Molkenmarkt
Berlins ældste plads. Den ligger i bydelen Mitte, tæt på floden Spree og i nærheden af det historiske kvarter Nikolaiviertel, og den er knudepunkt for midtbytrafikken. Pladsen domineres af Alte Stadthaus med dets høje tårn og den stærkt trafikerede Grunerstrasse. Grundet 2. verdenskrigs ødelæggelser og efterkrigstidens politiske prioritering af pladsen er pladsens atmosfære og oprindelige byggeri igennem mange hundrede år ikke længere at opleve. Oprindelig var pladsen en del af midtbyens tæt bebyggede boligmasse. Pladsen ligger direkte overfor Det Røde Rådhus.
Molkenmarkt er pladsen foran Altes Stadthaus med det grå tårn. Billede. www.berlin.de
Molkenmarkts Historie
Allerede før dobbeltbyen ved Spree Berlin-Cölln blev nævnt første gang i årene 1237-44, var der livlig handel på denne plads. Den lå nord for Mühlendamm tæt ved floden Spree, netop ved den første bybefæstning. Handelen bredte sig snart til også at foregå andre steder i byen, og fra og med slutningen af 1200-tallet var Neuer Markt foran dagens Marienkirche at regne for byens handelsmæssige centrum. Der vedblev dog at være en livlig handel på Molkenmarkt.
Der berettes om, at der stod en figur af Roland på pladsen indtil 1448. Den blev kastet i Spree som symbol på, at de kurfyrstelige Hohenzollere havde trukket sig sejrrigt ud af opstanden Berliner Unwille, der havde hærget Berlin i årene 1447/48. Rolandfiguren var et symbol på den borgerlige handelsfrihed undtaget kurfyrstelig justits. Den skulle naturligvis fjernes.
I 1530 berettes i Köllnisches Stadtbuch om, at der afholdes Weihnachtsmarkt på pladsen, hvilket er det tidligste julemarked i Berlin, der kendes til. Pladsen fungerede som et centrum i det 17. århundrede, bl.a. havde byens bøddellaug til huse på pladsen indtil 1678.
Molkenmarkt i slutningen af 1700-tallet. fra wikipedia
I 1685 omdøbte kurfyrst Friedrich III (1688-1713) pladsen til Olde Markt. Allerede i 1689 ombestemte han sig dog med hensyn til pladsens brug og nedlagde handelsstandene for istedet at omdanne pladsen til militær paradeplads. I årene 1728-50 arbejdede den barokke billedhugger og skulptør Andreas Schlüter på en statue af ovennævnte Kong Friedrich I (kurfyrst Friedrich III), der prydede pladsen. I det 18. århundrede opstod der en række adelspalæer rundt om pladsen, men i dag er kun Palais Schwerin tilbage af alle disse.
I 1935 blev mange af pladsens huse i retning mod Spree revet ned, hvilket først og fremmest gjaldt en af Berlins ældste gader Am Krögel, der var navnet på en lille sidearm til Spree. Det samme gjaldt det middelalderlige boligkompleks Grosser Jüdenhof, alt sammen for at udvide slusen ved Mühlendamm. Et af de få huse, der blev bevaret, var Palais Schwerin, der dog blev rykket 7 meter tilbage og sammenbygget med et nybyggeri fra 1936, hvor der siden har været foretaget møntprægning.
Nationalsocialisterne opererede med en plan om at bruge pladsen til parade, en idé, der også var til stede hos socialisterne. Hos begge regimer forblev det dog ved tanken.
2. verdenskrig forårsagede yderligere ødelæggelse af pladsen. Den sidste destruktion i 1966 havde baggrund i gennemførelsen af den 8-sporede vej, der i dag efterlader pladsen uden den mindste forbindelse til dens middelalderlige charme. Det er i dag den primære vej mellem Alexanderplatz og Potsdamer Platz.
Dagens udseende domineres af Alte Stadthaus og trafikken. Foto fra wikipedia
Navnet Molkenmarkt
Dagens plads Molkenmarkt har båret talrige navne igennem historien: Olde Markt (Op den Olden Markt) (fra pladsen nævnes første gang og frem til 1685), Mulkenmarkt (1685–1728), Königsmarkt (1737 til cirka 1750), da den berømte barokke billedhugger og arkitekt Andreas Schlüter arbejdede på et mindesmærke over kong Friedrich I af Preussen. Fra omkring år 1750 benyttes navnet Molkenmarkt officielt.
Der er to teorier om navnets oprindelse: den første baserer sig på, at mejeriet ved Møllegården solgte sine mælkeprodukter på stedet. Den anden teori baserer sig på, at navnet Mollen (der er nedertysk for Mühlen/møller) er afledt af møllerne på Mühlendamm.
Byggerier på pladsen
Ved afslutningen på 2. verdenskrig var hele Berlins indre by stærkt ødelagt. Det gjaldt også Molkenmarkt med alle dens sidegader. Enkelte bygninger blev genopbygget eller gjort i stand, det gjaldt blandt andet husnumrene med 1 og 2. I det 17. århundrede havde disse bygninger tilhørt de daværende brandenburgiske kurfyrster. Eksempelvis boede kansleren Lampert Distelmayer (16 årh.) og bygherren Rochus zu Lynar (Zitadellet i Spandau) i disse bygninger. I middelalderen var centrale funktioner som fogeden, politipræsidiet og byfængslet placeret på pladsen. Fogedbygningen (Stadtvogtei) lå her helt frem til 1934, hvor den blev revet ned for at give plads til et møntprægningssted.
Palais Schwerin, et af de få historiske huse, der stadig eksisterer på Molkenmarkt. Foto fra wikipedia
I Molkenmarkt nummer 3 boede den preussiske diplomat Otto von Schwerin, der var den store kurfyrstes vel nok vigtigste diplomat i slutningen af det 17. årh. Byggeriet er fra 1690 og opstod, da Andreas Schlüter måtte nedrive flere huse for at få plads til udvidelsen af slottet. I 1698 købte Otto bygningen og lod den straks omgøre. Den var først færdig 1704. Året efter døde Otto von Schwerin uheldigvis. Bygningen er som en af de få på pladsen bevaret. Det var herfra, man gik ned til det middelalderlige Krögel. I årene 1911-14 blev Altes Stadthaus opført, og dets høje tårn er stadig dominerende på pladsen.
Pladsen deler flere huse med det middelalderlige område Nikolaiviertel. Her er det vigtigste fælles hus Ephraim Palais samt krostuen Zur Rippe. Sidstnævnte havde været krostue siden midten af 1600-tallet, men blev jævnet med jorden i 1935. Som optakt til Berlins 750-årsjubilæum i 1987 genopbyggede DDR krostuen.
Det originale genopførte Ephraim Palais. Foto fra wikipedia
Ephraim Palais, der har sit navn efter den jødiske bankmand Nathan Veitel Ephraim, som var så rig, at selv Frederik den Store stod i gæld til ham. Det fortælles, at han skulle have ejet over en million sølvmønter. Samtidig formodes det, at han sponsorerede en fjerdedel af de samlede omkostninger i 7-årskrigen (1756-63). Det var også i disse år, at han byggede, hvad der blev kendt som byens skønneste private hus. Bygningen vedblev at være eftertragtet i løbet af det 19. årh. Men i 1935-36 var dens beliggenhed problematisk, og den blev nedrevet. Det stødte på store folkelige protester. Dens dele blev imidlertid bevaret, men var dog spredt på forskellige steder i byen. Efter krigen var de fleste at finde i bydelen Wedding, der med delingen af byen var at regne for Vestberlin. I såvel øst som vest gik man med planer om at genopføre palæet. I vest med de originale dele, men på et helt nyt sted, i øst på det oprindelige sted, men med nye dele. I 1983 kom det imidlertid med den foranstående fejring af 750-årsjubilæet i byen til en forbrødring, da den vestberlinske overborgmester Richard von Weizsäcker støttede genopførelsen af Ephraim-Palais ved at sende originaldele til øst. I dag står Ephraim-Palais genopført kun 11 meter fra dets originale sted.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler
Pladsen er i dag en af de mest ucharmerende pladser i byen, men en plads man næsten uundgåeligt vil krydse på det ene eller andet tidspunkt. Det, der falder mest i øjnene, er Altes Stadthaus med dets høje tårn. Imidlertid er Altes Stadthaus ikke åbent for udefrakommende. Du vil mest bruge pladsen til at komme videre til Rotes Rathaus, som du også har et udemærket syn på eller ind i det stadigt middelalderlige Nikolaiviertel, med ovennævnte Ephraim-Palais, der er del af byhistorisk museum, eller til området ved den historiske havn og slusen, hvis udvidelse var så fatal for området. Den vigtigste tanke at gøre sig må være, at her har den nyere historie som så mange gange før vist dsin foragt for den ældre historie og ødelagt i fremskridtets tegn.
Pingback: Ephraim Palais | Historiskerejser.dk
Pingback: Mühlendamm | Historiskerejser.dk