Svendborg
Svendborg er en havne- og søfartsby på Sydfyn med cirka 27.000 indbyggere (2020), hvilket gør den til den næststørste på Fyn efter Odense. Den har i vid udstrækning formået at bevare sin historiske bykerne med smalle gader, hyggelige torve og gårdmiljøer.
Svendborg er placeret ved Svendborgsund. Det smalle sund har Tåsinge på den modsatte side og broen Svendborgsundbroen, der forener de to områder. Selve Svendborg er placeret på en bakkeskråning, hvilket gør, at der fra havnen er en bakke, man skal op ad for at komme til byen. Der sejler færger fra Svendborg til Ærø, Drejø, Skarø og Hjortø. Desuden er byen endestation for Svendborgbanen.
Byen er tydeligt præget af søfart, hvilket den også har været igennem dens historie i kraft af beliggenheden ved Svendborgsund og den korte afstand til de øvrige havnebyer i den vestlige del af Østersøen, hvilket har gjort den ideel for fremmede skibe i fortiden såvel som i nutiden.
Danmarks største virksomhed Mærsk har sin oprindelse i Svendborg, idet Kaptajn Peter Mærsk Møller og sønnen Arnold Peter Møller i 1904 købte et brugt dampskib for at følge det op ved at stifte A/S Dampskibsselskabet Svendborg. Flere steder i byen har man navne og kollegier opkaldt efter et af verdens største fragtfirmaer.
Oprindelsen af navnet Svendborg
Svendborgs navns oprindelse er ikke fuldstændig fastlagt, men grundet de ældre staveformer som Swineborg, Suyneborgh og Swynborch, som først i det 15. århundrede udvikler sig til Sweneborgh, Suenneborgh og Suenborg; Svendborg er først kommet til som stavemåde i det 17. århundrede. Der er flere gætterier om, at navnet altså kommer af Borgen med svin. Det kan være tamsvin indenfor bygrænsen eller vildsvin i oplandet, mens andre peger på marsvinet i farvandet ved byen.
Svendborgs historie
I 1100-tallet blev der anlagt en lille borg ved sundet ved et mindre fiskerleje, som højst sandsynligt har fået navnet Svineborg. Byen nævnes første gang i 1229, da en søn af Valdemar Sejr – Valdemar den Unge – gav Svendborg og det sydlige Fyn til sin hustru Eleonora.
Valdemar den Unge døde ved at vågeskud på en jagt i 1231 og da Kong Valdemar Sejr døde i 1241 overgik Svendborg såvel som Rudkøbing til Hertug Abel, der allerede havde haft Slesvig og Sønderjylland under sit domæne. Abel kom i kraftig strid med sin bror Kong Erik Plovpenning, der under borgerkrigen mellem de to brændte Svendborg ned i 1247. Krigen mellem de to førte til Abels drab på Erik i 1250, hvorpå Abel blev konge af Danmark. Han døde i 1252 hvorefter en tredje bror Christoffer I. tog kongetitlen – han indtog Svendborg i 1253 og ødelagde borgen. Christoffer overdrog den til Abels søn – Junker Abel – der døde i Svendborg og blev begravet i byens gråbrødrekloster.
Christoffer I.´s korte regering af Svendborg var imidlertid ret væsentlig, da han gav byen dens købstadsrettigheder den 25.februar 1253. Byen oplevede både fremgang og masser af handel, men også en del konflikt. Byen blev belejret af Marsk Stig i 1289 og i 1293 hærgede den norske konge Erik Præstehader byen med markante plyndringer og nedbrændinger. Begge episoder skete i kølvandet på mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Marsk Stig og andre adelsmænd fik skylden for mordet hvorpå de gik i eksil hos den norske konge.
Byens centrale betydning ses i kraft af at den i 1302 kunne holde Danehof, det var ellers langt oftere Nyborg der gjorde dette. Byen blev plyndret af kong Erik Menveds rebelske bror Hertug Christoffer, der siden blev konge af Danmark.
I midten af 1300-tallet ramte Den sorte død byen hårdt, da det meste af byens befolkning døde. Byen blev også angrebet af den svenske konge Albrecht af Mecklenburg under kampene med Dronning Margrethe I.
