Kloster Lehnin
Klosteret blev grundlagt i 1180 af den askanske markgreve af Brandenburg Otto I. Det blev bygget for at give de kristne germanske fyrster af slægten Askanien et udgangspunkt for at føre kristen mission i deres nyligt (1157) erhvervede territorium Mark Brandenburg. Klosteret var et kristent magtcenter og afgørende i at få den germanske østudvidelse til at lykkes. Det var gravplads for de Askaniske markgrever og de første hohenzollerske kurfyrster. Klosteret var erhvervsmæssigt en innovativ motor i udviklingen af vækst og nye initiativer i store dele af Mark Brandenburg. I 1700-tallet forfaldt klosteret til ruin og blev i 1800-tallet genopbygget som vigtigt symbolsk signal om genrejsningen af Hohenzollernes, den ny tyske kejserfamilies, stamgrave. Siden 1911 har det lydt navnet Luise-Henriette-Stift og varetaget lindring og heling. I dag er det et center for geriatri. I Brandenburg er det et af de fornemste udtryk for Rødstensgotik.
Germanske missionsforsøg
Herfra førtes missionen i Brandenburg
Germansk kristen mission i området havde været prøvet tidligere, men var imidlertid blevet sat på standby. I 804 havde Karl den Store første gang sat processen på pause, da han havde indgået et samarbejde med det slaviske folkefærd Abodritterne i sine krige mod Danerne i nord. I 929 havde hans efterfølger Heinrich II sat sig for at forsøge igen, men disse forsøg forblev uden større succes. Hans søn Otto II døbte de uregerlige fjendtlige grænseområder til det hellige Tysk-Romerske Rige i 960´erne ved at give en stribe områder navnet Mark: Altmark, Uckermark, Nordmark og med en vis sandsynlighed også Danmark. Germanerne forsøgte at øve en vis indflydelse på området ved at udskrive bisper til at virke i området, om end det dog kun virkede unødigt provokerende på et område, man ikke havde pondus til at tage kontrol med. I 983 gjorde de slaviske folk oprør, og i et vidt omfang havde man held med at holde området slavisk. Germanere forsøgte sig gentagne gange med erobring, men disse forsøg endte dog kun med plyndring og rov. Da det i 1157 endeligt lykkedes for den germanske fyrste Albrecht der Bär at erobre Mark Brandenburg ved at besejre Jaxa von Köpenick, var han bevidst om, at området ikke pr. automatik ville forblive venligtsindet.
Albrecht der Bär og hans søn og efterfølger Otto I forfulgte en dobbeltstrategi. For det første tiltrak man en del germansk-kristne nybyggere til området, på den anden side forsøgte man at føre en mission igennem i området. I 1170 grundlagde Ærkebispedømmet Magdeburg et kloster i Jüterbog lige syd for Köpenick ved floderne Nuthe og Nieplitz. Askanerne ønskede imidlertid selv at styre missionen i området, og i det lys skal man se grundlæggelsen af Kloster Lehnin i 1180. Klosteret var et cistercienserkloster, som var et datterkloster, hvilket vil sige en kopi af et af de fire oprindelige klostre fra Citeaux ved Dijon i Frankrig. Det fungerede som huskloster for Askanierne, og herfra grundlagde man sidenhen de fire øvrige brandenburgiske klostre Paradies, Mariensee, Chorin og Himmelpfort. Albrecht der Bär havde gjort sit forarbejde grundigt for at få lov at grundlægge sit eget kloster. I 1154 havde han skænket store midler til klosteret Sittichenbach i Eisleben, hvilket gav hans søn den goodwill, at han fik grundlagt et kloster.
Legenden om Ottos jagt
I klosterets våbenskjold, folkesagn og litterære beskrivelser fra Mark Brandenburg, florerer legenden om, at klosteret blev grundlagt efter Otto I´s jagtdrøm. Legenden fortæller, at Otto efter en jagt træt var sunket sammen under et egetræ, her faldt han i søvn og havde et mareridt, om at han blev angrebet af en hvid hjort, hvis gevir var ved at stange ham ihjel. Men før dette indtraf i drømmen, vågnede Otto. Han fortalte sine jagtfæller om drømmen. De så den hvide hjort som symbol på djævlen og opfordrede ham til at bygge en borg på stedet for drømmen. Otto fulgte deres råd, om end at der var tale om et kloster og ikke en borg. De to forfattere der har beskrevet Mark Brandenburg, Willibald Alexis og Theodor Fontane, har begge refereret til episoden. Alexis i bogen Die Hosen des Herrn Bredow fra 1846 og Fontane i Vor dem Sturm. Fontane mener, at ordet Lanye skulle betyde hjort på slavisk, og at det forklarer klosterets navn. Sprogteoretikere holder det dog fo mere sandsynligt, at navnet kommer fra Lensområde. I de seneste år har religionshistorikere fremsat en velunderbygget tese, om at stedet fungerede som slavisk hedensk kultsted, og at man valgte at bygge klosteret af denne grund. Dette understøttes af en undersøgelse af det stykke egetræ, der har været i klosterkirkens altertrin, hvilket har understøttet legenden om Ottos jagt, da man har fortalt, at egetræstrinnet var det egetræ, som Otto sad under. Klostersamfundets våbenskjold består af en hvid hjort og et egetræ.
Klosterets beliggenhed
Klosteret ligger på højsletten Zauche sydvest for Berlin og umiddelbart sydøst for byen Brandenburg an der Havel. Området er en ufrodig højslette, der er en slutmoræne fra den seneste istid, hvor en masse affald som sand, mergel og mosede søer samler sig i et område. Floderne Nuthe og Nieplitz ligger i umiddelbar nærhed og kom med tiden til at spille en rolle. Det barske og uindbydende landskab synes næsten at have inviteret munkene til at efterfølge Benedikts regel Ora et Labora, som også cisterciensermunkene fulgte i slutningen af 1100-tallet. Allerede i de første år af 1200-tallet ændrede klosteret sin målsætning fra mission og til udvikling af området. Klosteret forblev frem til reformationen en af de største ejendomsbesiddere i Mark Brandenburg. Ejendomsforholdet gjaldt de 5 nærliggende byer rundt om klostersøen, møllevirksomheden i det nærliggende Nahmitz, fiskeret til floderne Nuthe, Nieplitz og Havel samt told på salt samt 39 byer så langt væk som Magdeburg, Sachsen, Barnim og den mest berømte Zehlendorf med søen Schlachtensee . I 1415 opstod klosterbyen rundt om Lehnin, da man tillod, at marked kunne holdes ved klosteret.
Munkene var med til at udvikle teknikker til at dræne sumpe, opstille møller, dyrke vin, agerbrug og kvægdrift. Denne udvikling var med til at løfte området og fremme udviklingen. Erhvervsmæssigt beskæftigede man sig med korn, fisk, mælkeprodukter, honning, bivoks, vin og læder. Munkene havde salgshuse i byer som Brandenburg an der Havel, Berlin og sågar så langt væk som Hamburg. En bemærkelsesværdig ændring var, at munkene på klosteret var foregangsmænd til at få afskaffet tiende, altså betalingen af en tiendedel af indkomsten.
Legenden om Sibold og de første svære år
De første år af klosterets eksistens synes at have været ret hårde, hvilket underbygges af historisk og arkæologisk forskning, men også af legenden om den første abbed Sibold.
Arkæologisk forskning viser, at der lå flere slaviske byer i området rundt om klosteret ved dets grundlæggelse i 1180. Disse ydede betragtelig modstand mod munkene, klosterets tilstedeværelse, dets missioneren og, at det havde ødelagt deres oprindelige kultsted. I 1170 havde slaver ødelagt klosteret Zinna ved Jüterbog, hvilket var en hævn for ødelæggelsen af deres helligsted for guden Triglaw i Brandenburg an der Havel. Hvor det, der hidtidigt har været nævnt, har rygdækning i historiens annaler, må legenden fra 1190 om det første abbedi Sibold siges at bevæge sig på aldeles usikker historisk grund. På den anden side er det tænkeligt, at legenden formidler forholdene for munkene på denne tid og dermed videregiver en vis sandhedsværdi. Historien er fortalt mest tydeligt af Theodor Fontane: Sibold havde søgt ly i nabobyen Nahmitz for at hvile sig i en hytte, det skulle have forskrækket landsbyens beboere, da de opfattede, at han gjorde tilnærmelser til en fiskerkone, Sibold flygtede og blev slået ned i skoven. Det skulle have fået munkene til at opgive Kloster Lehnin, indtil Jomfru Maria skulle have vist sig for dem og på latin have sagt: “Vend om, I skal ikke mangle på dette sted”. Det gjorde, at de blev, og klosterbyggeriet kunne fortsætte.
Stephan Narmitzsch, der har forsket i mordet, sætter det til at være foregået tidligere, nærmere omkring 1185, og at det illustrerer de stridigheder, der har været mellem munkene og beboerne i Nahmitz om fiskerirettighederne i klostersøen. Kunstnerisk har legenden fået et efterliv i to realistiske malerier samt i det mindesmærke på Siegesallée i Berlin, der i 1870 blev opstillet over Otto I med abbed Sibold ved sin side.
I midten af det 13. århundrede levede der omkring 100 personer i cistercienserklosteret. Indtil midten af det 14. århundrede stammede munkene udelukkende fra adelen, hvorefter borgerlige begyndte at blive optaget. Talrige munke har studeret på universiteterne i Wittenberg, Erfurt, Frankfurt/Oder og Leipzig. Nogle af klosterbrødrene opnåede stor indflydelse indenfor det kirkelige. Eksempelvis blev munken Dietrich Kagelwit kansler for kejser Karl IV, siden biskop i Minden og ærkebisp i Magdeburg. Forfatteren Willibald Alexis beskrev i sin roman Der Verwolf legenden om Dietrich Kagelwit og Griseørerne.
Kampene udspilledes mellem Wittelsbachere og Luxembourgere om, hvem der skulle overtage magten i Mark Brandenburg, da den Askaniske fyrsteslægt uddøde. Dette havde en effekt på klosterbrødrene. Klosteret fungerede periodevis som rugested for fordærvede røverbander. Først da Hohenzollerne i 1415 overtog magten oplevede klosteret en ny opblomstringstid. Paven ophøjede i 1450 klosterets leder fra abbed til biskop. Den sidste abbed Valentin rejste i 1518 til Wittenberg for at forhindre Martin Luther i at offentliggøre hans Afladsteser. Abbed Valentin var tæt på Kurfyrst Joachim II. af Brandenburg, da de begge var stærkt kritiske overfor Luthers lære. Joachim blødte imidlertid op for protestantismen fra 1539, men det havde ingen indflydelse på klosteret, før Valentin døde i 1542, hvor der ikke blev genudnævnt en abbed, og klosteret blev opløst. Klosterbyen blev omdannet til en kurfyrstelig by styret af amtsmænd. De fleste munke var nødsaget til at vende tilbage til deres hjembyer.
Profetien om klosteret og Hohenzollerne
I Mark Brandenburg florerede en særlig profeti, der kortfattet gik ud på, at dynastiet Hohenzollern ville gå under, og klosteret Lehnin ville genopstå i sin katolske udformning. Profetien skulle i sin egen logik være nedskrevet af en fængslet munk i sin celle på latinsk versform i 1306. Imidlertid har man sandsynliggjort, at den er nedskrevet i 1683 i den tid, hvor Den Store Kurfyrste regerede Brandenburg. Profetien var ofte forudsagt til at indtræffe en gang efter 1680. Det anslås, at den evangeliske kirke har stået bag, og at det har været i utilfredshed med, at Hohenzollernes religion var calvinistisk og luthersk. Nøjagtig hvem, der stod bag profetien, diskuteres imidlertid stadig.
Klosteret bliver sommerresidens
Kurfyrst Joachim II lod klosteret udbygge betragteligt, også efter 1542. Kurfyrsterne benyttede det primært til at afholde jagtselskaber og i slutningen af det 16 .århundrede et større Falkonerhus. Trediveårskrigen (1618-48) betød flere plyndringer af klosteret og nedbrændinger af flere bygninger. I tiden efter oplevede klosteret et større opsving, da den store Kurfyrste Friedrich Wilhelm(1640-88) udbyggede med flere fløje og omdannede det til jagtslot med et beskedent selskabsliv som følge deraf. Hans første kone Kurfyrstinde Luise Henriette von Oranien gjorde Lehnin til sin foretrukne sommerresidens. 9. maj 1667 tog den kurfyrstelige familie afsked med den dødssyge Kurfyrstinde Henriette. Få uger efter døde hun i Berlin. Hendes navn lever videre i form af dets nuværende navn Luise-Henriette-Stift.
Klosteret forfalder til ruin
I 1685 bød Brandenburg de franske calvinister Huguenotterne velkommen. Det var godt 50 år efter ødelæggelserne i Trediveårskrigen og efter pestens hærgen. Hohenzollerne tilhørte selv den calvinistiske tro, og undergangsprofetien kunne reelt set være en advarsel om, at det hårdt plagede område ved Lehnin også inviterede mange Huguenotter til at bosætte sig. Huguenotterne blev mødt med skatte- og toldundtagelse, hjælp til at stifte virksomhed, og at den brandenburgiske stat betalte deres præster. I klosteret byggede man en mur, der adskilte calvinister og luthersk-evangeliske.
Som konsekvens af Brandenburgs generelle opsving og med udgravningen af Emsterkanalen, der forbandt Klostersøen med Havel, blev forudsætningerne for fornyet vitalitet til teglværk, havn og pramme. Klosteret profiterede imidlertid ikke af opsvinget og forfaldt på ny. I årene 1770-1820 brugte brandenburgerne stedet som stenbrud, og store dele af klosteret blev brækket ned. De tre midterste skibe, det nordlige sideskib, korsgang, klausur og jagtslottet lå i ruiner. Den romanske østlige del forblev forskånet og kunne fungere som menighedskirke. 9 Askaniske markgrever og 3 hohenzollerske kurfyrster lå begravet i kirken, og den eneste gravplatte, der overlevede, er markgreve Otto VI. I 1811 nedlagde man det preussiske amt Lehnin, og det overgik til private.
Klosteret genopbygges
En ny opblomstring oplevede klosteret under indflydelse af den tyske romantik og nationalbevidsthed med omdrejningspunkt i det preussiske kongehus. At begravelseskirken for Hohenzollerne lå i ruiner, blev genstand for en interesse for en mulig genopbygning. Robert von Loebell, der boede på Lehnin i perioden 1846-70, stoppede forfaldet af klosteret. Derudover plejede han særdeles gode forbindelser til den preussiske kronprins Friedrich Wilhelm, der senere kom til at fungere som kejser Friedrich Wilhelm. Kong Friedrich Wilhelm IV gav tilladelse til den restaurering og genopbygning, der foregik lige efter den tyske samling 1871-77.
I 1911 købte den evangeliske kirke i Preussen klosterområdet og grundlagde Luise-Henriette-Stift, der efter et mangeårigt fravær af en gejstlighed på stedet genetablerede dette. Man ydede teologisk og medicinsk hjælp og gjorde brug af cisterciensernes oprindelige indretning. I 1936 havde man hele 128 personer aktive på klosteret. Nationalsocialisterne ensrettede deres organisationer, hvilket også skete på det kirkelige område. Det førte til, at man lukkede flere af deres institutioner ned. I 1943 indrettede den generalfuldmægtige for kemi sig på klosteret. I 1949 påbegyndte man en ombygning af klosteret til et sygehus, der imidlertid først var færdigt 20 år efter. Siden 1993 har stedet været indrettet som centrum for geriatri (ældrebehandling) i Berlin-Teltow.
