Følg Historiske Rejser
mail@historiskerejser.dk +45 20 93 17 14
Rejsevarighed: 27.august-3.september 2018
Destination: Potsdam, Berlin, Arnhem, Doorn, Haag, Oldenburg
Pris: 7.899,- DKR

I 1918 abdicerede Kejser Wilhelm II. som tysk kejser idet at han ikke længere ønskede at stå i spidsen for et Tyskland, der totalt havde mistet tiltroen til autoriteterne ovenpå en udmattende krig. Kejser Wilhelm drog med sin familie til Holland, der som neutralt land i krigen gav dem tilladelse til at bosætte sig i først på Slot Amerongen og siden på slottet i Doorn. Dette var afslutningen på slægten Hohenzollerns indflydelse på magten i det tyske. Slægten var kommet fra det sydlige Tyskland til Brandenburg i midten af 1400-tallet. De havde først ageret som kurfyrster og med deres tiltagende magt kunne føje titler som konger af Preussen til sig. Preussen voksede under konger som Frederik den Store og Soldaterkongen til at være en af de stærkeste militære og økonomiske magter i 1700 og 1800-tallets Europa. De var ligeledes den ledende magt i den tyske samling, der førte til at slægten kunne kalde sig kejsere af Tyskland indtil 1918. Man havde ført et storslået hof i Potsdam, der ligger i de smukkeste omgivelser lige syd for Berlin. På denne rejse bor vi i Potsdam, for på den sidste del af turen at følge i Kejser Wilhelms fodspor til Holland, hvor vi besøger hans slotte der. Vi besøger en lang række af de slotte der i Potsdam og Berlin knyttes til slægten såsom; Sanssouci, Neues Palais, Charlottenburg, Rheinsberg og Byslottet i Berlin. Det bliver også tid til interessante byrundture i såvel Potsdam som Berlin samt sejltur rundt om slottene. På vej til Holland ser vi Porta Westfalica – det dybt imponerende monument over Kejser Wilhelm I. Vi bor i Arnhem, hvor Operation Market Garden under 2.verdenskrig efterlod den smukke grønne by som en af krigens afgørende slagmarker. Herfra kører vi udflugt til de to slotte i Amerongen og Doorn, hvor Kejser Wilhelm II. boede efter hans eksil. Endelig kører vi en skøn tur til Haag, hvor der både bliver tid til det smukke centrum med regeringsbygningerne og kongeresidenserne samt en tur til havet ved Scheveningen. På hjemrejsen besøger vi Oldenburg, hvor de danske konger fra 1448-1863 stammede fra.

Årets udstilling på Humlemagasinet omhandler de preussiske konger og tyske kejsere

Læs om Hohenzollern

1.dag: Danmark – Slottet Rheinsberg – Potsdam

Vi mødes på Humlemagasinet og sætter derefter retning mod Jylland. Når alle er samlet bydes der velkommen og der bliver morgenmad og morgenkaffe i bussen. Vi kører ned igennem Slesvig-Holsten og videre igennem Mecklenburg-Vorpommern. Om eftermiddagen gør vi holdt ved slottet Rheinsberg, som er en god anledning til at følge Frederik den Store og hans interesser for arkitektur, som vi skal se kraftigt udfoldet i Potsdam. Der bliver mulighed for at gå en tur i haven med obelisken og langs Grienerick See. Derefter fortsætter vi det sidste stykke vej til Potsdam, hvor vi forventer at være sidst på eftermiddagen. Vi indkvarterer os på Hotel Mercure, der ligger ud til floden Havel og centralt til byen. Vi spiser på hotellet denne aften.

Schloss Rheinsberg, hvor Frederik den Store boede i perioden lige før han blev konge 1736-40. Slottet var hans første store arkitektoniske bedrift. Vi gør holdt ved slottet på vej til Potsdam. Billede fra wikipedia

2.dag: Potsdam: Byrundtur og rundtur på Frederik den Stores Sans Souci

I forlængelse af morgenmaden, der går vi en fælles byrundtur til fods i Potsdam. Vi ser kvarteret med Potsdams byslot, der blev totalt ødelagt under 2.verdenskrig, men som i de seneste år er blevet genskabt i de oprindelige detaljer på ny. Vi ser resterne af Garnisonskirken, den imponerende kuppelkirke af Karl Friedrich Schinkel, vi går igennem det hollandske kvarter med alle gavlhusene og igennem gågaden og til Brandenburger Tor på Luisenplatz. Derefter bevæger vi os ind i den enorme slotspark til Sanssouci. Her ser vi Friedenskirche, hvor Frederik den Stores fader: Soldaterkongen ligger begravet. Vi bevæger os op igennem vinrækkerne til Frederik den Stores grav ved hans elskede Sanssouci, hvor vi skal ligge kartofler på hans grav, hvor han ligger med sine 11 mynder. Der bliver tid til at spise en let frokost ved slottet inden vi skal på rundtur på det yndige rokokoslot, hvor vi bl.a. ser kammermusiksalen og filosofisalonen hvor hans gode ven Voltaire tænkte store tanker. Resten af dagen er på egen hånd. Vi spiser i fællesskab om aftenen.

Sanssouci. Frederik den Stores sommerresidens i Potsdam, der blev bygget som en miniudgave af Versailles ved Paris. Her yndede Frederik at opholde sig og blev i 1991 endeligt stedt til hvile ved slottet, hvis have rummer et væld af andre slotte og smukke bygninger samt havekunst. Billede fra wikipedia

3.dag: Berlin. Rundt på Slottet Charlottenburg med slotshave samt rundtur i Berlins klassiske kvarter ved Unter den Linden

Efter morgenmaden forlader vi Potsdam af den berømte spionbro Glienicker Brücke, her kommer Slottet Glienicker igen til sin ret i det storslåede søområde. Vi kører igennem det smukke Wannsee og videre igennem Grunewald til Charlottenburg, der indtil 1920 var en selvstændig kongelig by. Vi får en rundtur på slottet Charlottenburgs nye fløj, hvor i særdeleshed Frederik den Store, men også flere af de konger der fulgte ham har været flittige bygmestre. Grundet dets totale ødelæggelse under 2.verdenskrig, er den minutiøse genopførsel endnu mere imponerende i de mange rum med overdådige kunstskatte og udsmykning. Vi får også se den imponerende Charlottenburg slotshave, hvor floden Spree løber igennem og med mausolæum over de vigtige Hohenzollernmedlemmer Dronning Luise og Kejser Wilhelm I. Vi spiser frokost ved Charlottenburg.

Charlottenburg Slot blev i første omgang bygget af den første preussiske konge Frederik I. Han opkaldt slottet efter hans dronning Charlotte. Frederik den Store udbyggede slottet med de imponerende sidefløje og den smukke slotshave. Vi ser begge dele ved vores ophold ved Charlottenburg. Billede fra wikipedia

Efter opholdet ved Charlottenburg fortsætter vi videre i bus rundt i Berlin, hvor vi ser en lang række af byens mange seværdigheder som Brandenburger Tor, Rigsdagen, Sejrssøjlen og Kejser Wilhelms Gedächtniskirche. I fællesskab går vi den klassiske strækning fra Brandenburger Tor, der er en form for gravmæle over Frederik den Store og Rigsdagen, der er Wilhelmstidens vigtigste byggeri og videre op ad de mange pragtbygninger på Unter den Linden med Humbolduniversitetet, Gendarmenmarkt med tvillingekirkerne og til slotsøen hvor det gamle preussiske kongeslot snart igen vil pryde bymidten. Vi slutter ved museumsøen, hvor der vil være fritid på egen hånd til at gå i domkirken eller på museerne. Sidst på eftermiddagen kører vi retur til Potsdam.

Der er fælles spisning om aftenen i Potsdam.

4.dag: Rundt på Preussens største slot Neues Palais og sejltur langs Potsdams mange slotte

Efter morgenmaden bevæger vi os imod det største preussiske slot Neues Palais med mere end 200 overdådige rum. Det blev bygget af Frederik den Store efter 7-årskrigen (1763-69) som helårsbolig. Herefter var det først for alvor Kejser Wilhelm II samt hans fader Kejser Friedrich III. der begyndte at bruge slottet som sommerresidens i Potsdam. Vi får en rundvisning igennem teatersale og juveludsmykkede rum. Efter rundturen på slottet er der arrangeret en sejltur på søerne ved Potsdam med udsigt til mange af slottene. Resten af dagen kan benyttes i den spændende og charmerende by eller rundt i slotsparkerne. Der er fælles spisning om aftenen.

Residensbyen Potsdam har udover de mange smukke slotte også et væld af søer, der er forbundet via floden Havel. På en sejltur der har vi udsigt til mange af slottene. I dette tilfælde Slottet Babelsberg. Foto fra selskabet Weisse Flottes hjemmeside.

5.dag: Fra Potsdam til Holland: wilhelminsk stil ved Porta Westfalica

I slutfasen af 1.verdenskrig der abdicerede Kejser Wilhelm II. som følge af den folkelige utilfredshed, der var med den tyske krigsdeltagelse. Wilhelm forlod sit elskede Potsdam og søgte i stedet eksil i Holland, hvor han opholdt sig indtil sin død i 1941. Vi forlader også Potsdam og kører mod Holland af ruten over Magdeburg, Braunschweig, Hannover. Vi gør holdt ved Porta Westfalica det imponerende 88 meter høje monument over Kejser Wilhelm I. som Kejser Wilhelm II. lod opføre til ære for hans farfar ved Weserflodens gennembrud og indgangen til Westfalen. Vi indtager vores frokost og fortsætter videre forbi Ruhrområdet og ind i Holland, hvor vi ankommer til vores destination i den spændende by Arnhem, der ligger ved Rhinen i Holland. Byen er kendt som det østlige hollands grønne oase med mange parker og grønområder. Derudover er byen dybt forbundet med den fejlslagne britiske militære Operation Market Garden under 2.verdenskrig, hvilket vi naturligvis vil høre mere om. Vi indkvarterer os på Hotel Best Western Haarhuis centralt i byen, hvor vi spiser til aften.

Den første tyske kejser Wilhelm I. var en form for landsfaderfigur, særligt da han overlod meget af den førte politik til hans kansler Otto von Bismarck. Efter hans død i 1888, der dyrkede i særdeleshed Kejser Wilhelm II. ham som en mytisk figur i diverse store mindesmærker på spektakulære steder. Vi besøger et af disse steder ved Porta Westfalica, hvor man har en storslået udsigt over floden Weser samt Westfalen. Foto fra wikipedia

6.dag: I Kejser Wilhelms fodspor: Slottene Amerongen og Doorn

Dagen starter med en introduktion til Arnhem, hvor vi blandt andet ser den berømte bro, der blev kæmpet om i september 1944. Derefter går turen ud igennem Oosterbeek, hvor briterne havde deres hovedkvarter under slaget. Når vi har set dette fortsætter vi slottet Amerongen, hvor Kejser Wilhelm og hans kejserinde Viktoria Augusta boede de første 2 år af deres ophold i det hollandske. Efter rundturen spiser vi frokost ved slottet. Vi fortsætter videre til det nærliggende Huis Doorn, hvor Wilhelm levede og hvor vi ser de rum han tilbragte de sidste 20 år af hans levetid blandt malerierne med Frederik den Store og erindringer fra de norske fjorde. I slotsparken kan man udefra se mausolæet hvor Wilhelm ligger begravet. Efter tid til ophold i slotsparken kører vi retur sidst på eftermiddagen til Arnhem.  Der er fælles spisning om aftenen.

Huis Doorn, hvor Kejser Wilhelm II. fik lov at bo de sidste 21 år af hans liv, efter han var draget i eksil i Holland. Vi besøger Doorn samt slottet Amerongen hvor han boede de første to år af sit eksil. Billede fra wikipedia

7.dag: Den Haag – Den hollandske regeringsby og kongeresidens

Efter morgenmad begiver vi os imod Haag, der er kendt for at huse en lang række af Hollands vigtigste institutioner. Siden Napoleon har Holland haft Haag som regeringsby og Amsterdam som hovedstad. Den nuværende konge Willem Alexander bor i slottet Huis ten Bosch med sin dronning Maxima og deres børn. På en gående byrundtur i den indre del af Haag kommer vi forbi parlamentet Binnenhof og de interessante museer over Haags byhistorie og kunstmuseet Mauritshuis med malerier af bl.a. Rembrandt, Holbein og Vermeer. Derudover vil vi gå til det kongelige bypalæ Noordeinde Palace. Efter tid på egen til frokost eller besøg på et af museerne, der kører vi forbi det imponerende fredspalads med de internationale straffedomstole og videre til kystbyen Scheveningen, med et væld af liv på den hollandske riviera med badehusarkitektur fra århundredskiftet.

Hollands parlament ligger i Haags gamle borg Binnenhof. Vi er på byrundtur i Hollands smukke regeringsby samt kongelige residensby. Foto fra wikipedia

8.dag: Hjemrejse med slotshaven samt byen Oldenburg

Vi forlader Arnhem efter morgenmaden. Vi krydser grænsen ind til Tyskland, hvor vi kører igennem Niedersachsen og imod Oldenburg, der fra Christian I. i 1448 og frem til Frederik VII. I 1863 leverede de danske konger. Slotshaven i Oldenburg byder på rig mulighed for at se den fornemme engelske landskabshave. I den charmerende gamle by er der rig mulighed for i rammerne af slottet, rådhuset eller de mange klassicistiske bygninger at finde en frokost. Derefter går det videre hjemad forbi Bremen og Hamborg med stop ved grænsen og tilbage til Humlemagasinet først på aftenen.

Oldenburg vest for Bremen, var fra Kong Christian I. i 1448 og til Frederik VII.´s død i 1863 de danske kongers slægtsted. Vi besøger den smukke slotshave og spiser frokost i den hyggelige by på vej hjem fra Holland. Foto fra wikipedia

Prisen er 7899,-

  • Inkluderet i prisen er: Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet. Centralt beliggende hoteller i såvel Potsdam som Arnhem.
  • Kørsel i moderne 4-stjernet turistbus
  • Professionel og servicemindet chauffør
  • Historieuddannet rejseleder med mangeårig rejseleder-erfaring
  • 7 x halvpension
  • 8 x morgenmad
  • Alle udflugter (entreer og sejlture eksklusiv)
  • Besøg på 5 slotte: Sanssouci, Charlottenburg, Neues Palais, Amerongen og Doorn
  • Ophold ved slottene: Rheinsberg, slottene i Potsdam og Berlin som: Cecilienhof, de mange slotte i Park Sanssouci, Slottet Glienicker samt de kongelige slotte ved Haag
  • Sejltur på Havel og søerne rundt om Potsdam
  • Byrundtur i Berlin med bus og til fods af Unter den Linden
  • Byrundtur i Haag og Arnhem
  • Skat moms og bidrag til rejsegarantifonden
  • Ophold ved Porta Westfalica
  • Slotshaven i Oldenburg

Tillæg:

  • Slotsbesøg og sejlads. I alt cirka 75 EUR
  • Enkeltværelsestillæg 1550 DKR

Tilmelding foregår til Humlemagasinet på telefon eller mail.

En tilmelding er registreret ved indbetalt depositum på 3000 på følgende konto: 0860 – 8159401929. Ved indbetalingen skriver i det fulde navn på alle deltagere på rejsen. Det resterende beløb indbetales inden 1.juli 2018

For at tilmelde sig denne rejse skal man have medlemskab til Humlemagasinet (200 kroner/år)

Turen gennemføres ved minimum 40 deltagere.

Turens tekniske arrangør er:

Historiske Rejser ApS medlem af Rejsegarantifonden (2592).