Slaget ved Amiens 8.-12. august 1918
Slaget ved Amiens er også kendt som det tredje slag om Picardiet – 3ème Bataille de Picardie – hvilket var åbningen på den allierede offensiv, der begyndte 8. august 1918, og som senere har fået navnet Hundrededagesoffensiven, som endegyldigt førte til afslutningen på 1. verdenskrig. Tropperne hos Ententemagterne var i stand til at rykke mere end 11 kilometer frem på slagets første dag, en af de største fremrykninger under krigen, hvor specielt den britiske Fjerde Armé under Henry Rawlinson spillede en afgørende rolle. Slaget er også kendt for den afgørende rolle, det spillede for moralen blandt soldaterne på begge sider og i forlængelse af dette, det store antal tyske soldater, der overgav sig. Den tyske øverstkommanderende Erich Ludendorff beskrev sidenhen slagets første dag som – den sorte dag i tysk militærhistorie. Amiens var en af de første større slag, hvor kampvogne fik en afgørende betydning og markerede afslutningen på skyttegravskrigen på Vestfronten. Krigen blev igen mobil indtil våbenhvilen 11. november 1918.
Optakt til slaget
Den 21. marts 1918 havde den tyske hær lanceret Operation Michael, det første i en hel serie af angreb, hvor det var planen at trænge de allierede tilbage over hele Vestfronten. Da fredsaftalen i Brest-Litovsk mellem Kejserriget Tyskland og det revolutionære Rusland blev tegnet, var Tyskland i stand til at sende hundredetusinder af soldater fra øst mod vestfronten, hvilket gav dem en betragtelig – men midlertidig – fordel i form af mandskab og materiel. Disse offensiver skulle omdanne tyskernes pludselige fordele til endelig sejr. Det var meningen at Operation Michael skulle besejre det Britiske Ekspeditionskorps, men man var ikke i stand til at bryde igennem før Arras, hvilket gjorde offensiven til en fiasko. Et sidste forsøg på at bryde igennem blev gjort ved Amiens – et vitalt jernbaneknudepunkt – men britiske og australske tropper var i stand til at stoppe offensiven ved landsbyen Villiers-Bretonneux den 4. april 1918.
Derudover forsøgte andre tyske offensiver – Operation Georgette 9.-11. april 1918, Operation Blücher-Yorck 27. maj 1918, Operation Gneisenau 9. juni 1918 og Operation Marne-Rheims 15.-17. juli 1918 at opnå et afgørende gennembrud, hvilket de tyske tropper på trods af at de rykkede frem mislykkedes i.
Da offensiven Marne-Rheims var afsluttet, var den tyske mandskabsfordel opbrugt, deres forsyninger ligeså, og deres tropper virkede udmattede. Den allierede general Ferdinand Foch beordrede en modoffensiv, der førte til Det 2. slag ved Marne, hvor den allierede sejr betød, at Foch blev udnævnt til marskal. Tyskerne trak sig tilbage mod nord, da de indså den uholdbare situation. Foch var fortaler for, at de allierede skulle fortsætte offensiven.
Plan med slaget
Den 23. juli 1918 røbede Ferdinand Foch sin plan for et angreb i forlængelse af den fransk-amerikanske sejr i Slaget ved Soissons. Planen gik ud på at formindske kampområdet Saint Mihiel Salient og befri jernbanelinjerne, der løb igennem Amiens for tysk beskydning.
Lederen af det Britiske Ekspeditionskorps Feltmarskal Douglas Haig, havde allerede planer om et nært forestående angreb ved Amiens. Da den britiske tilbagetrækning var stoppet i april, havde den Britiske Fjerde Armé med General Sir Henry Rawlinson overtaget frontlinjen langs floden Somme. Mod vest blev dette område holdt af det Britiske III.Korps under Generalløjtnant Richard Butler, mens fronten mod øst blev holdt af et australsk korps under Generalløjtnant John Monash, og som grænsede op til området, som Frankrig holdt. Det var en konsekvens af, at de australske infanteridivisioner for første gang var samlet under et hovedkvarter. Australierne havde gennemført en lang række modangreb, hvor de havde afsløret fleksibilitet i såvel åbent som fast terræn syd for Somme. Det var teknikker, der kunne bruges i en større offensiv.
Rawlinson havde sendt Monash´ forslag til Haig i juli, og Haig havde sendt dem videre til Foch. På et møde den 24. juli 1918 havde Foch godkendt planen, men insisteret på, at den Franske Første Armé skulle deltage fra sin position lige syd for den Britiske Fjerde Armé. Rawlinson var modstander af dette, da Monash´s plan baserede sig på storskala-brug af tanks, der endelig var tiltrådt i højt antal – og at dette skulle være overraskelsesmomentet. Logikken på Vestfronten havde været at starte ethvert angreb med et heftigt indledende bombardement, som fjernede ethvert overraskelseselement. Franskmændenes deltagelse ville gøre det svært at undgå. Men franskmændene accepterede, at de først ville rykke ind 45 minutter efter det indledende britiske angreb. Det blev også besluttet at rykke angrebet fra 10. august til 8. august, før tyskerne var rykket helt ud af Marne slagmarken.
Rawlinson havde allerede færdiggjort sine planer i diskussioner med kommandørerne – Butler, Monash, Sir Arthur Currie samt den canadiske generalløjtnant Charles Kavanagh – den 21. juli 1918. Det var første gang, at australiere og canadiere gik i angreb sammen. Begge parter var kendt for deres aggressive tilgang og nytænkende taktikker og ikke mindst deres mange successer over de seneste to år (1916-18).
De taktiske metoder havde været afprøvet på slagmarken af australiere i et lokalt modangreb under slaget ved Hamel den 4. juli. De tyske forsvarere ved Hamel havde gravet sig meget dybt ned, og deres position krævede et meget bredt ildbælte. Det var lignende positioner, der havde præget den sidste del af Slaget ved Somme i 1916. Australierne havde brugt overraskelse mere end vægt ved Hamel. Artilleriet havde først åbnet ild i det øjeblik, at infanteri og tanks rykkede frem, hvilket havde ført til, at tyskerne hurtigt blev løbet over ende.
Nøglefaktoren i den endelige plan var diskretion og hemmeligholdelse af angrebet. Der skulle ikke sættes det vanlige bombardement ind før slaget, og der skulle sættes artilleri-ild ind lige før fremrykningen af de australske, canadiske og britiske styrker. Den Fjerde Armés skydeplan blev udviklet af Monash’ seniorartilleriofficer Major General C.E.D.Budworth. Den britiske udvikling indenfor lydplaceringsteknikker og luftfotografier muliggjorde en langt mere præcis beskydning. Budworth havde lavet en tidstabel, der skulle sætte 504 ud af 530 tyske kanoner ud af kraft fra start, mens en tæt spærreild skulle følge infanteriet. Denne metode var lig med Feuerwalze, som tyskerne havde brugt i deres forårsoffensiv, men den var langt mere effektiv, hvis den blevbrugt i forbindelse med overraskelsesangreb.
Derudover skulle der bruges 580 tanks. De canadiske og australske korps blev hver placeret i brigader af fire bataljoner med 108 Mark V Tanks, 36 Mark V “Star” og 24 ubevæbnede tanks, der skulle bringe forsyninger og ammunition frem. En enkelt bataljon af Mark V Tanks blev flyttet til III. Korps. Kavallerikorpset fik ydermere to bataljoner af 48 Medium Mark A Whippet Tanks.
De allierede havde med succes flyttet de canadiske korps med fire infanteridivisioner til Amiens, uden at tyskerne havde opdaget dem. Det var en bemærkelsesværdig præstation og viste, at den britiske militære ledelse var blevet langt mere effektiv. En del af korpset, to infanteribataljoner, en trådløs enhed og en tabsstation var blevet sendt til fronten ved Ypres for at bluffe tyskerne til at tro, at man forsøgte et større slag i Flandern. Det canadiske korps havde ikke indtaget sine positioner før 7. august 1918. For fortsat at kunne hemmeligholde operationen brugte de allierede kommandører et notat “Keep Your Mouth Shut”, når de gav ordre til deres mænd og refererede til aktionen som et angreb og ikke en offensiv.
Indledningen til slaget
Selvom tyskerne stadig var i offensiven i slutningen af juli 1918 voksede styrken hos de allierede tropper. Flere amerikanere ankom til Frankrig, og de britiske forstærkninger blev overflyttet fra den Britiske Hjemmehær og fra den militære kampagne på Sinai og i Palæstina. De tyske kommandører indså i de første dage i august, at deres styrker måske ville blive trængt i defensiven, men anså ikke Amiens som et oplagt angrebsmål. De betragtede området Saint-Mihiel øst for Reims eller Kemmelberg i Flandern som oplagte mål for de franske styrker, mens de forventede, at briterne ville angribe langs floden Lys/Leie eller tæt på byen Albert ved floden Somme. De allierede havde endvidere iværksat en række lokale mod-offensiver i disse områder, både for at opnå bedre positioner, men vigtigere for at sløre overfor tyskerne, hvad der skulle ske ved Amiens. Tyskerne begyndte at trække sig tilbage fra Lys og andre fronter i henhold til de tyske forventninger. De allierede opretholdt det samme niveau af artilleri og luftbeskydning på de forskellige frontafsnit, troppeforflytninger foregik kun ved nattetide, mens troppeforflytninger i dagslys kun var del af maskerede operationer.
Den tyske front øst for Amiens blev holdt af dens Anden Armé under ledelse af General Georg von der Marwitz med 6 divisioner på linje og 2, der havde retning mod den franske Første Armé. De havde kun 2 divisioner i reserve. De allierede blev noget bekymrede den 6. august da den tyske 27. division rent faktisk angreb nord for Somme på en del af den front, som de allierede havde planlagt angreb på 2 dage efter. Den tyske division – en specialtrænet stødtroppeformation – gennemborede stort set 730 meter af fronten. Dette angreb blev foretaget til gengæld for et australsk skyttegravsangreb den 31. juli på samme frontafsnit, hvor australierne havde taget mange fanger, inden australierne igen havde trukket sig tilbage syd for floden. Den tyske division trak sig tilbage til sin oprindelige position om morgenen den 7. august 1918. Trods det førte den til ændringer af den allierede plan.
Slaget ved Amiens 8.-12. august 1918
Slaget begyndte i tæt tåge klokken 4.20 om morgenen den 8. august 1918. Under Rawlinsons ledelse angreb den Fjerde Armé med det britiske III. Korps nord for Somme og det australske korps syd for floden som den midterste del af angrebet, mens det canadiske korps angreb syd for australierne.
Samtidig med dette angreb åbnede den Franske 1. Armé det indledende bombardement og begyndte først det indledende angreb 45 minutter efter briternes angreb med støtte fra 72 Whippet Tanks.
Selv om de tyske styrker var beredte, var det grundet en forventning om en mulig gengældelse for deres indtrængen den 6. august, og ikke fordi de havde erfaret noget om det forestående allierede angreb. Endskønt de to fronter kun var 460 meter fra hinanden, var gasangreb på et meget lavt niveau, da tyskerne ikke forventede et storstilet angreb. Dette var så uventet for tyskerne, at de først begyndte at besvare ilden 4-5 minutter efter angrebets start og på det tidspunkt i retning af, hvor de allierede havde haft sine positioner ved angrebets start, et sted de for længst havde forladt.
I den første fase af slaget angreb 7 divisioner. Angriberne indtog de første tyske positioner og havde omkring klokken 7.30 om morgenen flyttet fronten med 3,7 kilometer. Her havde næsten alle divisioner opnået deres primære mål, og stort set hele den tyske forreste front var indtaget. Derpå rykkede infanteritropper frem understøttet af Mark V Tanks. Men i virkeligheden var infanteritropperne klar til at opnå deres mål uden hjælp fra tanks. De Allierede trængte igennem til den bageste del af det tyske forsvar, og kavalleriet kunne nu fortsætte fremrykningen med en brigade i den australske sektor og to kavalleridivisioner i den canadiske sektor. Åben ild fra Royal Air Force og armerede biler holdt tyskerne i retræte.
Canadiske og australske styrker i den centrale del af fronten fortsatte med at rykke hurtigt frem og skubbede fronten 4.8 kilometer foran startlinjen allerede klokken 11.00. Hastigheden, hvormed fremrykningen foregik, gjorde, at man endda tilfangetog en hel forsamling tyske officerer med flere midt under deres morgenmad. Der var slået et hul på 24 kilometer i den tyske forsvarslinje syd for Somme sidst på dagen. Der var mindre succes nord for floden, hvor det britiske III. korps kun havde en tank-bataljon i støtte, terrænet var hårdere, og det tyske angreb 6. august havde ødelagt nogle af forberedelserne. Selvom angriberne nåede deres primære mål for dagen, blev deres fremrykning standset ved Chipilly, et stejlt skovområde.
Den Britiske Fjerde Armé tog 13.000 krigsfanger mens franskmændene tog yderligere 3.000 til fange. Det samlede tyske tab blev vurderet til at være 30.000 alene den 8. august 1918. Den Fjerde Armés tabstal, britisk, australsk og canadisk infanteri var omkring 8.800, dertil kommer tab af tanks, luftvåben og deres franske allieredes tab.
Den tyske hærs Stabschef Paul von Hindenburg noterede, at de allieredes brug af overraskelsesangreb og deres ødelæggelse af de tyske kommunikationslinjer havde ødelagt de tyske chancer for modangreb ved at isolere kommandopositionerne. Den tyske general Erich Ludendorff beskrev dagen som Den Tyske Hærs Mørke Dag, ikke grundet det terræn, man havde tabt til de fremadstormende allierede, men grundet de tyske troppers moralske niveau, hvor et meget højt antal soldater kapitulerede. Han oplevede flere tilfælde af tilbagetrækkende tropper, der råbte:
I forlænger krigen
og forsøgte ydermere at hindre reserverne i at rykke frem mod fronten. Fem tyske divisioner var effektivt blev omringet. Allierede styrker rykkede i gennemsnit 11 kilometer frem på førstedagen. Canadierne nåede 13 kilometer, australierne 11 kilometer, franskmændene 8 kilometer og briterne 3.2 kilometer.
De efterfølgende dages kampe
Fremrykningen fortsatte den 9. august, dog ikke med samme spektakulære resultater som første dag. Slaget blev udvide både nordligere og sydligere i forhold til det indledende angreb. Det sydlige angreb, der involverede en del franske tropper blev kaldt Bataille de Montdidier.
Infanteriet var simpelthen rykket langt hurtigere frem end det artilleri, der skulle understøtte dem, og af det indledende antal på omkring 500 tanks, der spillede en meget stor rolle i succesen på førstedagen, var der efter 4 dage kun 6 tanks, som var kampklar. Tyskerne gav ved Chipilly-Skoven ordre om at oprette en intensiv beskydning af området sydpå mod Somme, hvilket holdt det australske korps beskæftiget indtil sent på dagen den 9. august, da det lykkedes tropper at krydse floden og indtage selve landsbyen Chipilly. Dette sammen med et fornyet angreb fra det britiske III. korps. På den canadiske front var overfyldte veje og kommunikationsproblemer med til at forhindre, at den Britiske 32. Division kunne bevare momentum i fremrykningen.
Den 10. august var der tegn på, at tyskerne ville trække sig helt ud af slagmarken, man havde erobret under Operation Michael. Ifølge de officielle rapporter erobrede de allierede omkring 50.000 fanger samt enorme mængder materiel indtil den 27. august 1918. Let armerede briter var endda med til at flytte frontlinjen 19 kilometer frem til 13. august 1918.
Feltmarskal Douglas Haig afviste at fortsætte offensiven, som Marskal Ferdinand Foch havde bedt ham om. Han foretrak i stedet at forberede en frisk offensiv med Byngs Tredje Armé mellem Ancre og Scarpe.
Efter slaget
Slaget ved Amiens var et stort vendepunkt m.h.t krigens tempo. Tyskerne havde startet krigen med Schlieffen Plan, hvor man skulle besejre Frankrig på få uger, men da dette mislykkedes, kæmpede franskmændene og belgierne mod Tyskland i Kapløbet mod Havet, hvorpå at Vestfronten udviklede sig til en forsvarskrig, hvor begge parter gravede sig ned i skyttegrave. Den tyske forårsoffensiv tidligere på året 1918 havde igen Tyskland i den offensive rolle. Hjælp fra tanks og fly havde nu støttet de allierede i at slå hul i skyttegravsfronten, hvilket ellers hidtil havde været stort set umuligt. Den Britiske Tredje Armé, der ikke havde denne støtte, var ikke i stand til at opnå mærkbare resultater, mens den Fjerde Armé med mindre end 1.000 tanks var i stand til at bryde langt ind bag de tyske frontlinjer. Dagene efter slaget blev den australske kommandør John Monash slået til ridder af King George V. af Storbritannien.
Den britiske krigskorrespondent Philip Gibbs noterede, at Slaget ved Amiens var afgørende for krigens tempo og den 27. august noterede, at
“Fjenden er bragt i defensiven…(og) initiativet til angreb ligger fuldstændig i vores hænder, hvor vi er klar til at sætte angreb ind mange forskellige steder.
Gibbs gav også Amiens æren for det markante skift, der skete med soldaternes moral, hvor han sagde, at
“Skiftet i mændenes moral er af større betydning end det erobrede terræn. På vores side er hæren præget af den stemning og enorme håb om, at vi snart kan være færdige med arbejdet! – Der er ydermere et skift i fjendens moral. De ejer ikke længere det fjerneste håb om sejr på Vestfronten. Alt, hvad de håber på nu, er at forsvare sig selv lang tid nok til at opnå en fred ved forhandling.”
