Slesvig og Sønderjyllands Historie
Sønderjylland kaldes i Tyskland for Nordslesvig. Denne fortælling er et forsøg på at fortælle såvel historien i hele Slesvig. Den er præget af at være et kulturelt og sprogligt flertydigt område, hvor dansk, tysk og frisisk er hvirvlet ind i hinanden og til tider har gjort kraftige udfald mod hinanden.
Området
Hertugdømmet Slesvig er historisk det område, som ligger mellem Kongeåen og Ejderen, og som siden 1919 har været delt i et dansk Nordslesvig (Sønderjylland) og et tysk Sydslesvig. Der er dog enkelte forskelle på de nuværende grænser, og hvad vi i dag forstår ved det slesvigske. Tidligere blev Ærø, Femern og Helgoland også medregnet som en del af Slesvig. Til gengæld var der flere danske enklaver i Slesvig med Ribe som den vigtigste, men også områderne vest for Tønder, det sydlige Rømø, det nordlige Sild samt det vestlige Før og Amrum. I perioder i det 13. og 14. århundrede hørte sågar Langeland og det sydlige Fyn også med til Slesvig. Første gang, man i historien benytter navnet Slesvig, er i 1386 med inspiration fra byen ved Slien. Området havde dog langt tidligere vist sig at være ramme om en vigtig historisk udvikling i form af jarldømmet Sønderjylland. Halvøen, der ligger øst for Slesvig by, var udgangspunktet for de berømte anglere, der efter sigende skulle være den ene af de to parter, der har dannet den angelsaksiske stamme. Derudover har det i den danske historie været et område af stor handelsmæssig betydning, bedst illustreret ved vikingebyen Hedeby. Områdets areal strækker sig over 9.200 km2.
Folkefærdet
Oprindelig var området befolket af anglere, men da disse i stort tal udvandrede mod de britiske øer, gav det plads til ”danerne”, der indtil da primært havde boet i dagens Skåne. Indvandringen fra Skåne foregik over de næste par hundrede år. I det 8. årh. blev den vestlige del af Slesvig bosat af frisere, der drog af sted fra deres kerneland i det nederlandske grundet det store Frankerriges overfald på friserne. Det var her, at Ejderen første gang blev fastsat som grænse af Karl den Store mellem det hellige tysk-romerske rige og det barbariske Danmark/Slesvig. Den østlige del over mod Eckernförde og det nuværende Flensborg blev først bosat område i højmiddelalderen. Denne tidlige grænsedragning, mente de mange Ejder-danskere i årene 1848-64, var den primære mellem det danske og det tyske.
Ewig Ungedeelt
I det 12. århundrede blev Slesvig et hertugdømme givet som len til den danske konge. Udviklingen i de næste par hundrede år gav flere af de holstenske grever besiddelser i det slesvigske, og da slægten Schauenburg i den sene højmiddelalder kunne kalde sig både hertuger af Slesvig og grever af Holsten, var et politisk sprængfarligt ægteskab opstået, hvis sigte var at danne et fælles rige. Schauenburg-slægten uddøde imidlertid i 1459, og for at opnå en fælles formynder valgte man den danske kong Christian I af Oldenburg – en nevø til den sidste Schauenburger. I Ribe-brevet fra 1460 blev det fastlagt, at hertugdømmerne var en selvstændig enhed med egen lovgivning, men at de kunne styres af den danske regent. En sætning om ewig ungedeelt er blevet brugt af tyske nationalister i 1800-tallet til at hjemle uafhængighed af Danmark og tysk tilhørsforhold.
Slesvigs deling i tre
I 1544 blev Slesvig delt mellem den danske konge Frederik I´s tre sønner i en kongelig del omkring Flensborg og derudover i en Haderslevsk og en Gottorpsk linje. Holsten blev delt efter samme mønster. Den Haderslevske mistede dog snart det meste af sit område, og specielt den Gottorpske blev styrket med indlemmelser af områder, som svenskerne på deres krigseventyr havde erhvervet sig imod Danmark. Først efter at svenskerne og dermed også de gottorpske fyrster led nederlag i Store nordiske Krig i 1721, blev det meste af Slesvig-Holsten igen underlagt fuld dansk kontrol. I 1660, da man i Danmark indførte enevælden, forblev den magtfulde adel syd for grænsen afgørende. I 1773 blev Holsten atter genindlemmet i det danske kongerige, og det var i forlængelse heraf, at den berømte Ejder-kanal blev udgravet fra Rendsburg til Kiel.
Tysk styrket foran skandinavisk: Norge byttet for Lauenburg
Under Napoleonskrigene i 1796-1815 var Danmark allieret med det tabende og revolutionære Frankrig. Denne alliance kostede imidlertid Danmark dyrt. Vi mistede Norge, gik statsbankerot, og endelig blev Holsten medlem af det tyske toldforbund, og dermed var den tyske nationalisme blevet en del af hertugdømmernes hverdag. I årene efter Napoleonskrigene blev det tydeligt, at man i Holsten ønskede at blive en del af det kommende stortyske rige. I Slesvig var stemningen mere delt. På den ene side stod Ejder-danskerne, der mente at Danmark gik til Ejderen, det vil sige, at Slesvig var dansk, Holsten tysk. Mens at man i hertugdømmerne fandt et synspunkt, der ville indlemme begge dele af Slesvig-Holsten i Tyskland. Et mere moderat synspunkt blev luftet i 1830, men afvist, nemlig at dele efter en sproggrænse. Danmark havde i 1814 fået tilknyttet hertugdømmet Lauenburg, der lå øst for Holsten, og som var fuldt tyskvenligt. Den danske helstat, som man kaldte denne stat, blev styret fra København, men af henholdsvis det danske kancelli og af det tyske kancelli for hertugdømmernes vedkommende. Den sproglige grænse havde tidligere været Ejderen, men da tysk havde udviklet sig til administrationssproget, var byer som Flensborg, Sønderborg, Tønder og Haderslev blevet overvejende tysk-talende, mens bønderne på landet var forblevet danske.
Stænderforsamlingerne
I 1830´erne havde de demokratiske stænderforsamlinger fået en renæssance i hele helstaten. De slesvig-holstenske var præget af det tyske dannelsesborgerskab. Dette havde i 1830 søgt en oprettelse af Slesvig-Holsten som et selvstændigt land i personalunion med Danmark. I 1840´erne ændrede mange af disse holdning og gik ind for en decideret løsrivelse af Danmark og indlemmelse i det tyske forbund. Den tyske nationalisme var en væsentlig grund, men også den tyske økonomi og industrialisering blev anset for forbilledlig. Hertugdømmernes økonomi var langt bedre end det øvrige Danmarks, der stadig levede med efterdønningerne af statsbankerotten i 1814.
1848 og Dansk Grundlov
I Marts 1848 brød den borgerlige og folkelige revolution ud i Paris, og rygtet om folkets opstand gav genlyd over hele Europa. I København fik det den politisk uinteresserede Frederik VII til at danne et grundlovsgivende ministerium med det mål for øje at danne en fri forfatning. Men også i Slesvig-Holsten var man blevet ramt af den revolutionære stemning, da man i Kiel 22. marts 1848 erklærede sin uafhængighed af Danmark. Politisk betød det, at det revolutionære København blev grebet af national kampgejst, og at de nationalliberale tilhængere af Danmark til Ejderen blev enerådende. 23. marts blev der i Kiel dannet en provisorisk regering over hertugdømmerne, der skulle regere, indtil der igen var politisk ro i København. Der er stadig diskussion, om hvorvidt det var den reelle grund til dannelsen af den provisoriske regering, eller om det var et påskud til at få udråbt en ny stat.
Treårskrigen 1848-50
Udviklingen førte snart til, at Slesvig-Holsten med sin egen hær angreb den danske fæstning i Rendsburg, og at den første slesvigske krig, bedre kendt som treårskrigen, udbrød med kamphandlinger ved Rendsburg, Slesvig, Nybøl og Dybbøl i 1848, inden at stormagterne dikterede våbenhvile. I 1849 brød Danmark våbenhvilen og led nederlag ved Kolding til Preussen og hertugdømmerne. Samme år vandt Danmark slaget ved Fredericia, hvilket betød, at Preussen trak sig ud af krigen. Kampene fortsatte mellem Slesvig-Holsten og Danmark, og i 1850 vandt danskerne slaget ved Isted, og kampene tonede ud med det sidste ødelæggende slag ved Frederiksstad.
I 1852 stadfæstede stormagterne i Londonprotokollen, at Danmark kunne opretholde tilknytningen til Slesvig-Holsten, men at Slesvig ikke måtte tilknyttes nærmere til Danmark end Holsten. Derudover blev den demokratiske udvikling i hertugdømmerne annulleret i kraft af, at Rusland dikterede, at enevælden skulle fortsætte syd for Kongeåen. I Danmark var det svært at effektuere demokratiet, når 2/5 af staten ikke kunne deltage, hvilket svækkede de demokratiske elementer og styrkede konservative kræfter, der advarede mod deres åndsfæller i form af de holstenske adeliges konservative. Holdningen i Danmark var at forsøge at gennemføre en ny forfatning, der også gjaldt syd for Kongeåen og til Ejderen.
Danmark til Ejderen – Krigen i 1864
I 1858 blev Holsten optaget fuldgyldigt i det tyske forbund, og de samme repræsentanter, som sad i det danske Folketing, sad også i det tyske Parlament i Frankfurt. I Danmark anså man dette som det første brud på Londonprotokollen. Men stormagterne blandede sig ikke. I november 1863 udarbejdede konseilspræsident C.C.Hall en ny forfatning, der ville udskille Holsten fra Danmark endegyldigt, men også sætte Danmarks sydgrænse til Ejderen. Det blev den helt nyudnævnte Christian IX, der godkendte denne nye forfatning, som blev en kærkommen chance for de to tyske mastodonter Preussen og Østrig til at vise omverdenen den militære styrke, som de var i stand til at mønstre. Holsten blev besat af Preussen og Østrig i december 1863, og 1. februar 1864 gik man over Ejderen. Slaget, der afgjorde krigen, fandt sted 18. april 1864 ved Dybbøl banke og endte med et klart dansk nederlag. For Danmark betød det, at man mistede 2/5 af sit territorium, og at statens ideologi gik fra stormagtsambitioner til en småstats med det berømte mantra: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Sejren over Danmark og indlemmelsen af Slesvig-Holsten blev startskuddet til den militære sejrsrække, som skulle lede til Tysklands samling i 1870.
Slesvig som del af Preussen
Slesvig blev en preussisk provins efter 1864, hvor Østrig blev sat som forvalter af Holsten til stor utilfredshed for de pro-preussiske holstenere. I 1866 besatte Preussen Holsten, og i den korte Preussisk-Østrigske krig i 1866 blev det til preussisk sejr. Ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten oprettet som preussisk stat, dog stadig med den tilføjelse, at Slesvig i fremtiden skulle have sin grænse endegyldigt fastlagt ved en folkeafstemning. Denne passus slettede Preussen i 1878. Området blev en del af den fremstormende tyske industrialisering, som specielt de mange jernbanestrækninger, kasernerne og færdiggørelsen af Kaiser-Wilhelm-Kanal (Kieler-kanal) er et stolt vidnesbyrd om. Helt frem til år 1900 gjaldt den gamle Jyske Lov stadig i området.
1. verdenskrig
Omkring århundredskiftet begyndte de dansksindede at organisere sig syd for Kongeåen. Under den strabadserende 1 .verdenskrig skiftede stemningen mange steder i det slesvig-holstenske til fordel for det danske, da mange oplevede krigens gru tæt inde på livet, i alt deltog alene 30.000 soldater fra det nuværende Sønderjylland og med 5.200 faldne. Tyskland og dermed også Slesvig-Holsten oplevede en enorm økonomisk krise og kunne kun kigge misundeligt mod nord.
Grænsedragningen 1920
I Danmark var holdningen til Slesvigs tilhørsforhold forskellig partierne imellem. Den radikale regering med Erik Scavenius og P. Munch ønskede at afgøre spørgsmålet i en direkte dansk-tysk forhandling på regeringsniveau, men forskellige interessegrupper som Danevirkebevægelsen fik lov til at forsøge påvirkning af stormagterne ved Versailleskonferencen. Her blev deres anti-tyske krav hørt på lige fod med den danske regerings ønsker. Resultatet var at Danmark blev tilbudt en afstemning i tre afstemningszoner; en nordlig afstemningszone – stort set lig med dagens Sønderjylland en mellemzone og højst overraskende en sydlig afstemningszone omkring byer som Slesvig og Tønning, hvor befolkningen var mere end 90% tysk. Franskmændenes hævnlyst overfor tyskerne havde været afgørende for denne zone. Den danske regering ville protestere over forslaget, hvilket gjorde den sårbar overfor den konservative opposition, hvilket endte med at Danmark officielt takkede nej til en tredje afstemningszone, der ikke var i deres interesse, da man ikke ønskede at lade tyskere stemme sig til Danmark grundet en miserabel situation.
1. afstemning blev gennemført 10. januar 1920, og med deltagelse af 91% af de stemmeberettigede blev resultatet et klart dansk flertal på 74%, der dog primært blev høstet i landsognene samt Haderslev. I byer som Åbenrå, Tønder, Sønderborg og Tinglev var der et lille tysk flertal. I den anden afstemning 14. marts 1920 blev valget gennemført kommunevis og førte til en bekræftelse af afstemningszonerne. Her lå de dansksindede et sted mellem 10-35 %, og diskussionen gik kun på, om Danmark ville kræve Flensborg, som man altså endte med at afstå fra. I Maj 1920 blev kronen genindført i området, og efter den danske administration blev genoptaget over området 15.juni, red kong Christian X over grænsen den 10. juli 1920 på sin hvide hest.
Nordslesvig blev til Sønderjylland
Nordslesvig blev snart en historisk taleform. I stedet blev det nye stykke Danmark konsekvent omtalt som Sønderjylland. Politisk havde området tidligere organiseret sig omkring den danske sag, men nu skulle man til at tænke partipolitisk. Derudover skulle de sønderjyske landmænd til at producere til et dansk eksportmarked, der primært var lagt an på animalsk produktion først og fremmest til England, hvor man i den tyske tid havde eksporteret til et beskyttet tysk hjemmemarked. Den danske folkeskole var et væsentligt led i den danske integration.
De danske syd for grænsen ”Vil ikke blive glemt”
Det sydlige Slesvig blev igen slået sammen med Holsten som en del af den demokratiske tyske Weimar-republik. For de dansksindede i det sydlige Slesvig udtalte statsminister Niels Neergaard: ” I vil ikke blive glemt”, og der er siden foregået en økonomisk tilstrømning fra Danmark for at opretholde danske institutioner syd for grænsen. Blandt det tyske flertal syd for grænsen blev delingen modtaget med en del bitterhed, som kun blev intensiveret af en generel krise i såvel landbrug som industri i Weimar-republikken. De yderliggående partier stod ualmindeligt stærkt i området. Som en tak for trofastheden mod Tyskland blev der investeret kraftigt i området, bl.a. med veje, skoler, jernbaner og ikke mindst en frihavn i Flensburg, der dog ikke fik den ønskede effekt.
De tyske i Sønderjylland
Det tyske mindretal i Sønderjylland blev givet fulde mindretalsrettigheder. Det vil sige, at de kunne oprette privatskoler med statsstøtte og dermed selv forvalte indholdet af deres undervisning samt sproget. Generelt set arbejdede det tyske mindretal for at få justeret grænsen nordpå og stillede op til kommunalvalg med tyske lister, der dog ikke udgjorde nogen særlig politisk magt med undtagelse af Tønder og Højer. Syd for grænsen havde det danske mindretal tålelige forhold, men de var knap så gode som dem, tyskerne blev budt nord for grænsen. Der skulle føres meget kraftigt bevis for dansk tilhørsforhold, før man kunne optages på en dansk skole, og efter nazisternes overtagelse blev der skabt yderligere modarbejde i forhold til det danske. Men det skal nævnes, at danskerne i Sydslesvig havde relativt gode forhold. Til sammenligning kan det nævnes, at Flensborg Avis var den eneste ikke-nationalsocialistiske, der udkom i Tyskland under nazismen.
Nazismens forhold til Slesvig
Diskussionen om at flytte grænsen nordpå havde været lagt død igennem 1920´erne, men blussede op igen i forbindelse med den nationalsocialistiske fremgang ved valgene i 1930 og 1931. Ifølge den nationalsocialistiske ideologi udgjorde grænsen dog et uaktuelt problem, da der godt nok var tyskere, der skulle indrulleres i riget, men dette skulle de sammen med de ariske skandinaviske racebrødre. De ivrige tyskere i Sønderjylland vejrede dog morgenluft igen, da nationalsocialisterne kom til magten i Berlin i 1933. Det meste af mindretallet blev nazificeret i flere forskellige retninger, og først i 1938-39 var de samlet og ensrettet under ledelse af dyrlæge Jens Møller. I 1938-39 forventede slesvigerne hvert øjeblik, at en genforening med det store syd ville finde sted som det skete i de samme år for Sudeterlandet, Østrig og Tjekkoslovakiet. Hitler havde dog ingen interesse i at ødelægge forholdet til Danmark med en grænserevision. Og dette gentog han efter besættelsen i 1940, hvor der ellers blev foretaget grænserevisioner i forhold til Belgien, Polen og Frankrig. Men som Winston Churchill sagde, så var Danmark lystmorderens kanariefugl, og den ville man gerne kunne vise frem i flot stand. Spørgsmålet blev fremhævet af SS-ideologen Alfred Rosenberg og Heinrich Himmler, at man ønskede alle Versailles-traktatens ændringer slettet med undtagelse af den dansk-tyske grænse. Dette var også det danske nazist-partis stillingtagen til sagen, der arbejdede for ikke at justere grænsen. Grænsen blev ikke justeret. Der var stærke tyske pro-nazistiske tilkendegivelser, omvendt fandt man i området en stærk pro-dansk mobilisering, som var talmæssigt langt stærkere end den nazistiske, og som både sørgede for ideologisk dansk propaganda, men også for en stærk modstandsbevægelse i det sønderjyske.
Efterkrigstiden i Sønderjylland
Efter befrielsen 5. maj 1945 blev mange af det pro-nazistiske mindretals medlemmer interneret på Sønderborg Slot og i den tidligere Frøslev-lejr, der nu fik navnet Fårhuslejren, men som ikke ændrede reglementet stort. De fleste fik fængselsstraffe under retsopgøret, som juridisk ikke er den mest pæne del af den danske historie, da straffene foregik med tilbagevirkende kraft. Endvidere fik de magtfulde nazistiske foreninger og firmaer deres ejendom konfiskeret. Den anti-tyske stemning kom til udtryk i bortsprængningen af Bismarck-tårnet i Knivsbjerg, Sydslesvig samt de tyske sejrsmonumenter ved Dybbøl. Så langt frem som til 1948 blev en tysksindet kvinde myrdet ved Løgumkloster. Men selvom der var mange fjendtligheder, så var det en meget pæn overgang fra nazismen til demokratiet, tyskerne mærkede i det sønderjyske i forhold til eksempelvis Tjekkiet og Polen, hvor flere hundredtusinde blev fordrevet, og tusinder blev myrdet.
Syd for grænsen: Længsel mod Nord
Det tyske mindretal var kraftigt decimeret, og med stiftelsen Bund Deutsche Nordschleswiger blev den tyske bevægelse en fuldt loyal og demokratisk organisation, der arbejdede for en kulturel bevarelse af det tyske i Sønderjylland. Syd for grænsen oplevede danskerne en enorm tilslutning, og hvor man tidligere kun havde udgjort en forsvindende politisk opbakning, vandt man i 1945-47 enorm støtte til forslaget om, at Danmark skulle gå til Ejderen. Mange tyske slesvigere så med stor skepsis på de mange flygtninge, der kom til området fra de østlige områder af Tyskland og foretrak at blive danske i dette kaos, som Tyskland oplevede i efterkrigstiden. Danmark og Storbritannien spændte ben for en genindlemmelse. Ingen af landene ønskede at skabe intern splid to allierede imellem i den kolde krig, her var sammenhold i de frie lande afgørende. Andre kræfter arbejdede for en sammenslutning med Hamburg og Niedersachsen i et Unterelbe. Slesvig-Holstens befolkningstal blev næsten fordoblet med over 1 million tilflyttere fra de mistede tyske områder i Østeuropa. Derudover lå områdets tre storbyer Kiel, Neumünster og Lübeck i ruiner. Økonomisk har man siden primært ernæret sig af turisme, havnen i Kiel samt landbrug. Endelig har man nydt godt af afsmitningen fra den økonomiske pol – Hamburg. Men området er ikke en drivkraft i den tyske økonomi.
Bonn-København Aftalen 1955
I 1955 blev København-Bonn-erklæringerne vedtaget, hvor den politiske deltagelse for de nationale mindretal blev sikre,t og derudover hed det, at ingen stat skulle presse nationalt sindelag igennem. Dette er blevet set som forbilledligt verden over. For Tyskland var det en vigtig del af optagelsen i NATO samme år at bilægge den slesvigske strid.
Siden 2. verdenskrig
Den generelle industrielle udvikling gik i retning af afvikling af landbruget til fordel for industri-erhverv. Ved 2. verdenskrigs afslutning var 1/3 af Sønderjyllands befolkning bønder, ved årtusindskiftet var det kun 1/10. Den største industrimagnat er uden sammenligning Danfoss med hovedsæde i Nordborg på Als, men også Gram-køleskabe, Ecco-sko fra Bredebro. Siden 1972 har grænsen været under opbrud og siden 1986 i praksis været væk, da Danmark indgik i Schengen-arbejdet. Men selvom der har været iværksat en del grænseoverskridende arbejde, er resultaterne begrænsede. Det skyldes en stor skepsis mod den sydlige nabo, selvom sønderjyderne er den mest EU-positive del af befolkningen. Som et smukt symbol på de fredelige forhold mellem danske og tyske, vendte Istedløven tilbage til kirkegården i Flensborg i 2011.
