Afstalinisering 1956
Stalin døde 5. marts 1953. Grundet begivenhederne 17. juni 1953, udskød Khrusjtjov et opgør med Stalins politik. Imidlertid indledte Nikita Khrusjtjov afstaliniseringen på det sovjetiske kommunistpartis 20. partikongres.
Afstaliniseringen overraskede og forvirrede fuldstændig ledelsen i DDR. Indtil denne partikongres havde SED forsvaret og lovprist Stalin, derefter havde man bemærket politikskiftet og måtte nu tale de nye toner. Ullbricht erkendte de nye vinde og tilpassede sin tale til de nye udsagn fra den sovjetiske ledelse. Straks efter partikongressen forsøgte ledelsen i SED at formidle den ændrede kurs i forhold til Stalin til sine medlemmer. Walter Ullbricht skrev i SED´s partisprøjte Neues Deutschland, at Stalin ikke var udtryk for den oprindelige og klassiske tolkning af marxismen og dette på trods af, at han en måned tidligere havde sagt det diametralt modsatte.
Selvom SED kun behandlede spørgsmålet om Stalin sporadisk, rystede det de tyske kommunisters verdensbillede. Mange vil mene, at DDR aldrig tog et ægte opgør med stalinismen, bedst illustreret i perioden efter 1985, hvor mange antistalinistiske tidsskrifter og film var tilladt i Sovjetunionen, men ikke i DDR.
I forbindelse med den angivelige afstalinisering af samfundet, kom det til cirka 25.000 løsladelser af politiske fanger, der blev renset og rehabiliteret, eksempelvis Franz Dahlem, Anton Ackermann og Hans Jendretzky.
Josef Stalin – havde domineret samfundet totalt fra DDR´s grundlæggelse og til sin død i 1953. Foto fra det amerikanske Library of Congress med serienummer: LC-USW33-019081-C. Billedet kan være forbudt i følgende lande: Tyskland, Ukraine, Georgien, Ungarn, Letland, Lithauen og Indonesien.
