Erik 4. Plovpenning af Danmark
Erik 4. Plovpenning var dansk konge 1241-50. Hans øgenavn skyldes en skat, han lagde fordelt på ejerskabet af en plov. Hans regeringsperiode var præget af borgerkrig med hans bror Abel – hertugen af Slesvig – der også stod bag mordet på Erik i 1250 på Slien.
Opvækst
Erik blev født i 1216 som søn af Kong Valdemar Sejr og dennes anden dronning Berengaria af Portugal. Hans far oplevede i disse år at bringe Danmark til dets absolutte magtmæssige højdepunkt, hvor man i 1219 erobrede Estland og dominerede det meste af dagens Nordtyskland samt Pommern og havde kontrol helt ned til Elben. Det var en magt, der imidlertid blev knækket, da Kong Valdemar og kronprinsen Valdemar den Unge blev bortført under en jagt på Lyø. Bortførerne var Henrik af Schwerin bakket op af greverne fra Holsten. I 1225 blev kongen og kronprinsen løsladt, men til gengæld måtte Erik sammen med sine to brødre Abel og Christoffer finde sig i at blive udvekslet og sidde i fangenskab frem til 1228. I mellemtiden havde deres far tabt overherredømmet i Nordtyskland i slagene i 1225 ved Mølln og 1227 ved Bornhøved.
Hvad der skulle blive afgørende for Eriks ambitioner var, at hans halvbror kronprins og medkonge Valdemar den Unge blev dræbt af et vådeskud under en jagt på Røsnæs ved Sejerøbugten.
Dermed var magtsituationen ændret, og året efter tog Valdemar Sejr konsekvensen og bragte sine tre sønner med Berengaria Erik, Abel og Christoffer. Abel blev indsat som Hertug af Slesvig, Christoffer blev forlenet Lolland-Falster, og Erik overtog Valdemars rolle som medkonge.
Erik som medkonge
Delingen af magten med brødrene begyndte allerede at give gnidninger, da Abel blev gift med Mechthilde, datter af den holstenske Hertug Adolf IV. Da hertugen selv gik i kloster, blev Abel formynder for Mechthildes to yngre brødre og sad dermed reelt på magten fra Kongeåen til Elben.
Derudover lagde han sig ud med en af de stærkeste danske adelsfamilier den magtfulde Hvide-slægt på Sjælland. Derudover måtte han kræve opbakning fra Paven til at få de danske bisper til at anerkende nye præster fra kongen.
Derudover var han med til at indføre Jyske Lov i 1241, som blev landskabslov i Nørrejylland og Sønderjylland samt Fyn.
Erik som konge
Mens hans far endnu levede, var hans brødre mere tilbageholdende med at gøre krav på uafhængighed. Dette ændrede sig, da Erik blev enekonge. I første omgang var hans største bekymringer Estland, der siden erobringen i 1219 var ved at udgøre et problem på grund af såvel tyske kolonister som hedenske grupperinger. I 1244 lykkedes det ham trods uoverensstemmelserne med broderen Abel at få ham til at bakke op om deltagelse i et korstog mod esterne. Imidlertid nåede de kun til Ystad, hvor uenighederne gjorde,at de aldrig kom til at gennemføre det fælles.
Fra 1246 var der åben borgerkrig mellem Erik på den ene side og mod Abel og dermed Sønderjylland og Slesvig på den anden side. De var allieret med Christoffer fra Lolland-Falster, de holstenske grever samt Lübeck. Abel nedbrændte og hærgede Randers og Odense, mens hans egne besiddelser Svendborg og Flensborg måtte se sig hårdt angrebet. Deres fælles søster Sophia af Brandenburg kom endda hele vejen til Danmark for at mægle mellem brødrene – en rejse, der endte med at koste hende livet.
I 1250 havde Erik fået det store overtag, og efter at have været i Rendsborg, der blev kontrolleret af holstenerne, tog Erik til Slesvig for at forhandle et forlig på plads med Abel. Dette skulle blive fatalt.
Mordet på Erik Plovpenning på Slien
Præcis hvornår og hvorfor Erik Plovpenning dukkede op i Slesvig, ved vi ikke. Men det er blevet fortalt, at grundet Eriks overtag i krigen blev der indgået et forlig, som blev beseglet med en fest natten mellem den 9. og 10. august 1250. Fortællingen siger, at Erik blev kidnappet eller lokket om bord på en båd og sejlet ud på Slien af Abels mænd Lave Gudmundsen og Tyge Bost. Nogle fortællinger går på, at Abel selv var med, og at de to brødre skulle have spillet terninger om regentskabet i Slesvig og Danmark, og da Abel tabte, overmandede hans mænd Erik, dræbte ham og kastede ham i Slien. Dette hører til de mange fortællinger, der har verseret om drabet, men som på ingen måde har hold i virkeligheden. Eriks lig blev fundet af nogle lokale fiskere, hvorefter liget blev begravet i Slesvig Domkirke. I 1258 fik hans bror og efterfølgeren til Abel som konge Christoffer I. bragt ham til Sankt Bendt Kirke i Ringsted. Der gik mange historier om mirakler ved hans grav, og der blev søgt om en helgenkåring, som imidlertid aldrig blev til noget.
Han blev som nævnt i første omgang efterfulgt af sin bror og drabsmand Abel, der sværgede sin uskyld over Landstinget i Viborg og dermed blev kåret til konge. Det gik formodentlig så nemt, da Erik med sin dronning Jutta af Sachsen havde fået 4 døtre, men ingen sønner. Døtrene var Agnes, Ingeborg, Jutta og Sofie. Hans bror og drabsmand Abel fik kun 1½ år på tronen, inden han faldt i kamp mod friserne. Da Abels søn var taget til fange, tog den tredje bror Christoffer magten som konge, hvilket gjorde, at der kom tre brødre på kongetronen indenfor meget få år.
