Mark Brandenburgs første år
Albrecht der Bär nåede at regere Mark Brandenburg fra 1157 og frem til sin død i 1170. Han inddrog sine sønner i sit regeringsarbejde, i særdeleshed sin ældste søn Otto I, og dermed sikrede han sig en kompetent arvefølge til videreførelse af Albrechts politik i det nyerobrede område. De største udfordringer var at sikre undersåtternes troskab og lydighed i de nyindlemmede områder. I den henseende blev udbredelsen af kristendommen et vigtigt redskab. Der var flere måder at sikre udbredelsen på, en var at tiltrække kristne nybyggere, en anden ved at gennemføre kristen mission, og en tredje var at fortsætte kampen mod de slavisk-hedenske nabofolk, der herskede i grænseområderne mod nordøst.
Området for den brandenburgiske ekspansion omkring år 1200
I 1160´erne tiltrak den askaniske slægt mange nybyggere, der kom fra Altmark, Fläming, Harzen, Rhinområderne og kystområderne i Holland og Zeeland (også Holland i dag). De blev lokket af handelsmæssige privilegier og billig jord. Askanierne fik omvendt handelsfolk, bønder og håndværkere, der bibragte med megen fagkundskab på deres felt. Samtidig var alle disse nybyggere kristne og styrkede kristendommen i forhold til den slavisk-hedenske tro. I særdeleshed skal man fremhæve de hollandske nybyggere, der var flygtet grundet de ødelæggende stormfloder, som de hollandske kystområder havde været ramt af i disse år. De var med til at inddæmme og kultivere meget af den hidtil udyrkede jord i det moseprægede og flodoversvømmede område. Digerne langs Havel og Elben kan tilskrives hollænderne i denne tid. Det menes, at der også har været en øget tilstrømning til det, der blev Berlin, og at det befolkningsmæssige grundlag for dobbeltbyen Berlin-Cölln blev skabt i 1170´erne.
Den anden strategi, der gik ud på at føre missionen igennem i området, var en proces, som askanierne ikke var alene om at interessere sig for. Den middelalderlige konflikt mellem fyrste og bisp kunne meget vel have udviklet sig dramatisk i området. I 1170 grundlagde ærkebispedømmet Magdeburg klosteret Zinna i Jüterbog syd for det nuværende Potsdam. Askanierne billigede ikke denne udvikling, da det medførte en vis risiko for, at ærkebispedømmet i Magdeburg ville få en væsentlig indflydelse på udviklingen i deres område, både politisk og økonomisk. Klosteret blev indledningsvis udsat for et altødelæggende hævnangreb fra slaviske hedninge, der reagerede på, at deres helligdom for krigsguden Triglaw var blevet ødelagt i Brandenburg an der Havel, en gerning som askanierne med overvejende sandsynlighed stod bag. Kloster Zinna overlevede, men kom til at spille en tilbagetrukken rolle. I stedet blev det askaniernes egen klostergrundlæggelse af klosteret Lehnin i området mellem Brandenburg an der Havel og Potsdam, der kom til at styre den kristne mission af Marken. Det var Otto I, der havde efterfulgt sin fader Albrecht der Bär i 1170, som i 1180 grundlagde et cistercienserkloster. Askaniernes mulighed for selv at styre den kirkelige mission skyldtes de kontakter, de havde plejet i såvel gejstlige som fyrstelige kredse op igennem 1100-tallet. Klosteret blev såvel en af de største jordejere i Brandenburg, men også et center for udvikling af nye teknologier til landbrug, møllebrug og handel og endelig begravelseskirke for askanierne og endda også for de tidlige hohenzollere.
Den tredje strategi var ekspansion i de slavisk-hedenske områder mod nordøst. I årene efter Ottos magtovertagelse fra sin fader Albrecht der Bär, måtte han sande, at der var en vis obstruktion fra hans faders tidligere rivaler. Kejser Friedrich Barbarossa ventede helt frem til 1172 med at anerkende hans markgrevestatus, sikkert en hævn over hans faders modstand mod Heinrich der Löwe. Imidlertid koncentrerede askanierne sig ikke om at true de saksiske områder i vest og sydøst, men i stedet om områderne i nordøst. Over en 150-årig periode underlagde man sig området frem til Oder. I årene 1178-80 blev det slaviske folk tollensernes område indlemmet. Men havde størst succes under brødrene Johann I og Otto III den fromme, hvor områder som Teltow, Barnim, Uckermark, Köpenick, Stargard, Wolgast og ikke mindst Neumark øst for floden Oder markerede den enorme succes, som den askaniske fyrsteslægt havde i deres ekspansion mod øst.
