Franz Ferdinand von Østrig-Este
Franz Ferdinand Carl Ludwig Joseph Maria von Österreich-Este var østrigsk ærkehertug og fra 1896 tronfølger til det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki. Han blev myrdet – såvel som hans kone Hertuginde Sophie von Hohenberg – borgerligt navn Sophie Chotek – ved Attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Gerningen udløste Julikrisen, der førte til udbruddet af 1. verdenskrig. Han blev født 18. december 1863 i Graz og døde på dagen for attentatet 28. juni 1914.
Franz Ferdinands liv: Barndom og ungdom
Franz Ferdinand bar i sine yngre år titlen Ærkehertug Franz. Han var søn af Karl Ludwig von Österreich, den næstældste bror til Kejser Franz Joseph I. og Prinsesse Maria Annunciata af Napoli-Sicilien-Bourbon. Hans mor døde allerede som 8-årig. Somrene tilbragte han i Villa Wartholz i Reichenau an der Rax eller på Slottet Artstetten i Niederösterreich. Franz Ferdinand var nære venner med sin fætter kronprins Rudolf. Han fik også et nært forhold til sin stedmor Marie Therese af Portugal. Hun giftede sig med hans fader, da Franz Ferdinand var 9 år gammel. Senere stod hun også i midten af den krise, der kom over, at Franz Ferdinand giftede sig under for sin stand.
Arvingen af d´Este
Ærkehertug Franz V. af Østrig-Este var fra 1859 Hertug af Modena, Massa, Carrara og Guastalla, og han havde tilbudt Franz Ferdinands fader, at en af hans sønner kunne arve hans områder under to betingelser: at de skulle tage navnet Este og indenfor 12 måneder have lært sig italiensk. Karl Ludwig informerede begge sine ældre sønner, hvor ærkehertug Otto afviste at ville lære det italienske sprog. Dermed blev det Franz Ferdinand, der forpligtede sig til dette, da Ærkehertug Franz V. døde 20. november 1875.
Da Kejser Franz Joseph havde godkendt forordningen, blev “Este” tilføjet hans øvrige habsburgiske navn, og han påbegyndte undervisningen i Italiensk. Han havde meget svært ved at lære sig italiensk. Han havde svært ved at komme overens med sine sproglige vanskeligheder og besøgte aldrig nogensinde sine besiddelser i det centrale Italien. Ifølge testamentet kunne man ikke bortgive arven. Efter mordet på tronfølgeren i 1914 overgik arven til Franz Ferdinands grandnevø Ærkehertug Robert, som var søn til den sidste Kejser af Østrig-Ungarn Karl I. Størstedelen af Este-Arkivet befinder sig i dag i slottet i Artstetten.
Uddannelse
Franz Ferdinand gennemgik en privat undervisning sammen med sin yngre bor Otto Franz Joseph,. Undervisningen blev forestået af Grev Ferdinand von Degenfeld-Schonburg (1835-1892).
Da ærkehertugen blev lidt ældre, søgte hans stedmoder Marie Therese af Portugal en ny lærer: det lykkedes at overbevise historikeren Onno Klopp, der underviste ham i årene 1876-82 i historie og provst Godfried Marschall i religiøse spørgsmål. Begge fik stor indflydelse på Franz Ferdinands tankesæt. Klopp overbeviste ham om hans habsburgiske arv, og at hans pligter og hverv var guddommeligt bestemt. Marschall, der var tilknyttet Votivkirche i Wien, vedblev at være en af hans næreste venner længere frem i livet. Deres fortrolige forhold blev dog ødelagt, da Franz Ferdinand indgik et ægteskab til venstre hånd.
Franz Ferdinand og hans passion for Jagt
Allerede som 9-årig nedlagde Franz Ferdinand sit første vildt på en jagt, som vedblev at være hans store lidenskab, og han blev regnet for at være en ualmindelig god skytte. Han afholdt adskillige store jagtsammenkomster og havde en alenlang liste med gevirer, der beviste, at han i sit liv nedlagde 274.889 stykker vildt. Han rejste rundt i hele verden, hvor han også skød eksotiske dyr som tigre, løver og elefanter. Alene i år 1911 nedlagde han 18.799 stykker vildt. Hans dagsrekord var, da han på en junidag i 1908 skød ikke færre end 2.763 hættemåger. Siden starten af 1890´erne blev han regnet som en af de bedste skytter i verden. Hans store trofæsamling befinder sig stadig den dag i dag på slottet Konopiste syd for Prag.
Hans lidenskab hæftes også sammen med hans mørkere sider. Historikere taler om massenedslagtning eller massemord på dyr, hvor han viste en næsten psykotisk energi, og hvor antallet af nedlagte dyr var langt vigtigere end lysten til at jage.
Det, der imidlertid er vigtigt at bemærke, er, at tronfølgeren ofte blev indbudt til jagtselskaber som æresgæst og var en fortrinlig skytte, der imponerede alle med sine egenskaber Han udviklede også en meget stærk fornemmelse for miljøspørgsmål og satte en del økologiske projekter på sine godser.
Før Franz Ferdinand blev tronfølger
Fra og med 1878 gennemgik Franz Ferdinand en militær uddannelse, der bragte ham udstationeringer rundt omkring i monarkiet. Han tjente ved infanteriet i Bøhmen, ved husarerne i Ungarn og ved dragonerne i Oberösterreich. I 1899 blev han general i kavalleriet. Derudover fik han rang af admiral. I sine år i militæret var han flere gange syg af lungetuberkulose, som også havde været årsag til hans mors tidlige død, hvilket førte til, at han i efteråret 1895 overvejende måtte trække sig fra den aktive tjeneste.
Efter lægeligt råd tog han med et større følge på en rundrejse i hele verden med torpedokrydseren SMS Kaiserin Elisabeth. Officielt blev det erklæret, at rejsen var en videnskabelig ekspedition, således at der ikke opstod rygter om ærkehertugens helbred. Rejsen førte ham fra Trieste til Indien, Indonesien, Australien, Japan, Canada og Nordamerika. Han beskrev sine oplevelser og indtryk efterfølgende i Tagebuch meiner Reise um die Erde ( Alfred Hölder, 1895 i Wien). Dagbogen er opbevaret på slottet i Artstetten og viser tydeligt, hvilken indflydelse verdensrejsen influerede på hans senere politiske synspunkter. Eksempelvis var han overbevist om, at Østrig kun kunne overleve med et føderalistisk system i en multietnisk stat, og at Østrig også havde brug for en stærkere marine for at begå sig internationalt. På Wiener Völkerkundemuseum befinder der sig mere end 14.000 etnologiske objekter fra denne rejse. I vintrene 1895-96 tog han på flere kurophold – også i Egypten – og kom sig efterhånden over sine sygdomme.
Efter at hans fætter Kronprins Rudolf havde begået selvmord på slottet i Mayerling den 30. januar 1889, blev hans fader Karl Ludwig næst i arvefølgen, hvis Franz Joseph døde. Da også hans far døde 19. maj 1896, var Franz Ferdinand nu tronfølger til det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki. Der blev gjort flere forsøg på at få Franz Ferdinand til at gifte sig standmæssigt, eksempelvis med Kronprinsesse Stephanie – der var blevet enke efter Rudolf – samt med den saksiske prinsesse Mathilde. Men begge forsøg var forgæves.
Ægteskabet med Sophie Chotek
Den 1.juli 1900 giftede Franz Ferdinand sig med Grevinde Sophie Chotek, der var hofdame hos Ærkehertug Friedrich von Österreich-Teschen og hans hustru Isabella von Croy-Dülmen. Sophie var datter af en bøhmisk greve og som konsekvens af ægteskabet fik skænket titlen Fyrstinde af Kejseren og i 1909 ydermere til Hertuginde von Hohenberg.
Trods det at hun stammede fra den bøhmiske Uradel – Chotek von Chotkow – da regnede Habsburgerne ikke hendes rang for ligeværdig; derudover regnede de mange ikke velmenende ligestillede hende som simpel, sjældent grinende, tjenstvillig, husmoderlig, beskeden og bogstavtro gudsfrygtig ærlig.
Kejser Franz Joseph lod sig ikke overvinde til at ophøje hendes familie til at være ligeværdig og først efter lang tids skepsis tillod han et Morganatisk Bryllup, på den betingelse at Sophie ikke kunne blive fremtidig Kejserinde, men kun få titlen “Kejserens hustru” samt at parrets børn ikke kunne gøre nogle krav på tronen og kun kunne bære hendes familienavn von Hohenberg.
Et senere studie har vist at Franz Ferdinand begrundede sit morganatiske ægteskab med at de øvrige ægteskaber i familien var familiære og dermed præget af mulig indavl og at Franz Ferdinand ikke ønskede dette for hans efterkommere. Valget af Sophies slægtnavn Hohenberg der allerede var blevet del af Habsburger-monarkiet da Kejser Rudolf I. var gift med Gertrude von Hohenberg og som igen mod monarkiets afslutning blev gjort prominent. Den nære familie tolkede Franz Ferdinands navnevalg som tog afstand til Kejser Franz Joseph og stod som symbol på fornyelse.
Den 28.juni år 1900 underskrev han en officiel lov hvor han tilkendegav at hans brud ikke ville opnå ligeværd og at deres efterkommere ikke ville være berettigede til tronen efter at deres Morganatiske Ægteskab i Wiener Hofburg i nærvær af Kejseren og talrige ærværdigheder.
De strenge arveregler gjaldt imidlertid kun for Østrig. I Bøhmen og Ungarn kunne Sophie godt tage titlen Dronning og hendes børn fungere som tronarvinger. Imidlertid afviste i en erklæring at disse krav ville frafalde for ikke at underminere Rigets enhed.
Franz Ferdinands ægteskab med Sophie bragte ham i et modsætningsforhold til hans familiemedlemmer. Hans to yngre brødre Otto og Ferdinand Karl deltog ikke i brylluppet, søsteren Margarete Sophie var imidlertid heller ej at finde. Den lille gæstekreds kunne ses på bryllupsfotoet, der blev taget ved Schloss Artstetten. Graden af foragt og ydmygelse kunne måles i at andre tronfølgere eller monarkers bryllupper normalt ville være storslåede ceremonier med repræsentanter fra en lang række øvrige herskerslægter. Fra den vidtforgrenede familie deltog kun Franz Ferdinands stedmoder Maria Theresa med hendes to døtre Maria Annunziata og Elisabeth Amalie.
Trods de mange ydmygelser og forsøg på at forhindre ægteskabet i at finde sted, da stod beslutningen ikke til at ændre. Sophie var ifølge den strenge hofprotokol i Wien ikke i en position ved officielle anledninger til at gå ved hendes mands side. Franz Ferdinand gik som tronfølger lige efter Kejseren, da måtte Sophie først træde ind efter de forskellige hofdamer og andre ordensbærere i monarkiet. Til gengæld kunne Franz Ferdinand i hans funktion som Generalinspektør for de væbnede styrker med status af Officer protokolmæssigt foretræde med hans kone. Ægteparret udnyttede dette hul i den strenge hofprotokol ved flere lejligheder og på tragiske vis også i Sarajevo i 1914.
Ægteskabet mellem Franz Ferdinand og Sophie von Hohenberg førte til fire børn, der alle bar moderens familienavn:
- Sophie, Fyrstinde von Hohenberg (1901-1990) gift med Friedrich Graf von Nostitz-Rieneck (1893-1973)
- Maximillian von Hohenberg (1902-1962) gift med Elisabeth grevinde von Waldburg zu Wolfegg und Waldsee
- Ernst von Hohenberg (1904-1954) gift med Marie Therese Wood
- en dødfødt søn (1908) der er begravet i familiegraven på Schloss Artstetten, der blev anlagt på anledning af dette.
Franz Ferdinand og Sophie var dermed stamfædre til den højadelige familie Hohenberg. Familien havde sæde på Schloss Belvedere i Wien, deres sommerresidens var slottet Konopiste i Bøhmen, der i slutningen af 1918 blev nationaliseret af den nye Tjekkoslovakiske stat. Børnene blev østrigske statsborgere. Tronfølgerens svoger: Grev Thun-Hohenstein blev deres lovmæssige formynder og forhandlede med Kejser Karl I. om deres retslige stilling i familiefonden. Efterkommernes hovedsæde var Schloss Artstetten i Niederösterreich. Den ældste søn Max Hohenberg blev advokat for Otto Habsburg-Lothringen i Østrig.
Pingback: Mission Hoyos | Historiskerejser.dk
Pingback: Versailles Freden 1919 | Historiskerejser.dk
Pingback: Julikrisen 1914 | Historiskerejser.dk
Pingback: Ententemagterne (1.verdenskrig) | Historiskerejser.dk