Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14

Krakows gamle by – Stare Miasto

Krakows gamle by er det historiske centrum af Krakow i Polen. Det er et af de mest kendte gamle byområder i Polen og var ramme om Polens politiske liv fra 1038, og indtil Kong Sigismund III. Vasa flyttede hoffet til Warszawa i 1596.

Hele den middelalderlige gamle by var blandt de første steder til at blive del af den første verdenskulturarvsliste hos UNESCO. Ligeledes blev den valgt på listen over historiske monumenter for den nationale kulturarv i Polen.

Den gamle by er kendt som Stare Miasto. Det er en del byens administrative distrikt under samme navn, men det administrative distrikt er større end det kulturelle distrikt alene.

Det middelalderlige Krakow var omgivet af en tre kilometer lang forsvarsmur med 46 porte og 7 større byporte. Forsvaret blev anlagt i løbet af to århundreder. Den nuværende arkitektoniske grundskitse af Stare Miasto – det 13. århundredes købstad – blev tegnet i 1257, efter at byen var blevet ødelagt under mongolernes invasion i 1241 og deres efterfølgende angreb i 1259 og igen 1287. Den centrale plads Rynek Glowny er den største middelalderlige plads i Europa. Der er en lang række historisk vigtige bygninger indenfor et lille område såsom Marie Basilika (Kościół Mariacki), Adalbertkirken og Santa Barbara såvel som andre nationalt skattede bygninger. Centralt på pladsen ligger den gamle markedshal Sukiennice, som er omgivet af rækkehusene kamienice og i dag med funktion af turistsouvenirbutikker. På den øverste etage findes det nationale kunstgalleri. Tæt på markedshallen står rådhustårnet.

Hele distriktet har den Kongelige vej – Droga Krolewska – også kaldet kroningsruten, hvor de polske konger gik igennem byen. Ruten starter ved Sankt Florians kirken nord for bymuren i bydelen Kleparz. Her passerer man forsvarsværket Barbakan, der blev bygget efter tyrkisk forbillede i 1499 og placeret foran Floriansporten, hvor man så kommer ind i byen. Via Florianska kommer man direkte op til den centrale plads og videre ad Grodzka til Wawel – Polens Akropolis – hvor kongeborgen lå med udsigt over Wisla.

I det 19. århundrede nedrev man de oprindelige forsvarsværker, der omkransede byen. I stedet er der i dag et grønt bælte ved navn Planty Park.


Krakows gamle bydel set fra Wawel. Kilde: wikipedia

Om forfatteren
Alle artikler på historiskerejser.dk er skrevet af Anders Bager Eriksen. Anders er cand. mag. i historie og religion og har en lang rejseledererfaring. Kontakt Anders på tlf.: Telefon: +45 20 93 17 14.