Polen
Polen – officielt Republikken Polen (polsk: Rzeczpospolita Polska) er et land i Centraleuropa. Det er inddelt i 16 administrative enheder, som kaldes Vojvodskaber. Det dækker et areal på 312.696 kvadratkilometer og er præget af fastlandsklima. Med et indbyggertal på cirka 38,5 millioner er landet Europas sjettestørste målt i indbyggere. Polens hovedstad er Warszawa, mens andre større byer er Krakow, Lodz, Wroclaw, Poznan, Gdansk og Stettin.
Polen grænser op til Østersøen, den russiske enklave Kaliningrad Oblast og Lithauen mod nord, mod Hviderusland og Ukraine mod øst, mod Slovakiet og Tjekkiet mod syd og Tyskland mod vest.
Etableringen af den første polske stat kan spores tilbage til år 966 efter vor tidsregning, da Mieszko I. fra dynastiet Piast, som var hersker over et område, der overvejende var det samme som dagens Polen, konverterede til kristendommen. Kongeriget Polen blev grundlagt i 1025, og i 1569 cementerede man de langvarige politiske forbindelser med Storhertugdømmet Lithauen ved at underskrive Unionstraktaten i Lublin. Med denne union skabte man Polen-Lithauen, et af de største – cirka 1 million kvadratkilometer – og mest befolkede lande i Europa i det 16. og 17. århundrede, og som ydermere havde et unikt liberalt politisk system, der den 3. maj 1791 fik den første håndskrevne nationale grundlov i Europa.
Mere end et århundrede efter Polens 3 delinger i slutningen af det 18. århundrede – den sidste i 1795 – genvandt Polen i 1918 sin uafhængighed i 1918 med Versaillestraktaten. I september 1939 startede 2. verdenskrig med det Nazistiske Tredje Riges invasion af Polen, fulgt op af Sovjetunionens invasion et par uger efter i den østlige del af Polen. Mere end 6 millioner polske borgere – hvilket inkluderede 90% af landets jødiske befolkning – døde under krigen. I 1947 blev den Polske Socialistiske Folkerepublik grundlagt som en satellitstat under sovjetisk indflydelse. Efter revolutionerne i Østeuropa i 1989 – båret frem af Solidaritetsbevægelsen – etablerede Polen sig som en selvstændig stat i form af en præsidentiel demokratisk republik.
Polen har markedsøkonomi og er en regional stormagt. Det har den ottendestørste økonomi i EU og regnes som en af de mest dynamiske økonomier. Børsen i Warszawa regnes som den vigtigste af sin slags i Centraleuropa. Polen har 15 steder på UNESCO´s liste over Verdenskulturarven. Landet er medlem af EU, Schengen, FN, NATO, OECD
Fakta om Polen
Polens nationalhymne Mazurek Dabrowskiego – dansk: Polen er endnu ikke tabt. Hovedstaden er Warszawa. Det officielle sprog er polsk, mens Kasjubisk er regionalt anerkendt mindretalssprog. Etnisk er 98% polske og 87,5% romersk-katolske. Parlamentarisk har man et to-kammersystem. Landets areal er 312.696 kvadratkilometer, hvor der bor 38.500.000 indbyggere.
Polens Navn
Navnet Polen kommer fra den vestslaviske stamme Polanie der boede i flodbassinet omkring Warta i det historiske Stor Polen i det 6.århundrede. Selve navnet menes at stamme fra det tidlige slaviske ord pole (mark). På nogle sprog såsom ungarsk, lithauisk, persisk og tyrkisk kaldes Polen for Lechici, der kom fra den semi-legendariske polske leder Lech I.
Polens Forhistorie
Den tidlige bronzealder i Polen begyndte så tidligt som 2400 før vor tidsregning mens Jernalderen indtraf omkring 750 før vor tidsregning. I denne tid var man særlig influeret af Lausitzerkulturen. Det mest berømte arkæologiske fund fra denne tid er Biskupin-fortet små 90 kilometer nord for Poznan, der idag er det rekonstrueret som udendørsmuseum fra omkring 700 f.v.t.
Igennem Antikken – i Polen sat som 400 f.v.t til omkring 500 e.v.t – boede der en lang række af forskellige folkeslag i området. Disse grupper er identificeret som Keltere, Sarmatere, Slavere, Baltere og Germanere. Nylige arkæologiske udgravninger har i Kujavien bekræftet at der har været romerske legioner i området. De var højst sandsynligt sendt ud for at beskytte den vigtige handel med rav ved Østersøen. Det præcise tidspunkt for den slaviske folks migration ind i området kan man kun beskrive fragmenteret. De slaviske der ville danne Polen sidenhen ankom i den anden halvdel af det 5.århundrede. Indtil Mieszko I. dannede den første polske stat og konverterede til kristendommen i 966 da var den udbredre religion slavisk hedensk religion. Med Polens fødsel accepterede de polske herskere kristendommen og den Romerske Kirkes magt. Det var dog ikke en nem overgang fra hedenskab og man så stadig i 1030érne voldsomme reaktioner mod kristendommen.
Piast-Dynastiet
Polen begyndte at udgøre en anerkendt enhed som territorialstat omkring midten af det 10.århundrede under Dynastiet Piast. Polens historisk førte kendte hersker Kong Mieszko I. havde accepteret Kristendommen, som lovformelig religion i form af den Romersk-Katolske Kirke da Mieszko 14.april 966 lod sig og sit hof døbe. Hovedparten af befolkningen lod sig omvende i løbet af de følgende århundreder. I år 1000 afholdt Mieszkos søn og efterfølger – Kong Boleslav I. Chrobry (den brave) en Kongres i Gniezno, hvor han gjorde byen til hovedstad og samtidig etablerede bispedømmer i Krakow, Kolobrzeg (Kolberg) og Wroclaw. Hedenske opstande i 1038 tvang imidlertid Kasimir I “Gendanneren” til at flytte hovedstaden mod syd til Krakow.
I 1109 besejrede Prins Boleslav III. Skævmund den tyske konge Henrik V. i slaget ved Hundsfeld / Psie Pole, hvilket i første omgang standsede den tyske indflydelse i Polen for en stund. Slaget er veldokumenteret af kronikøren Gallus Anonymus i hans 1118 Krønike. Samme Boleslav delte ved sin død i 1138 landet mellem hans mange sønner, hvilket betød en opsplitning og disintegration af landet. Polen var de facto ophørt med at eksistere som samlet enhed, trods familien Piast stadig sad på magten. I Masovien inviterede Konrad I. de kristne tyske riddere Teutonerordenen til at få land mod at få hjælp i kampen mod de hedenske baltiske folk Prusserne; denne beslutning førte til en kraftig forøget ankomst af tyskere og til flere århundreder med krig mod ridderordenen.
Den schlesiske gren af Piast lykkedes næsten i første halvdel af 1200-tallet at samle Polen på ny, men blev så overrumplet af mongolerne der i årene 1241-42 stort set lagde de byer øde, som de angreb. Den 9.april 1241 mistede den store schlesiske leder Henrik II. den Fromme livet i Slaget ved Wahlstatt. Efterfølgende begyndte en lind strøm af tyske bosættere at strømme til særligt Schlesien og Pommern for at sikre kristne dygtige håndværkere til de hårdt ramte byer, hvilket var med til at gøre den vestlige del af det oprindelige Polen til at få et markant tysk befolkningselement, hvis dominans kun tog til herfra. I 1264 blev invitationen og skattefordelene i Polen også bredt ud til Jøder med Statutten fra Kalisz, hvor Jøder fik en lang række friheder man ikke kendte fra andre steder i Europa og som førte til at de polske områder blev det område med flest jøder i Europa.
I 1320 lykkedes det Vladislav I. “den halvlange” i forlængelse af flere regionale lederes forsøg på at forene de mange polske hertugdømmer. Vladislav konsoliderede sin magt og tog tronen og blev den første konge i det nu genforenede Polen. Hans søn Kasimir den Store (1333-70) fik renommé af at være en af Polens største konger gennem tiderne, særligt idet at han skabte fundamentet for landets infrastruktur. Han udvidede endvidere beskyttelsen af jøderne til at være et kongeligt anliggende og opfordrede endvidere til indvandring til Polen. Derudover var Kasimir også opmærksom på at Nationen havde behov for uddannede folk, specielt advokater der kunne brede Rigets lovgivning ud i landet og administrere Hoffets kontorer. Hans bestræbelser på at skabe en institution af højere læreanstalter i Polen blev endegyldigt belønnet da Pave Urban V. gav ham tilladelse til at åbne Krakows Jagiellon Universitet.
Adelens Gyldne Frihed begyndte at udvikle sig under Kasimirs styre som belønning for militær støtte, der fik adelen en lang række privilegier og etablerede sig som en legal klasse ved siden af de handlende i byen. Da Kasimir døde i 1370 efterlod han ingen mandlige arvinger og dermed uddøde Piast Dynastiet.
I løbet af det 13. og 14.århundrede blev Polen udover den allerede massive tyske indvandring også destination for indvandring fra Flandern og til en vis grad også fra Vallonien, Danmark, Skotland og Armenien.
Den Sorte Død – pesten der hærgede Europa mellem 1347 og 1351 – ramte ikke Polen særlig hårdt og landet blev skånet for en større udbrud af Pest. Kasimir den Store havde håndfast besluttet at lukke landets grænser, hvilket gjorde at smitten ikke fik lov at brede sig i landet.
Jagiellon Dynastiet
Jagiellon Dynastiet dominerede den polske historie fra senmiddelalderen og ind tidlig moderne tid. Det begyndte med et bryllup i 1386 mellem den lithauiske storhertug Jogaila og Hedwig (Jadwiga) en datter af Casimir den Store og varede frem til 1572, hvilket formede den Polsk-Lithauiske Union. Partnerskabet bragte eksempelvis området Rus, der var under Lithauisk kontrol, og som sameksisterede og samarbejdede i Europas største statsdannelse i de næste fire århundreder.
I området rundt om Østersøen hvor kampene mellem Polen og Lithauen mod Teutonerordenen fortsatte og kulminerede i Slaget ved Grunwald i 1410, hvor en kombineret polsk-lithauisk hær vandt en overbevisende sejr mod tempelridderne. I 1466 sluttede 13-års-krigen med Freden i Thorn, der betød at den polske konge Casimir IV Jagiellon skabte Hertugdømmet Preussen under polsk lensherredømme. Jagiellon Dynastiet vandt ydermere også kortvarigt kontrol over Kongeriget Bøhmen og Ungarn – for Bøhmens vedkommende startende i 1471. Mod syd blev Polen angrebet adskillige gange af såvel Osmannerriget samt Krimtatarerne – hvoraf sidstnævnte angreb Polen 75 gange i perioden 1474-1569. Mod øst måtte man hjælpe Lithauen med at bekæmpe Storhertugdømmet Moskva. Nogle historikere har vurderet at angreb fra Krim-Tatarerne, kostede en million mennesker livet i perioden 1494-1694.
Polen blev udviklet til en feudalstat, med en agrarøkonomi med en stadigt stærkere landadel. I 1505 vedtog det polske parlament (Sejm) loven Nihil novi der overførte det meste af den lovgivende magt fra monarken til parlamentet, en begivenhed der markerede startskuddet på perioden kendt som den Gyldne Frihed, hvor landet blev regeret den “fri og lige” Polske Adel. Den Protestantiske Reformations bevægelse påvirkede polsk kristendom dybt, hvilket førte til etableringen af en politik med religiøs tolerance, hvilket var ret unikt i datidens Europa. Denne tolerance gjorde at landet undgik meget af den religiøse tumult som Europa ellers var præget af i det 15.århundrede.
Den europæiske renæssance brød igennem i den sidste del af Jagiellon Dynastiets tid i Polen – primært under kongerne Sigismund I. den gamle og Sigismund II Augustus – der blev ført igennem på baggrunden af en langvarig økonomisk optur, der havde en enorm indflydelse på kulturen, madvaner, arkitektur, sprog og vaner hvor særligt Sigismunds kone – den italienskfødte Bona Sforza – spillede en fremtrædende rolle. I 1543 offentliggjorde Nikolaj Kopernikus – en astronom fra Torun hans epokale værk De revolutionibus orbium coelestium, hvilket var den første matematiker der opstillede en model der opstillede den heliocentriske teori – at solen var midtpunkt i vores solsystem.
Den Polsk – Lithauiske Union
I 1569 blev Unionen i Lublin etableret med den Polsk-Lithauiske Fællesunion, der var en mere tæt føderal enhedsstat med et valgmonarki der overvejende blev regeret af adelen. Warszawa Konføderationen fra 1573 garanterede religiøs frihed for de polske adelige (szlachta) og byfolk (mieszczanie). Bønder (chlopi) oplevede stadig større begrænsninger i deres frihed og der var stadig udbredt brug af livegenskab. Etableringen af unionen var på en tid hvor man havde været igennem en lang periode med stabilitet og velstand; unionen blev efterfølgende en af de største europæiske magter der ydermere stod for en større kulturel enhed og spredte sig ud over mere end 1 million km2 efter freden ved Deulino var det Europas daværende største stat. Polen var en dominerende medspiller i udbredelsen af vestlig kultur, katolicisme og polske traditioner blev udbredt igennem polonisering at de nordlige og østlige dele af Europa. Denne udvikling var i et vist omfang frygtet blandt den lithauiske adel, da de frygtede at de ville tabe lithauisk kulturel identitet.
I 1573 blev Henry de Valois – søn af Henrik II. af Frankrig og Katharina de Medici udråbt til Konge af Polen og Storhertug af Lithauen i det første kongevalg. I forlængelse heraf indførte han de Henrikske Artikler der determinerede principperne bag kongelig regeringsførelse, men som samtidig begrænsede monarkens magt.
Henrys regeringstid blev kort; han blev sat af tronen i 1575 efter at han flygtede til Frankrig for at efterfølge hans bror Charles IX. Hans efterfølger Stephan Báthory fra Transsylvanien, viste sig som en dygtig militær kommandør. Báthorys succesfulde engagement i de Livlandske krige (1558-83) hvor han kæmpede side om side med Sverige mod Rusland med Ivan den Grusomme sikrede udvidelse af de polsk-lithauiske territorier i Baltikum.
I 1592 efterfulgte Sigismund III Vasa af Polen hans fader Johan Vasa i Sverige. Under hans lederskab oplevede Polen-Lithauen og Sverige en kortvarig Polsk-Svensk union. Sigismund var talentfuld, men samtidig også katolsk fanatiker og en despot der forsøgte at genetablere kongeligt enevælde. Han var fortaler for en hårdhændet modreformation, hvor Jesuitterordenen med midler til voldsomme repressalier mod protestanter og andre religiøse mindretal. I 1599 blev han væltet af den svenske trone af hans protestantiske Onkel Karl, hvilket blev afslutningen på unionen med Sverige. Sigismunds lange regeringstid i Polen er blevet beskrevet som en sølvalder grundet hans investeringer og hjælp til kunstnere, lærde og arkitekter. Politisk underminerede han parlamentet og fremmede ekspansionistisk politik.
Pingback: Stettin | Historiskerejser.dk