Omaha Beach
Omaha – kendt som Omaha Beach – var kodenavnet for en af de fem strandsektorer i Normandiet, hvor de allierede gik i land i det tysk-besatte Frankrig i forbindelse med D-Dag 6. juni 1944 under Anden Verdenskrig. Omaha er en afdeling af kysten i Normandiet i Frankrig, der ligger ud til den Engelske Kanal øst for Sainte-Honorine-des-Pertes og vest for Vierville-sur-Mer, hvor den ligger på den højre bred af floden Douve med sine cirka 45 meter høje klinter. Landgangen her var nødvendig for at forbinde de britiske landgange mod øst på stranden Gold og de amerikanske landgange vest for på stranden Utah for at sikre et sammenhængende brohoved på den Normanniske kyst i Seine-bugten. Det var amerikanske soldaters ansvar at erobre stranden med landgangstropper, miner og et bombardement fra søsiden, hvilket blev udført af den amerikanske flåde og kystvagt samt med hjælp fra briterne, canadierne og de frie franskes flåde.
Det primære mål med Omaha var at sikre et brohoved på den otte kilometer lange strand mellem Port-en-Bessin og floden Vire, som altså skulle forbinde det britiske landgangsområde ved Gold mod øst og nå området ved Isigny, hvor VII Corps gik i land ved Utah Beach.
Det tyske forsvar, der skulle modstå en invasion, var 352. infanterie division. Det bestod af 12.020 mand, hvoraf de 6.800 havde kamperfaring til at forsvare den i alt 53 kilometers front. Den tyske strategi var baseret på at besejre ethvert angreb fra søen ved selve vandkanten, og dermed var forsvaret særligt stærkt langs kysten. 29th Infantry Division, som var uden kamperfaring, skulle stå for erobringen af den vestlige afdeling af stranden sammen med de ni kompagnier af US. Army Rangers, der stod for erobringen af landtangen Pointe du Hoc. 1st Infantry Division, som havde masser af kamperfaring, fik ansvaret for erobringen af den østlige del af stranden. De indledende angrebsbølger bestod af tanks, infanteri og ingeniørtropper, hvilket var nøje planlagt ud fra at skulle reducere kystforsvaret og at tillade større skibe at lægge til land.
Der var dog ikke meget, der gik som planlagt ved Omaha. Landgangsfartøjerne havde store problemer med at navigere, og flertallet af dem kunne ikke gå i land de planlagte steder. Forsvaret var langt stærkere end forventet og forårsagede svære tab for de amerikanske tropper, som gik i land. Under heftig beskydning havde ingeniørtropperne stort besvær med at rydde stranden for forhindringer. Sidenhen gav det betydelige problemer, da landgangsbådene alle forsøgte at komme ind ad de ryddede kanaler mod kysten. De overlevende havde derudover ikke held til at rydde stranden, så man kunne forlade denne. Det skabte flere problemer og store forsinkelser for de senere landgange. Få gennembrud blev gjort af få grupper overlevende, som foretog improviserede angreb mod de mest forsvarede steder. Ved slutningen af dagen var der kun opnået to mindre fodfæster, hvor man havde formået at svække forsvaret længere inde på land, og hvor D-dags oprindelige mål først blev opnået i dagene derefter.
Fakta om Omaha Beach
Kampene stod den 6. juni 1944 ved byerne Saint Honorine-des-Pertes, Saint-Laurent-sur-Mer, Vierville-sur-mer. Nazisterne blev besejret af tropper fra USA, Storbritannien, Canada, De Frie Franske og Norge. De amerikanske militære ledere var Omar Bradley, Norman Cota, Clarence R. Huebner og George A. Taylor, mens de nazistiske ledere var Ernst Goth og Dietrich Kraiss. De allierede tab var over 5.000 mand, mens de tyske tab var omkring 1.200.
Terræn og forsvar
Normandiets kystlinje var delt i 17 afsnit med kodenavnene hentet fra stave-alfabetet – fra Able vest for Omaha til Roger på den østlige flanke af Sword. Derudover blev der tilføjet otte yderligere sektorer, som også omfattede Utah på Cotentin halvøen. Sektorerne var derudover underinddelt i farver som grøn, rød og hvid.
Omaha var omsluttet i begge ender af høje klippeklinter samt den halvmåneformede strand, hvor forskellen mellem højvande og lavvande var enorm. Vandkanten flyttede sig 300 meter mellem ebbe og flod. Derudover var der mange stendynger på stranden. I den vestlige ende stødte stendyngerne op til en stenmur, der var mellem 1.5 og 4 meter i højden. Den resterende to-tredjedel af stranden bestod af en meget bred sandstrand. Bag ved strandsektionen steg en skrænt mellem 30 og 50 meter i vejret, hvilket dominerede det meste af strandenheden, som blev brudt 5 steder af små dale med bevoksning. De fem steder hed D-1, D-3, E-1, E-3 og F-1.
De tyske forsvarsforberedelser og fraværet af nogle forsvarsværker bag ved strandene indikerede, at de tyske planer var at stoppe invasionen ved strandene.
I tidevandszonen skabte man fire linjer af forhindringer. Den første linje var med et lille gab i midten, og som lå 250 meter uden for højvandslinjen, og som bestod af 200 belgiske porte med miner. 30 meter bag denne linje lå der sandbanker, hvor hver tredje havde anti-tank-miner med 450 ramper langs bredden, som enten tvang køretøjer til at køre galt eller at detonere miner. Den sidste række af forhindringer var en række tjekkiske pindsvin 150 meter fra bredden. Området mellem sandbankerne og det efterfølgende strandområde var ydermere besat med pigtråd og miner.
Kysttropperne bestod af 5 infanteri-kompagnier, der var koncentreret omkring 15 stærke punkter, som man kaldte Widerstandsnester (modstandsreder. De var nummererede WN-60 mod øst og WN-74 tæt på Vierville i vest, hvis “reder” var beskyttet af minefelter og pigtråd. De 15 positioner var internt forbundet via skyttegrave og tunneler. Man forsvarede sig med rifler, maskingeværer samt 60 stykker let artilleri. Det tungeste artilleri var placeret i 8 skyde- kasematter og fire åbne positioner med lettere våben i 35 pillebokse. Yderligere 18 anti-tanks-kanoner stod på stranden. Der var ingen områder på stranden, som blev efterladt uden beskyttelse, hvilket betød, at ethvert område på stranden kunne blive udsat for angreb fra flanken.
