Marineskolen Mørvig/Mürwik
Marineskolen blev grundlagt i 1907 i Mørvig ved Flensborg fjord som erstatning for Marineakademiet i Kiel. Arkitekten var Adalbert Kelm fra Kiel. Arkitektonisk var forbilledet tempelridderborgen Marienburg ved Danzig. Den skulle bruges til uddannelse af søofficerer. Den kendes som Det røde slot ved havet eller bare som Borgen og fungerer stadig som Marineskole. Bydelen er i dag vokset sammen med det øvrige Flensborg og gælder som et af de mest attraktive beboelsesområder i byen.
I 1897 havde Kejser Wilhelm II bekendtgjort, at Tyskland krævede sin ret til en plads i solen. Det betød med andre ord, at Tyskland ville være et imperium som Storbritannien, hvilket krævede en flåde, der kunne matche den britiske. I Bismarcktiden (1862-1890, hvor Otto von Bismarck havde styret landet) havde Tyskland været forbeholden i jagten på kolonier og havde generelt mest koncentreret sig om en stærk hær. Dette ændrede sig i Wilhelmstiden, hvilket skabte et stærkt modsætningsforhold mellem Tyskland og Storbritannien.
Valget af Mørvig stod storadmiral Alfred von Tirpitz bag, og dette valg virkede oplagt, da det var et ubebygget stykke jord ud til vandet ved en større by. Derudover var det forholdsvis tæt på den hidtidige marineskole i Kiel, som åbnede i 1910.
2.-23. maj 1945 valgte Storadmiral Karl Dönitz, der havde fået overdraget hvervet som efterfølger til Hitler efter dennes selvmord i Berlin, at nedsætte sin regering på Marineskolen.
Herfra sendte Dönitz sine repræsentanter ud med mandat til at afslutte 2. verdenskrig med en betingelsesløs kapitulation: Hans-Georg von Friedeburg til Timeloberg på Lüneburger Heide, Alfred Jodl til Reims og Wilhelm Keitel til Berlin-Karlshorst.
Hele området rundt om skolen gjaldt som regeringsområde indtil 23. maj 1945. Den højt dekorererede topnazist Wolfgang Lüth nægtede at anerkende forbudet mod Hitler-hilsenen, og selvsamme Lüth blev skudt som følge af den almindelige nervøsitet, der herskede i den sidste bastion for Det tredje Rige.
Efter 2. verdenskrig fungerede bygningen som lazaret og opholdssted for de titusindvis af tyske flygtninge, der kom østfra, pædagogisk højskole samt toldskole, inden den i 1956 igen blev taget i brug som flådeskole.
Der findes et marinemuseum i en tilbygning til skolen. I 1990 blev flådehavnen imidlertid nedlagt, og i dag foregår al oplæring i moderne skibssimulatorer.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Er man en gruppe kan man besøge marineskolen og få en rundvisning af en varighed på cirka en 1½ time.
Jeg har selv iværksat dette. Man får en rundvisning på såvel de udendørs arealer, man får mange funktionsbeskrivelser; Det være sig hvor at lederne af skolen holder til, hvordan et typisk skoleforløb foregår, hvad der lå til grund for oprettelsen af skolen, etc. Der henvises forsigtigt og politisk korrekt til Flensborgkabinettet, men forventer man en fokuseret rundtur med dette tema, så bør man nok have gjort sit hjemmearbejde selv, da det forbliver et ømtåleligt emne. Nogle af de mest imponerende oplevelser på stedet, er ankomsttrappen fra marinehavnen, der troner fornemt ud mod Flensborg fjord og festsalen indendørs, hvis imponerende historistiske stil, er et fornemt udtryk for Wilhelmstidens trang til udsmykning. Festsalen bruges ofte af Flensborg by.