Real IRA
IRA blev oprindeligt stiftet som efterfølger af den Irske Republikanske Hær, der kæmpede under uafhængighedskrigen i 1919-21, og som ikke anerkendte delingen anno 1920 af Irland i to dele.
En tidlig gren af IRA fra den irske uafhængighedskrig
Siden dens grundlæggelse havde man haft som formål at omdanne Irland til en socialistisk republik. Organisationen er oplistet i Storbritannien som en terroristorganisation og i Irland som illegal.
Real IRA brød ud af Provisional IRA i protest mod dennes anerkendelse af fredsprocessen i midten af 1990´erne. Provisional IRA var oprindelig selv en udbryder af IRA tilbage i 1969.
Ifølge den gængse irske republikanske teori var der i 1920 blevet oprettet to ulovlige stater, nemlig Sydirland og Nordirland. IRA´s formål var at skabe en ægte irsk stat.
IRA havde stor opbakning blandt taberne i den irske borgerkrig samt i det nordirske. I starten havde IRA en betragtelig opbakning i republikken blandt Eamon de Valeras tilhængere, og med Irlands udtrædelse af Commonwealth i 1949 blev det bandlyst i IRA at angribe mål i det sydirske. I stedet iværksatte man i perioden 1957-62 en mislykket række angreb i Nordirland, der blev kendt som Border Campaign, og som gjorde organisationen ret upopulær i det nordirske.
I slutningen af 1960´erne kom det til en politisk vækkelse blandt irske katolikker i Nordirland, hvor der var et stort fokus på borgerrettigheder og den diskrimination, som de var udsat for i det nordirske samfund. IRAs ledelse blev i denne periode stærkt marxistisk og forsøgte at mane til fællesskab med de protestantiske arbejdere, et projekt, der langt fra blev bakket op af alle i bevægelsen. Mange følte, at det var en etnisk/religiøs konflikt i højere grad end en social konflikt, og med UVFs hårdhændede metoder følte man i katolske kredse, at man måtte komme med et militant modsvar.
PLO og IRA identificerer sig med hinandens brug af vold
I 1969 blev Provisional IRA så dannet som en militant udbryder af IRA, og den direkte begrundelse var, at man ikke mente, at politik var løsningen, men at våbenmagt var det eneste, briterne havde respekt for. I den første fase fik PIRA givetvis opbakning fra republikkens regering under Fianna Fail-lederen Charles Haughey. Taktikken var at optrappe konflikten, således at briterne måtte trække sig ud som følge af den offentlige opinion. Specielt koncentrerede PIRA sig om at bombe bygninger af politisk og økonomisk betydning samt at angribe RUC – det nordirske politi.
Fra 1976-77 blev en ny taktik lanceret med omgruppering i små celler. PIRA skulle kunne udkæmpe en såkaldt Long War, hvilket man gjorde med utallige angreb i Nordirland, men også i Storbritannien, Holland og Tyskland.
I 1994 proklamerede man en våbenhvile, og via Sinn Fein indgik PIRA´s leder Gerry Adams i hemmelige fredsforhandlinger med unionisternes leder David Trimble. Som reaktion på fredsforhandlingerne brød Real IRA ud af PIRA i 1997. De stod bag en af de værste bombninger – nemlig den i Omagh, der dræbte 29 personer 15. august 1998. En række bombeattentater har siden været foretaget på offentlige steder, mest omtalt var drabet på to britiske militærfolk 7. marts 2009.
Real IRA har stadig volden som sprog
