Harald Blåtand – Konge af Danmark 958 – 987
Harald Blåtand født? – død senest år 987 – var søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod og konge i Danmark fra tidligst år 958 til senest år 987. Man kender ikke hans fødeår, men ved, at han døde i Jomsborg (som man mener, var det nuværende Usedom).
Harald Blåtand og faderen Gorm
Om Haralds fader Gorm (eller Vurm, orm) skulle en dansk biskop have sagt til den tyske krønikeskriver Adam af Bremen, at han var:
- “… om jeg må sige en overordentlig farlig orm og ikke så lidt fjendtlig indstillet over for de kristne. Han stræbte efter fuldstændigt at udslette kristenheden blandt danerne og fordrive præsterne fra sit land. Han lod adskillige af dem dræbe under tortur.“
Imidlertid invaderede Henrik Fuglefænger først slavernes område og siden området, hvor danerne boede. Han indsatte en markgreve i området og lod saksiske koloniborgere bosætte sig, men dog uden at omvende kongen til kristendommen. De norrøne kilder fra primært Island omtaler intet om Gorm den Gamle som særlig fjendtlig indstillet overfor kristendommen. Saxo Grammaticus er i de fleste ældre beskrivelser tæt på Adam af Bremen, men heller ikke her er beskrivelsen af Gorm den Gamle en person, der skulle have slået kristne ihjel.
I modsætning til sin fader var Harald velvillig i sin indstilling overfor de kristne. I 948 fik biskoppen Adaldag af Hamborg/Bremen tilladelse af kejser Otto den Store (936-973) til at vie tre biskopper til at virke i Danmark. Nogle mener, at Harald givetvis har været påbegyndt sin regeringstid, da Gorm angiveligt – ifølge Adam af Bremen – har opført sig fjendtligt overfor de kristne. De 3 biskopper var Hored i Slesvig, Liafdag i Ribe og Reginbrand i Aarhus. Svend Estridsen, der regerede i årene 1047-74, sætter også Haralds regeringstid til at være begyndt omkring år 940. Ved sin død var Harald ”alderstegen og kropsligt svag” og skal have regeret i 50 år. Det indikerer under alle omstændigheder en lang tid som regent. Harald kan altså have regeret fra omkring 940 og frem til sin død i 986.
Harald kan altså have været konge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse døde i England. Hans hustru Gunhild med sønner blev bagefter modtaget af Harald, der opdrog en af disse sønner Harald Gråfeld som sit eget barn. En af de mange krøniker Heimskringla fortæller, at Gunhild med sønner først skulle have opholdt sig på Orkneyøerne, men de kan være kommet til Danmark senere. Roskildekrøniken fortæller, at såvel Gorm og Harald og senere Harald og Svend Tveskæg var såkaldte samkonger, hvilket vil sige konger på samme tid. Eftersom at Gorm den Gamle vurderes død i 958, har man undersøgt træet i Gorms gravkammer og dateret det til dette år.
Roskildekrøniken beretter om, at Harald Blåtand skulle have styret landet i 15 år, mens faderen levede, men Knytlingesagaen fortæller, at der var tale om 30 år. Man skal næppe tage årstallet for bogstaveligt, men sætte det som en rum tid.
Ægteskaber og børn
Harald Blåtand var gift med Tove, der var en datter af den vendiske/slaviske fyrste Mistivoj. Den eneste kilde vi har til Tove, er den runesten i Sønder Vissing, der ligger cirka 40 kilometer nord for Jelling: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder”. Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn. Adam af Bremen nævner, at Harald skulle have haft en kone ved navn Gunhild, og Saxo Grammaticus nævner Gyrid, en søster til Styrbjørn fra Svearike (Sverige).
Børn
- Hiring omtales af Adam af Bremen (den eneste der nævner denne søn), som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der. Hiring er ofte opfattet som en forvanskning af det nordiske navn Ring, et navn, der også optræder i den danske kongerække før Harald Blåtands tid dels hos en kong Ring (der også er kendt under det latinske navn Anulo), som kortvarig var konge i år 812 – og dels under navnet Sigurd Ring, som er den nordiske navneform på en konge, formentlig fra sidste del af 700-tallet. Der er folk, som mener, at hele to konger bar navnet.
- Svend Tveskæg, der blev dansk konge efter Harald Blåtands død og frem til 1014.
- Håkon, som herskede i Samland.
- Thyra, som først blev gift med Sveakongen (Sverige) Styrbjørn og siden med den norske kong Olav Tryggvason
- Gunhild, der blev gift i England.
Nogle nævner muligheden for yderligere døtre, og der var måske et par døtre mere.
- Mo Haraldsdatter
- Thorgny Haraldsdatter
Harald Blåtand bliver kristen
Ifølge Adam af Bremen skulle den tyske konge Otto den Store have foretaget et togt op igennem Jylland, hvor han i et større slag besejrede kong Harald og tvang ham til at indføre kristendommen blandt danerne: “Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg.” Det samme oplyses andetsteds: “I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop.“
Runeteksten på den sten, som Tove lod opføre, giver et fint indblik i den politiske situation i Danmark midt i 900-tallet. Det at blive gift var en politisk begivenhed. Mange af datidens konger i Skandinavien hentede deres brud i det vendiske område på de sydlige kyster af Østersøen. Det var et område, der var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til floden Warnow, der udmunder, hvor Rostock siden kom til at ligge, lå obodritternes land. Området strakte sig i sydlig retning ned til floden Elben. De vigtigste centre var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow og i sydvestlig retning til floden Mildenitz herskede stammen Warnavi, der plejede nære relationer til obodritterne. Derudover holdt stammen Linones til langs grænsefloden Elben. I området ved Hannover holdt stammen Drewani til. Øst for Obodritternes område boede liutizerne, der med deres fire forskellige stammer herskede i området fra Warnow og til floden Oder. På øen Rügen holdt stammen ranerne til. Mange af disse steder blev kristnet i 960´erne. Haralds svigerfar Mistivoj sikrede sig i 967 overhøjhed over stammen Wagierna i øst.
I 968 kunne man i obodritternes område grundlægge et bispedømme med hovedsæde i Oldenburg. Mistivoj blev selv en overbevist kristen og døde i klosteret i Bardowiek. Kejser Otto I. og slaverne holdt fra da af fred i lange tider. Området var skattepligtigt, og i sin egenskab af skattebetaler deltog Harald i 973 ved den tyske rigsdag i Quedlinburg under Otto den Store.
Haralds giftermål med Tove kan være indgået netop i 960’erne. I år 974 omtales hans søn Svend som et lille barn. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både sin svigerfars trosindstilling og fyrstemagt. Hvad vi ved om Haralds ægteskab med Tove og tributforhold til den tyske kejser, bestyrker oplysningerne om tidsrummet for Haralds dåb. Om Adam af Bremens præcise fastsættelse af dåben til året 966 er korrekt, kan ikke bekræftes af andre kilder, da Adam er den eneste, der har en så præcis tidsangivelse.
Den store runesten og kirken mellem de to gravhøje i Jelling præsenterer kong Harald som kristen. Runestenens tekst lyder: Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina. sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna.
På nudansk: “Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyra) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.“
Teksten viser, at der er tale om tre gode gerninger, som Harald fandt fortjente at blive husket:
- at have sikret sig herredømmet over hele Danmark
- at have sikret sig herredømmet over Norge
- at have gjort danerne kristne.
Herredømmet over hele Danmark
Der har eksisteret danske konger i hvert fald fra begyndelsen af 800-tallet. I de frankiske rigsannaler – der er skrevet i årbogs-format – førte en dansk konge ved navn Godfred forhandlinger med den frankiske kejser Karl den Store i 804 i Sliestorp, (der måske var det tidligere navn for Slesvig). I 808 berettes der om, at Godfred gennemførte angreb på slaviske pladser og ødelagde handelspladsen Reric. I 810 blev Godfred dræbt, og Karl den Store sluttede fred med kong Hemming, der efterfulgte Godfred, idet denne var hans nevø. Freden blev bekræftet året derpå, hvor 12 navngivne stormænd fra hver side mødtes ved floden Ejderen og svor fred, i blandt disse Osfrid de Sconaowe, det vil sige “Asfred af Skåne” – hvilket må tages som vidnesbyrd om det danske riges udstrækning fra Sønderjylland mod sydvest til Skåne mod øst. I 814 beskriver en frankisk rigsannal, at dette danske rige har strakt sig til Vestfold i nord (det sydlige Norge), et rige, der måske kan have eksisteret endnu i slutningen af 800-tallet, da hele to forskellige rejseberetninger omtaler det.
I første tredjedel af 900-tallet er denne rigsenhed imidlertid blevet opløst. Adam af Bremen kan med Svend Estridsen som kilde oplyse om et rige skabt i kraft af den svenske kong Olavs erobring, der senere blev styret af sønnerne Chnob og Gurd.
Adam af Bremen fortsætter: “Efter Olaph, sveonernes første mand…, som regerede over danerne sammen med sine sønner, indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra nordmannernes land, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger eller rettere tyranner herskede samtidig, eller om de levede kort tid efter hinanden.“
I Widukinds Sakserkrønike fra omkring år 970 oplyses det, at Henrik I. Fuglefænger af Østfranken i 934 drog af sted med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe. På dette tidspunkt har Gorm den Gamle hersket i Jelling, hvilket kunne betyde, at der fandtes et lille særrige i Hedeby med svenske konger, der først har været underkuet af den tyske hersker og siden er blevet fordrevet helt fra magten. Adam af Bremen omtaler imidlertid kun et felttog fra sakserne, og det var imod Gorm den Gamle, hvor der imidlertid ikke er meget, der tyder på, at han skulle have ladet sig døbe.
Artikel pr. 2.1.2019
Pingback: Den danske kongerække | Historiskerejser.dk