Hertuglinjen Slesvig-Holsten-Gottorp
Den gottorske hertuglinje Slesvig-Holsten-Gottorp – og efter 1720 bare Holsten-Gottorp var et særdeles vigtigt fyrstehus, der opstod i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Fyrstehuset har fået navn efter Gottorp Slot i Slesvig. Slægtslinjen opstod i 1544 og levede videre som Holsten-Gottorp fra 1720-73. Siden den russiske tsar Peter III. (1762) har de russiske tsarer båret navnet Romanov-Holsten-Gottorp, dog uden at kræve området fra 1773 og frem, da de i stedet fik titlen storhertuger af Oldenburg. I perioden 1751-1818 kom hele fire svenske konger fra hertuglinjen.
I 1544 opstod fyrstehuset, da den danske konge Christian III. delte hertugdømmerne i en kongelig og en hertugelig del, hvor de hertugelige dele tilfaldt hans brødre Hans og Adolf samt deres efterkommere. Dette skete på trods af, at da Christian I. i 1460 havde arvet området, var der blevet underskrevet en håndfæstning – Ribebrevet – hvor det blev gjort klart, at de to hertugdømmer ikke måtte deles. Det så man stort på i 1544.
Hans fik sin residens på Haderslevhus og Adolf på Gottorp Slot. Hans døde i 1581 uden arvinger, og derfor blev hans andele delt imellem kongehuset og Adolfs slægt. Det betød, at blandt andet Tønder og omegn blev en del af Gottorpslægten. Gottorperne var i deres dele i Slesvig og Sønderjylland lensmænd under den danske konge, mens de i Holsten var lensmænd under den tyske kejser. Derudover var der de såkaldt fællesregerede dele med adelige og kirkelige godser. Disse blev regeret af kongen og gottorperne i fællesskab.
I 1559 havde de tre parter Adolf, Hans og kong Frederik 2. af Danmark erobret den hidtidige frie bonderepublik Ditmarsken. Hertugen Frederik III. af Slesvig-Holsten-Gottorp, der regerede i perioden 1616-59, knyttede nære forbindelser til svenskerne i den periode, hvor Sverige begyndte at overstråle Danmark, hvilket i en tid var med til at løsrive de gottorpske landsdele i Sønderjylland fra lenshøjhed af Danmark. Han stiftede i sine tidlige år byen Frederiksstad ved sammenløbet af Trenen og Ejderen. Hans efterfølger Christian Albrecht (1659-94) stiftede i 1665 universitetet i Kiel, som han opkaldte efter sig selv, og gennem sin yngre søn fyrstebiskop Christian August af Lübeck blev han stamfader til en række svenske konger.
Efter den Store Nordiske Krig (1703-20) blev de gottorpske dele i Slesvig inkorporeret i de kongelige dele, hvorefter hertug Karl Frederik flyttede residensen til holstenske Kiel. Samme knyttede nære bånd til den russiske tsars datter, hvorefter gottorperne kom til at stå i tæt alliance med Rusland. De russiske tsarer bar titlen Romanov-Holsten-Gottorp helt frem til 1917.

Kort over hertugdømmerne og alle deres mange forskellige lensforhold og hertugelige retninger. Et kludetæppe. Kort lånt fra wikipedia
Delingen af Slesvig-Holsten
Kong Frederik I. af Danmark havde været hertug af Slesvig og Holsten, som han havde delt med sin bror kong Hans (1481-1513) og dennes søn Christian II. (1513-23). Da Frederik selv blev konge, overtog han hele Slesvig og Holsten. Samme år forlenede han sin ældste søn kronprins Christian (sidenhen den 3.) med hertugdømmet Haderslev. Det blev besluttet ved kong Frederiks død i 1533, at hertugdømmerne skulle deles mellem hans tre sønner, Christian III., Hans den Ældre og Adolf således, at alle havde lige del af skatteindtægterne. Denne deling fandt sted i 1544. Som tidligere nævnt havde området siden middelalderen været årsag til utallige krige, der syntes løst i 1460, da kong Christian I. fik arveret til hertugtitlerne i begge hertugdømmer. Her underskrev han Ribebrevet, der betød, at Slesvig og Holsten ikke måtte deles, men det blev de og dette i et sandt kludetæppe.
Hans den Ældre fik residens i Haderslev. Da han døde i 1580, delte hans broder Adolf og hans nevø kong Frederik II. hans landsdele imellem sig. Kongen lod hans yngre broder Hans den Yngre (1545-1622) overtage en del af sine bosiddelser i hertugdømmerne, og denne blev fra 1580 hertug af Sønderborg og dermed stamfader til slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg.
Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp
Adolf overtog sammen med sin tredjedel Gottorp Slot, der ligger i Slesvig i den allerinderste del af Slien. Han blev stamfader til den vigtige sidelinje til oldenburgerne, som blev kaldt Slesvig-Holsten-Gottorp efter slottet. Slægtens besiddelser rundt om i Slesvig og Holsten blev kaldt gottorpske, mens de dele, der stod direkte under Danmarks konge i dennes egenskab af hertug af Slesvig, blev kaldt “kongelige dele”. De gottorpske dele bestod udover stamområdet rundt om slottet af størstedelen af Nordfrisland, det nordlige Ditmarsken, Femern, Kiel, Neumünster, Bordesholm, Reinbek, Trittau, Cismar og Tønder.
Adolf var en særdeles aktiv slotsbygger. Han udvidede slottene i Kiel og sit stamslot Gottorp, og derudover byggede han nye slotte i Husum, Reinbek, Tønning og Trittau.
Han døde i 1586 og efterlod sig 4 sønner. Tre af disse sønner opnåede hertugtitel. Frederik II. døde allerede i 1587 og blev efterfulgt at sin broder Philip, som døde i 1590 og derefter Johann Adolf, der grundlagde det berømte og meget smukke bibliotek på Gottorp Slot. Han forblev hertug indtil 1616.
Der spaltede sig fra 1586 i praksis en anden linje, der stod i spidsen for fyrstebispedømmet Eutin, hvor domherrerne af Lübeck holdt til. Det havde siden middelalderen været en eksklave fra selve byen Lübeck og lå i Eutin. Disse store landområder og magtresort blev ledet af en bispefyrste, og de skulle være af slægten Slesvig-Holsten-Gottorp. Danmark opponerede mange gange mod dette, men det varede frem til 1773.
Frederik III. af Slesvig-Holsten-Gottorp
Johann Adolfs søn Frederik III. blev hertug efter faderen. Han skulle vise sig at være en særdeles ambitiøs hersker med store planer. Han var med til at udvikle Gottorp til at være et af de mest betydelige fyrstehoffer i hans tid. Frederik stod mange gange i direkte konkurrence om magten til søs med sin slægtning og lensherre Kong Christian IV. af Danmark-Norge. Det oplevede man, da Christian IV. grundlagde Glückstadt ved Elben, som skulle være en form for udfordring til Hamborg og samtidig sikre religiøse forfulgte et tilflugtssted. Frederik III. grundlagde kun 5 år derefter Frederiksstad (ty: Friedrichstadt) ved sammenløbet af Ejderen og Trenen. Det var et forsøg på at skabe en handelsby, der ville forene handelsrejsende fra Spanien til Rusland. Hans store ambitioner førte ham på kollissionskurs med de danske planer. Da Christian IV. intervenerede i Trediveårskrigen og i 1625 startede kejserkrigen, hvilket blev til stor skade for Slesvig og Sønderjylland, var bruddet uundgåeligt. Hertug Frederik III. ville ikke tillade, at hans områder blev hærget af kejserlige styrker efter det danske nederlag ved Lutter am Barenberge i 1626. Frederik forsøgte sig med neutralitet, og siden opsagde han den gamle union med Danmark for at mildne kejserens indstilling. Fremadrettet orienterede han sig mod et forbund med Sverige, der havde overtaget rollen som nordens stormagt.

Hertug Frederik III. af Slesvig-Holsten-Gottorp. Den gottorpske hertug, der kom mest på kollision med Danmark. Man mener, at det er udført i 1639. Fra wikipedia
Forbundet med Sverige
Den ny udvikling under Trediveårskrigen gjorde de gottorpske dele til en potentiel dansk fjende. Hertugen var nødt til at distancere sig fra Danmark for at opnå frihed i udenrigspolitikken, hvilket også medførte mulighed for at gå andre veje end, hvad der var danske interesser. Sverige fejrede generelt store sejre under Trediveårskrigen, og den store militære styrke udnyttede svenskerne også. Frederik III. var indforstået med, at han oplagt kunne drage fordel af svenskerne. I 1643 blev Holsten indfaldsporten for de svenske tropper, da de foretog en invasion af Jylland. Hertug Frederik valgte efter krigen at indgå et endnu tættere forlig med svenskerne. Kulturelt oplevede Gottorp Slot en opblomstring, hvor det såkaldte Gottorfer Codex blev en sensation, som var med til at lade sjældne planter, man normalt ikke så på disse egne, blomstre. Derudover var Kæmpeglobussen en sensation på denne tid.
I 1654 så man kulminationen på denne svenskvenlige politik, da hans datter Hedvig Eleonora blev gift med Kong Karl X. Gustav af Sverige. Få år efter gav Gottorp igen svenskerne frit lejde, da de drog op igennem Jylland og startede Karl-Gustav-krigene, hvor de i vinteren 1658 drog over isen. Det endte med, at Danmark ved freden i Roskilde mistede Skåne, Halland og Blekinge. Imidlertid fortrød svenskerne, at de ikke havde erobret hele Danmark og genoptog krigen. Danmark angreb ved denne lejlighed slottet i Tønning, hvor Hertug Frederik III. opholdt sig. Denne døde, og såvel danskere som svenskere havde hærget hertugdømmerne grufuldt.
Christian Albrecht: Gift med dansk prinsesse
Ved Frederik III.´s død i 1659 overtog Christian Albrecht tronen efter sin fader og reddede dermed sit og slægtens hertugdømme, da man fik fred i 1660. For at forsone forholdet til danskerne indgik han ægteskab i 1667 med Frederikke Amalie, en datter til den danske konge Frederik III. Imidlertid var hertugdømmerne stadig afhængige af svenskerne, og da hertugdømmerne generelt var forarmede, blandede flere europæiske stormagter sig i området, hvilket førte til dansk aggression.

Ægteskabet mellem Christian Albrecht og Frederik den III. af Danmarks søster Frederikke Amalie blev indgået, da man håbede, at det kunne føre til fred imellem hertugdømmerne og Danmark. Maleri af Jürgen Ovens på Frederiksborg Slot. Fra wikipedia
Christian Albrecht var i eksil i Hamborg i perioden 1675-89, hvilket vil sige i første omgang under Skånske Krig, hvor de Gottorpske områder var besat af Danmark og igen fra 1684, hvor Danmark i 1686 belejrede Hamborg. Ved forliget i Altona i 1689 garanterede en lang række stormagter, at hertuglinjen kunne bestå. Men problemet for Danmark var ikke løst.
Frederik IV. af Slesvig-Holsten-Gottorp
I 1695 døde Christian Albrecht, og hans søn Frederik IV. overtog hertugtitlen. Han intensiverede konflikten med Danmark og indkaldte svenske soldater samtidig med, at han moderniserede skanseanlæggene i sit område. I 1698 giftede han sig med Hedvig Sofia, søsteren til den svenske konge Karl XII. Det gjorde, at han kom til at stå i et nært forhold til den svenske konge. Frederik blev snart udnævnt til øverstkommanderende for de svenske tropper i Tyskland.
Det var dog Danmark, der angreb først angreb hertugdømmerne, da svenskerne var optaget af krig andre steder. Imidlertid reagerede svenskerne hurtigt og satte en enorm styrke over Øresund, hvor det var stormagternes mellemkomst der gjorde, at Danmark undgik det totale nederlag.
Frederik IV. fortsatte med at deltage i krigen og drog med Karl XII, da han i 1701 angreb Polen og Sachsen som straf for deres ageren i svensk Livland og mod byen Riga. Hertug Frederik faldt i disse felttog under slaget ved Kliszów 9. juli 1702.
Carl Frederik og slutningen
Den ny hertug var den kun 2-årige Carl Frederik. Hertugdømmerne blev ledet af en formynderregering. De tætte bånd til Sverige skulle vise sig skæbnesvangre for gottorperne. I 1713 tilbød kommandanten i Tønning den svenske general Magnus Stenbock tilflugt. Stenbock overgav sig 16. maj 1713, og man fandt frem til, at han ikke havde erobret Tønning, men havde fået byen tilbudt.
Frederik IV. af Danmark brugte det som anledning til at fortsætte belejringen af den gottorpske garnison, der til sidst måtte overgive sig og overdrage den vigtige fæstning til danskerne. Alle de slesvigske dele blev overdraget til danskerne inklusive Gottorp Slot, og hertugfamilien var flygtet til Kiel. Det blev bekræftet ved freden ved Frederiksborg i 1720, at Gottorp nu kun bestod af en mindre del af Holsten, og at man nu tog residens på slottet i Kiel.
Det Russiske Bånd
Selvom Gottorp stadig eksisterede som Holsten-Gottorp, var der mange, der ikke længere regnede de begrænsede hertugelige besiddelser som noget, der kunne berettige dem til indflydelse. Carl Frederik forsøgte at vinde de tabte dele fra Slesvig tilbage, men samtidig ville han distancere sig fra Sverige, hvis indflydelse havde ført til katastrofen i 1713-14.
Hans indflydelse gik derfor igennem Rusland, hvor det i 1725 lykkedes ham at gifte sig med Peter den Stores uægte datter Anna Petrovna. Ægteskabet sluttede allerede i 1728, da prinsessen døde i barselsseng. Imidlertid nåede hun at føde sønnen Karl Peter Ulrich af Holsten-Gottorp. Han blev som 13-årig i 1741 hentet til Rusland af sin tante kejserinde/tsarina Elisabeth af Rusland, hvor hun gjorde søstersønnen til arving til det russiske rige.
I 1762 blev han tsar Peter III. af Rusland. Et af hans store mål var at føre de tabte områder i Slesvig tilbage til Gottorp. Han regerede Rusland særdeles upopulært, og trak landet ud af den preussiske 7-årskrig på trods af, at Rusland stod med sejren indenfor rækkevidde. Han indførte protestantiske ritualer i den ortodokse kirke, og til sidst blev han styrtet af sin hustru Katharina II. af Rusland efter kun 6 måneder ved magten.
I 1773 indgik Katharina et forsvarsforbund med Danmark-Norge imod Sverige, og her var en af aftalerne, at hendes søn Paul skulle anerkende Danmarks ret til at indlemme de gottorpske besiddelser i Slesvig. Tronarvingen skulle endvidere også afgive de gottorpske dele af Holsten til kong Christian VII. i bytte for grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst og endegyldigt give afkald på hertugdømmet. Dermed ophørte de gottorpske linjer med at eksistere. Højstiftet Lübeck i Eutin blev en del af Oldenburg.
I 1751 havde svenskerne imidlertid taget bestik af situationen med den kommende russiske tsar Peter III. der var stærkt kritisk overfor Danmark, og havde derfor smart valgt en ny konge Adolf Friedrich fra den yngre linje, de der havde været bispefyrster og resideret fra slottet i Eutin. Han var søn af den sidste bispefyrste Christian-August von Slesvig-Holsten-Gottorp. Hans bror Friedrich August blev efter at have været bispefyrste af Lübeck indtil 1773 storfyrste af Oldenburg i 1773. De regerede frem til 1918 og er i dag de ældste overlevende fra slægten Oldenburg.
Efter Adolf Friedrich kom der yderligere 3 gottorpere på den svenske kongetrone, hvoraf Gustav IV. Adolf (1792-1809) blev afsat af sin onkel Karl XIII. (1809-1818) som følge af svenskernes indledende miserable indsats under napoleonskrigene. Karl XIII. blev den sidste gottorper med indflydelse på den svenske trone. Herefter satte slægten Bernadotte sig på magten i Sverige. Men man kan sige, at han var i stand til at hævne sig på danskerne, da Danmark ved Freden i Kiel i 1814 mistede Norge.
Pingback: Slesvig | Historiskerejser.dk
Pingback: Husum | Historiskerejser.dk
Pingback: Kiel | Historiskerejser.dk
Pingback: Fredstraktaten i Roskilde | Historiskerejser.dk
Pingback: Gottorp Slot | Historiskerejser.dk
Pingback: Husum Slot | Historiskerejser.dk
Pingback: Eutin | Historiskerejser.dk
Pingback: Eutin Slot | Historiskerejser.dk