden 1993 har den været afholdt primært på Princes Street. I 1996 deltog mere end 300.000 personer, hvilket efterfølgende førte til en begrænsning af billetter til kun at omfatte 100.000. Festen begynder nytårsaften og varer herefter 4 dage. Her afholdes processioner, koncerter og festfyrværkeri. Der kan erhverves billetter, som kun gælder til festen på Princes Garden Streets og til den traditionelle gæliske dans Céilidh. Folk strømmer til fra hele verden.
30. april afholdes Beltane Fire Festival på toppen af Calton Hill, hvor et af højdepunkterne er en procession, der er inspireret af gamle hedenske frugtbarhedsfejringer op til foråret. Samme sted afholdes i oktober Dussehra, der er en hindu-festival.
Musik, teater og film
Udover i festivalsæsonen understøtter Edinburgh adskillige teater- og produktionsselskaber. The Royal Lyceum Theatre husers sit eget selskab, mens the King´s Theatre, Edinburgh Festival Theatre og Edinburgh Playhouse typisk har store tournerende shows. The Traverse Theatre har typisk mere moderne repertoirer på programmet. Derudover eksisterer der en række amatørteatre i form af Bedlam Theatre, Church Hill Theatre og King´s Theatre
I Usher Hall findes Edinburghs primære spillested for klassiske musikkoncerter. Det var ydermere også her, at det Internationale Melodi Grand Prix blev afholdt i 1972. Andre spillesteder i byen er The Hub, Assembly Rooms samt the Queen´s Hall. Endelig er Scottish Chamber Orchestra baseret i Edinburgh.
Edinburgh har en meget sund musikscene. Der afholdes jævnligt store koncerter, hvor scener sættes op på Murrayfield og Meadowbank, mens mellemstore koncerter foregår på Corn Exchange, the Liquid Rooms og the Bongo Club. Endelig er utallige pubber i midtbyen kendt for deres live forestillinger af folkemusik. Det gælder “Sandy´s Bell´s” i Forrest Road, “The Captain´s Bar” i South College Street og “Whistlebinkies” på South Bridge.
Museer, biblioteker og gallerier
Edinburgh har en lang række museer og biblioteker. Dette gælder eksempelvis National Museum of Scotland, National Library of Scotland, National War Museum, Museum of Edinburgh, Surgeons´ Hall Museum, the Writers Museum, Museum of Childhood, Our Dynamic Earth samt Museum on the Mound.
Edinburgh Zoo ligger på Corstorphine Hill og er den næstmest besøge turistattraktion i hele Skotland.
I Leith ligger det tidligere kongeskib The Royal Yacht Britannia, der var i drift fra 1954-97. Det har mere end 300.000 besøgende om året.
Edinburgh huser Skotlands 5 nationale kunstgallerier. Den nationale samling findes på National Gallery of Scotland, der ligger i the Mound ved siden af Royal Scottish Academy, som huser en større malersamling. Mere moderne kunstsamlinger findes på Scottish National Gallery of Modern Art i Belford. Endelig er der Scottish National Portrait Gallery i Queen Street, som fokuserer på portrætter og fotografier.
I Market Street driver byen Edinburgh City Art Centre med vekslende kunstudstillinger. I The Fruitmarket Gallery er der ofte udstillinger med moderne kunst af kunstnere med international anerkendelse.
Derudover findes der et sandt mylder og en underskov af gallerier, kunstudstillinger, fotokunst etc.
Lokalregering
Siden reformen af den skotske lokaladministration i 1994 udgør Edinburgh en af de 32 administrative enheder i Skotland. Det lokale råd har politisk magt indenfor f.eks. nybyggeri, planlægning, lokal transport, parker, økonomisk udvikling og ansigtsløft til bestemte områder. Der er 58 valgte personer.
Byens våbenskjold har været det samme siden 1732.
Skotlands parlament
Det skotske parlament har til huse i Edinburgh overfor Holyrood Palace for foden af the Royal Mile. Edinburgh er repræsenteret i det skotske parlament. Byen udgør 6 af de 9 mandater, der vælges i Lothian. Dertil vælges yderligere 7 mandater efterfølgende fra regionen, normalt primært fra Edinburgh.
Sport
Edinburghs to vigtigste fodboldhold Hearts og Hibernian har begge vundet det skotske mesterskab 4 gange, men har normalt altid stået i skyggen af de to store mandskaber fra Glasgow. Celtic og Rangers. Dog er lokalderbyet en af de årligt store begivenheder i skotsk fodbold.
Berømte bysbørn
Edinburgh har en lang litterær tradition, som i særdeleshed forbindes med den Skotske Oplysningstid. Det gjorde, at den i 2004 blev den første by, der blev kåret som UNESCO Litteraturby. De mest berømte forfattere, der har boet i Edinburgh, er økonomen Adam Smith, som blev født i Kirkcaldy og skrev The Wealth of Nations (Nationernes Velstand), James Boswell, der skrev den berømte biografi om Samuel Johnson, Walter Scott,somr skrev berømte historiske romaner såsom Rob Roy, Ivanhoe samt Heart of Midlothian, James Hogg, der skrev The Private Memoirs and Confessions of a Justified Sinner, Robert Louis Stevenson, som skrev Treasure Island (Skatteøen), Kidnapped samt The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde, Sir Arthur Conan Doyle, der skabte Sherlock Holmes, Muriel Spar, som skrev The Prime of Miss Jean Brodie, Irvine Welsh, der skrev Trainspotting, og hvis romaner oftest foregår i byen og skrevet på et gedigent dagligdags skotsk, Ian Rankin, der har skrevet krimiserien Inspector Rebus, Alexander McCall Smith, som har skrevet No 1. Ladies, der er en detektiv agent serie og endelig J.K.Rowling, som påbegyndte sin første bog om Harry Potter på en kaffebar i Edinburgh.
Skotland har en rig historie indenfor videnskab og opfinderkunst, hvor der også er kommet en stribe af berømte navne fra Edinburgh. John Napier opfandt logaritmerne. Han blev født i Merchiston Tower og boede hele sit liv i byen. Hans hus ligger nu som en del af hovedcampus på Napier University, der blev skabt til ære for hans navn. Han er begravet under St. Cuthbert´s Church. James Clerx Maxwell, der grundlagde den moderne teori om elektromagnetisme i 1873, (hvor H.C.Ørsted allerede i 1820 havde påvist sammenhængene), blev født i 14 India Street (hvor James Clark Maxwell Foundation i dag har til huse). Han blev uddannet på Edinburgh Academy, en del af University of Edinburgh. Det samme blev opfinderen af telefonen Alexander Graham Bell. James Braidwood, der organiseredde det første kommunale brandvæsen i Storbritannien, blev også født i byen.
Andre navne, der forbindes med byen, er Max Born, fysiker og nobelpristager, Charles Darwin, biolog med teorien om arternes oprindelse, David Hume, filosof, økonom og historiker, James Hutton, der regnes for geologiens fader, Joseph Black, kemiker og grundlægger af termodynamikken, pionerer indenfor medicinvidenskaben som Joseph Lister og James Young Simpson, kemiker og opdager af nitrogen Daniel Rutherford, Colin Maclaurin, matematiker og opdager af Maclaurin Series samt Ian Wilmut, genetiker og involveret i at klone fåret Dolly lige uden for Edinburgh. Den seneste berømthed er nobelpristageren Peter Higgs, der er født i Newcastle, men har boet i Edinburgh det meste af sit liv. Han fandt Higgs-Boson partiklen.
Berømte skuespillere såsom Alastair Sim og Sean Connery er født i Edinburgh, hvor sidstnævnte er kendt som første og af nogle den eneste rigtige James Bond. Portrætmalerne Sir Henry Raeburn, Sir David Wilkie og Allan Ramsay stammer også fra byen.
Den tidligere britiske premierminister Tony Blair er ligeledes født i Edinburgh, hvor han gik på byens Fettes College.
En af de mest berygtede forbrydere fra fortiden Deacon Brodie var leder af byens gildelaug, Edinburghs byråd, men en morder om natten. Han iges at være inspirationen til Robert Louis Stevensons berømte roman om Dr Jekyll and Mr. Hyde.
En anden meget kendt borger i Edinburgh er Greyfriars Bobby. Den lille terrierhund fra Skye, der berømt stod vagt ved sine døde herres grav på Greyfriars Kirkyard i 14 år imellem 1860´erne og 1870´erne har givet stof til mange historier.
