Valdemar I den Store (Danmark)

Valdemar I den Store var konge af hele Danmark fra 1157 til 1182 samt af dele af Danmark i perioden 1146-57. Han var søn af den helgenkårede Knud Lavard og i stand til at trække sig sejrrigt ud af den mangeårige magtkamp om magten i Danmark, der blev afgjort ved det såkaldte Blodgilde i Roskilde.

Han blev født 14. januar 1131 og døde 12. maj 1182 i Vordingborg.

SE DEN DANSKE KONGERÆKKE HER

Valdemar den Store foran Sankt Bendt Kirke i Ringsted hvor han ligger begravet. Foto fra Panoramio

Barndom og efterfølger til Erik III. Lam

Valdemar var søn af Knud Lavard, der havde været Jarl af Sønderjylland samt fyrste over Abodritterne og endelig barnebarn til Kong Erik Ejegod (1095-1103). Valdemar blev født kun en uge efter drabet på sin fader Knud Lavard, som blev dræbt af den siddende konge Niels´søn Magnus af Sverige, der netop var blevet detroniseret fra sine svenske besiddelser. Hans moder var Ingeborg af Kiev, som var datter af Mstislav I, storfyrste af Kiev. Moderen opkaldte ham efter sin farfar Storfyrste Vladimir II. Han voksede op i den sjællandske by Fjenneslev hos Asser Rig, overhoved for den indflydelsesrige danske familie Hvide og dennes sønner Esbern Snare og Absalon, der begge skulle blive bisper af henholdsvis Roskilde og ærkebisp af Lund. De stod i et tæt forhold livet igennem.

I 1146 abdicerede den danske konge Erik III Lam for at gå i kloster. Det udviklede sig til tronstridigheder om retten til den danske trone. Svend III Grathe var søn af Valdemars onkel, den foregående konge Erik II Emune (1134-37) og Knud V var søn af føromtalte Magnus og altså barnebarn til kong Niels (1104-34). Den 15-årige Valdemar støttede selvsagt ikke sin faders mordere og stillede sig på Svends side, som gav ham status af præfekt i Slesvig.

I 1153 kom det imidlertid til et brud imellem familien Hvide og Valdemar på den ene side og Svend III Grathe på den anden side. Valdemar sluttede nu forbund med Knud og giftede sig tillige med dennes halvsøster Sophia af Minsk på Knuds moders side. I samme år 1154 blev Knud og Valdemar på landstinget i Viborg kåret som konger af Danmark.

I 1157 vendte Svend tilbage fra eksil, og da blev de enige om at dele landet i tre dele. Valdemar fik Jylland. 9. august 1157 forsøgte Svend at blive enehersker ved at invitere til et fællesmøde i Roskilde. Svends folk overfaldt Knud, der mistede hovedet. Valdemar blev såret, men lykkedes i at flygte og forberedte sig på et afgørende slag. Dette fandt sted 23. oktober 1157 på Grathe Hede. Svend blev besejret og dræbt i sin flugt. Valdemar var dermed den eneste konge i Danmark. Som tak stiftede Valdemar Vitskøl Kloster ved Løgstør til cistercienserne.

Valdemar som enekonge

Valdemars regeringsår er kendetegnet ved en politik, der førte til forsoning indenrigspolitisk i det danske. Derudover var han mere aktiv i sin tysklandspolitik end sine forgængere. I såvel 1158 og 1162 hyldede han kejser Barbarossa, og i 1159 indgik han en venskabkontrakt med Heinrich der Löwe af Sachsen. Om denne politik var selvstændig eller influeret af venskabet med bisperne Absalon og Esbern Snare er uklart.

I 1160 kæmpede Valdemar og Heinrich i fællesskab mod abodritterne i Mecklenburg. Året forinden havde Valdemar påbegyndt sine angreb på venderne (Ranerne) på Rygen. De havde udnyttet den politiske uro i årene forinden i Danmark til at foretage adskillige angreb på de danske kyster. Valdemar fortsatte med angrebene, indtil han 15. juni 1168 endegyldigt erobrede deres helligdom ved Jaromarsburg og deres skat på Kap Arkona samt ødelægge den firhovede gud Svantevit. Valdemar påbegyndte hermed den kristne mission på Rygen.

Valdemar opbyggede i den grad også forsvaret mod syd. Dette gjaldt en enorm udbygning af Dannevirke i form af Valdemarsmuren, samt et stort antal borge, der vendte ud mod Østersøen og Kattegat: Kalundborg, Tårnborg (Korsør), Nyborg, Sprogø, Vordingborg, København og Helsingborg. I særdeleshed skulle grundlæggelsen af København i 1167 på længere sigt vise sig overordentlig vigtig, da denne blev Danmarks hovedstad.

Indenrigspolitisk skete der store forandringer under Valdemar. Hidtil havde undersåtterne betalt skat ved at være forpligtet til at huse kongen og hans hof, når han var på besøg. Nu skulle der betales regelmæssig skat, og til dette formål begyndte der at være en lang række administratorer. En moderne statsopbygning. Derudover indførtes, at det hidtidige ingenmandsland blev overtaget af taten – “Hvad ingen ejer, ejes af kongen!”.

Indenrigspolitisk var en af hans vigtigste succeser, at det lykkedes ham at gøre monarkiet i Danmark arveligt. Dermed blev valgkongedømmet afskaffet. Valdemar frygtede en gentagelse af blodgildet i Roskilde. Han havde fået pave Alexander III´s  anerkendelse til at indføre denne arveret mod, at han bilagde en konflikt med biskoppen Eskil af Lund. I 1166 kunne Valdemar udråbe sin søn Knud VI til sin efterfølger. Han blev kronet 25. juni 1170 i Ringsted. Valdemars gode forhold til paven i Rom menes også at have spillet ind på, at hans fader Knud Lavard i denne periode blev helgenkåret og ligeledes gravlagt i Sankt Bendts Domkirke i Ringsted.

Eskil havde været i eksil i Frankrig siden 1160, hvor de fleste danske bisper havde stillet sig bag Valdemar. Dette i særdeleshed Absalon, der fra 1158 var biskop i Roskilde.

I 1177 blev Absalon også biskop af Lund, da Eskil trak sig tilbage. Det betød, at Absalon indsatte mange af sine nære bekendte, hvilket fik et oprør til at bryde ud i årene 1180-81. Dette blev dog nedkæmpet med hjælp fra Valdemar.

Valdemar døde på Vordingborg Slot 12.vmaj 1182 og blev båret af de lokale bønder til Sankt Bendts Domkirke i Ringsted, hvor han blev begravet.

Print siden her