Elben (flod)

Elben er en mellemeuropæisk flod, der udspringer i Tjekkiet og flyder via Tyskland ud i Nordsøen. Det er den eneste flod, som afvander de såkaldte Mittelgebirge (Mellembjerge) i Bøhmen og flyder ud i Nordsøen. De mest kendte bifloder, der løber ud i Elben, er Moldau (Vltava), Saale, Havel – der også afvander Spree – og Elde, som afvander Müritz – Tysklands største sø.  På Elbens nedre forløb følger den to urstrømsdele i det nordtyske lavland.

Målt på størrelsen af, hvor stort et område man afvander  – 148.300 km² –  tæller den som Centraleuropas fjerdestørste efter Donau, Wisla og Rhinen og foran Oder og Memel.

Elben har dets forløb i Tjekkiet og Tyskland. Fra dens kilde i 1386 meters højde i Riesengebirge og til den udmunder i Cuxhaven løber den 1094 kilometer. Kort fra wikipedia

Elben i faktiske tal

Floden løber igennem Tjekkiet og Tyskland. Den er 1094 kilometer lang fra sit udspring i 1386 meters højde i Riesengebirge i Tjekkiet og til dens udmunding ved Cuxhaven i Nordsøen. Den afvander et område der i alt er 148.268 kvadratkilometer – hvoraf det tyske område udgør 65,38%, det tjekkiske område 33.84%, det østrigske område 0,62% og det polske område 0,16%. 

På Elbens venstre flodforløb har den følgende bifloder: Adler (Orlice), Moldau (Vltava), Eger (Ôhre), Bilina (Biela), Gottleuba, Müglitz, Weisseritz, Jahna, Döllnitz, Mulde, Saale, Ohre, Tanger, Aland, Jeetzel, Ilmenau, Seeve, Este, Lühe, Schwinge, Oste og Medem. 

På Elbens højre flodforløb har den disse bifloder: Jizera (Iser), Ploucnice (Polzen), Kamenice (Kamnitz), Kirnitsch (Krinice), Lachsbach, Wesenitz, Priessnitz, Schwarze Elster, Nuthe, Ehle, Havel, Stepenitz, Löcknitz, Elde, Sude, Bille, Alster, Pinnau, Krückau og Stör. 

De største byer langs Elben er Hamborg, Magdeburg og Dresden. 

Mens de mellemstore byer langs floden er Hradec Kralove (Königgrätz), Pardubice (Pardubitz), Kolin, Litomerice (Leitmeritz), Usti nad Labem (Aussig), Decin (Tetschen), Pirna, Radebeul, Meissen, Riesa, Torgau, Wittenberg, Dessau-Rosslau, Schönebeck, Geesthacht, Wedel og Cuxhaven. 

Mens følgende mindre byer ligger langs Elben: Hohenelbe (Vrchlabi), Nimburg (Nymburk), Melnik, Bad Schandau, Königstein, Stadt Wehlen, Heidenau, Aken, Tangermünde, Havelberg, Wittenberge, Schnackenburg, Lenzen, Dömitz, Hitzacker an der Elbe, Bleckede, Boizenburg, Lauenburg, Glückstadt, Brunsböttel og Otterndorf. 

Der bor 24,5 millioner mennesker i afvandingsområdet. Floden er sejlbar fra Pardubice. 

Elbens etymologi

Det nedretyske Elv såvel som det højtyske Elbe og som det tjekkiske Labg stammer fra samme grundstamme. Elben er afledt af det germanske og Labe afledt af latin.

I Antikken omtalte grækere, keltere og romere – såsom Plinius og Tacitus – strømme som Albis, og germanerne omtalte den som Albia. På gammelt højtysk lyder det Elba, på old-engelsk Ælf, Ielf og på oldnordisk Saxelfr. Sandsynligvis er det etymologisk lig med det oldnordiske elfr, der betyder flod. Man ser det stadig leve videre på moderne skandinaviske sprog som älv (svensk), elv (norsk) og elfur (islandsk). Navnet, der allerede blev brugt af den antikke græske skribent Strabo, kommer altså af det urgermanske Albijo, som altså er afledt af det nordiske for “flod”. Elben blev for de tidlige germanere forbundet med floden, hvilket igen viser den dominerende betydning, floden havde i det nordtyske lavland. Flodens forløb har formodentlig været ramme om vuggen til det germanske sprog og i hvert fald det vestgermanske.

Betegnelsen kan også ses som analog til det galliske flodnavn Albis, der betegner det “Hvide Vand” i modsætning til navnet Dubis, der betegmer det “Sorte Vand”.

Geografisk oversigt over Elben

Med en samlet længde på 1094,26 kilometer er Elben den tolvtelængste flod i Europa og hører til blandt de 100 længste floder i verden. Betragter man dens biflod Moldau (tjekkisk: Vltava) som kilde til floden så er floden 1245 kilometer lang og dermed den niendelængste flod i Europa. Den tjekkiske del af floden (tjekkisk: Labe) er 370,74 kilometer lang, hvor afsnittet ovenfor og nedenfor hvor Moldau munder ud i Elben er delt og bærer et fælles nulpunkt med Moldau-udmundingen. Den del af Elben der flyder igennem Tyskland er 726,95 kilometer lang og afslutter Elbens forløb indlands ved Kugelbake ved Cuxhaven.

Den tjekkiske og tyske del overskrider hinanden i 3,43 kilometer, hvor flodens midte danner grænse mellem landene. Det nordligste tjekkiske punkt ved Elben er grænseovergangen Schmilka/Hrensko på den højre side af floden. Den tyske del af Elben begynder på den venstre del af floden ved Gelobtbach, mens man også i Tyskland medregner en del af Elben i Nordsøen og dermed omfatter flodens forløb i Tyskland 769,40 kilometer. Kilometerbetegnelsen har ved kilometer 121 en fejl, der opstod i 1880 da kongeriget Preussen og Kongeriget Sachsen begge havde påført kilometer 121 som værende deres. Derfor regner man også kilometer 121a med. I 1933/34 rettede man det såkaldte Kurze Wurf ved Vockerode ud og forkortede dermed floden med 1,5 kilometer. Man ændrede dog ikke på længdeberegningen, således at efter kilometer 250 følger kilometer 252.

Flodens strøm bliver direkte lukket ud i Nordsøen. Den afvander et område på 148.268 km². Ved udmundingsområdet rangerer den som mindre end Rhinen og Donau men som større end Inn.

Den løber igennem det nordlige Tjekkiet – Bøhmen – i en bred bue og flyder derefter igennem Tyskland – blandt igennem storbyerne Dresden, Magdeburg og Hamborg – og udmunder i Nordsøen ved Cuxhaven.

Under den tyske deling indtil 1990 var den midterste del af Elben mellem Schnackenburg og Lauenburg på et stykke på omkring 100 kilometer også grænseflod. Samtidig var floden også meget forurenet fra tungmetaller og andre skadelige stoffer. I de seneste år er vandkvaliteten i floden blevet tydeligt forbedret. Trods forbedringen er den stadig temmelig forurenet. Årsagerne skyldes blandt andet det intensive landbrug tæt på flodbrederne og den intensive brug af skibstrafikken samt den manglende naturlige evne til at rengøre sig selv. Særligt den midterste del af floden besidder beskyttelsesværdige bioområder.

Elbens forløb

Elbens Øvre forløb

Øvre Elben er betegnelsen for forløbet fra Elbens udspring til det sted hvor den løber tæt ved de mellemhøje bjerge og over i den Nordtyske Slette.

Tjekkisk forløb af Elben

Elben udspringer i bjergkæden Krkonose (tysk: Riesengebirge) i en højde på omkring 1400 meter godt 7,5 kilometer nordvest for den tjekkiske by Spindleruv Mlýn (tysk: Spindlermühle) 400 meter fra grænsen til Polen. Tæt ved Elbens kilde der befinder det såkaldte Elbvandfald sig. Elben løber løber derefter væk fra bjergkæden i sydøstlig og sydlig retning, altså modsat retning af det der ellers er dens hovedretning. Fra og med byen Pardubice forløber den med et skarpt knæk i retning mod vest, og tager kort derefter sit primære nordvestlige løb, som den med få undtagelse fortsætter med indtil dens udmunding i Nordsøen.

Elben er på dens øvre løb i Tjekkiet – her i Spindleruv Mlyn – nærmere en bæk end en flod. Foto fra wikipedia

Ved byen Melnik udmunder den længste af dens bifloder Moldau (tjekkisk: Vltava) – med sine 430 kilometer – i den på dette sted langt kortere og langt mindre flod Elben. At Moldau idag ikke tæller som Elbens udspring skyldes, at man i Middelalderen valgte at give floderne forskellige betegnelser. Hvorvidt det skyldes uvidenhed eller om det skyldes flodernes forskellige økonomiske betydning kan ikke helt fastlægges. Efter byen Litomerice løber Elben omkring 50 kilometer yderligere i nordøstlig retning og forlader Tjekkiet efter byen Decin (tysk: Tetschen). Den tjekkiske del af Elben er præget af en lang række opdæmninger, der først og fremmest blev bygget i 1950´erne. Tjekkerne har inddelt flodens forløb i tre underafsnit. Horní Labe, der er den øvre del indtil byen Kolín; Střední Labe, der udgør den midterste del af Elben og Dolní Labe, der udgør flodforløbet fra Moldau udmunder i Elben og indtil den tyske grænse.

Der er en del sluser på Elben. Her ses en af de større ved den tjekkiske by Usti nad Labem med borgen Strekov (Schreckenstein) ovenover borgen. Foto fra wikipedia

Elbens øvre løb i Tyskland

Elbens forløb i Tyskland begynder med et bugtet og buet forløb – kaldt Mæander – der derefter igen tager retning mod nordvest. Efter at have løbet igennem centrum af Dresden tager faldet på forløbet mere og mere af. Den øvre del i Tyskland er geologisk og geomorfologisk set ret lille. Senest fra og med Torgau og i princippet allerede fra byen Riesa er den overgået til dens mellemløb-status. I 1992 fastlagde en kommission det til at overgangen mellem det øvre og mellem forløb begynder ved Schloss Hirschstein mellem Riesa og Meissen ved den tyske kilometerpæl 96,0 kilometer.

Elben i det Saksiske Schweiz, hvor man kan se ned på byen Königstein fra klippen af samme navn og over imod klippen Lilienstein. Foto: wikipedia

Elbens mellemste løb i Tyskland

Den mellemste del af Elben har kategori af lavlandsflod. I området mellem Riesa og Torgau når den hvad man kalder den Nordtyske Lavslette hvor den flyder videre i nordvestlig retning hvor den blandt andet løber igennem Wittenberg og Magdeburg derefter løber den sammen med Elbens urstrømsdal, der fører den mod Nordsøen hvor den udmunder. Efter at floden Havel – den længste biflod til Elben – er mundet ud i floden, da er dens løb permanent nordvestlig og følger urstrømmen. Kort før Hamborg der ender det mellemste løb ved den opdæmmede sluse Staustuffe Geesthacht, efter dette sted er Elben præget af tidevandet i Nordsøen.

Elbens nedre løb 

Den nederste del af Elben – også kaldt Tidevands-Elben – er den del af Elben der på mange måder præges af tidevandet på floden, der idag beskyttes med sluseværnet i Geesthacht. Lidt mere detaljeres afgrænses det Nedre Tidevandselben mellem Norder-, og Süderelbe i Hamborg. Floden har en bredde mellem 300 og 500 meter mellem opdæmningen ved Geesthacht og til Mühlenberger Loch, mens den mellem Mühlenberger Loch og frem til Brunsbüttel er mellem 1 og 2,5 kilometer. Fra Brunsbüttel og frem til Cuxhaven bliver bredden hele 17,5 kilometer. Den tekniske afgrænsning mellem Elbens løb (Binnenelbe) og hvornår man bevæger sig ud i åbent farvand er sat ved forbindelseslinjen mellem Kugelbake og Döse og den vestlige kan ved Trischendamm i Friedrichskoog (Dieksand). 

I Tidevandsopdæmningen på overgangen mellem Mittel-, og Unterelbe er der dannet et indre delta, hvor den vidtudstrakte Hamborg Havn ligger. Den øvre (østlige) del har siden middelalderen dannet flodarmene Dove Elbe og Gose Elbe hvor man dannede området Vierlande. I det 19. og 20.århundrede er flodarmene mellem Norder-, og Süder-elbe blevet ofre for havneudvidelserne. Tidligere fandtes der talrige øer i Elben – nogle enkelte har overlevet – mens de fleste er blevet diget ind og udgør dele af de mange kilometer kajområde i Hamborg Havn. Langs Elbens nedre løb findes der flere sandstrande, der har fungeret som badestrand, det gælder Överlgönne, Wittenbergen i Hamborg og Brokdorf. Tidevandsforskellen i Hamborg mellem ebbe og flod er 3,6 meter. Trods at der flyder saltvand ind i Elbens nedre løb ved hver tidevandsforskel, så er den overvejende del af vandet præget af ferskvand.

Elbens nedre løb ud mod Helgoländer Bugten. Foto fra wikipedia

Print siden her