Otto I. “den Store”
Otto I. “den Store” blev født den 23. november 912 og døde den 7. maj 973 i Memleben. Han var af slægten Liudolfinger, der fra 936 var Hertug af Sachsen og Konge af det Østfrankiske Rige (regnum francorum orientalium). I 951 blev han også konge af Italien og fra 962 tysk-romersk kejser.
Under den første del af hans lange herskertid satte han sin magt igennem, således at det stod klart, at hans kongeriger var udelelige, og at han stod for valg af amtsembeder. Dermed greb han dybt ind i adelens hidtidige magtområder.
De mest alvorlige opstande kom fra medlemmer af hans egen familie. Hans bror Heinrich samt hans egen søn Liudolf gjorde opstand med krav om deling af kongemagten. Otto trak sig sejrrigt ud af disse opstande.
I 955 besejrede han ungarerne i slaget ved Lechfeld, der ikke bare bremsede rytterfolket fra yderligere ekspansion, men også opstande fra de andre store i riget mod kongen. Det lykkedes ham endda også at få status af kristendommens redningsmand, da han samme år besejrede slaverne. I tiden derefter satte der en kulturel blomstringstid ind, der er kendt som Ottonsk renæssance.
I 961 erobrede han Kongeriget Italien og bredte sit rige ud mod nord, øst og til Syditalien, hvor han kom i konflikt med det Byzantinske Rige. Han greb tilbage til kejserideen, som Karl den Store havde installeret, og lod sig krone til kejser i Rom i 962 af Pave Johannes XII., og det lykkedes ham endvidere at gøre dette og samtidig forsone sig med den byzantinske kejser ved at gifte sin søn Otto II. med den byzantinske kejsers niece Theophanu.
I år 968 grundlagde han ærkebispedømmet i Magdeburg, en by, der som ingen anden er blevet forbundet med hans levevis. Ærkebispedømmet var for Otto forudsætningen for kristningen af slaverne.
Tilnavnet “Den Store” er senest kommet til hos den middelalderlige historieskriver Otto von Freising. Den saksiske Widukind von Corvey beskrev ham som “verdens hoved”.
Livet som tronfølger
Otto blev født i 912 og var søn af den saksiske hertug Heinrich I. – der i år 919 var blevet konge af det Østfrankiske Rige og dennes anden kone Mathilde og måske født i byen Wallhausen – nordøst for Kyffhäuser. Mathilde var datter af den saksiske greve Dietrich af familien Widukind. Otto havde en ældre halvbror fra sin faders annullerede ægteskab ved navn Thankmar. Ottos yngre søskende var Gerberga, Hadwig, Heinrich såvel som Brun. Man kender ikke meget til hans opvækst, men man ved, at den har været militært præget. De første erfaringer som hærfører fik Otto ved rigets østgrænse mod de slaviske stammer. Han fik ved den lejlighed et barn som sekstenårig med en fremtrædende slavinde. Han fik navnet Wilhelm og blev sidenhen Ærkebiskop af Mainz.
Efter Konrad I.´s død – konge af det Østfrankiske Rige – hvor det ikke lykkedes at sikre arvefølgen, var kongeværdigheden gået fra en franker til en sachser. Heinrich I. blev kun valgt af Franken og Sachsen, der var dog en politik med en militær underkastelse eller en venskabsbinding til Hertugdømmet Schwaben (919) og Bayern (921/22). Derudover lykkedes det Heinrich at Lothringen blev del af det Østfrankiske Kongerige, efter at området indtil da havde været del af det Vestfrankiske Rige.
Pingback: Tysk-Romersk Kejserrække | Historiskerejser.dk
Pingback: Magdeburg | Historiskerejser.dk
Pingback: Hellige Tysk Romerske Rige | Historiskerejser.dk