Vichy Frankrig

Vichy Frankrig eller Vichy Regimet er den almene betegnelse for den franske stat, som Marskal Philippe Pétain stod i spidsen for under Anden Verdenskrig. Regeringen blev evakueret fra Paris til byen Vichy, der lå i den ikke-besatte del i den sydlige del af det centrale Frankrig i den såkaldte zone libre, der også talte Fransk Algeriet. Regeringen var ansvarlig for den civile administration i Frankrig såvel som det franske koloniimperium.

I perioden 1940-42 var Vichy regimet den formelle regering i Frankrig med undtagelse af Alsace-Lorraine, der blev indlemmet i det Nazistiske Tredje Rige og den nordlige og vestlige nazistisk besatte del af Frankrig. Selvom Paris på papiret vedblev at være hovedstad i Frankrig, valgte regeringen at flytte til kurbyen Vichy 360 kilometer sydligere i den frie zone, som derefter de facto blev hovedstad for den franske stat. I forlængelse af den allierede landgang i Fransk Nordafrika i november 1942 besatte Tyskland og Italien også den sydlige del af Frankrig for at beskytte kystlinjen langs Middelhavet. Petains regering forblev i Vichy som den formelle regering af Frankrig, men det var en regering, der grundet omstændighederne var tvunget til at samarbejde nært med de nazistiske besættere fra dette tidspunkt. De forblev der indtil den sidste del af 1944, da man de facto mistede sin autoritet grundet den allierede invasion af Frankrig, hvor regeringen blev tvunget til at forflytte til Sigmaringen Enklaven i Tyskland, hvor den fortsatte med at eksistere indtil ophøret af kampene i Europa i maj 1945.

Præsident Albert Lebrun udpegede Marskal Pétain til premierminister med det mandat at ende krigen mod Tyskland – under Slaget om Frankrig – og underskrev en våbenhvile med Tyskland den 22. juni 1940 i Compiegne. Den 10. juli 1940 opløste Pétain den Tredje Franske Republik og etablerede et autoritært regime, hvor Nationalforsamlingen gav ham fuldmagt til at gennemtrumfe alle beslutninger. Vichy Regeringen afviste liberal politik og begyndte at kontrollere økonomien med centralplanlægning. Konservative katolikker fik fremtrædende pladser, og undervisningen blev foretaget af gejstlige. Paris mistede sin status som avant-garde i europæisk kunst og kultur. Medierne blev kontrolleret og skrev anti-semitisk og efter Juni 1941 også stærkt anti-bolsjevistisk.

Den franske stat eksisterede formelt som suveræn magt over hele det franske territorium, men havde kun suverænitet til at beslutte noget i zone libre – det ikke-besatte sydlige og centrale Frankrig.

I de nordlige besatte dele havde den kun begrænset autoritet. Besættelsen skulle være midlertidig, men ville være afhængig af krigens gang, hvilket i 1940 i Frankrig tegnede til at blive en kortvarig krig. Der var også fordele for Frankrig som eksempelvis at beholde den franske flåde og de franske kolonier under fransk kontrol og at undgå en total tysk besættelse af hele landet, hvor en grad af fransk uafhængighed og neutralitet var mulig. Den franske regering i Vichy blev aldrig del af Aksemagterne.

Tyskland beholdt mere end 2 millioner franske krigsfanger, der udførte tvangsarbejde. De blev holdt fanget for at sikre, at Vichy ville reducere sin militære kapacitet og betale krigsskadeserstatninger i form af guld, mad og fornødenheder i Tyskland. Fransk politi fik til opgave at tilfangetage jøder og andre “uønskede” såsom kommunister og politiske flygtninge. Hovedparten i den franske offentlighed støttede regeringen på trods af dens udemokratiske natur og dens nære forhold til tyskerne, da de anså det som en nødvendighed for at bevare fransk uafhængighed. I november 1942 blev også zone libre besat af Aksemagterne, hvilket medførte, at den resterende del af hæren blev opløst, og at den resterende del af Frankrigs flåde blev sænket. Dermed var det slut med enhver form for uafhængighed, da Tyskland nu instruerede franskmændene i administrationen.

Oprindelig var de oversøiske franske kolonier under Vichyregimets kontrol, men med den allierede invasion i Nordafrika mistede man kolonierne til Charles de Gaulles Frie Frankrig, der samarbejdede i eksil med de allierede. Den offentlige opinion til den franske regering og de tyske besættelsestropper ændrede sig nogle steder i takt med, at det stod mere og mere klart,at Tyskland ville tabe krigen, og at den franske modstandsbevægelse stod stærkere. Efter den allierede invasion af Frankrig i juni 1944 og befrielsen af Frankrig – et par måneder senere – etablerede det Frie Frankrig en midlertidig regering for den Franske Republik (GPRF) under ledelse af Charles de Gaulle. Denne regering formåede at samle de mange forskellige grene af den franske modstandsbevægelse og betragtede sig i princippet som værende i direkte forlængelse af Den Tredje Republik. De fleste lovlige ledere fra Vichyregimet flygtede eller blev del af skueprocesser udført af GPRF, og flere blev henrettet hurtigt for “forræderi”. Tusind af kollaboratører blev henrettet af lokale kommunister og modstandsbevægelsen i de såkaldte épuration sauvage – de vildes retssager.

De sidste repræsentanter fra Vichy blev fanget i Sigmaringen Enklaven i april 1945 af de Gaulles 1.re. Division Blindee. Pétain, der frivilligt tog tilbage til Frankrig fra Schweiz, blev også sat for en retssag, der endte med en dødsdom, som de Gaulle omstødte til livsvarigt fængsel. Trods denne hårdhed var det kun fire officielle repræsentanter fra Vichyregimet, der blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, omend at langt flere havde deltaget i deportationen af jøder til KZ-lejre, misbrug af fanger og brutale gerninger mod modstandsbevægelsen.

Print siden her