Elbens Firenze
Navnet bruges ofte som det primære og ærefulde tilnavn til Dresden, idet der er en række ligheder mellem Saksens og Toscanas hovedstad Firenze, primært kunstnerisk i form af kunstarterne Barok og Renæssancens fremme plads i byen, men også i rent landskabsmæssige udformninger som en gennemstrømmende flod i midtbyen og det mellemkuperede landskab i omegnen.
Første gang, man finder begrebet et tysk Firenze anvendt, er hos Johann Gottfried Herder, der i bogen Adrastea ”Kunstsamlinger i Dresden” ytrer:
”Først og fremmest er det de anseelige værdimæssige kunst- og antikke samlinger, der fungerer som trofæer for Dresdens regering. Hvad en Friedrich August i århundredets start påbegyndte, har en anden Friedrich August ved århundredets afslutning fuldendt. Gennem disse er Dresden i form af deres kunstskatte blevet et tysk Firenze.”
Dresden set fra Elben. Foto: wikipedia
Firenze set fra Piazza Michelangelo, med Arno. Foto: wikipedia
Det skal i den sammenhæng nævnes, at de italienske mestre har en vægtig placering i Dresdens enorme kunstsamling. Mest kendt er Rafaels Sixtinske Madonna. Rafael har også været aktiv i Firenze.
Arkitektonisk kan man også finde en stribe lighedspunkter. Først og fremmest når det drejer sig om den såkaldte Dresdner Barock, byens vigtigste stilart, der for at bruge en berømt frase “omdanner stenene til levende musik”. Denne stilart opstod under massiv italiensk indflydelse og mere specifikt under florentinsk indflydelse. I Dresdens arkitektur fra det tidlige 19. årh. findes ydermere en massiv påvirkning fra Firenze.
Dresdens mest betydningsfulde billedhugger Balthasar Permoser var aktiv i Firenze, umiddelbart før han ankom til Dresden i 1689. Her studerede han værker af Michelangelo og Pietro Bernini. Arkitekten bag den nuværende Hofkirche, Gaetano Chiaveri, bragte en hel italiensk arbejdskoloni med sig til opførelsen af kirken. Det har navnemæssigt fået et efterspil, da området mellem kirken og Elben lyder ” Italienisches Dörfchen“. Det skal dog nævnes, at man valgte italienere, da de lokale arbejdere var modstandere af at opføre en katolsk kirke i det ærkeprotestantiske Dresden.
Frauenkirches kuppel bygget med inspiration i kuplen på domkirken i Firenze. Foto: wikipedia
Kuplen på domkirken i Firenze, et af renæssancens vidundere. Foto: wikipedia
Visuelt er der et stort sammentræf mellem de to byer, da silhuetten begge steder præges af et kirkebyggeri med en enorm kuppel (Domkirken i Firenze og Frauenkirche). Kuppelbyggeriet på Frauenkirche er enestående, da det i mange år gjaldt som det største kuppelbyggeri nord for alperne.
I det 19. århundrede blev der opført en stribe bygninger i Dresden i stilarten italiensk renæssance. Det gjaldt Gustav Hörnigs Dresdner Logenhaus, Gottfried Sempers Villa von Seebach og Palais Kaskel-Oppenheim. De fleste af disse bygninger forsvandt for bestandig som følge af luftbombardementet på Dresden i februar 1945. Af særlig betydning for denne stilart er Sempergalleriet på Zwingermuseet, hvis direkte inspiration var Uffizi i Firenze. I 2004 fik Dresden sin oprindelige silhuet tilbage, da Frauenkirches kuppel var blevet genskabt.
Geografisk har de to byer også en del lighedspunkter. Det gælder først og fremmest, at de ligger inde i landet langs vigtige floder (Elben og Arno). De ligger begge langt fra flodernes udmunding, hvilket gennem tiden har gjort, at man har skullet bruge politisk kløgt til at fremme sine interesser (Medicierne tæt på paven og Wettinerne konger af Polen). Floderne har gentagne gange været årsag til massive ødelæggelser af kunstskattene (1966 i Firenze og 2002 i Dresden). Landskabet rundt om begge byer er præget af et kuperet landskab, der nyder stor respekt som landskabsmæssige attraktioner (Toscanas dale og Crete-landskab og Saksisk Schweiz) både nationalt og internationalt. Endelig har begge landskaberne en række kurbyer som attraktionssteder.
Byerne har virket som en magnet på kunstnere igennem alle tider grundet den megen kunst, dens skønne landskab og dens flotte silhuet.
Dresden har en størrelse, en smuk beliggenhed, omkranset af de smukke elbhøjder, der ligger i en afstand, som om de af ærefrygt ikke vil nærme sig mere. Strømmen forlader pludselig sin højre bred og vender sig hurtigt mod Dresden, for at kysse dens yndling Dresden. Fra højderne ved Zwinger kan man næsten følge dens løb helt til Meissen. Strømmen skifter fra højre til venstre side, valget er svært og strømmen næsten tøver, men dog sig glæder, den slanger sig spillende af tusind omveje igennem den venlige dal, som om den ikke ville ud i havet. (Heinrich von Kleist)
Dresden var en vidunderlig by, fuld af kunst og historie, og på trods af dette ikke et tilfældigt beboet museum for dets sekshundredeoghalvtredstusinde indbyggere. Fortid og samtid levede i samklang med hinanden. Eller mere korrekt: I toklang. Sammen med landskabet, med Elben, broerne, klippeskråningerne, skovene og bjergene i horisonten kan man endda tale om et treklang. Historie, kunst og natur svævede over natur og dal, fra domkirken i Meissen og til slotsparken i Grosssedlitz, som en selvskabt egen akkord. (Erich Kästner i 1957 i Als ich ein kleiner Junge war)
Siden 1978 har Dresden været venskabsby med Firenze. Indtil murens fald var det dog begrænset, hvad venskabsforholdet betød, men siden 1990 har det ført til en stribe af kulturelle udvekslinger mellem de to byer, særlig på skole og gymnasialt plan.
I 1982 blev hele Firenze midtby del af UNESCO’s verdenskulturarv med begrundelsenn Verdens største ophobning af universel kendt kunst. I 2004 blev også Elbdalen sat på UNESCO´s verdenskulturarv med henvisninger til kunst og natur. Imidlertid mistede Dresden sin status på UNESCO’s liste i 2009 grundet opførelsen af Waldschlösschenbrücke. De to byer er begge medlemmer af et samarbejde mellem byer, der kæmper for at beskytte verdenskulturarv som følge af klimaforandringer og deraf følgende naturkatastrofer.
