Ulster
Provins på den irske ø. Sammen med Leinster, Munster og Connaught en af de fire provinser, som den irske ø består af. Mange sætter ofte Ulster lig med Nordirland, men det er kun 6 ud af de 9 provinser, som Ulster består af, der er del af Nordirland. Grevskaberne Antrim, Armagh, Down, Fermanagh, Londonderry og Tyrone er de nordirske provinser, menst de tre grevskaber Donegal, Monaghan og Cavan er del af den irske republik. Der bor 2.105.000 indbyggere på 21.552 km2. Af de omkring 2 millioner indbyggere bor næsten halvdelen i Belfast samt de to omkredsende grevskaber Down og Antrim. Ved en opgjort statistik fra 2011 udgjorde katolikkerne i hele Ulster et flertal (50,8 % vs. 42% protestanter), men det er de tre grevskaber, som tilhører republikken, der får det regnskab til at falde ud til katolsk fordel.
De farvede områder udgør Ulster. De lyserøde er de 6 grevskaber i Nordirland og de 3 grønne tilhører republikken Irland
Seværdigheder: Der findes enestående natur i Ulster. Den største sø på de britiske øer Lough Neagh ligger i den østlige del af provinsen. I det generelt kuperede terræn er det højeste bjerg Slieve Donard på 848 meter i County Down. Det nordligste punkt på den irske ø Malin Head ligger i County Donegal, og Europas sjettehøjeste havklippe er Slieve League med 601 meters fald. Mest imponerende er den nordlige kystvej Antrim Coastal Route med The Nine Glens of Antrim med Giants Causeway, der er skabt som følge af vulkansk aktivitet.
Lingvistik: Engelsk tales af stort set alle. Omkring 10 % har kendskab på et vist niveau til irsk/gælisk, omend kun halvdelen af disse aktivt er i stand til at bruge det. De fleste af disse er at finde i County Donegal, men også i de katolske enklaver i Belfast. Denne form for irsk kendes som Gaeilge Thír Chonaill/Donegal Irsk, der har mange lighedstræk med det gæliske, der tales i Skotland. I Down, Antrim, Londonderry og Donegal er dialekten i det engelske påvirket af Ulster Scots. Det tredjemest talte sprog er kantonesisk, der tales af det større kinesiske samfund i Belfast. Den første del af navnet Ul- er afledt af det irske Cuige Uladh, der betyder Uladhslægtens femtedel, hvilket henviser til oldtidens inddeling af Irland i 5 provinser (udover de 4, der stadig findes, var Meath det femte). I det nordlige Ulster herskede en stamme ved navn Uladh. Den øvrige del af navnet –ster, kommer enten af det keltiske – tir eller det oldnordiske –staor, der begge betyder sted eller territorium.
Ulsters Historie: I sagafortællingerne Ulster Cyklussen fortælles heltesagn og legender fra området, der strækker sig tilbage til det 1.årh e.v.t. Arkæologiske udgravninger afslører, at der har været store religiøse fester ved Giant´s Ring ved Belfast. Slaget ved Moira i 637 var det hidtil største slag i det irske.
Dal Riada var et fællesrige, der menes at have fungeret på tværs af det Irske Hav i det 6.-7. århundrede. Den irske nordkyst og den skotske vestkyst i sammenslutning.
Dal Riada; Det vestlige Skotland og det nordøstlige Ulster
Fra midten af det 9. årh fik slægten Uí Néill en stærk magtbase i Tyrone, hvor den snart blev de stærkeste klanledere i det irske og gentagne gange højkonger af Irland. O´Donnell i Donegal var en anden stærk magtfaktor i området.
I 1169 foregik den anglonormanniske besættelse af Irland, hvilket førte til, at den østlige del af Ulster, Down og Antrim blev overtaget af anglonormanniske adelsslægter som De Courcy og De Lacy.
I midten af det 14. århundrede havde gæliske klaner igen taget magten i hele området. Ulster stod for den mest genstridige modstand mod de engelske regenter som Henrik VIII og Elizabeth, da disse forsøgte at reformere og kolonisere Irland.
Niårskrigen 1594-1603 havde længe lignet en ydmygelse af den engelske krones forsøg på at tæmme Irland, men endte med sejr til englænderne. Hævnen over de gæliske klaner var ikke til at tage fejl af. Klanlederne blev frataget deres titler, sendt i eksil, og størsteparten af det bedste jord i området taget og givet til protestantiske nybyggere, der lagde kimen til de sekteriske og religiøse konflikter, som området siden har været præget af.
Begivenheder i Ulster spillede en stor rolle i de blodige krige, der prægede Irland i 1600-tallet. I 1641 startede det katolske oprør med, at Felim O´Neill lykkedes i at erobre flere borge, men også i uhyrlige gensidige massakrer, der stadig fortælles om den dag i dag. Da krigen sluttede i 1653, blev stort set al ejendom frataget katolikkerne i området og bosættelserne intensiveret. I Wilhelmskrigene 1688-91 var det de protestantiske bosættere i området, der holdt stand og dermed sikrede Wilhelm af Orange et brohoved til den irske ø i 1689, og dermed hans senere fundament for den endelige sejr, der stadfæstede det protestantiske overherredømme.
I årene derefter kom der mange protestantiske indvandrere til, primært franske huguenotter samt skotske presbyterianere. Mange af de skotske presbyterianere blev ikke i Irland, men tog videre til USA, hvor de udgjorde ¾ af de ankomne i perioden 1700-76. Disse kendes under navnet Ulster-scots og mindre pænt som Rednecks.
Ulsters flag med O´Neills røde hånd
I slutningen af det 18. århundrede var Ulster igen udgangspunkt for et oprør i det irske. Det irske parlament fra 1782 under ledelse af Henry Grattan havde været med til at sikre katolikker adgang til arbejdspladser. Dette trin blev kritiseret af foreningen The United Irishmen for at være alt for lidt, mens at massevis af protestanter reagerede ved i 1795 at stifte Orangeordenen som modvægt og for at vise deres loyalitet overfor den britiske krone.
I det 19. årh blev Ulster kraftigt industrialiseret, specielt i og omkring Belfast, og de sekteriske kampe blev kun skarpere i disse år. I sommeren 1914 lykkedes det den protestantiske politiker Edward Carson at smugle våben ind og bevæbne omkring 100.000 protestanter, der satte sig imod irsk selvstændighed. Det fik englænderne til at tøve med at give selvstændighed og førte til den irske uafhængighedskrig fra 1919-22.
Resultatet af dette var, at 6 nordlige provinser i Ulster valgte at forblive del af Storbritannien.
