Bayerns historie

Bayerns historie går tilbage til slutningen af Folkevandringstiden, hvor slægten Agilolfinger tog sæde i byen Freising i år 555.

Under den romerske Kejser Augustus var området syd for floden Donau – der var befolket af Keltere – del at provinsen Raetia i det Romerske Rige

Efter sammenbruddet på den romerske overmagt blev stammen Baier dannet – Bajuwarer – af germanere, der drog ind fra nord, og som blandede sig med de romaniserede keltere (Boier). Den Vælske – kelternes egenbetegnelse – assimilerede sig i løbet af årene – men man kan stadig finde geografiske stednavne, der erindrer om den keltiske oprindelse, eksempelvis Walchensee.

Siden år 555 kender man til eksistensen af et Bairisk Stammehertugdømme, der i årene under Merovingerne var del af det Frankiske Rige. Da det Merovingiske Kongerige faldt sammen, blev de bairiske hertuger mere autonome, men da det Frankiske Rige igen stod stærkt med Karolingerne i starten af det 8. århundrede, gjorde de igen krav på Baiern. I år 788 besejrede Karl den Store hertugen af Baiern Tassilo III. – det markerede afslutningen på det Ældre Stamhertugdømme. Karolingerne regerede som konger eller del-konger af Bayern. De forseglede dokumenter på denne tid som “Konger af Bayern” og satte streg under deres herskabsudøvelse ved at indsætte statholdere – såkaldte præfekter.

Da Karolingerne oplevede nedgang, opstod der en ny mulighed for de bayerske hertuger for selvstændighed i det såkaldte “Yngre Stamhertugdømme”. Striden med slægten Liudolfinger – Ottonerne – førte igen til afhængighed af det Tyske Kongerige. I år 976 blev den bayerske Hertug Heinrich der Zänker (Slagsbroderen) frataget sine hertugtitler af sin fætter Kejser Otto II. efter et fejlslagent oprør, hvor Bayern mistede blandt andet Hertugdømmet Kärnten og dets italienske besiddelser, hvilket udgjorde over halvdelen.

Fra og med år 1070 kom det i de næste hundrede år til en fornyet magtstyrke for de bayerske hertuger, der stillede sig på Welfer-Hertugen Heinrich der Löwe’s side i dennes tvist med den tyske konge Friedrich Barbarossa af slægten Stauferne. Kappedysten mellem de to slægter endte i 1180 med Heinrich der Löwes fald: Store dele af den tidligere Marcha Orientalis blev til Hertugdømmet Østrig – en stor del af dagens Østrig – løsrev sig fra Bayern. Derudover opstod Hertugdømmet Steiermark, der ligeledes løsrev sig. Den resterende del af Bayern fik en ny hertugslægt: Wittelsbach i form af Otto I., der hidtil havde fungeret som Pfalzgreve. Dermed sluttede historien for det “Yngre Stamhertugdømme”.

Fra 1180 og til 1918 blev Bayern regeret som Territorialhertugdømme af Wittelsbacherne. I den første periode oplevede Bayern talrige delinger i mindre hertugdømmer, en proces, der først blev bragt til ophør med indførelsen af Primogenitur – førstefødselsretten – i 1506. Bayern spillede en førende rolle i Modreformationen, hvorfor det også var logisk, at de gik ind i Trediveårskrigen (1618-48), og som i 1623 betød, at området blev Kurfyrstendømme og resulterede i, at Bayern fik en del landområder tilskikket. Under såvel den Spanske Arvefølgekrig (1701-14) og den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48) blev det absolutistisk regerede Bayern besat af Østrig.

I Napoleonstiden stod Bayern det meste af tiden på Frankrigs side og var i stand til at underlægge sig store landområder igennem lovene om sækularisering samt om mediatisering – sidstnævnte var et opgør med små fyrstendømmer og bystater. I 1806 blev Bayern gjort til kongerige. I den sidste fase af krigen var de bayerske konger kloge nok til at vende Napoleon ryggen og stille sig på hans modstanderes side, således at Bayern stod som sejrsmagt ved Wienerkongressen i 1814, hvilket gjorde det i stand til at beholde de fleste af sine erhvervede områder.

Kong Ludwig I. af Bayern (1825-48) udbyggede for alvor München til en kunst- og universitetsby. Han overlod dog tronen til sin søn som følge af en affære med danserinden Lola Montez, hvilket førte til uro i Bayern i 1848. I årene 1864-86 havde Bayern sin vel nok mest erindrede konge Ludwig II., der byggede slottene Neuschwanstein, Linderhof og Herrenchiemsee – hvilket gav ham navnet Eventyrskongen. I 1866 havde Bayern lidt nederlag til Preussen i den Preussisk-Østrigske krig ved at stille sig på østrigernes side. I 1871 blev Bayern så del af det nyetablerede Tyske Kejserrige, men beholdt dog mange særrettigheder – eget postvæsen, jernbane og hær – samt kongetitlen.

Monarkiet med slægten Wittelsbach brød sammen under Novemberrevolutionen i kølvandet på Første Verdenskrigs tyske nederlag. Natten mellem 7. og 8. november 1918 blev Fristaten Bayern udråbt. I kortere tid havde revolutionære socialistiske grupperinger indflydelse, og det kom til to revolutionsfaser. I foråret 1919 kom det kortvarigt til Rådsrepublikken i München. I tiden under Weimarrepublikken var Bayern skueplads for Hitlers entre på den politiske scene, hvor han i 1923 natten mellem den 8. og 9. november med Ølstuekuppet forsøgte at tage magten i Bayern.

Mellem 1933 og 1945 var Bayern del af det Nazistiske Tredje Rige, og området nød en fremme placering hos nazisterne, hvor München blev gjort til “hovedstad for bevægelsen”, og Nürnberg i Franken blev “byen for rigspartidagene”, og endelig blev KZ Dachau den første koncentrationslejr i landet. Under Anden Verdenskrig led bayerske byer som Würzburg, München og Nürnberg store ødelæggelser under bombardementer.

Bayern blev efter Anden Verdenskrig stillet under den amerikanske militærregerings ansvar rent sikkerhedsmæssigt. På det politiske niveau genopstod Fristaten Bayern i 1949 i Forbundsrepublikken Tyskland.

Bayern har i efterkrigstiden gennemgået et økonomisk opsving uden fortilfælde i dets historie, hvor det er gået fra at være et overvejende landbrugssamfund til at være en industristat og et af Tysklands rigeste områder.

Print siden her