Ogham

Ogham er det tidlige middelalderlige alfabet, der blev brugt til at skrive det tidlige irske sprog. Man brugte det fra det 1.-6. århundrede på ortodokse inskriptioner og siden fra ddet 6.-9. århundrede på old-irsk i skolastisk Ogham. Der er omkring 400 bevarede inskriptioner på stenmonumenter i Irland og det vestlige Britannia (Wales, Cornwall og Skotland). Hovedparten findes i Munster i den sydvestlige del af Irland. Det største antal udenfor Irland er at finde i Pembrokeshire i Wales.

Hovedparten af inskriptionerne består af personnavne.

Ifølge det højmiddelalderlige Bríatharogam har de forskellige bogstaver navne efter forskellige træer.

Den sproglige forklaring på ordet Ogam eller Ogham står hen i det uvisse. En mulig oprindelse er det irske  og-úaim ‘pointe-søm’, der refererer til, at sømmet kan være et stærkt våben ligesom ordet. 

---

Oghams ophav

En længe fremsat teori mente, at de tidligste Ogham-inskriptioner stammede det 4. århundrede, men en forsker ved navn James Carney sætter skriften til at være opstået så tidligt som 1. århundrede før vor tidsregning.

Det klassiske Ogham, som vi i dag finder mange steder, har haft sin blomstringstid i det 5. og 6. århundrede rundt om Det Irske Hav, omend man på den fonologiske – udtalemæssige – udvikling kan  se, at sproget er ældre end dette.

Før man begyndte at skrive på sten, skrev man på træ, der er et forgængeligt materiale og dermed svært at sige noget om for eftertiden. Der er en lang række udtaleformer – f.eks. det moderne H og Z – som man er usikker på, har forekommet eller ej.

En teori har været fremsat om, at Ogham skulle være opstået ud fra en anden skrift og har været brugt som kodeskrift for et tempelskrift. Her har germansk runeskrift, latin eller græsk været foreslået. De fleste hælder til latin som inspiration, mens den manglende brug af H og Z i inskriptioner ville pege på runeskrift. Det latinske alfabet var i det 4.å rhundrede udbredt i nabolandet Romersk Britannia, mens runeskriften i det 4. århundrede omvendt var meget lidt udbredt.

I Irland og Wales kalder man det sprog, man finder i inskriptionerne, for primitivt irsk. Overgangen til oldirsk, hvor man første gang gør brug af det latinske alfabet, sker i det 6. århundrede.  De fleste inskriptioner består af navne og formodes at have været en form for markering af ejerskabsforhold.

---

Teorier om Oghams oprindelse

Der er to hovedskoler blandt forskerne om, hvordan Ogham er opstået. Den ene skole peger på, at Ogham er opstået som et kryptisk alfabet, hvor irere udviklede et system, der var tiltænkt ikke at blive forstået af dem med et latinsk alfabet. Forskerne mener, at irske lærde eller druider udviklede dette system af politiske, militære eller religiøse grunde for at opretholde en hemmelig kommunikation, der stod i opposition til magthaverne i det romerske Britannia. Det Romerske Imperium, der dengang regerede over det sydlige Britannia, repræsenterede en meget reel trussel om invasion af Irland, hvilket kan have været en oplagt grund til at udvikle dette alfabet. I de sene århundreder, da truslen om invasion forsvandt, og irerne selv erobrede den vestlige del af Britannia, var der stadig et behov for hemmelig kommunikation. Da Ogham i Wales var to-sproglig med latin og Ogham blandet sammen, ville mange argumentere for, at Wales efter romerne ikke repræsenterede et kodeskrift.

Den anden større skole mener, at Ogham blev opfundet af de første kristne samfund i det tidlige Irland ud fra et ønske om at have et unikt alfabet, der kunne kommunikere korte beskeder og inskriptioner på irsk sprog. Argumentet er, at lyden af det primitive irske blev opfattet som for svært at oversætte til det latinske alfabet, hvilket gjorde, at et separat alfabet var påkrævet. Man mener, at det kan være opstået i forbindelse med de tidligste kristne samfund, man kender til i Irland – omkring år 400 som det seneste – en eksistens, som er omtalt i Palladius mission i en tekst af pave Caelistinus I omkring år 431 e.v.t.

Som nævnt er Ogham i Wales en variation, der er et udtryk for de irske bosættelser i Wales, og som tog sin start i det 4. århundrede og som snart gav anledning til ægteskaber mellem keltere fra Irland og befolkningen fra det romerske Britannia, der havde kendskab til det latinske alfabet. Det vil sige, at de fleste Ogham-sten i Wales er tosprogede – Ogham og britisk latin.

En tredje teori – der i dag ikke længere nyder opbakning – blev i mange år fremført af den store Ogham-forsker R.A.S.Macalister. Han mente, at Ogham var opfundet i den romerske provins Gallia Cisalpina af galliske druider som et hemmeligt system af håndsignaler og inspireret af det græske alfabet, der var udbredt i Norditalien i det 6. århundrede f.v.t. Hans teori var, at alfabetet i mange århundreder kun var udbredt i håndsignaler, i mundtlig form og på træstykker, indtil det først blev indhugget i sten i det tidlige kristne Irland. De fleste forskere har afvist denne teori, særligt fordi mange detaljerede studier viser, at det opstod i de første århundreder efter vor tidsregning. De fleste sprogforskere finder også forbindelsen til det græske alfabet særdeles tynd og urealistisk.

---

Legender forklarer Ogham

En udbredt folkefortælling i middelalderen – der blandt andet kan læses i Lebor Gabála Érenn fra det 11. århundrede og i Auraiceipt na n-Éces fra det 14. århundrede –  blev Ogham dannet kort efter Babelstårnets fald sammen med det gæliske sprog af den legendariske kong Fenius Farsa, konge af Skytherne. Ifølge fortællingen Auraiceipt rejste Fenius fra Skythien sammen med Goídel mac Ethéoir, Íar mac Nema og et følge af 72 lærde. De kom til sletterne ved Shinar (Mesopotamien) for at studere det forvirrede sprog i Nimrods Tårn (Babelstårnet). Fenius sendte sine lærde af sted for at studere sproget, hvor han kunne se, at de hurtigt blev splittede og forvirrede af at forblive i tårnet. Efter 10 års sproglige studier var undersøgelserne færdige, og Fenius skabte in Bérla tóbaide “det udvalgte sprog”, hvor man tog det bedste fra hvert af de forvirrede sprog. Fenius kaldte dette for Goídelc, Goedelisk efter Goídel mac Ethéoir. Dette er siden blevet til gælisk. Han skabte forskellige grene af Goídelc, som han kaldte Bérla Féne efter sig selv og Íarmberla efter Íar mac Nema, og derudover Beithe-luis-nuin – Ogham – som et perfekt skrivesystem for sit sprog. Bogstaverne var opkaldt efter hans 25 bedste lærde.

En anden legende – der får næring i Ogam Tract, en lærebog – krediterer Ogma mac Elathan (ogmios) for opfindelsen af sproget. Ogma var lærd ud i tale og poesi og udviklede sproget for de lærde for at ekskludere de tåbelige fra samtaler. Den første meddelelse i denne version, der blev skrevet på Ogham, var syv gange “b” på et birketræ, hvilket var en advarsel til Lug mac Elathan. Det betød “din kone vil blive bortført 7 gange til underverdenen, hvis ikke birketræerne beskytter hende”. Af denne grund skulle “b” være opkaldt efter birk, og i Lebor Ogaim fortsætter traditionen med, at bogstaverne er opkaldt efter træer.

---

Alfabetet – Beith – Luis – Nin

Bogstaveligt talt refererer ordet Ogham kun til skrift og bogstaverne i kombinationsbrug, mens bogstaverne kendes som Beith-luis-nin efter bogstavnavnets første bogstav – på samme måde som det moderne “alfabet” har Alfa, Beta etc. Rækkefølgen BLFSN betyder direkte oversat en kløvet gren. 

Det oprindelige Ogham-alfabet bestod af 20 forskellige tegn, der blev arrangeret i 4 forskellige klasser (aicmí ). Hver aicme fik navn efter det første tegn (Aicme Beithe, Aicme hÚatha, Aicme Muine, Aicme Ailme, ” B Gruppe”, “H Gruppe”, “M Gruppe”, “A Gruppe”). Siden tilføjede man yderligere 5 tegn kaldet  forfeda.

Der er ikke et bogstav for p, idet udtaleformen ikke eksisterede på original-keltisk, og det blev ikke erstattet med noget i sen- keltisk på trods af, at udtalen begyndte at vinde indpas. Det var først, da latinske ord begyndte at optræde, at P blev brugt som eksempelvis Patrick.

---

Bogstavnavne

Bogstavnavnene er ofte fortolket som navne på træer eller buske. Det gælder både i Auraiceot na n-Éces og In Lebor Ogaim. Dette blev først gang diskuteret af Ruaidhri Ó Flaithbheartaigh (1685), der tog disse navne ganske bogstaveligt. I Auraicept var man klar over, at ikke alle navne var kendte træer, og man vedkendte, at det ikke er alle træer eller buske, man kender til i dag.

I Auraiceipt gives der en lille forklaring til hvert bogstav, som er kendt som Bríatharogam, der traditionelt forklarer dets mening og identificerer det træ eller den plante, som relaterer til bogstavet. Det er kun 5 ud af de 25 bogstaver, der har trænavne, og som er realistiske at forklare uden større forklaring beith “birk”, fearn “elletræ”, saille “piletræ”, duir “egetræ” og coll “hassel”. Alle de øvrige navne har behov for at blive forklaret og fortolket.

Ifølge moderne forskere opstod ideen om “træ-alfabetet”  i den oldirske periode – 10. århundrede – men lang tid efter den primitive irske periode og dermed også lang tid efter bogstavernes opståen. Ideen om, at alle bogstaverne skulle have trænavne, stammer fra inddelingen feda, som betyder træer, og nin, som betyder kløvet træ grundet formen. Da nogle af bogstaverne rent faktisk var opkaldt efter træer, opstod ideen om, at de alle måtte have rod i planteverdenen. Nogle af de gamle bogstavnavne er forsvundet i almindelig brug og har dermed været nemme at fortolke som gamle gæliske navne for træer, mens andre ord blev tvangsfortolket som træer eller planter af middelalderlige fortolkere.

Yderligere 3 navne forekommer sandsynligvis fra træverdenen ud over de allerede nævnte 5. Navnet onn betyder ask, mens navnet Idad er en kunstig form af takstræet, og endelig er Ailm sandsynligvis pinjetræ, hvilket er fremgår af et digt fra det 8. århundrede, så ud af 20 bogstaver har de 8 navne efter træer. De andre navne har en spredt betydning, hvilket man ser nedenfor:

• Beith, oldirsk Beithe betyder “birke-træ”, på det gængse walisiske staves det bedw. På latin er det foreslået, at ordet betula er lånt fra gælisk.
• Luis, oldirsk Luis er enten relateret til luise “blis” eller lus “urter”. I traditionen om at kalde det træer har man fortolket det som “røn”.
• Fearn, oldirsk betyder Fern “elletræ”, På primitivt irsk *wernā,
• Sail, oldirsk Sail betyder “pile-træ”, menes sprogligt at være i familie med det latinske salix.
• Nion, oldirsk Nin betyder enten “skillevej” eller “loft”. I traditionen om trænavnene er det blevet fortolket som uinnius “asketræ”.
• Uath, oldirsk Úath betyder úath “frygt og fare”, trævarianten har været at tolke det som “hvid-torn”. Etymologien er temmelig uklar.
• Dair, oldirsk Dair betyder”eg”
• Tinne, oldirsk Tinne skulle betyde “metalbarre” – i træfortolkningen blev det fortolket som “kristtjørn”.
• Coll, oldirsk Coll betyder “hassel-træ”, som ligger tæt op ad det walisiske collen, korrekt skrevet somcainfidh “hassel” i træfortolkningen. På latin er corulus eller corylus i tæt familie med ordet.
• Ceirt, oldirsk Cert er i familie med det walisiske perth “busk”, latin quercus “eg” (PIE *perkwos). Det har været sammenblandet med det oldirske ceirt “pjalt”. I trætraditionen fortolkes det som “æbletræ”.
• Muin, oldirsk Muin: ordet forbindes med hele tre forskellige betydninger, muin “nakke, øvre del af ryggen”, muin “kneb”, og muin “kærlighed, agtelse”. I trænavnstraditionen kaldes det “vintræ”.
• Gort, oldirsk Gort, der betyder “mark” (i relation til have). Trætraditionen kaldes den “vedbend-slægten”.
• nGéadal, oldirsk Gétal menes at betyde “dræbe” måske menes der gonid i betydningen”slår ihjel”. I traditionen om at opkalde den efter træer, er det  “gyvel” eller “bregner”.
• Straif, oldirsk Straiph betyder “svovl”. I trætraditionen kaldes den “slåen”.
• Ruis, oldirsk Ruis, der betyder “rød” eller “rødlig”, hvilket er fortolket som  “hyldeblomst”.
• Ailm, oldirsk Ailm står også noget usikkert i fortolkningen, men nævnes som  “pinje-træ”. I trætraditionen nævnes det som crand giuis .i. ochtach, “fyrretræ” eller “pinjetræ”.
• Onn, oldirsk Onn betyder “asketræ”, i trætraditionen hedder det aiten “tornblad”.
• Úr, oldirsk Úr, der betyder noget i retning af, “jord, ler og undergrund”. I trætraditionen kaldes det fraech “lyng”.
• Eadhadh, oldirsk Edad har en ukendt betydning. I trætraditionen kaldes det crand fir no crithach “aspetræ”
• Iodhadh, oldirsk Idad, hvilket er en usikker betydning, men nogle peger på ibhar “takstræ”.

I den tilføjede kategori Forfeda har fire bogstaver fået navn i Auraicept:

• Eabhadh, oldirsk Ebhadh som crithach “asåetræ”.
• Ór, “guld” (fra det latinske aurum); i trætraditionen kaldes det feorus no edind, “spindeltræ eller vedbend-slægten”
• Uilleann, oldirsk Uilleand “albue”,  i Trætraditionen er det edleand “gedeblad”
• Pín, sidenhen Ifín, oldirsk Iphin med spinan no ispin “stikkelsbær eller torn”.

Det femte bogstav er Emancholl, der betyder ‘hasselens tvilling’.

---

De fysiske Oghamskrifter

Der er fundet monumentale inskriptioner med ogham i Irland og Wales og yderligere nogle få eksempler i det sydvestlige England som Devon og Cornwall, på The Isle of Man og i Skotland, på Shetlands-øerne og et eksempel i Silchester i England.

De blev primært brugt til at markere territoriale grænser såsom markskel og mindesmærker, primært gravsten. En af stenene mindedes Vortiporius, en konge fra det 6. århundrede af Dyfed – oprindelig fundet i Clynderwen, og det er den eneste Ogham-sten, hvor man har kunnet identificere personen. De fleste steninskriptioner er i altovervejende grad på primitiv irsk med undtagelse af nogle få eksempler fra Skotland såsom Lunnasting stenen, der er skrevet på Piktisk

De ældste sten er ofte stående sten, hvor skriften er hugget ind i siden (droim or faobhar) af stenen. Der dannedes en linje i stenen, mens en parallel linje gjorde plads til tegn, som er individuelle fra gang til gang. Disse eksempler på “ortodoks Ogham” skal læses fra bunden i højre side af stenen og opad og derefter fra højre side oppefra og ned i de tilfælde, at teksten var lang. Man kender til omkring 380 inskriptioner – måske tilfældigt, men cirka det samme antal er kendt i det nogenlunde samtidige Ældre Futark: runesten. Langt de fleste af inskriptionerne findes i den irske provins Munster, og over en tredjedel af samtlige fund findes alene i County Kerry – mest intensivt i det tidligere kongedømme Corcu Duibne.

De senere steninskriptioner er kendt som “skolastiske” og er lavet efter det 6.århundrede. Termen “skolastisk” stammer fra det faktum, at man mener at inskriptionerne er ment at have været inspireret af kilder fra manuskrifter – bibelen – og ikke længere den monumentale tradition. I modsætning til ortodoks ogham, er de middelalderlige inskriptioner nogle der gør brug af alle fem Forfeda – kategorier. Skolastiske inskriptioner blev ofte skrevet i stilke-form og hugget ind i stenens øverste del istedet for i dens side. Ogham var blev vanligvis brugt til noter i manuskripter helt op til det 16.århundrede. Den mest moderne brug af Ogham er fundet i en gravsten i Ahenny, County Tipperary i 1802.

I Skotland har man fundet en række inskriptioner der har brugt skrivesystemet fra Ogham, men hvilket sprog det er skrevet på er stadig til debat. Det har været argumenteret at sproget skulle Old-Nordisk, mens andre har argumenteret for at sproget har været piktisk. Det piktiske sprog er dog langt henad vejen ukendt territorium og et sprog der formodentlig ikke er indo-europæisk. De piktiske inskriptioner er skolastiske, og menes at være opført af gæliske bosættere i Skotland, der bragte den skolastiske tradition med sig.

Et sjældent eksempel på en kristen Ogham-Sten kan ses i Saint. Mary´s Collegiate Church i Gowran i County Kilkenny i det centrale Irland.

---

Ikke Monumental Brug

Udover brugen på monumentale inskriptioner, der tyder det på fra tidlige Irske sagaer og legender at Ogham blev brugt til korte beskeder på træ eller metal, enten til at efterlade beskeder eller at markere ejerret. Nogle af disse beskeder fremstår som kryptisk opbygget og nogle havde  endda et magisk formål. I tillæg hertil er der kilder fra In Lebor Ogaim der viser at ogham har været brugt til at føre protokoller med, såsom slægtsmæssige og talopgørelser om ejendom og handel. Der er ydermere en teori om at ogham har været brugt som et signalsystem, der er blevet viderebragt med fingrene.

I senere århundreder da ogham blev brugt som et praktisk alfabet, der fik det en fremme plads hos gælisk lærde og poeter som basis-grammatik og blev ofte brugt i digte. Indtil moderne tid blev det latinske alfabet stadig lært som bogstav-navne lånt fra Beith-Luis-Nin, hvor man ganske som man tolkede ogham i middelalderen gav hvert bogstav navn efter et træ.

---

Ny Hedenske Bevægelser

Den moderne brug hos Ny-Hedenske bevægelser og New Age tager for det meste udgangspunkt i de bredt afviste teorier Robert Graves fremfører i hans bog The White Goddess fra 1948. Graves fører den kendte lærde R.A.S.Macalisters teorier langt videre. Graves fremfører en ide om at ogham indkapslede en række kodede religiøse tankesæt, der var opstået i Mellemøsten i Stenalderen, hvis centrale elementer var ceremonier til hyldest af en Måne-gudinde i forskellige former.

Graves teori er ekstremt kompleks, men er i dens essens således at Hebræere, Grækere og Keltere alle var under indflydelse fra et folk der stammede fra det Ægæiske Hav – kaldt Havfolkene af Ægypterne – der spredte sig rundt i Europa i det 2.århundrede før vor tidsregning og medtog deres religiøse tankesæt. På et tidligt tidspunkt skulle deres lærdom være blevet oversat til et alfabet dannet af poeter for at  udbrede tilbedelsen af gudinden (som Muse og Inspiration for alle poeter) på en hemmelig måde, der kun var mulig at forstå for de indviede. Denne viden skulle være bragt via de galliske druider til poeterne i Wales og Irland. Graves fandt endvidere stor inspiration i traditionen om at bogstaverne repræsenterede træer, hvilket han mente dannede en antik “sæsonmæssig kalender af træmagi”. På trods af at alle moderne forskere – inklusive Macalister – har afvist teorien, der har de Ny Hedenske Bevægelser holdt fast i den med stor entusiasme. Bevægelserne korrigerer løbende forskernes resultater i deres egen optik.

Den primære brug af ogham af moderne druider er ofte til magi i form af Divination. Det er nævnt i Tochmarc Étaíne en fortælling fra den Irske Mytologi. Her tager druiden fire tryllestave lavet i takstræ og skriver ogham bogstaver på dem. Derefter bruger han dem til Divination. Derefter forklares der ikke nøjere. En anden metode er at tage noget tøj, derefter smide nogle grene på tøjet og derefter se hvilke symboler de danner og hvordan de falder ud.

I denne brug bruges fortolkningen om hver bogstav som et træ. Man organiserer derefter ofte bogstaverne i kategorierne Fortid – Nutid – Fremtid eller Land – Hav – Himmel.