Friedrich III. von Schleswig-Holstein-Gottorp

Friedrich III. von Schleswig-Holstein-Gottorp var hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp fra 1616 til 1659. En stor del af hans regeringstid var præget af Trediveårskrigen. Med hjælp fra Sverige lykkedes det i 1658 at ophæve Danmarks lenshøjhed over de gottorpske andele af Hertugdømmet Slesvig. Friedrich blev født på Gottorp Slot den 22.december 1597 og døde den 10.august 1659 i Tønning.

Friedrich III. foran Neuwerksgarten hvor man til venstre ser Globushaus med løgkuppel på toppen og til højre Pomeranzenhaus. Malet af Jürgen Ovens der hænger på Gottorp Slot

Friedrichs liv

Friedrich III. von Schleswig-Holstein-Gottorp var den førstefødte søn af Johann Adolf og Augusta, der var en datter af Frederik II – konge af Danmark.

Barndom og Ungdom

Hans forældre valgte at fejre hans fødsel – deres førstefødte – med en imponerende barnedåb den 22.januar 1598, det på trods af at der på dette tidspunkt hærgede en større pestepidemi. Blandt hans dåbsfadere var blandt andet hans mormor, den danske enkedronning Sophie såvel som den afdelte Hertug Hans den yngre. Hans religiøse opdragelse blev varetaget af Overhofprædikant Jacob Fabricius. I 1603 blev Ludwig Pinciers slægtning Johannes Pincier som sønnens opdrager til Hertug.

Friedrich nød en uddannelse der var på højeste niveau han beherskede Latin, Oldgræsk og Hebræisk såvel som flere moderne fremmedsprog og var ydermere også meget interesseret i Matematik og Naturvidenskab. Sammen med hans broder Adolf og flere andre adelige unge tog han i årene 1615-16 tog han med hans lærer Johannes Pincier og Hofmester Johann Berndt von Dalwigk på dannelsesrejse igennem Europa. Rejsen tjente det formål at gøre hans sproglige evner mere fuldkomne samt at lære sig etiketten ved Hoffet. I Paris oplevede han at få forberedelserne med til den unge Konge Ludvig XIII.´s bryllup. I Angers opholdt han sig i månedsvis fordi at det berømte Ridderakademi befandt sig her og hvor tiden blev brugt på at forberede fyrstesønnen hans ride-, og fægtekunst.

Johann Adolfs bror – Johann Friedrich – havde i 1599 krævet sin ret til at arve hertugdømmerne på trods af at indtage titlen som Ærkebiskop af Bremen. Som modspil til dette havde Johann Adolf lovet hans bispedømmer til hans egne sønner. Så indtil hans død i 1634 var områderne Tremsbüttel, Steinhorst, Cismar, Oldenburg, Fehmarn og Neustadt under Johann Friedrichs domæne. Derfor fik Friedrichs 2-årige bror Adolf et præbend (kirkeligt hverv) i Bremen og Koadjutor for hans som Fyrstebiskop af Lübeck. Da Johann Adolf i 1608 trådte tilbage fra hans hverv hos Bispedømmet Bremen blev Adolf valgt til hans efterfølger. Ved at omgå samtlige af hans kirkeretslige bestimmelser – blev den evangelisk-lutherske Friedrich viet til Subdiakon – hvilket gjorde at den vordende Hertug i 1611 også fik et præbend ved Bispedømmet i Bremen. Trods residenspligt som Domherre opholdt ingen af brødrene sig i Bremen længere. Friedrich beholdt sin titel som præbend helt frem til 1647.

Friedrich III. af Gottorp i et stik. Ukendt kunstner

Friedrich III.s regentskab

Den 31.marts 1616 døde Johann Adolf pludseligt i en alder af 41 år, mens at Friedrich stadig befandt sig i Angers. Friedrich afbrød straks sin rejse og kom tilbage til Gottorp Slot i starten af august 1616. Med baggrund i at hans fader havde indført Primogenitur da fandt der intet valg sted fra stænderne, men mere arvehyldest. I modsætning til hans forgængere da måtte Friedrich ikke til at dele hans arv med sine brødre Adolf og Johann. Hans to mindre brødre havde fået gejstlige titler som koadjutorer i Bremen (Adolf) og Lübeck (Johann). Truslen kom mere fra den danske konge Christian IV, der krævede Ærkebispedømmet Bremen og Bispedømmet Verden til hans næstældste søn Frederik (den senere Frederik III.). Den danske konge besatte Ærkebispeområderne og valgte at bøje sig diplomatisk og indsatte istedet Johann som subkoadjutor i Lübeck.

Allerede før Friedrich blev erklæret myndig stod han under direkte indflydelse af hans moder, der ydermere sørgede for at kryptocalvinismen ved Hoffet blev trængt tilbage og at den lutherske Hofprædikant Jacob Fabricius blev genindsat.

Indenrigs-, og Finanspolitik

Da Friedrich overtog Hertugdømmet stod det i en svær økonomisk situation. Den store gæld som hans far havde efterladt til ham havde efterladt ham med kraftigt ringere indtjeningsmuligheder, da indtægterne var blevet pantsat til familiemedlemmer: Hans onkel fik indtægterne fra flere amter, mens hans mor der døde i 1639 fik indtægter fra Trittau, Reinbek samt Husum. Mens Kiel, Bordesholm, Neumünster, Åbenrå og Løgumkloster var pantsat til hans mormor enkedronning Sophie af Danmark. Indtil midten af 1630´erne havde Friedrich kun direkte kontrol over Amterne Tønder, Gottorp samt landskaberne Ejdersted, Nord-Ditmarsken og Nordstrand. Da såvel hans mor og hans onkel døde i 1630´erne tilfaldt alle deres områder igen Friedrich og indtægterne steg dermed igen betragteligt. Imidlertid måtte han som konsekvens af Trediveårskrigens hærgen bruge mange ressourcer på at have en stående hær. Til denne kostbare hær var en udbygning af statsapparatet en nødvendighed. Trods disse udgifter der solgte han i 1649 Amtet Barmstedt for 201.000 daler til Christian zu Rantzau der heraf dannede Grevskabet Rantzau. Området var tilfaldet ham da Otto V. – den sidste greve af Schauenburg-Holstein var død og tilfaldt hans områder nord for Elben fra Holstein-Pinneberg.

Friedrich forsøgte at trænge den holstenske ur-adel tilbage, idet han ansatte ikke-ridderlige råd hvor ansættelsen af Johann Adolph Kielmann von Kielmannsegg i 1636 var den væsentligste. En centralisering af magten og en regering med moderne boghold og akademiske medarbejdere skulle effektivisere forvaltningen og sikre magten deres position.

Friedrichs udenrigspolitik

Friedrich havde den svære opgave at føre sit spredte Hertugdømme igennem Trediveårskrigen. Trods konflikten hvor danske tropper havde besat Ærkebispedømmet Bremen, så fornyede han i 1623 Unionen med Danmark, hvor begge Hertuger (den danske konge havde status af Hertug i Slesvig-Holsten) forpligtede sig til at komme hinanden til undsætning. Da Christian IV. i 1625 blev øverstkommanderende for den anti-kejserlige Union kom Friedrich ud i en loyalitetskonflikt mellem hans lensherre i Slesvig (den danske konge) og hans lensherre i Holsten (Kejseren). Da Christian IV. havde lidt nederlag i Slaget ved Lutter am Barenberge i 1626 til generalerne Tilly og Wallenstein, da blev også Gottorps besiddelser besat af kejserlige tropper. For at undgå plyndringer og indkvarteringer, da tilbød Friedrich de sejrrige feltherrer en omgåelse af aftalen med Christian IV. ved at tilbyde de kejserlige tropper at tage ophold i den nyligt anlagte by Friedrichstadt. Den danske konge reagerede på dette brud på deres union ved at belejre hertugens slotte rundt i hertugdømmerne. Da Friedrichs undersåtter på øen Nordstrand nægtede at indkvartere kejserlige tropper, da besatte Christian IV. øen og lod sig istedet hydlde som landsherre på øen. Ved freden i Lübeck den 22.maj 1629 fik Friedrich sine områder tilbage, men hans forsøg på at opnå uafhængighed fra Danmark mislykkedes. Forholdet mellem de danske konger og Hertugerne af Gottorp var imidlertid ødelagt for bestandigt, hvilket skulle blive årsag til utallige krige og konflikter i de følgende hundrede år.

I årene efter bruddet med Danmark fulgte Friedrich en neutralitetspolitik. I 1626 var han blevet engageret med Maria Elisabeth von Sachsen, der var datter af Georg I. von Sachsen. Hendes far – omend han var luthersk-evangelisk – havde forsøgt at holde en neutralitetspolitik overfor Kejseren. Set fra Sachsen var en forbindelse med Hertugen af Slesvig-Holsten-Gottorp med deres nære forbindelse til Danmark ikke tilrådelig. Friedrichs mormor – den danske enkedronning Sophie – mæglede imidlertid og i september 1626 kom det forlovelse. De politiske omstændigheder forhindrede imidlertid brylluppet. Efter Freden i Lübeck anholdte Friedrich endnu engang om Maria Elisabeths hånd. I februar 1630 blev brylluppet hold med en 2 ugers fest i Dresden.

Marie Elisabeth von Sachsen. Friedrichs kone. Kilde fra wikipedia

I 1643 besatte svenske tropper Slesvig-Holsten. Friedrich så sig nødsaget til at indgå en neutralitetstraktat med Sverige. I det følgende hærgede kejserlige tropper i Slesvig-Holsten, hvilket gjorde at Tønning blev udbygget som fæstningsby. I Freden ved Brømsebro i 1645 måtte Danmark afstå bispedømmerne Bremen og Verden til Sverige. Sverige arbejdede herefter målrettet på at vinde Gottorperne over på deres side og mod Danmark for at få en landbro til et angreb på Jylland. I dette spil havde den førnævnte Kansler Kielmannsegg en meget vigtig rolle. Det lykkedes at forhandle et bryllup mellem Friedrichs datter Hedwig Eleonora med den svenske konge Karl X. Gustav – et bryllup der fandt sted i 1654. Med støtte fra Sverige forfulgte Friedrich planen om fuld suverænitet for hans hertugdømmer samt et ophør af den fælles regering med Danmark.

I de følgende år skulle forbundet lønne sig. Sverige kunne perfekt bruge Hertugdømmerne som springbræt for deres angreb på Jylland ved Karl-Gustav-Krigene i 1657. Sverige vandt en overrumplende sejr efter at være gået over de danske bælter og ved Freden i Roskilde 24.februar 1658 fik Gottorp deres suverænitet. Dermed havde Hertugen af Slesvig-Holsten-Gottorp ikke længere nogle lensforpligtelser overfor den danske konge. Samtidig fik han Amtet Schwabstedt, der var halvdelen af de besiddelser som det sækulariserede Bispedømme Slesvig havde haft indtil Reformationen. Imidlertid blev Unionen med Danmark om en fælles regering, som var foreskrevet i Ribebrevet i 1460 – ikke ophævet. I midten af 1658 begyndte Karl X. Gustav et nyt felttog mod Danmark. Denne gang var der imidlertid ikke tale om noget overraskelsesangreb. Den danske konge Frederik III. fik støtte fra Den Store Kurfyrste Friedrich Wilhelm I. af Brandenburg. Svenske tropper blev fordrevet fra Holsten, der blev besat af tropper fra Brandenburg.

Print siden her