Store Hansekrig (1367-70)

Den anden krig mellem Danmark og hansestæderne kendes også som Anden Valdemarskrig eller Anden Dansk-Hanseatiske krig. Den første krig havde udspillet sig i årene 1361-65, hvor den anden udspillede sig i årene 1367-70. Den første krig var endt med dansk sejr og havde baggrund i en dansk genetablering af det sydlige Sverige, dengang det østlige Danmark, mens den anden krig primært handlede om svensk indenrigspolitik samt et forsøg på at hindre Valdemar Atterdag i at blive for mægtig i Skandinavien.

Forhistorie for krigen

Den danske konge Valdemar IV. Atterdags ekspansionspolitik i årene forinden stod i modsætning til hansestædernes handelsmønstre. I 1360 generobrede Valdemar Skåne, der de foregående årtier havde været tabt samt en del af Sverige, og i 1361 indtog han den strategisk vigtige ø Gotland. Her havde de vendiske hansebyer i mere end 100 år haft deres handelsprivilegier sikret ved at benytte øen ud for den svenske østkyst til handelsplads på de vigtige sejladser mod Novgorod. Det kom derfor til en krig mod Valdemar, der stod overfor såvel Norge, Sverige, Hansestæderne og Holsten. Imidlertid var alliancen svag, og de øvrige skandinaviske lande faldt ud af alliancen grundet intern splid om magtforhold, og i slaget ved Helsingborg i 1362 knuste den danske flåde stort set hele hansestædernes flåde, således at hansestæderne ikke var i stand til at fortsætte krigen.

Sveriges konge Magnus Eriksson, som Valdemar først havde været i krig med, valgte under krigen at følge sin søn Håkon VI. Magnusson, der var konge af Norge og støtte hans ægteskab med Valdemars ældste datter Margrethe. Det fulgte han op med ved at anerkende Valdemar og Danmarks overherredømme i Skåne, Halland og Blekinge. Da en anden datter af Valdemar, Ingeborg, var gift med den anden bejler til Sveriges krone Albrecht af Mecklenburg var det givet, at Valdemar ville få en stor finger med i spillet om fremtidens Sverige. Da hans slægt allerede havde en enorm indflydelse på Norge og Danmark, var det ugunstigt for hansestæderne, da de i 1365 var tvunget til at indgå fredsaftalen i Vordingborg. Imidlertid fik de dog reddet sig ud af en situation, der kunne have været langt værre.

I de følgende år skulle det dog vise sig, at de store toldafgifter, som Valdemar havde fået indført ved freden i Vordingborg og flere andre initiativer, begrænsede hansestædernes udfoldelse kraftigt. Det gjorde, at 77 byer den 19. november 1367 sluttede sig sammen i et forbund kaldet Kølner Konføderation, hvor byer, der ikke var medlem af hansaen såsom Amsterdam, Brielle og Harderwijk, også deltog. Det var de 77 byer, som Valdemar Atterdag siden henviste til, da han skrev: “77 gæs og 77 høns, betyder intet…” på Gåsetårnet i Vordingborg.

I februar 1368 blev hansestæderne, Kølner Konføderationen, den ny svenske konge Albrecht III. af Mecklenburg samt en stribe adelige fra Nordtyskland, Sverige og sågar også Danmark enige om at erklære Valdemar krig. Hansestæderne retfærdiggjorde deres krig i talrige breve til nordtyske fyrstedømmer, England og såmænd også til paven.

København blev erobret og ødelagt i 1368. Maleri fra H.R. Petersen på Universitetsbiblioteket i Dresden og endeligt fra wikipedia

Krigens forløb

Krigshandlingerne startede i april 1368 med, at enorm flåde fra hansestæderne på 37 skibe og 2000 mand angreb København, der 2. maj 1368 blev erobret og ødelagt. Samme sommer erobrede svenske og hanseatiske tropper hele Skåne, som ellers var blevet genetableret som dansk territorium i den foregående krig. Sønderjylland og Norge blev ligeledes erobret, således at kong Valdemar måtte flygte. Den eneste vigtige danske by, der var i stand til at holde stand, var Helsingborg, som tvang belejrerne under kommandør Bruno von Warendorp til at overvintre. Belejringen fortsatte i 1369, hvor det først i den sene del af sommeren lykkedes for hansestædernes tropper at indtage byen. I slutningen af året sluttede Danmark og hansestæderne en våbenhvile, der i 1370 mundede ud i Freden i Stralsund 1370. Den betød hansestædernes fortsatte domæne og var væsentlig i forhold til bystaternes fortsatte dominans rundt om Østersøen.

Print siden her