Slesvig/Sønderjyllands Historie
Området: Hertugdømmet Slesvig er historisk det område, som ligger mellem kongeåen og Ejderen, og som siden 1919 har været delt i et dansk Nordslesvig (Sønderjylland) og et tysk Sydslesvig. Området har haft forskellige betegnelser og været delt adskillige gange. I år 811 skulle Karl den Store have sluttet fred med den danske sagnkonge Hemming, hvilket skulle have afsluttet de mangeårige dansk-saksiske krige. Her blev man enige om at grænsen de to områder imellem skulle være Ejderen. Der er dog enkelte forskelle på de nuværende grænser og hvad vi i dag forstår ved det slesvigske. Endelig har den vestlige del været frisisk siden de ældste tider. Tidligere blev Ærø, Femern og Helgoland også medregnet som en del af det slesvigske. Til gengæld var der flere danske enklaver i Slesvig med Ribe som den vigtigste, men også områderne vest for Tønder, det sydlige Rømø, det nordlige Sild, det vestlige Før og Amrum. I perioder i det 13. og 14.århundrede hørte sågar Langeland og det sydlige Fyn også med til Slesvig. Første gang man i historien benytter navnet Slesvig er i 1386 med inspiration fra byen ved slien. Området havde dog langt tidligere vist sig at være ramme om en vigtig historisk udvikling, i form af jarldømmet Sønderjylland. Halvøen der ligger øst for Slesvig by, var udgangspunktet for de berømte anglere, der efter sigende skulle være den ene af de to parter, der har dannet den angelsaksiske stamme. Derudover har det i den danske historie været et område af stor handelsmæssig betydning, bedst illustreret gennem vikingebyen Hedeby. Området udgør 9.200 km2.
Folkefærdet
Området menes at have bestået af et flertal af anglere og et mindretal af jyder, indtil disse omkring år 350-400 begyndte at vandre mod den britiske hovedø, i forbindelse med at den romerske magt i området brød sammen. Derpå menes det, at der strømmede Danere til fra øerne og Skåne, og blandede sig med de tilbageværende Anglere og Jyder. Karl den Stores Frankiske Rige forårsagede en trussel mod området efterhånden som det viste dets styrke. I løbet af det 8.årh. blev den vestlige del bosat af frisere, der drog af sted fra deres kerneland i det nederlandske, da dette var blevet overfaldet af Frankerne. Danernes styrke voksede imidlertid i disse år, og i 811 kom det til fred og enighed om Ejderen som grænse.
I forbindelse med denne grænsedragning var det, at det der forbindes med Danmarks oprindelige sydgrænse Dannevirke opstod. Imidlertid lykkedes det for det Frankiske Rige at forskubbe grænsen op til Slien med byen Slesvig i årene mellem 934 og 968. De tyske havde brugt betegnelsen Danernes Mark i betegnelsen Grænseskov til Danmark. Hvilket er første gang, Danmark nævnes, som Danmark på dansk jord, men dog af tyske. Harald Blåtand erobrede dette område tilbage, og forstærkede Dannevirke. Der opstod i Vikingetiden flere vigtige handelssteder, hvoraf den vigtigste var Haithabu/Hedeby ved Slesvig. I 1025 blev den danske kong Knud den Store anerkendt som Hertug af Mark Slesvig efter at hans datter Gunhilde, var blevet gift med tronfølger Heinrich III. De danske konger ændrede områdets titulering til et jarldømme 1080-1115, hvorefter Knud Lavard kaldte området et hertugdømme. Man mener også at de tidlige bebyggelser af det, der blev Flensborg opstod i denne tid og at Slesvig by fik dens mere bymæssige karakter i disse år. Igennem 1100-tallet var mange af de danske kyster præget af at plyndringer fra de vendere på togt. Dette blev imidlertid stoppet da den danske kong Valdemar den Store i 1169 erobrede Rygen. Derefter fulgte en periode hvor danskerne blev dominerende i hele Østersøområdet. I 1214 udstedte kejser Friedrich II af det Hellige Romerske Rige en Bulle der afskrev alle områder nord for Elben og Elde til Danmark. Dette skabte en kraftig modstand blandt de nordtyske fyrster.
I 1223 bortførte Henrik den Sorte af Schwerin den danske konge Valdemar Sejr under en jagt på Lyø. Den danske konge blev løskøbt for store summer i 1225, hvilket startede den krig, der endte med slaget ved Bornhøved i 1227, hvor Danmark endegyldigt tabte Holsten. I 1232 blev Valdemar Sejrs søn Abel indsat som Hertug af Sønderjylland. Han giftede sig med Mechtilde af Holsten, hvilket førte til en yderligere tilknytning til Holsten. Fra 1248-50 udkæmpede Abel en borgerkrig med sin bror Erik Plovpenning om den danske trone, hvilket førte til at en stribe byer blev brændt af i såvel Danmark som Sønderjylland. Det gjaldt såvel Randers som Flensborg. Abel blev dansk konge, men døde allerede i 1252 i felttog i det vestlige Slesvig mod friserne. Abels søn Valdemar var allerede kåret som tronfølger, men blev i forlængelse af Abels død, kidnappet af Ærkebiskoppen af Køln. Det forhindrede ham i at nå til Danmark og blive kongekåret, det udnyttede Abels bror Christoffer til at kåre sig selv til konge. Da Valdemar blev løsladt overtog han sin faders titel Hertug af Slesvig. Dermed var der født et mangeårigt stærkt modsætningsforhold mellem de danske konger og Abels slægt i Slesvig.
Slesvig bliver præget af Holstensk-tysk magt
De danske konger havde ikke bare konflikt med Slesvig, men også med Hansestæderne, den kirkelige magt samt i Skåne. Det tærede hårdt på de danske finanser. Da Christoffer I´s søn Erik Klipping i 1286 blev myrdet i Finderup Lade, var det danske kongerige særdeles svagt såvel politisk som økonomisk. Kongerne Erik Menved(1286-1319), Christoffer II(1320-26, 1329-32) og Valdemar III(1326-29) fulgte en pantsætningspolitik, hvor Slesvig var det første område til at blive pantsat til holstenske grever som Gerhard den Strenge og Johan den Milde. I 1332 var det danske kongerige ophørt med at eksistere og udgjorde udelukkende pantsatte len under holstensk dominans. Imidlertid var det ikke i andre tyske staters interesse, at Danmark skulle ophøre med at eksistere. Markgreverne af Brandenburg støttede i 1340 at den danske kongeætling Valdemar IV Atterdag, skulle genetablere det danske kongerige. Det lykkedes. Valdemar tilbageerobrede store dele af Danmark og Skåne, og havde held til at udfordre Hansestædernes magt på Gotland. De slesvigske byer frygtede at Valdemar også ville erobre disse, men han holdt sig fra dem. Imidlertid blev fæstningerne i disse byer kraftigt udvidet, eksempelvis fik Flensborg en bymur i 1345. Slesvig var i delt i mange stumper, i de sydlige og midterste egne under holstensk domæne. I 1373 rettede Valdemar sin interesse mod Slesvig og det lykkedes i Flensborg, at overtale Hinrich II af Abelsslægt til at overdrage Valdemar sine dele af Slesvig til Danmark. Imidlertid døde såvel Valdemar som Hinrich i 1375, og idet Hinrichs død også betød Abels slægts uddøen, lykkedes det ikke Danmark at få indflydelse i området ved denne lejlighed. Slesvig fortsatte deres integration i Holsten, med undtagelse i det nordlige område.
I 1404 døde den stærke Holstenske greve Gerhard VI, ved et fald fra sin hest. Det gjorde at den danske regentduo Margrethe I og Erik af Pommern, de forsøgte at tilbagevinde Slesvig til Danmark. Det startede de krige, der skulle vare frem til 1435. Hvis dramatiske højdepunkter var opførelsen af Duborg Slot i Flensborg i 1411, Margrethe I´s død på Flensborg Fjord i 1412, Kejser Sigismund af Luxembourgs afvisning af Slesvig som del af Det Hellige Tysk Romerske Rige i 1424 og dermed anerkendelse af det som dansk len, og endelig Freden i Vordingborg i 1435 der overdrog Slesvig til Holstens grev Adolf VIII og tvang Erik af Pommern til at drage i eksil. I 1440 blev Slesvig endvidere gjort til et arvehertugdømme under de holstenske grever, det var et krav fra disse for at støtte den nye danske konge Christoffer af Bayern. Da Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448, tilbød det danske rigsråd at Adolf VIII kunne blive konge af Danmark. Han afslog med den begrundelse at han var for gammel og foreslog i stedet sin søsters søn, Christian af Oldenburg-Delmenhorst. Således blev det.
Ewig Ungedeelt
Slesvig og Holsten forenet i et arverige i 1440 under slægten Schauenburg, lignede at være et nyt stærkt arverige født, der bandt de to vigtige have Nordsøen og Østersøen sammen. Imidlertid var Adolf VIII ikke i stand til at få nogle børn. I 1459 døde han. I Danmark hed kongen Christian I af Oldenburg, der på Adolfs moders side var den nærmeste retmæssige arving til Adolf. Tysk arveret anerkendte ikke moderens side, men det gjorde dansk. Den holstenske adel stod nu imellem at lade en mellemeuropæisk fyrste eller den danske konge. De valgte den danske konge. Den største frygt hos såvel det slesvigske og holstenske adelskab, var at deres besiddelser, ville blive erstattet med danske adelsmænd. Derfor indføjede de i Ribebrevet fra 1460, at der gjaldt forskellig lovgivning i hertugdømmerne og i Danmark, hvilket besværliggjorde overflytningen af adelsfolk imellem. Endvidere pointerede man, at Slesvig og Holsten skulle være ewig ungedeelt, hvilket i praksis betød, at adelen i de to landsdele havde lov at overtage hinandens områder. Dette blev i det 19.århundrede tolket som om, at de to landsdele var for evigt sammenhængende og udelelige. Det var de ikke engang fra starten.
Ewig Ungedeelt opsplittes
Christian I måtte betale store summer til den gren af slægten Schauenburg, der sad i Holsten-Pinneberg. I 1470 forsøgte denne slægt at igangsætte et oprør i de vestholstenske områder, men Christian I fik hjælp af hansestæderne Hamborg og Lübeck samt Mecklenburg. I 1474 blev Holsten ophøjet fra grevskab til Hertugdømme, deraf var både Slesvig og Holsten Hertugdømmer og deraf betegnelsen hertugdømmerne. Tværs igennem Holsten løb den hidtidige kirkelige enklave Ditmarsken, som Christian samme år fik lovet. Da paven modsatte sig dette trak kejseren sin tildeling tilbage. Danmark gjorde dog kravet flere gange, hvilket forårsagede flere krige om området. Da Christian I døde i 1481 havde hans enkedronning en så stor magt, at hun havde magt til at fremsætte et ønske om at hertugdømmerne skulle tilfalde hendes yngste søn Frederik (senere Frederik I af Danmark). Hendes ældste søn Hans, der var arveberettiget til Danmark fik ændret dette til, at de to brødre delte hertugdømmerne imellem sig. Da Lübeck også fremsatte krav om arveretten, faldt den endelige deling først på plads i Kiel i 1490. Den gjorde Hertugdømmerne til en palet af delte områder, byer og vandløb, der umuliggjorde at de to områder kunne spalte sig væk fra hinanden. Delingen var ikke bare en todeling, men en tredeling, da også det danske rige blev tildelt en masse områder. Konceptet var: Den ældste deler, den yngste vælger. Frederik blev den første stærke regent på Gottorp Slot, der bragte velstand og anerkendelse til slot og rige. Han var derfor et oplagt valg, da Christian II i 1523 var draget i eksil som valg til dansk konge. Hertugdømmerne blev dog ikke forenet, da Frederik tildelte sin søn, den senere Christian III af Danmark Haderslev. Christian var glødende protestant, og Haderslev blev dermed det første protestantiske område i det nuværende Danmark. Da Frederik døde efterlod han sig fire sønner. Den ene blev Biskop i Danmark, mens Hertugdømmerne skulle deles efter ham. Indtil 1544 forvaltede hans ældste søn Christian III de øvrige dele, men derefter blev de delt i en Gottorpsk linje, en Haderslevsk linje og i en kongelig linje. Den Haderslevske uddøde allerede i 1580 og blev efterfølgende delt mellem den kongelige og Gottorpske, der igennem hundredevis af år, stod i modsætningsforhold til hinanden i et forvirret miskmask hvirvlet ind i hinanden. I 1559 foretog de slesvig-holstenske landsdele et af deres få fælles fremstød, da de undertvang sig Ditmarsken i fællesskab.
