Charlottenburg Slot
Charlottenburg Slot er et fornemt barokt slot i Berlin. Det fungerede som sommerresidens for slægten Hohenzollern. Det blev bygget i perioden fra 1695 til 1791 i flere byggeafsnit og havde arkitekterne Johann Arnold Nering, Eosander von Göthe, Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff samt Carl Gotthard Langhans hvor stilarterne Barok, Rokoko og Klassicisme er fremherskende. Efter næsten at være totalt ødelagt under Anden Verdenskrig blev slottet genopført frem til 1957 og har siden fungeret som museum. Det har siden hørt til blandt Berlins mest besøgte seværdigheder og mest betydningsfulde slotsanlæg. Til det samlede ensemble hører Slotshaven, Belvedere, Mausoleum og Neue Pavillon.

Charlottenburg Slot set fra midterportalen med statuen af den Store Kurfyrste midt. Foto af wikipediabrugeren I, Times.
Slottets historie
Slottet blev til efter et bytteri mellem ægtefolk. Kurfyrsten af Brandenburg Friedrich III. overtog i 1694 det landsted i Caputh ved Potsdam, som han havde givet sin kurfyrstinde Sophie Charlotte von Hannover. Som modydelse fik Sophie Charlotte 30.juni 1695 et større grundstykke ved landsbyen Lietze/Lützow, der lå omkring 7 kilometer vest for Berlin. Allerede samme år gav Sophie Charlotte arkitekten Johann Arnold Nering til opgave at planlægge byggeriet af en sommerresidens på stedet. Nering døde kort tid efter og arbejdet blev overtaget af Martin Grünberg. Selve kernedelen af slottet og omfattede den midterste del med to Risalitter. Derudover blev der oprettet et lille fritstående Operahus med baggrund i kurfyrstindens forkærlighed for Opera og musikalske forestillinger. Slottet blev også kaldt Sophie Charlottes Musenhof. Den 11.juli 1699 – på Kurfyrstens fødselsdag – da blev det lille slot indviet, og herfra benyttet af Sophie Charlotte som residens. Slottets navn fik dengang navnet Lietzenburg/Lützenburg opkaldt efter den oprindelige landsby.

En ung Sophie Charlotte malet af Noël Jouvenet. Maleriet hænger Charlottenburg Slot.
Arkitekten Grünberg trak sig i 1698/99 tilbage fra sit arbejde. Højst sandsynligt overtog den vigtige Bygmester Andreas Schlüter det fortsatte arbejde med at færdiggøre slottet. Her blev der anlagt to sydvendte fløje der afgrænsede slotsgården.
Efter at hendes mand Kurfyrste Friedrich III. havde kronet sig selv til Kong Friedrich I. i Preussen, da blev Sophie Charlotte ligeledes dronning i Preussen i året 1701. Samme år overtog Eosander von Göthe arbejdet med den videre udbygning. Han lod slotsbygningen blive bredere, således den flugtede med gårdbygningen.

Charlottenburg Slot som det så ud i de allerførste år. Stik fra Lorenz Beegers “Theasaurus Brandenburgicus Selectus” cirka år 1700
Efter Sophie Charlottes død den 1.februar 1705 i en alder af kun 36 år, der opkaldte Kongen såvel slot som byen rundt om til ære for hende og gav det navnet “Charlottenburg”. Kongen gav Eosander von Göthe til opgave at udbygge slottet yderligere. I årene 1709-12 blev midterstykket trukket tilbage fra det øvrige fremskudte og ombygget til en Risalit med en markant Slotskuppel over sig. Den vestlige side blev udvidet med et Orangeri og et kapel. Det var planlagt med et tilsvarende Orangerie på den østlige side, men det blev aldrig udført. Det store Orangeri (Grosse Orangerie) tjente til formål at huse sjældne planter. I sommermånederne, da de mere end 500 Appelsin-, Citron og Pommeranstræer blev spredt rundt i Barokhaven, da blev Orangeriet ofte brugt til fornemme festligheder ved Hoffet.
Da Friedrich I. døde i 1713 da begyndte slottet at leve en skyttetilværelse under hans søn og efterfølger Friedrich Wilhelm I. – Soldaterkongen. Hans økonomiske agenda havde i første omgang planer om helt at nedlægge slottet. Slottet fik ikke de nødvendige restaureringer; slottet blev kun nødtørftigt opvarmet i de kolde årstider, så panelarbejdet og møblerne ikke forfaldt. Det fritstående overgav kongen videre til borgerne, så de kunne rive den ned og bruge materialet til skole. Friedrich Wilhelm I. besluttede imidlertid at bruge slottet til officielle og repræsentative formål. I 1725 underskrev han med den engelske konge Georg I. Charlottenburger Traktaten, der sikrede Hohenzollernslægten deres arvekrav på Jülich-Kleve. Derudover blev der i sommeren 1728 afholdt dagslange fester, da den saksiske kurfyrste og polske konge August den Stærke kom på besøg efter et tilsvarende festligt møde i Sachsen.

Frederik den Store på et maleri fra 1781 malet af Anton Graff. Maleriet hænger på Schloss Charlottenburg.
Da Soldaterkongen døde i 1740, da valgte den nye konge Friedrich II – senere kaldt “den Store” eller “Alter Fritz” – Charlottenburg til hans Residens. Kongen samlede her sin Frimureragtige Hofloge. Han var meget tiltrukket af stedet, da hans åndrige og højt uddannede farmor Sophie Charlotte havde virket her. Han grundlagde Charlottenburger Schlossgrenadier – et eget vagtkompagni til slottet og gik igang med at udsmykke rummene i midterbygningen på den øverste etage. Han lod Friedrich Christian Glume udføre fornemme træskærerarbejde og silkevægge, der dog først blev færdiggjort under Friedrich Wilhelm IV. i det 19.århundrede, da Friedrich Wilhelm og hans dronning Elisabeth netop boede her. Friedrich gav endvidere hans hofarkitekt Knobelsdorff til opgave at udvide slottet i Rokokostil, hvor det østlige Orangeri oprindeligt var tiltænkt. Her opstod Neue Flügel, der var det andet bygningsværk i Frideriziansk Rokoko efter slottet Rheinsberg. Slottet levede angiveligt ikke op til Friedrichs ide om tilbagetrække med ro i naturen. I 1744 begyndte han ombygningen af byslottet i Potsdam som varig residens, såvel som det intime – og siden så berømte – slot Sanssouci som sommerresidens. Arbejdet på Charlottenburg var færdig i 1747 og blev brugt til familiefejringer.

Slotsteateret der idag bruges som museum. Foto af wikipedia-brugeren Balthasar Bley
Dagens udseende fik slottet under kongen Friedrich Wilhelm II. (1786-97) med Schlosstheater for enden af den vestlige fløj og Kleinen Orangerie begge udført efter tegninger af arkitekten Carl Gotthard Langhans. Teaterbyggeriet spillede en væsentlig rolle i det tyske teatervæsens historie, hvor det blev et sted hvor man kunne pleje den tyske litteratur der havde været trængt i baggrunden under Frederik den Store. Fra og med 1795 var der frie teaterkort at få for de borgerlige. I Neuen Flügel indrettede Friedrich Wilhelm II. på sydsiden på første sal en vinterbolig og på nordsiden af parken på første etage en sommerbolig – begge i stilarten tidlig klassicisme. Derudover blev der oprettet yderligere et Orangerie – Kleine Orangerie ud mod gårdsiden over for Grossen Orangerie. Det omfattede 2 boliger for gartnerne og et væksthus i midten.
Kongeparret Friedrich Wilhelm III. (1797-1840) og Dronning Luise levede med deres børn på slottet, men foretog sig ingen større ændringer af slottet. Efter deres tilbagevenden fra Königsberg i 1810 der nydannede de dronningens soveværelse efter udkast af Karl Friedrich Schinkel. I samme år døde Dronning Luise, da kongen giftede sig igen i 1824 med Auguste von Harrach lod han Schinkel bygge Neuen Pavillon, der lå i forlængelse af Frederik den Stores Neuen Flügel. I en datidig Rejsebog beskrives det at kongen boede i den ny fløj og i den Ny Pavillon, så boede kronprinsepar og øvrige prinser og prinsesser i det gamle slot.
I årene under Friedrich Wilhelm IV. (1840-61) blev rummene på første sål i det gamle slot i den stil som klassicisme såvel som ny-rokoko, hvor han flyttede ind med hans dronning Elisabeth. Efter Friedrich Wilhelm IV.´s død i 1861 da brugte Dronning Elisabeth slottet som enkesæde. I Trekejseråret 1888 tog den dødssyge Kejser Friedrich III. sin residens på slottet, men få dage før hans død rykkede han videre til Neues Palais i Potsdam. Siden da har Charlottenburg ikke været brugt som residens.
Slottets brug i det 20.århundrede
Det tidligere Slotsteater i bygningen udført af Carl Gotthard Langhans blev omdannet til møbellager. Under Første Verdenskrig blev enkelte rum i Eosander von Göthes tilbygninger brugt som Lazaret. Kort efter krigens udbrud blev der endvidere oprettet et lazaret for krigshærgede i Neuen Flügel og i træbarakker i slotsparken.
Fristaten Preussen lavede i 1926 en aftale med slægten Hohenzollern om at forvaltningen blev givet til den statslige styrelse for tidligere Prøjsiske Slotte og Haver.
Under Anden Verdenskrig anrettede et allieret luftangreb natten til den 23.november 1943 svære skader på slottet. Kuplen styrtede sammen, mens den midterste del af hovedbyggeriet, midtersalonen og den østlige del af Orangeriet såvel som den største Friderizianske fløj udbrændte. Man var dog istand til at redde størstedelen af inventaret.
Hovedbygningen blev kort tid efter krigsafslutningen sikret og kunne benyttes provisorisk; eksempelvis fandt i juni og juli 1947 den Tyske Bogudstilling sted her.
Da Berlin blev mere og mere opdelt i øst og vest, og at man i den østlige del offentliggjorde planerne om at sprænge Berlins Byslot på Museumsøen, da begyndte en kamp i den vestlige bydel, særligt ført an af Margarete Kühn, hvor en fuldstændig genopførsel af Charlottenburg Slot blev målet. Den britiske forvaltning erklærede sin støtte til dette. Kuplen blev genopført i 1957 hvilket markerede den udendørs genopførsels afslutning. Siden 1952 havde Rytterstatuen af den Store Kurfyrste som Andreas Schlüter havde opført i 1696 og som havde stået på Lange Brücke foran Byslottet, der var blevet sprængt i 1950.
I årene fra 1978 frem til 2009 befandt sig dele af Samlingen Dohna-Schlobitten, der befandt sig på slottet Schlobitten i Østpreussen, der blev ødelagt i 1945 og aldrig genopført efterfølgende.
I 1960 oprettede man Museet for fortidig historie i den tidligere Teaterbygning. Efter en længerevarende sanering der genopbyggede museet i 2003. Den 26.april 2009 lukkede samlingen og flyttede til det genopførte Neues Museum på Museumsøen, mens samlingens lager forblev i teaterbygningen. I fremtiden har man tænkt sig at lægge Hohenzollernmuseum, der lå i det ødelagte Schloss Monbijou, der lå overfor Bodemuseum. I Kleinen Orangerie befinder sig en Restaurant – i glashuset holdes der kunstudstillinger og koncerter. Grosse Orangerie der blev ødelagt under Anden Verdenskrig blev genopført i sin barokke pragt. Festsalen med dets fornemme lys bliver ofte brugt til kulturelle foranstaltninger med koncerter og banketter, og det var blandt andet her at den amerikanske præsident Barack Obama fik en statsbanket under hans besøg i 2013.
I Belvedere, Neue Pavillon og Mausoleum – der ligger i den fornemme slotshave – der kan man se den fornemme Kongelige Porcelæn Samling
Fra 2004 til starten af 2006 blev slottet benyttet af Forbundspræsidenten, da det normale præsidentsæde Schloss Bellevue blev renoveret. Selve slottet kan besigtiges som museum. Man ser blandt andet Frederik den Stores bolig, Sophie Charlottes og Friedrich I.s kronregalier, Porcellænskabinettet, Goldene Galerie og talrige malerier.
ARTIKLEN ER VED AT BLIVE OPDATERET
Berlins bedst bevarede barokke slot, der har været residensbolig for flere af de hohenzollerske herskere, siden det blev opført i årene 1695-99. Dets slotshave udgør ligeledes en attraktion som et haveanlæg med flere seværdigheder.
Det tidlige slot: I 1694 lavede det kurfyrstelige ægtepar af Brandenburg Prøjsen, Friedrich III og Sophie Charlotte (opr: von Hannover), et bytte. Friedrich fik området Caputh vest for Berlin i bytte for landsbyen Lietzow tæt ved Berlin. Sophie Charlotte besluttede at opføre et lille lystslot på stedet, som hun lod arkitekten Johann Arnold Nering stå bag. Nering døde dog kort efter byggeriets begyndelse, og Martin Grünberg færdiggjorde opførelsen bl.a. ved at tilføje et lille fritstående operahus til den musikglade Sophie Charlotte. Dette blev også kaldt Sophie Charlottes Musenhof. Sophie Charlotte benyttede boligen som residens og kaldte den Lietzenburg efter landsbyen.
Residensslot for det ny kongeriges nye hovedstad: I 1701 blev kurfyrstendømmet Brandenburg-Prøjsen omdannet til kongeriget Prøjsen, og Sophie Charlotte blev til dronning og hendes mand til kong Friedrich I af Prøjsen. Det betød, at Charlottenburg blev udbygget af arkitekt Eosander von Göthe, der udvidede den oprindelige midterbygning ud til gårdbygningerne i siden. 1. februar 1705 døde Sophie Charlotte i en alder af kun 37 år, og Friedrich I lod såvel slot som omliggende by opkalde efter hende, – Charlottenburg. Eosander von Göthe fortsatte udbygningen. Hovedbygningen fik sin prægtige kuppel i årene fra 1709-12 samt et orangeri i den vestlige fløj. I disse år var det planen, at Bernsteinværelset (ravværelset), der siden er blevet kaldt verdens 8.vidunder, skulle være udført af den danske ravskærer Gottfried Wolfram, der var blevet udlånt personligt af den danske konge Frederik IV (1699-1730) til Friedrich I. Imidlertid opstod der komplikationer med intriger ved hoffet, således at projektet aldrig blev fuldført, og i 1716 blev det givet som gave til den russiske tsar Peter den Store og blev færdiggjort i Rusland.
Soldaterkongen satte slottet i skyggen: Slottet blev generelt nedprioriteret under Soldaterkongens virke, og han opholdt sig næsten udelukkende på byslottet i Berlin. Han gav Operahusets materialer til borgerne i Charlottenburg, der brugte det til at bygge en lokal skole. En stor begivenhed skete i 1725, hvor Soldaterkongen tog imod den britiske konge Georg I og underskrev en traktat, der betød, at Hohenzollern fik arveret til hertugdømmet Jülich-Kleve. De to var blevet opdraget sammen, da de var fætre hvor Soldaterkongen berømmeligt havde pryglet den fremtidige engelske konge. I 1728 blev der i dagevis festet på slottet, da August den Stærke (kurfyrste af Sachsen og konge af Polen) var på statsbesøg.
Frederik den Store fandt ingen ro her: I 1740 kom Frederik den Store til magten som preussisk konge, og han valgte i første omgang Charlottenburg som residens. Han var betaget af sin farmor Sophie Charlottes idé om et slot, der skulle hellige sig de højere kunstarter, hvor han kunne tænke i fred. I 1742 fik slottet sit eget vagtkompagni Charlottenburger Grenadierer. I samme periode blev der påbegyndt fornemme træskærerarbejder af Friedrich Christian Glume og mere vigtigt var, at Frederik bad sin hofarkitekt Georg Wilhelm von Knobelsdorff om at ombygge slottet i stilarten Rokoko og at tilbygge den østlige fløj. I løbet af 1744 må slottet have vist sig ikke at være det rekreationssted, som Frederik den Store tilstræbte, og han gav ordre til, at byslottet i Potsdam skulle opføres som hans primære residens, og at slottet Sanssoucci skulle være hans primære sommerresidens. Charlottenburg stod smukt færdigt i 1747, men blev kun brugt ved festlige lejligheder.
Storhedstiden i 1800-tallet:Under Friedrich Wilhelm II (1786-97) fik slottet sin nuværende udformning med Schlosstheater for enden af vestfløjen samt Kleine Orangerie af Carl Gotthard Langhans som de vigtigste tilføjelser. Slotsteateret spillede en vigtig rolle i den tyske teaterhistorie, idet borgerlige fra og med 1795 kunne få adgang hertil. Fransk kultur havde været totaldominerende under Frederik den Store, men dette ændrede sig drastisk med et nationalt tysksproget fokus fremover. I 1806 residerede Napoleon Bonaparte på slottet, da hans tropper havde indtaget den prøjsiske hovedstad, og kong Friedrich Wilhelm III (1797-1840) var flygtet med sin hustru, den folkekære dronning Luise von Mecklenburg-Strelitz. I 1810 vendte kongeparret retur og fik Karl Friedrich Schinkel til at indrette deres soveværelse på slottet. Imidlertid fik Luise ikke lov at nyde dette længe, da hun døde pludseligt selvsamme sommer på sit fødegods i Mecklenburg. Da Friedrich Wilhelm endelig giftede sig igen i 1824 med Auguste von Harrach, lod han Schinkel opføre Neuer Pavillon, der i dag kendes som Schinkelpavillonen. Friedrich Wilhelm IV (1840-61) indrettede sig sammen med sin dronning Elisabeth Ludovika von Bayern på førstesalen, og efter hans død brugte Elisabeth slottet som enkesæde indtil sin død i 1873. I det såkaldte Trekejserår i 1888 opholdt den dødssyge Kejser Friedrich Wilhelm sig på slottet langt de fleste af sine blot 99 dage på tronen. Han døde imidlertid på Neues Palais i Potsdam. Derefter tjente Charlottenburg ikke længere som residens.

Det ødelagte Charlottenburg i 1943. Kilde : Wikipedia
Afglans og genopbygning til Museum: Under første verdenskrig virkede slottet som lazaret for de mange sårede soldater, og i Weimarrepublikken fik det funktion som museum. 23.november 1943 blev slottet udbombet af britiske bombefly. Straks 2.verdenskrig var afsluttet, gjorde Margarete Kühn som slotsforvalter i Vestberlin en fremragende indsats for en originaltro genopbygning af slottet. I 1949 bjærgede man Andreas Schlüters enorme rytterstatue af den Store Kurfyrste, der blev opstillet ved hovedindgangen.I 1957 var slottet fuldstændig genskabt. I 1960 åbnede Museum für Früh und-, Vorgeschichte i den tidligere teaterbygning, der dog lukkede i 2009 og blev rykket til Neues Museum på Museumsøen. Det er dog meningen fremtidigt at Hohenzollernmuseum skal indrettes her, hvilket har ført en hensygnende tilstand, siden dets oprindelige sted Monbijou Slot blev udbombet under krigen. I slotshaven findes i lystslottet Belvedere en fornem porcelænsudstilling samt mausolæet over Kejser Wilhelm I. Selve slottet fungerer som museum, hvor højdepunkterne er Frederik den Stores sovegemakker, Frederik I og Sophie Charlottes kroningsregalier samt en fornem malerisamling fra det 18.årh med bl.a. Antoine Watteaus hovedværk Indskibning mod Kythera. Overfor slottet ligger desuden Bröhan-Museum, Berggruen & Scharf-Gerstenberg Samlingerne. Slotshaven blev anlagt som barokhave i 1697 og siden omlagt til britisk havestil.