Wittenberg Slot

Slottet i Wittenberg er den tidligere residens for de saksiske kurfyrster. Slottet var, da det stod færdigt i 1525, et af de fornemste eksempler på tidlige renæssanceslotte i Tyskland. Slottet brændte i 1760 og igen i 1814. Derudover mistede Wittenberg sin politiske betydning efter nederlaget i den Schmalkaldiske Krig (1546-47), en tendens til provinsialisering, der kun blev bestyrket efter Wienerkongressen i 1815. Konsekvensen er, at man kun ser enkelte rester af det tidligere så imponerende bygningsværk.

Historie

Man kan spore den tidligste benævnelse af en borg i 1187. Den sidste henvisning til en borg findes i 1338, da det under Rudolf I, (der fungerede såvel som askanisk fyrste som saksisk kurfyrste) blev diskuteret at omdanne borgen til et askanisk slot. Borgen tjente mest som myndighedsborg. Størsteparten af den oprindelige borg blev nedrevet i 1489, da man gik i gang med at udvide borgen til slot.

Den middelalderlige borg, der bliver udbygget til slot. Kilde: www.burgrekonstruktion.de

I 1486 blev Frederik den Vise kurfyrste af Sachsen, efter at faderen Ernst året forinden ved Sachsens deling i Leipzig havde fået den del af Sachsen, hvor Wittenberg lå. Den gamle borg blev mestendels fjernet for at gøre plads til et prægtigt og rigt udsmykket beboeligt slot. I perioden frem til 1489 rev man den gamle askaniske borg ned. På fundamentet af den gamle borg opstod der i årene 1490-96 efter planer af Konrad Pflüger grundstrukturen til det ny slot, som i det sydvestlige hjørne stadig fungerede som forsvarsborg. I årene 1493-96 stod kunstneren Hans von Torgau bag byggeriet, hvor slottets indre blev præget af en rig udsmykning af malerier og træsnit. I 1505 blev maleren Lucas Cranach den Ældre direkte engageret med fast arbejde som hofmaler, da slottet og mange andre bygninger i Wittenberg krævede en fast hofmaler. I årene forinden havde Jacopo de´ Barbari haft dette job. Slottet stod endelig færdigt i 1525, hvor det gjaldt som et af de prægtigste befæstede slotte i Tyskland i samtiden.

I slottets tredje fløj integrerede man arkitektonisk slotskirken, der er tæt knyttet sammen med slottes videre historie. Grundformen på slotskirken var i 1496 i en utilstrækkelig tilstand og måtte heraf mestendels nedrives for at gøre plads til et nybyggeri, der langt hen ad vejen blev færdiggjort i 1506.

Wittenberg som det tog sig ud i årene under Reformationen. Yderst til venstre ligger tårnene, hvor slottet og slotskirken lå. Kilde: Pinterest

Wittenberg forblev ikke forskånet for krigsødelæggelser i løbet af sin historie. Allerede i 1547 under den Schmalkaldiske Krig blev begge tårnhjelme pillet af for at gøre plads til, at man kunne stationere kanoner i tårnene. Efter krigen tabte det ernstinske Sachsen kurfyrstetitlen til den albertinske Wettinerslægt, hvis hovedresidens lå i Dresden hvorved slottet mistede en stor del af sin betydning.

I 7-årskrigen (1756-63) nedbrændte slot og slotskirke som følge af intensiv beskydning, således at kun grundmurene stod tilbage. I første omgang blev slottet kun nødtørftigt restaureret og i udgangspunktet kun brugt som lager for grøntsager. Slottets ydre forblev i hovedtræk det samme som tidligere. Mens det vestligst beliggende tårn blev integreret som kirketårn til slotskirken, hvor det stadig den dag idag udgør det primære kendetegn for slotskirken,med indskriften: Eine Feste Burg ist Unser Gott.

I forlængelse af Napoleons troppers nederlag ved Leipzig i oktober 1813 spredte disse sig i mindre enheder til diverse steder i nærområdet. Wittenberg oplevede, at et større antal tropper indtog byen, og omkring årsskiftet ind 1814 angreb de preussiske tropper under ledelse af Leopold Wilhelm von Dobschütz og Bogislav Friedrich Emanuel von Tauentzien byen for at befri den fra franskmændene. Beskydningen bevirkede, at slottet endnu engang brændte ned ligesom flere andre bygninger rundt i byen.

Efter Wienerkongressen blev Wittenberg en del af Preussen fra 1815,og slottet blev givet til den preussiske militæradministration, hvor planen var, at det skulle udbygges til citadel. Kælderhvælvingerne og etageinddelingerne blev sløjfet og vinduerne muret til. Dertil valgte man ydermere at fjerne de resterende dele af de kunstneriske spor. Det engang så imponerende slot var hermed blevet til kaserne.

De to oprindelige vestvendte forsvarstårne på slottet. Det bageste er i dag kirketårn på slotskirken og hører til en af reformationsbyens vartegn. Kilde: www.welterbe-luther.de

Siden afslutningen på 1. verdenskrig har slottet tjent diverse civile formål. Det har været byarkiv, det har været beboelsesejendom samt været benyttet som vandrehjem (Jugendherberge). I perioden 1949-2011 var det museum for natur- og tidlig kulturhistorie dedikeret til Julius Riemer.

I perioden 2013-17 har slottet gennemgået en omfattende sanering og restaurering. I stueplan befinder der sig et informations- og mødecenter for UNESCOs verdenskulturarv, slotskirken i Wittenberg. I den henseende er der skabt en ny forbindelsesgang imellem slottet og slotskirken. Forbindelsesdøren er et kunstprojekt. På de øvre etager finder man det reformationshistoriske forskningsbibliotek. Her findes blandt andet bog- og arkivbestanden for det evangeliske pastoralseminarium og for de samlede luthermindesteder i Sachsen-Anhalt. Det evangeliske pastoralseminarium i Wittenberg, universitetsbiblioteket i Halle og Leucorea/universitet i Wittenberg er andre vigtige institutioner, der har store dele af deres bogsamlinger på stedet.

En af de få steder, hvor man kan spore tidligere tiders storhed i slottet i Wittenberg. Kilde: www.welterbe-luther.de

I 1760 blev slottets sydfløj totalt ødelagt. I 2016 kunne man indvie denne fløj i form af et nybyggeri, hvor der både er boliger og fællesbygbninger for teologer, undervisere og docenter på pastoralseminariet.

Print siden her